Vang Granitbrud. © Laura Frederikke Jespersen

Lydens vandring i Vang

Martin Lohses »Echoes off Cliffs« var en elektroakustisk hyldest til Bornholm – og til ekkoet – der indrammede det evigt pirrende spørgsmål: Hvor går lyden hen, når den går ud?
Af
23. Juni 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

I bagende solskin, ikke langt fra Klondyke – helt derude, hvor GPS’erne vender, på en ensom klippe – sad en skikkelse med et akkordeon. Neden for klippen var folk med vandrestøvler og bøllehatte bænket i behørig afstand i medbragte campingstole. De stirrede på klippevæggen, som var det verdens største fladskærm.

Fra seks højttalere, som omkransede de 240 publikummere i det enorme Vang Granitbrud på Bornholm, begyndte sagte toner at pible, og akkordeonisten Bjarke Mogensen – for det var ham, som sad på klippen – begyndte at trykke lange guirlander af toner ud af sit instrument. De spinkle melodier blandede sig med et elektronisk track, en præindspillet og senere manipuleret optagelse af Bjarke Mogensens spil, som han så spillede hen over. Men også i samspil med naturen, havet, mågerne, granitten. Langsommeligt i starten, senere i up-tempo-forløb, frisk som en norsk vise med dansekanter, eller en endnu friskere fransk menuet.

Har man oplevet koncerter i en polsk saltmine langt under jorden, eller i en silo på Struer Havn, ved man, at ekkoer er umulige at styre

Gennemgående var der dog et langsomt, meditativt flow. Akkordeontonerne og den elektroniske melankoli blafrede ud på den åbne plads, stødte ind i granitstykkerne, som ligger spredt ud over det hele. Lyden kaldte – et sted fra. Igen og igen, og øjeblikket efter et helt andet sted fra.

Lyden vandrede. I komponisten Martin Lohses elektroakustiske værk Echoes off Cliffs (2021) spiller ekkoet en central rolle. Og har man oplevet koncerter i en polsk saltmine langt under jorden, eller i en silo på Struer Havn, ved man, at ekkoer er umulige at styre. De går deres egne veje, ekkoer er født off.

Brutal antracitgrå

Echoes off Cliffs er et stedsspecifikt værk, som udspiller sig i og aktivt bruger Bornholms barske natur. I det tidligere granitbrud i Vang, som åbnede i 1896, blev granitten knust til skærver og paksten og udskibet fra den nærliggende Vang Havn. Vangboerne levede et hårdt og isoleret liv.

Det er selvfølgelig interessant, at Lohse har valgt at parre det mere sart end brutalt lydende akkordeon (selvom det selvfølgelig også kan bruse vildt, det sker bare ikke så meget hos Lohse) med klippeøen. Det elektroakustiske møde mellem akkordeonet, elektronikken (styret af lyddesigneren Jesper Andersen) og det antracitgrå, øde sceneri drev mine tanker mod musikere, som oplever lyd i visuelle termer, for eksempel guitaristen Robert Fripp, hos hvem D-dur og d-mol begge er grønne. Eller komponisten John Luther Adams, der i sit værk Become Desert (2017) synes at mime den sansernes slørethed, som ørkenen afstedkommer, og der næsten sker en eliminering af alle farver.

Trailer til »Echoes off Cliffs«, som Andreo Michaelo Mielczarek overværede 2. juni i Vang Granitbrud. © Nikolaj Lund

Ligesom Adams gemte Lohse mere for lytterne, end han afslørede: Musikken bevægede sig næsten ikke ud af flækken. Meditativ og billedskabende, som minimalismemagikeren Gavin Bryars eller det ekkorige meditationsmesterstykke Healing Is a Miracle (2020) af sangerinden Julianna Barwick. Ingen tvivl om, at Lohse med dette værk træder nye og spændende veje.

Echoes off Cliffs er skrevet specielt til den bornholmsfødte Bjarke Mogensen, som i timerne inden premierekoncerten havde søgt skygge og øvet på sit akkordeon inde i en lejet trailer. Men Lohses egen biografi er ikke uvæsentlig her. Han har nemlig både studeret geologi og er udøvende billedkunstner. For at undersøge ekkoet og lydens vandring blev værket opført seks forskellige steder på øen fra 2. til 9. juni (blandt andet Østermarie Kirkeruin og Rønne Theater). Alle interaktioner med Bornholm må have lydt vidt forskelligt. Men i alle opførelser har Lohse ladet omgivelserne male værket færdigt. Eller rettere halvfærdigt: som et levende billede.

Hvor gik lyden hen?

Vang Granitbrud var et tableau vivant, en scene, med lystige og absolut levende måger, der sad parat på klippen, som var de instrueret i at træde frem fra venstre kongeside. Der er dramaer i Lohses musik, men de er minimale og følger mere postminimalistiske logikker end højdramatiske kurver. Pænheden har ofte været Lohses følgesvend; hans musik stryger som oftest med og ikke mod hårene.

Der er dramaer i Lohses musik, men de er minimale og følger mere postminimalistiske logikker end højdramatiske kurver

Men her drejede den lavmælte elektroniske puls musikken i samme melankolske retning som de lokale malere, man kan opleve på Bornholms Kunstmuseum. Eksempelvis modernisten Claus Johansen (1877-1943), der kunne balancere stemning og abstraktion og malede den forhåndenværende natur med de opdyrkede marker, uden forskønnelser. Og mest markant: I landskaberne var alle mennesker fjernet.

Ligesom der i andre af Lohses værker ikke er en higen efter det rebelske, var der ingen hårdtpumpet, demonstrativ komponistekstravagance over hans salut til Bornholms granit. Ingen metalgenstand blev kørt mod klippen som en negl på en skoletavle. Ingen larmende bælg. Ingen Nora, der smækker med døren som i Henrik Ibsens Et dukkehjem (1879) med det evige spørgsmål: Men hvor gik hun egentlig hen?

Manden på klippen forduftede

Mere end i tidligere projekter lyster Martin Lohse en vis grad af kontroltab. Hovedaktøren i det udendørs teater var en lille mand, der sad på en klippe under et minitelt, så man næsten ikke kunne se ham. Protagonisterne var mindst lige så meget ekkoerne, der ikke ville dø ud og kom ind fra alle sider.

En tredje aktør var også tiden, og fortiden, i Vang og de andre steder på øen, hvor værket blev opført. Martin Lohse indrammede fortiden og fortalte den i form af nye historier – for akkordeon, elektronik i samspil med den store natur. For fortiden findes overalt på Bornholms klipper.

En fjerde aktør var transmissionen, eller teknologien. Da Vang Granitbrud igen var lokation for den sidste koncert og blev streamet live til alle ikkebornholmere, var der mange udfald i lyden under transmissionen fra den fjerne ø. Musikken hakkede, når computerskærmen frøs, og man kunne faktisk se det som en del af performancen. Her blev landskabets sanselighed og brutalitet malet op i al sin kraft.

Publikum i Vang Granitbrud. © Laura Frederikke Jespersen
Publikum i Vang Granitbrud. © Laura Frederikke Jespersen

Vandringer har forskellige udtryk. Kunstnere har altid været fascineret af vandringer. Og Martin Lohses take på emnet var så radikalt anderledes (som noget kan blive) end det andet værk, som dukkede op i mine tanker under synet af den lille mand på den Goliat-store klippe, nemlig Schuberts kulsorte lied »Der Wanderer« (1816), hvor en sorgramt hovedperson udstiller sin begsorte tvivl og stiller spørgsmålet »hvor?«, hvorefter vandrerens svære følelser – et motiv, der går igen i flere af Schuberts værker – oprulles i et ekko af lidelse uden ophør.

Hos Lohse sker det modsatte af hos Schubert: Den romantiske komponist Schubert lader sin vandringsmand få samme toneart som i værkets begyndelse. I den moderne komponist Lohses ekkoværk sættes et anderledes punktum.

De sidste toner, fantastisk dygtige Bjarke Mogensen nåede at spille, blev sendt ud i den store natur. Musikken blev sat i bero, intet ekko kom retur. Lydene vandrede back to nature. Til Bornholms klipper, som har sået det frø, som fødte ekkoerne, og som har inspireret komponisten og solisten til at skabe værket. Også musikeren på klippen, som under hele koncerten havde været så svær at øjne på den store klippe, forsvandt.