Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler? 
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv». 

Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.

Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter? 
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.

Hvad er årets kunstneriske sats? 
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.

Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil? 
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.

I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?  
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.

På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt

Asbjørn. © Johanna Hvidtved

»Musik er en direkte adgang til os selv og hinanden, den kan åbne døre, vi troede, vi havde blændet og giver os mulighed for at udleve sårbarheden, liderligheden, vildskaben eller hvad end der skal slippes fri.«

Asbjørn kalder sig selv en pop-rebel. Siden 2012 har han udforsket og udfordret popmusikkens væsen og som følge fået rygklap fra sin egen musikalske heltinde Lykke Li, over otte millioner visninger på sine musikvideoer og nyligt samarbejdet med Tessa på singlen »Farver«. Asbjørns tredje album Boyology udkom i 2022 på det tyske pladeselskab Embassy of Music, som gav ham labelkammerater som Robyn, Björk og Moby.

kortkritik
22.10.2023

Hypnotisk som lava

Dansk Danseteater/Copenhagen Phil: »Leaning Tree«
© Natascha Rydvald
© Natascha Rydvald

Dans kan virke abstrakt, men den er ekstraordinært specifik – et ultrapræcist instrument for fysisk poesi. Man behøver ikke engang tænke på at tilføje musik, medmindre forbindelsen er som en navlestreng, utvetydig og klar. Der er passager i Leaning Tree – et møde mellem Dansk Danseteater og Copenhagen Phil – som er fuldstændig hypnotisk inspirerede: Når foreningen af ​​det lydlige og visuelle slet ikke er en forening, men en og samme ting. Desværre er der ikke nok af dem.

Koreograf Fernando Melos signaturstil er langsom, legato, urytmisk. Hans gruppe af sammensvejsede menneskekroppe opfører sig ofte som en klat lava, der bevæger sig med en træg sikkerhed. Det er hypnotisk at se på, men absolut umusikalsk. Måske er det derfor, Signe Lykkes score til Leaning Tree så sjældent kanaliserer det, vi ser.

Eller lytter Melo ikke til Lykke? Hun fremskynder eller skifter gangart; han kan ikke. Hendes dunkende, kurrende rumlige orkesterpartitur kan minde om Bent Sørensen uden de skrøbelige melodier. Stykket får liv, når stivnet dyb messing og blæsere presser sig ind i næsten spektrale harmonier. Spændingen skyder i vejret, men det tæller kun lidt på scenen.

Så er der de »lænende« bevægelser – den fantastisk smukke, anti-tyngdekraftlignende koreografiske indbildskhed, som det hele hviler på. Der går cirka 30 minutter, før vi ser en ægte »leaning«. Men wow, det er udsøgt udført og ventetiden værd, selvom det får meget af det foregående til at fremstå som fyld.

Kulminationen, en forestilling om skæve kroppe som svajende siv, når helt ind i Lykkes partitur. Eller måske omvendt. Det er ikke kun glissandoer, vi hører, men elastiske harmoniske bevægelser – musik komponeret med ekstraordinær delikatesse af tekstur, harmonier bygget ud fra de individuelle instrumenters krævende placering og bevægelser. Leaning Tree har brug for mere af den slags.

kortkritik
22.10.2023

A hypnotic dollop of lava

Dansk Danseteater/Copenhagen Phil: »Leaning Tree«
© Natascha Rydvald
© Natascha Rydvald

It might seem abstract, but dance is extraordinarily specific – an ultra-precise instrument of physical poetry. You shouldn’t even think about adding music unless the link is umbilical, unequivocal and clear. There are passages in Leaning Tree – a meeting of Dansk Danseteater with the Copenhagen Phil – which are utterly, mesmerizingly inspired: when the union of the aural and visual isn’t a union at all, but a single thing. Unfortunately, there aren’t enough of them. 

Choreographer Fernando Melo’s signature style is slow, legato, un-rhythmic. His group of welded human bodies often behaves like a dollop of lava, moving with a sluggish certainty. It’s hypnotic to look at but absolutely unmusical. Maybe that’s why Signe Lykke’s score for Leaning Tree so rarely channels what we’re seeing. 

Or is Melo not listening to Lykke? She speeds up or shifts gait; he can’t. Her throbbing, cooing spatial orchestral score can resemble Bent Sørensen without the fragile melodies. It livens up when congealed low brass and winds squeeze themselves into almost spectral harmonies. Tension skyrockets, but it counts for little on stage. 

Then the »leaning« – the stunningly beautiful, anti-gravitational choreographic conceit on which it all rests. It’s about 30 minutes before we see any real leaning. But gosh it’s exquisitely done, worth the wait even if it makes a lot of what went before seem like padding. 

The culmination, a vision of leaning bodies like swaying reeds, gets right into Lykke’s score. Or maybe vice versa. It’s not just glissandos we’re hearing, but elasticated harmonic movement – music composed with extraordinary delicacy of texture, harmonies built from the exacting placement and movement of individual instruments. Leaning Tree needs more of this sort of thing.

© Rene Passet
© Rene Passet

The only thing  that might be missing was a yippie ki-yay from William Basinski when he took on the Copenhagen Distillery as part of The Last Symphony tour. »Buckle up bitches«, it sounded so raw that for a moment you thought it was Bruce Willis on stage. Basinski's riveting superstar charisma is the perfect contrast to his crumbling and self-indulgent ambient music.

The concert was refreshingly far from the extended space of contemplation I associate with Basinski's recorded works. His famous series The Disintegration Loops (2002-2003), in which the mortal world of tape loops crumbles in slow motion, was emblematic of the concerns many had around the turn of the millennium: Was the infinity of the brave new digital world actually the beginning of the end? Like no one else, Basinski manages to let the question of technological determinism sound open in his music: The patinated tape recordings contain no answer, but instead a curious state, where repetition and impermanence stop pulling at the sense of time from either side and instead come full circle.

It was fascinating to experience the way Basinski processed his loops. Every time he put a new sound into rotation, it seemed as if it was his first encounter with it. Quickly, a sucking field of reverberation and feedback arose, forming a sphere from the orbits of the tape loops. The analog sound sometimes gnawed at the music with its small clips and grinding compression.

The distance between the ambient terrains was short and the concert, which was followed by two encores, was more collage-like than the wasteland Basinski usually paints. The landscape was particularly captivating as a six-note motif consumed itself in reverberation and gave way to what sounded like Arabic ornamented chant. Basinski found transcendence in the high frequencies, and when at one point he extended a bright vocal sound beyond the murky tape environment, the boundary between heaven and earth disappeared. It was incomprehensibly beautiful to hear how the vocals hovered  like a radiant deity over the profane tape-recorded world. 

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

© Rene Passet
© Rene Passet

Der manglede næsten bare et yippie ki-yay fra William Basinski, da han indtog Copenhagen Distillery som en del af turnéen The Last Symphony. »Buckle up bitches«, lød det så action-råt, at man et øjeblik troede, det var Bruce Willis på scenen. Basinskis medrivende superstjernekarisma er den perfekte modsætning til hans smuldrende og selvoverdragende ambientmusik. 

Koncerten var forfriskende langt fra det udstrakte fordybelsesrum, jeg forbinder med Basinskis indspillede værker. Hans berømte serie The Disintegration Loops (2002-2003), hvor båndsløjfernes dødelige verden krakelerer i slowmotion, var emblematisk for de bekymringer mange havde omkring årtusindeskiftet: Var uendeligheden i den fagre nye digitale verden faktisk begyndelsen på enden? Som ingen anden formår Basinski at lade spørgsmålet om teknologisk determinisme klinge åbent i sin musik: de patinerede båndoptagelser rummer intet svar, men derimod en nysgerrig tilstand, hvor gentagelse og forgængelighed stopper med at trække i tidsfornemmelsen fra hver sin side og i stedet slutter kreds. 

Det var fascinerende at opleve den måde, hvorpå Basinski bearbejdede sine loops. Hver gang han satte en ny lyd i rotation, virkede det, som om det var hans første møde med den. Hurtigt opstod der et sugende felt af rumklang og feedback, som dannede en sfære for båndsløjfernes omløbsbaner. Den analoge lyd gnaskede somme tider i musikken med sine små klip og kværnende komprimering. 

Afstanden mellem de ambiente terræner var kort og koncerten, der blev efterfulgt af to ekstranumre, var mere collagepræget end den ødemark, Basinski normalt maler. Særligt indtagende var landskabet, da et sekstonet motiv fortærede sig selv i rumklang og gav plads til, hvad der lød som arabisk ornamenteret sang. Transcendensen fandt Basinski i de høje frekvenser, og da han på et tidspunkt strakte en lys vokalklang ud over det grumsede båndmiljø, forsvandt grænsen mellem himmel og jord. Det var ubegribeligt smukt at høre, hvordan vokalen vågede som en strålende guddom over den profane båndoptagede verden.