Befinder man sig pludselig i lysdæmpet selskab med en snes performere fra Hotel Pro Forma og SMK’s samling af nordisk kunst fra guldalderen og det moderne gennembrud, er her et godt råd: Smid, hvad du har i hænderne, og følg efter Loré Lixenberg.

Det er den britiske mezzosopran, der agerer livgivende kaoskraft i den kultiske videnskabsperformance Elektricitet. Så jeg finder hurtigt ud af at stalke hende, mens hun defilerer fra rum til rum og obstruerer de andre medvirkende, måske fordi hun misunder dem deres veldefinerede roller.

I ét rum taler en hvidhåret H.C. Ørsted og bryder ud i en gendigtning af »Bjørnen sover«, men Lixenberg intervenerer med kaudervælsk og kraftfuldt resonerende improarier. Halvt mimer hun det fremmede sprog, fanger enkeltstavelser og gør dem til løbske koloraturer. Tænk at have et hjemme, at høre til et sted.

En omvandrende sangerkvartet med lommelys i munden får samme behandling, da de forsøger sig med »I Danmark er jeg født«. Lixenberg søger det sprog, der findes i andre mennesker, men også i videnskabelige artefakter: Hun gør besat kur til en kulbuelampe, et Faraday-bur. Hør mig, svar mig.

I andre rum hersker knitrende kvadrofoni, harmoniske nordlysdroner og kymatiske klangborde akkompagneret af overfræsende livesampling. »Fremtiden er elektrisk,« udbryder en vandrende ånd, der siden messer om utopisk fusionsenergi.

Det er den blanding af dystopisk kaos og lysende utopi, der gør Elektricitet til både gribende og oplivende totalteater, som slår gnister.

Stålsat sætter Jakob Kullberg retningen helt fra begyndelsen i Thomas Agerfeldt Olesens kontrastrige cellokoncert nr. 2, som blev uropført torsdag aften af Sønderjyllands Symfoniorkester og nu kan streames på P2 – heldigt nok for de af os, der havde forvildet os til åbningen af Pulsar Festival på DKDM i stedet.

Små, huggende anslag fra resten af orkestret får ikke Kullberg ud af kurs, han fortsætte sin klare, vibrerende linjeføring. Indtil det altså ikke går længere. Solisten standser op, lytter til de let kæntrende udsagn i hornene, og så sætter manien ellers ind: Pludselig lyder celloen hektisk flimrende, mens et mørke af klynger og ekspressiv atonalitet åbner sig omkring den.

Blomstrende træblæsere og et idyllisk strygerhav tilbyder et fromt helle i dur, men stressen har sat ind, og det uundgåelige sker: Tunge helvedesbrøl bryder frem med skæbnesvanger messing og intrigante strygere, mejslet fast med distinkte metalslag.

Den vægtige førstesats ender med solistens endeligt. Celloen filer sig ihjel, ledsaget af en sympatiserende piccolofløjte; med nådesløse staccatodrøn skubber orkestret dem helt ud over kanten. Og så følger altså den korte andensats, en melankolsk himmelfærd, hvor Kullberg med det yderste af sit register svæver op mod lyset.

Trendsættende toneskrift? Måske ikke, men slet ikke dumt. Sådan lyder vistnok en fuldblodsromantisk komponist anno 2023. Kæntring og frelse, værsartig. Med lejlighedsvis slagside mod et historisk udtryk, nuvel, men det kan vi vel nok rumme. Reb sejlene, der er storm i sigte!

Fjorten afsnit skulle vi ind i en serie, der nu strækker sig over to sæsoner, før nutidsmennesket Allan Gravgaard Madsen fik overbevist sine to medrejsende og et ikke vildt progressivt produktionsselskab om, at det da nok var en meget god idé at aflægge en opera fra dette årtusinde et besøg.

Således når den netop frigivne sæson to af Operarejsen også endelig forbi en kvindelig komponist i det, der ellers hidtil har været renæssancevæsnet Frederik Cilius’ selvtilfredst konservative optegning af det europæiske operaliv. Og tænk engang: Han begejstres, i hvert fald næsten, ganske gevaldigt for opdagelsen af Kaija Saariahos genrebøjende skoleskyderrefleksion Innocence (2018).

Her møder Cilius ikke blot spektrale klangmeditationer, men også et værk, der med akut samtidssnilde sender sine sangere i alle retninger, inklusive snerrende finsk folketone, samtidig med at opsætningen som sådan er så fuld af spændstig dramatik, at selv den ikke længere helt utrænede Rasmus Bruun er ekstatisk, da han kommer ud af operahuset i Helsinki.

Enige bliver de vist nok om, at Saariaho er mere sanselig instrumentalt end vokalt, hvilket er såre sandt, men glædes kan alle tre rejsende – ikke mindst en pludseligt vågen Allan Gravgaard Madsen – over, at samtidsopera faktisk kan være en ekstremt besættende oplevelse.

Halløj for et vendepunkt i den vildt charmerende, men jo også irriterende reaktionære rejseserie. Hvad kan der ikke ske i den sæson tre, som der æggende teases for til slut?