自由即兴创作比性爱更好! Eller »Fri improvisation er bedre end sex.« Sådan lyder – ifølge Kresten Osgood – et citat tillagt Konfucius. Om den kinesiske filosof faktisk sagde det, er tvivlsomt. Men udsagnet rammer ånden bag et af årets mest usædvanlige indslag under Copenhagen Jazz Festival.
Fra 7.-11. juli indtager pianist Søren Kjærgaard og trommeslager Kresten Osgood restauranten CC Taste på Amagerbrogade, hvor de hver dag kl. 14-16 giver koncert midt blandt gæster, dim sum og dampende hot pots.
De to musikere har længe ønsket at flytte den frie improvisation ud af de vante koncertsale og ind i et rum, hvor publikum mindst venter at møde den. Idéen opstod, da de opdagede et gammelt opretstående klaver i restauranten, som gennem flere år har været et fast mødested for duoen. Restaurantens ejer, Stephanie, var straks med på idéen.
Søren Kjærgaard og Kresten Osgood er fætre, voksede op på den jyske vestkyst og har spillet sammen siden barndommen.
»Vi har længe drømt om at bringe vores musik til steder, der ikke umiddelbart er disponeret for den, og undersøge, hvordan musikken påvirker et miljø, hvor rammen er at spise dim sum og have en dejlig frokost,« fortæller Kresten Osgood. »Ejeren af CC Taste var helt med på idéen, og jeg tror, alle er lidt spændte på, hvad der kommer til at ske.«
For Søren Kjærgaard er det også selve formatet, der gør serien særlig:
»Vi glæder os til at spille sammen på det samme sted fem dage i træk. Det er sjældent i improsammenhæng, hvor meget ellers er knyttet til enkeltstående koncerter og ad hoc-konstellationer. Vi har så meget fælles erfaring og så dyb en relation – og samtidig er der altid noget på spil, når vi improviserer sammen.«
Koncerterne finder sted hver dag kl. 14-16, mens restauranten holder åbent, så publikum kan spise og lytte samtidig. Alle fem koncerter bliver optaget.
Selvhjælpspunk
»Det var fandeme uhyggeligt,« overhørte jeg én sige på vej ud af teltet efter den kenyanske duo Dumas koncert på Gloria. Det var ikke svært at forstå, hvad de mente: Producer Martin Khanyas lydunivers af industrielle technorytmer, der banker mod trommehinderne som et trykluftsbor, uigennemtrængelige betonmure af hvid støj og black metal-agtige guitarriffs kombineret med Sam Karugus nærmest ubeskrivelige vokal – tænk mødet mellem Yoko Ono og en kaffekværn – er temmelig frygtindgydende.
Mens Dumas musik med rette kan betegnes som uhyggelig, gør det modsatte sig dog gældende for koncerten som helhed. Stemningen i teltet var intet mindre end euforisk og Karugu var nærmest overstrømmende i sin hengivenhed til publikum: Der var ingen grænser for, hvor meget han elskede hver og en, og det var lige før, at hver eneste person i rummet fik det at vide individuelt. Kærlighedserklæringerne fik selskab af utallige selvhjælpsagtige opfordringer: »Energize yourself! Embrace yourself!« I sig selv ret klichéfyldte udsagn havde det ikke været for musikkens brutalitet, der med tydelighed viste, at omfavnelsen af en selv ikke nødvendigvis behøver at være blid.
For mig personligt opstod der til tider en grad af kognitiv dissonans i mødet mellem elskværdighed og aggression: Karugu måtte for min skyld gerne være ondere ved sit publikum. Dog er der – i en postmoderne verden, hvor alle grænser flyder sammen – noget sært passende ved, at Roskilde Festivals uden sammenligning mest punkede performer samtidig viste sig at være den største hippie.
Arooj Aftab delte hjertets støv
»Det her er ikke et religiøst ritual,« annoncerede Arooj Aftab midt i sin koncert, »vi er bare nogle idioter.« Det var heldigt, at Aftab selv rettede op på misforståelsen, for hun havde næsten formået at narre mig: Der hviler en religiøs – eller i hvert fald mytologisk – aura over den pakistanskfødte sangerinde – hendes sørgmodige, længselsfulde sange og hendes stemme: blid og porøs som slidt silke og fyldt til bristepunktet med billeder og fortællinger. Som den tætte, violette dis, der fyldte scenen og langsomt vældede ud over publikum, svævede hendes stemme søgende ind og ud af de repeterende og hypnotiserende arrangementer, som hendes to medmusikere – en guitarist og en kontrabassist – omhyggeligt byggede om omkring hende.
Oplevelsen var nærmest uhørt stemningsfuld, om end det ærgrede mig en smule, at hendes koncert var placeret i et mørkt og helt aflukket telt frem for på en udendørs scene i solskin, hvor Aftabs støvede, sepiatonede, ørkenagtige lyd i endnu højere grad ville komme til sin ret. Aftab, der havde taget solbriller på til lejligheden, lod også i første omgang til at være overrasket over de fysiske omgivelser. Det var indtil hun begejstret udbrød: »Dark and smoky… just like my heart!«.
Aftab virkede opsat på ikke udelukkende at lade sig definere af den dybe melankoli, der præger hendes sange: Især mindede hendes måde at kombinere sorte sange med lige så sort humor mig om Leonard Cohen. Som for eksempel da hun – som kommentar til den førnævnte melankoli – tørt bemærkede: »I'm happy with the return of emo«.
Tolv hænder, én krop
Det er en helt særlig eufori, der gemmer sig i tasteinstrumentet embaire, som det ugandiske ensemble Nakibembe Xylophone Troupe selv har bygget. På Gloria-scenen blev den banket ud igennem træet i en beruset tilstand af intens spilleglæde. Det var et nærved uvirkeligt sammenspil, vi blev præsenteret for: Tolv hænder spillede, men der var kun én krop.
Koncerten startede med hammerslaget som grundpuls – som om instrumentet skulle bygges på ny. Én efter én kom truppen på scenen og bød ind med nye rytmiske lag i opbygningen. Da alle var på plads i kredsen rundt om instrumentet, forsvandt fornemmelsen af de enkelte dele, og helheden tog over. Pulsen viste sig at være skizofren: Netop som man troede, man havde fundet 1-slaget, meldte en anden metrik sin ankomst. Så kunne man starte forfra med at finde hoved og hale i de rytmiske celler, der konstant delte sig og fandt sammen i nye molekyler.
Tempoet var svimlende højt hele vejen igennem koncerten, hvor ensemblet også inducerede trancen igennem call-response sang, mens de spillede. Utrætteligt lænede musikken sig konstant fremad, men kom aldrig i nærheden af at vælte. Ensemblet havde en ufattelig – nærmest telepatisk – fornemmelse af hinandens bevægelser og placerede ikke et eneste slag uden for fællesskabet. Der boede et destilleret musikalsk sammenhold i de muterende rytmer, som gjorde den højintense koncert til en livsbekræftende og meget rørende oplevelse.
Øllet CERN-techno på Roskilde Festival
Den oplagte feststarter havde jeg ikke spået CERN-forsker Dr Lawrence Lee til at være. Men på Roskilde Festival kan alting ske. Her er minimal techno og oscilloskoper lige så dansevenligt som Dua Lipa på en Soundboks. Hvis man har fået øl nok.
Min egen promille var nok for lav, da kittelklædte Lee indtog Flokkr-pavillonen med sit audio-visuelle projekt Colliderscope. Der var ikke meget andet at komme efter end gimmick – som et indslag til Niels Bohr Instituttets fredagsbar. Oscilloskopernes kurver var koblet på den elektroniske musik, men nogen medrivende eller indsigtsfuld sonifikation, var der absolut ikke tale om.
Lydene var ligeså knastøre som en forelæsning i partikelfysik. Men publikum ville ikke sove i timen. Bassen fik fat, musikken blev mere house-klubbet, og der skulle ikke engang et »hvad-så-Roskilde!« til for at få folk i stødet. Festligt var det, men man fik hurtigt grint af, da musikken viste sig at være et stort formmæssigt rod, ufrivillig lo-fi, alt for spids i toppen. Da Lee til sidst hev den elektriske klarinet frem for syvende gang, var ideerne udspillede for længst. Bare en smule æstetisk resonans, havde gjort underværker.
Burattellis musikalske eksil
Tågen har lagt sig på andet album fra den elektroniske komponist og vokalist Francesca Burattelli: På Battle Fatigue damper en mystik fra de rumklangsmættede elektroniske lyde. Er det de katolske katedraler, vi hører? Eller et overjordisk spilunivers?
Burattelli søger ikke forløsningen, men dekonstruktionen. Korthusene bliver bygget med en drift mod kollapset – som om musikken allerede er væltet, når den går i gang. Det kan være frustrerende at gå i møde som lytter, fordi det føles som om, at indgangen til numrene er låst. Vi vil gerne lukkes ind.
Accepterer man distancen, er der efter et par gennemlytninger meget at komme efter. Titelnummerets messende første halvdel føles æterisk som hellig røgelse. »Save your mana for the long run,« lyder det gamer-agtigt i en Kate Bush-poppet frase, inden musikken knækker over på midten og bliver til beat-fragmenter og spoken word. Det er musikalsk exodus – eksil fra de fasttømrede referencer og nedarvede former.
Til tider tætner disen og bliver til tordenskyer. På »La Cura« sender Burattelli italiensk rappende lynild af sted oven på et tryksparkende minimalt beat. Den Arca-agtige »Giove« giver også gyngende smæk for skillingen. Blodtørsten skaber åbninger. Man forstår, at Burattellis musik ikke handler om virkelige verdener eller jordiske følelser. Alligevel kan de mærkes.