Fortryllende og til tider dybt inspirerende. En koncert, der nægter at slippe sit tag i mig

Den danske komponist gør artikektur, krop og kontekst til en del af værket – og udfordrer vores forestillinger om, hvad musik er, og hvordan vi oplever den.

Men jo, I gik glip. I særdeleshed af unge Albert Laubel, der gjorde det, man håber, nogen gør, når man går til den slags koncerter: pludselig markerer sig, lover noget for fremtiden

Barwicks filmiske fløjten og Lattimores harpearpeggios fandt alligevel et lys i det dystopiske mørke

Vanessa Amara sad fast i terapeutisk deephouse, mens Soli City kom til Beboerhuset med en overflod af opklippet hyperpopæstetik og melankolsk spoken word

MaerzMusik i Berlin åbnede med 50 klaverer – og modige eksperimenter, der ikke altid landede.