Februar 2022

Sounding Women's Work

»Man ligner 50% af verdens befolkning, men professionaliseres som minoritet« – 11 essays af 11 kunstnere om køn, teknologi og infrastruktur i nordisk lydkunst og eksperimenterende musik.

© Shutterstock
Artikler

»Man ligner 50% af verdens befolkning, men professionaliseres som minoritet« 

Sådan skriver Juliana Hodkinson i sit essay til dette særnummer. Vi har spurgt hende og 10 andre kunstnere/kunstnergrupper, hvordan de oplever, at køn spiller en rolle for deres kunstneriske praksis. 

Der findes i dag rigeligt med tal, som viser os, at komponister, musikere og lydkunstnere, der identificerer sig som kvinder, er i mindretal, når det gælder repræsentation på scener, festivaler, museer, i akademisk forskning og musikundervisning. Men selvom der er et øget fokus på køn og repræsentation i lydkunst- og musikbranchen, er oplevelsen af kønnede forventninger, og hvordan disse gennemsyrer alt fra arbejdspraksisser til infrastrukturer i lydkunst- og musiklivet, stadig et underbelyst felt.

Vi ønsker med dette Fokus at rette opmærksomhed på kønnede forventninger, infrastrukturer, teknologier, arbejdsvilkår og kunstnerisk virke gennem 11 vidt forskellige udsagn fra kunstnere inden for eksperimenterende musik og lydkunst. Senere i år følger seks artikler og audio papers, som går i dybden med tematikkerne, der allerede er slået an i disse bidrag.

Med Judith Butler tænker vi ikke køn, som noget man automatisk er, det er ikke en væren. Køn er noget der gøres eller performes. Når vi bruger ordet ‘kvinde’ opererer vi således ikke med en biologisk fundamentalisme i forhold til forståelsen af køn. Vi ser derimod køn og her særligt ‘kvinde’ som en rodet eller ‘messy’ kategori, som refererer til enhver, der i deres sociokulturelle kønsidentitetsdannelse identificerer sig som kvinde, hvilket blandt andet også kan være trans- og minoritetskøn.  Mennesker, der identificerer sig som kvinder, kommer i alle slags former og størrelser.

»Women's work« eller »kvindearbejde« er et ofte brugt udtryk til at signalere en kønsbestemt arbejdsdeling og især den type arbejde, som ofte er usynligt og undervurderet. I forbindelse med dette særnummer ønsker vi at antyde over for læseren, at mennesker, der identificerer sig som kvindelige lydkunstnere og musikere, i vores historiske samtid stadig står over for faglige barrierer, diskrimination og manglende anerkendelse. 

Hvorfor et Fokus på kunstnere, der identificerer sig som kvinder? 

Når vi bevæger os ind i det minefelt, som kønnet arbejde er i dag, er det for at synliggøre strukturer og udfordre de normative kønnede forventninger. Den britisk-australske queer-teoretiker Sara Ahmed skriver, at kroppe orienteres og afgrænses af steder. Stederne bliver på den måde rammerne for kropslige møder og handlinger og sætter dagsordenen for, hvilke kroppe der kan – kan betyde, handle og ses – og hvilke, der ikke kan. Hvad kan køn og kroppe inden for stederne, hvor lydkunst og eksperimenterende musik udøves og navigeres i? Må de have en værdi og en vægt? Kan de gøre, som de vil? Må de betyde en lighed og en forskel? Hvilken betydning har kønnet? Som Jomi Massage skriver i sit essay til dette Fokus: 

»Mit køn er ikke. Min krop er ikke. Mit køn betyder. Min krop betyder. Mit køn betyder ikke. Min krop betyder ikke. Mit køn er. Min krop er. Sindet. Det der smyger sig, bad mig en dag stoppe op og finde mine modsatte og via disse finde mit eget køn i min musik. Det køn, der er nok i sig selv. Det køn, der taler uden modstand, om modstand, i modstand.« 

Flere af de medvirkende kunstnere søger at udfordre stederne og rammesætningerne for kropslige handlinger, spejlinger og lydliggørelser uden specifikt at adressere normative kønskategorier. Dog bliver de tit mødt af kønnede forventninger fra omverdenen, hvorved kønnet så alligevel får en betydning. Dette tydeliggøres blandt andet af Anja Jacobsen fra bandet Selvhenter: 

»Det er oftest i mødet med omverdenen, fx i et møde med en journalist, at jeg erfarer, at mit køn har betydning. Her får vi, i bandet Selvhenter, altid et spørgsmål, der relaterer sig til, at vi er kvinder. [...] Jeg har også oplevet irritation over, at dét, vi skal tale med journalister om, altid relaterer sig til køn, og ikke blot til musikken i sig selv. Jeg vil meget gerne tale om musikken og tankerne bag, og ikke bruge al tiden på at tale om køn.«

Vores fokus på kønnede forventninger, infrastrukturer og teknologier i dette særnummer, beror på, hvad den indiske feminist og kulturteoretiker Gayatri Chakravorty Spivak har begrebsliggjort som ‘strategisk essentialisme’, det vil sige, en politisk strategi, hvor en (minoritets)gruppe midlertidigt samles og identificeres som en enhed på trods af indbyrdes forskelle. Formålet er at kunne tale på vegne af et fælles ‘vi’ og hermed synliggøre og med tiden omstyrte de undertrykkende strukturer, eksempelvis sexisme, kønsulighed og kønnede forventninger, som dette ’vi’ konfronteres med. Dette er udgangspunktet for vores Fokus , hvor vi skaber et sted og en lydhørhed overfor de vigtige vidnesbyrd og refleksioner fra kunstnere, der primært identificerer sig som kvinder. I den forstand lægger vi os, som redaktører, i forlængelse af en kritisk feministisk tænkning, der problematiserer de eksisterende strukturer i vores ønske om at synliggøre nogle af de måder, hvorpå musiklivets infrastruktur er kønnede, samtidig med at vi sætter lup på diversiteten af komponister, musikere og lydkunstnere, der identificerer sig som kvinder. 

Vi har valgt at kalde dette Fokus for Sounding Women’s Work, fordi vi ønsker at sætte lyd til den professionelle minoritet af kunstnere, der identificerer sig som kvinder. Vi ønsker at skabe horisont, vise alsidigheden og den kunstneriske tyngde, der ofte glemmes eller mere eller mindre ubevidst fravælges i historieskrivning, undervisning, forskning, museumsudstillinger, shows og festivaler, som komponisten og skribenten Tine Surel Lange tydeliggjorde var tilfældet i for eksempel i Nordiske Musikdage i 2018, og som tidligere Seismograf-redaktør Sune Anderberg i 2020 viste i sin gennemgang af de seneste fem år af Copenhagen Phils sæsonprogrammer. 

Med dette Fokus vil vi kaste lys på, hvad køn og kønnede forventninger betyder for kunstnere, der identificerer sig som kvinder. Bidragene, som man kan læse her, er en sjælden mulighed for at komme ind i maskinrummet og lære om kunstnernes forskellige vilkår, praksisformer, teknologier, motivationer, udgangspunkter, politiske motivationer og æstetiske strategier. 

God læselyst!

Redaktionen består af

Kristine Ringsager, tenure track adjunkt, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

Stina Hasse Jørgensen, postdoc, Affective Interactions and Relations Lab, IT-Universitetet i København

Agnete Seerup, projektleder, JazzDanmark

Andreo Michaelo Mielczarek, ansvarshavende redaktør, Seismograf