Aldrig har jeg før befundet mig så yderligt på Refshaleøen, når jeg altså ikke har været på Copenhell: Jeg er nærmest helt ude ved den nordlige ende af den, da jeg en smule tøvende går rundt om nogle tilforladelige bygninger for at finde det øvelokale, som den taiwansk-danske slagtøjsspiller og komponist Ying-Hsueh Chen har sat mig stævne i. Heldigvis regner det ikke, selvom himlen er meget grå, og heldigvis er det ikke rigtigt koldt endnu, selvom der er små stænk af kulde i novemberluften. 

I netop samme øjeblik som min telefon pludselig synes, den skal udsende en alarmlyd, bliver jeg råbt an fra et nærliggende hus. Med sine store briller, stor hue og en forventningsfuld attitude kommer Chen mig i møde. Vi har mødtes en enkelt gang før, men det ligger otte-ni år tilbage, og vi når aldrig at tale om det, fordi så meget andet tager over.