Musik uden ordre

Af Nikola Nedeljkovic Gøttsche (26.08)

Det er ikke svært at være alvorlig med eksperimenterende musik. Det svære er måske at lade være. Man kan altid gøre musikken vanskeligere, mere kompleks, mere kompromisløs. Man kan fylde den med systemer, brud og idéer, så den hele tiden demonstrerer, at der ligger en tanke bag. Men hvad sker der, hvis man giver afkald på noget af den kontrol? 

På tre nye udgivelser af Sofie Birch, Tyondai Braxton og Gustaf Dicksson & co. synes musikken at undersøge netop dét spørgsmål. Her kvidrer elektronikken, og melodierne får lov til at tage mærkelige omveje, uden den sædvanlige fornemmelse af, at alt skal bevise, hvor gennemtænkt det er.     

Her kvidrer elektronikken, og melodierne får lov til at tage mærkelige omveje

Albummet Stilla Dagar, Stilla Nätter/Stille Dage, Stille Nætter er et samarbejde mellem den svenske musiker og komponist Gustaf Dicksson, projektet Post-Tragic, samt Sonja LaBianca og Frida Johanne. Sammen byder de på fem løst sammenvævede kompositioner, der ikke helt har besluttet sig for, hvad de skal stille op med hinanden. 

Det føles som et album om det ubeherskede. Ikke i en betydning, hvor tilfældigheden ophøjes til princip, men mere ydmygt: langstrakte saxofonharmonier møder lyse, kantede klaveranslag, der næsten bliver perkussive. Nogle steder flyder instrumenterne blødt sammen, andre gange virker musikken ophugget og sammenklippet, med nænsomme gentagelser afløst af flagrende, fabulerende passager. Indimellem bryder feltoptagelser ind – blandt andet vindstød, der rammer mikrofonen så hårdt, at lyden overstyrer. Musikken vil ikke så meget fremstille en verden som at tage vare på en allerede eksisterende.

Det er også en kvalitet, der går igen i to album, der tegner til at blive blandt årets mest markante udgivelser, selv om de umiddelbart befinder sig langt fra hinanden: Tyondai Braxtons Splayed Werks og Sofie Birchs Bivabippabualukka. Hos begge findes en lethed; at være blevet fri af den trang til at beherske sit eget udtryk, som ellers kan knuge som en usynlig spændetrøje om selv den mest udforskende musik.

Plastiknatur i opløsning

Tyondai Braxton, komponist og tidligere frontfigur i eksperimentalrockbandet Battles, er på Splayed Werks blevet mere poppet – flere steder har numrene en næsten klubmusikalsk fysisk fremdrift. I »UnFS« skubber en kantet basfigur akavet kroppen fremad, mens små elektroniske lyde flimrer og hakker hen over rytmen. Numre som »Dia« og »Phonolydian« har også den sprudlende kvalitet af et hyperaktivt apparat, der bliver trukket fra hinanden, mens strømmen stadig løber igennem det.

Glat, kemisk, steril. En natur, der ikke længere kan rådne

Det er slående, hvor ofte en form for natur dukker op. Ikke naturen som modsætning til teknologien, men som noget teknologien har produceret en kunstig version af. Braxtons lydverden er en plastiknatur: en verden, hvor det syntetiske ikke står uden for det organiske, men overtager dets funktioner. Glat, kemisk, steril. En natur, der ikke længere kan rådne. Særligt de to Multiplay-numre er fulde af fuglelignende lyde, der kvidrer over elektronikken. I »4 Zones« bliver lyduniverset endnu mere zoologisk: befolket af dyriske, næsten jungleagtige lyde. Også titlerne antyder en sådan kunstig natur: »Salt Point«, »Clouds of«, »Realistic Water«. Sidstnævnte bevæger sig gennem bølgende, detunede synthflader, der føles både grovkornede og taktile, mens en enkel, næsten poppet akkordprogression dukker op. Og der er en overraskende harmonisk mildhed i musikken, som især er tydelig i »Piiano«.

Men det, der bare er behageligt, har ikke sjældent et stænk af lufthavnslounge og massageolie over sig

Maskinerne begynder at gro

På den danske komponist og lydkunstner Sofie Birchs Bivabippabualukka er også en særlig mildhed i lydbilledet: varme akkorder, bløde trommemaskiner og akustisk guitar. »Sefirot Surfa« lyder med blide jazzharmonier og klokker som en underfundig tegnefilmsmusik fra en svunden tid – Cirkeline, Alfons Åberg – før melodien pludselig sætter sig fast som en ørehænger. Og i »Husiana« bliver mildheden groovy med et ekstremt fængende guitar-riff, der ikke behøver at gøre sig til for at være interessant.

Mildhed er noget af det kunstnerisk mest modige, man kan give sig hen til. Det grimme kan man forsvare. Det vanskelige kan man forklare. Det abstrakte kan man møde med intellektuel standhaftighed. Men det, der bare er behageligt, har ikke sjældent et stænk af lufthavnslounge og massageolie over sig. Birch insisterer alligevel på en musik, der ikke står med armene over kors, uden at den derfor bliver banal. Der er noget tålmodigt og solvarmt over hendes harmonier, men også en særhed i melodierne og klangene, som forhindrer dem i at glide over i ren velvære.

Bivabippabualukka føles beslægtet i stemning med canadieren Mort Garsons Mother Earth's Plantasia fra 1976: den samme forestilling om elektronikken som et medium for en mærkelig, frodig og næsten psykedelisk natur. Apparaterne er dækket af mos. Elektroniske kredsløb bliver til mycelier, der breder sig under overfladen. Kablerne har fået rødder; knapper og kontakter er små organiske udposninger, som om de er vokset frem snarere end monteret.

Hvor Braxtons musik kan lyde som en natur, der er presset gennem en industriel støbeform, lyder Birch som en maskine, der langsomt har fået lov til at gro mos. I »Kyakalia« ligger fuglekvidren over bølgende synth og en guitarfigur; i »Fluorit« dukker den op mellem kontrabas og granularsyntese.

En ny lethed

Der er noget ved både Tyondai Braxton og Sofie Birchs musik, der føles som en opgivelse af den trang til at have styr på det hele, som ellers er så vanskelig at slippe af med – særligt i en kultur, hvor næsten enhver form for udtryk synes underlagt kravet om bemestring. Braxton og Birch giver afkald på behovet for at beherske. Men deres musik nægter at lade umage være ensbetydende med kontroladfærd. Der er plads til det lidt fjollede på begge plader. En synthesizer kan kvidre, uden at kvidren behøver føre til noget. De enkelte lyde bliver ikke hele tiden trukket ind i en større maskine af betydning.

Der er plads til det lidt fjollede på begge plader

Begge kan være ekstremt kompositorisk præcise, men præcisionen bruges ikke til at lukke værket. Den etablerer betingelser, hvor noget uforudset kan opstå. En lille elektronisk puls kan pludselig føles som en organisme. Et loop kan blive en vækstzone. En forvrængning kan begynde at opføre sig som en svamp.

Det er her, den særlige lethed ligger. Og det har intet at gøre med popmusikkens anstrengte lethed, hvor hvert element er så omhyggeligt kontrolleret, at musikken til sidst synes uden vægt. Men den lethed, der opstår, når man giver slip på noget af sin autoritet. Musik, der ikke længere føles som en ordre.

Gustaf Dicksson/Post-Tragic/Sonja LaBianca/Frida Johanne: »Stilla Dagar, Stilla Nätter/Stille Dage, Stille Nætter«, Discreet Music, 10.07 
Sofie Birch: »Bivabippabualukka«, STROOM.tv, 21.07
Tyondai Braxton: »Splayed Werks«, Erased Tapes, 21.08