Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler? 
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv». 

Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.

Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter? 
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.

Hvad er årets kunstneriske sats? 
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.

Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil? 
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.

I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?  
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.

På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt

kortkritik
02.07.2023

Trance-torsdag

© Sanne Krogh Groth
© Sanne Krogh Groth

Hvorfor Gabber Modus Operandi fra Bali var booket til Roskildes »avantgarede-scene« Platform, som af min 20-årige søn blev kaldt for »boomer«-scenen, er et mysterium. De havde deres europæiske debut i 2018 på den toneangivende Berliner-festival CTM på klubben Berghain. Siden har de rejst verden rundt og var i efteråret 2022 featured på Björks nye album. 

Musikken og trance-festen gik derimod lige ind – et mix af nye og tidligere udgivne numre, alle lavet af Kasimyn, som Ican Harem peppede op med sin vilde performance. Tracksene lægger grunden til trancen, men det er Harem, som styrer den med sang, recitation og growl og med en insisterende publikumshenvendelse primært på indonesisk. 

Det var højt og intenst, og det trance-glade festival-publikum, der var mødt talstærkt op, fik rig lejlighed til at danse igennem. Numrenes individuelle karakter findes i prægnante og langsommere pentatone temaer spillet af samples, der lyder som slompret (javanesisk blæseinstrument, som i nummeret Sandikala), bonang (lille gong) og synth (Genduwuro), og indonesisk sang/tale (Hey Nafsu). Et lokalt indonesisk virvar vævet ind i en global grænseløs musikmaskine. 

Jathilan er navnet på en Indonesisk rituel dans, hvor riddere på sivheste rejser ud for at forsvare sultanen, men undervejs besættes af skovens ånder. Jathilan er for tiden særligt populært på Java i lokale sammenhænge i by og land, hvor både dansere og publikum kan gå med i trancen, der ledes af et »fusions-gamelan« bestående af indonesisk gamelan, trommesæt, synthesizer og hvad der ellers er i nærheden. Alt er elektrisk forstærket og blæses ud gennem forvrængede højttalertårne – gerne med over 110 DB. Æstetikken er betagende og noget ganske særligt.

Gabber Modus Operandi finder netop, blandt mange andre on og off-line kuriositeter, inspiration i jathilan. Også de er rejst ud – uden sivheste, klassisk indonesiske dansekostumer og instrumenter, men med højtempo elektronisk dansemusik (EDM). Hårdt pumpende metallisk støjende beats nåede her op på 120 DB. Mod slutningen var vi også en tur på gulvet. Trancen tog nu form som bønnekald, meditation og indadvendthed. 

kortkritik
30.06.2023

Sange af en anden verden

RF 2023: Clarissa Connelly’s Canons 
© Andreo Michaelo Mielczarek
© Andreo Michaelo Mielczarek

Vi er alle rejsende på en festival. Alle har en bagage. Ham ved siden af mig havde lige røget en troldesmøg. Men gik nogen rundt med forbandelser fra ældre tider, kunne man blive renset – og måske nulstillet – af skotsk-danske Clarissa Connelly og hendes syv sangere. 

»The hills are crying,« sang de. Og satte tempoet helt ned, sang efter sang – og hertil runddans om otte stole, knips, stamp og klap. Sådan kommunikerede Connelly sine flerstemmige kanoner. Skrøbelighed, sårbarhed og ærlighed har gode kår på årets musikprogram på Roskilde Festival, og den almenmenneskelige forbundethed udtrykkes især i de mange folkemusikalske fortællinger og fodstamp. Connellys kanoner var dybt rodfæstet i gammel muld, men også eksperimenterede a la Meredith Monks vokalarbejde. Man forstod, hvorfor Connelly opsøger freden for at høre sin egen musik. Men hun evner også at formidle erfaringer fra sine stilhedsstudier. Rigtig mange tog med på denne rejse guidet af rene vokaler, og man fik tynd hud af at lytte til disse sange.

Stående bifald er blevet devalueret, men de gav mening her. Connellys kunst opererer med en alternativ valuta, der, ligesom hendes vokalarbejde, er af en anden verden. 

kortkritik
30.06.2023

Altså, hvordan forvaltes bedst en klassisk arv på Roskilde?

RF 2023: Danmarks Underholdningsorkester + Marikiscrycrycry
© Andreo Michaelo Mielczarek
© Andreo Michaelo Mielczarek

Når jeg nu for nylig – med rette, vel – er blevet kritiseret for en lovlig nonchalant kritikstil, er det jo direkte åndssvagt at presse to oplevelser ind i én kortkritik.

Men det var bare slående, hvordan koncerten torsdag med en strygekvartet fra Danmarks Underholdningsorkester adskilte sig fundamentalt fra den danseperformance, der fulgte efter på Roskilde Festivals kunstvenlige Platform-scene.

Kvartetten spillede – med forstærkning, selvklart – greatest hits fra Bach til Jacob Gade, og publikum nød virkelig den diverterende optræden, selvom musikerne gik på kompromis med indbyrdes kommunikation for at flytte sig rundt mellem hvert værk. På et tidspunkt spillede de sågar med ryggen til hinanden.

Her var hverken udvidede teknikker eller kåde forsøg på covers af festivalaktuelle popnavne. Det var klassisk musik, som man kender det, hvis man ikke rigtig kender det. Missionen om at levere den ventede vare lykkedes, selvom spillet savnede lidt gnist.

Men på Roskilde er der altså plads til mere. Se bare de syv postapokalyptiske dansere i Marikiscrycrycry-performancen Dark, Happy, To the Core, der fulgte efter og havde et helt andet udestående med nuet, på trods af at også de udsprang af en klassisk kunstart.

Hos det internationale danserhold, som britisk-amerikanske Malik Nashad Sharpe står bag, var der kropsnær homoerotik og sitrende tribalisme, svøbt i ulmende bas, stikkende industrial-gnister og et pludselig helt tørt trommesæt af tresillo-vilje. Klassisk arv kan forvaltes på mange måder. Jeg ved godt, hvilken en der satte de dybeste spor denne eftermiddag.

kortkritik
30.06.2023

Man må godt spille arty cello på Roskilde

RF 2023: Jules Fischer & Josefine Opsahl: »It doesn’t look like anything to me«
© Andreo Michaelo Mielczarek
© Andreo Michaelo Mielczarek

Fremtidsrejser, utopier, aktivistisk og meget arty anti-hverdag – dét er Roskilde Festival, især her i 2023, og der har Josefine Opsahl selvfølgelig fået plads. I performanceværket It doesn’t look like anything to me (tænk sci-fi-serien Westworld) flåede hun ikke i celloens strenge, men formede langsomt et neoklassisk score med folkemusik fra gamle dage (eller måske folkemusik fra fremtiden?), mens fire performere gled rundt i knæbeskyttere, brød ud i soul, brydekæmpede og fodstampede i rundkreds. 

I midten af det hele, med publikum omkring sig, sad Opsahl, i spidse støvler, den skarpe lydlige iscenesætter – skruede op og ned for ambience, som man gør i værker, der også har en visuel side og et budskab, her kold maskulinitet versus ny sårbarhed. Ikke storladen, mere tilbageholdende, dejligt befriet for unødig svulstighed. Skarpt.

Opsahl passede godt til Roskildes kuraterede eksperimentarium, Platform-scenen, hvor kunstarter blandes og stilles i nyt lys for et nysgerrigt publikum. I en halv time fik hun Dyrskuepladsen til at lytte til cellomusik og se Jules Fischers cool koreografi. Den medrivende totaloplevelse stoppede brat. Det gør totaloplevelser. Efter sidste cellostrøg stod stilheden tilbage. Mange fik en på opleveren. Det var arty. Det må man godt på Roskilde.      

© Malthe Ivarsson

Mikkel Hess er komponist, trommeslager og bandleder i bandet Hess Is More. Han er desuden musikproducent for film, teater og dans og har bl.a. lavet musik til balletten UROPA, filmen When Animals Dream, som havde premiere på Cannes Film Festival i 2014. Han er aktuel på Teater Sort/Hvid med koncertprojektet Apollonian Blackout, der foregår på og omkring et kæmpemæssigt bord, hvor publikum inviteres helt tæt på kunstnerne. Det er en videreudvikling af koncertformatet Apollonian Circles, som blev tildelt en Danish Music Awards Jazz i 2022.

Om sin playliste siger Hess: »En håndfuld favoritter, mest af lidt ældre dato. Måske der er et fællestræk ved den måde disse numre udfolder tiden. Grænsende til det stædige hist og her?«