Det danske sommervejr minder os – på godt og ondt – om, at det er tid til at holde fri og koble af. Ferien er oplagt til at få læst og lyttet til nogle af de ting, der måske ikke er tid til i en travl hverdag, og her bidrager Seismograf med en god stak indhold til lidt digital sommerfordybelse. Vi holder lukket i juli, men går ikke på ferie uden at sikre os, at der er masser af lytte- og læsestof på både dansk og engelsk til at holde hele sommeren.
Komponister på scenen
Du kan starte med at fordybe dig i vores seneste engelsksprogede fokus, der under overskriften Composer/Performer gennem syv artikler beskæftiger sig med komponister, der går på scenen og tilfører musikken nye performative aspekter såvel som en indbygget udforskning og genovervejelse af komponistens rolle. Fokusset udspringer af et forskningsprojekt anført af Sanne Krogh Groth, der også har redigeret fokusset, og de grunlæggende idéer opridses og diskuteres i hendes egen artikel. Norske Trond Reinholdtsen reflekterer over det 20. århundredes komponister, idet han præsenterer sit énmandsprojekt The Norwegian Opera. Juliana Hodkinson genbesøger en personlig krise i sin tekst, mens Niels Rønsholdt identificerer sig med lytteren, når han positionerer sig som fremmed i forhold til sin egen musik. Den femte artikel er en transkriberet paneldebat mellem Louise Alenius, Kristian Hverring og Simon Steen-Andersen fra Nordic Music Days i Reykjavik. Alenius er tilmed omdrejningspunktet for en artikel af Torben Sangild, som har oplevet en én-til-én-koncert med komponisten i sit soveværelse, der midlertidigt blev omdannet til koncertsal. Musiker, komponist og forsker Henrik Frisk afslutter med at undersøge mulighederne i det amatøristiske aspekt ved komponister, der går på scenen og påtager sig musikalske opgaver, de ikke er skolede til.
Lyt Dybt
Vores podcast Lyt Dybt har netop afsluttet sin første sæson, og der er sammenlagt 15 afsnit om alt fra undervandsoptagelser og hverdagslyd til voksvalser, midi-violiner og lyttemeditation, som du kan give dig hen til, hvis du ikke allerede har gjort det. De seneste afsnit er en del af den serie, vi kalder Lyden af planeten Jorden, som helliger sig fænomenet The Voyager Golden Records – to guld-LP'er indeholdende musik og lyde fra vores klode, som blev sendt ud i det interstellare rum i 1977.
I serien møder vi lektor og kunstner Jenny Gräf, mediearkæolog Jussi Parikka, forfattersaxofonist TS Høeg samt kurator og NASA-buff Jacob Lillemose, der alle forholder sig til dét at sende jordlyde ud i rummet.
Søg på Lyt Dybt i din podcast-app eller lyt med her på siden.
Senest på seismograf.org
»Hvis man præsenterer noget meningsløst vrøvl, sker der ingenting.« Søren Møller Sørensen mødte ved et tilfælde en af sine bekendte på et konditori i Cairo – den egyptiske komponist Bahaa El-Ansary. Det kom der et spændende interview ud af.
»Det umiddelbare indtryk af mødet med værkerne forandredes gradvist, og efter et stykke tid udvikler udstillingen sig i retning mod det, jeg opfatter som kernen i de fleste af Norments værker; arbejdet med materialer og titler, hvor lyd ofte er et grundelement.« Andreas Engström anmelder Camille Norments aktuelle udstilling på Oslo Kunstforening.
»Struer Tracks er på mange måder godt nyt for den danske lydkunstscene. Åbningsweekenden tegner i hvert fald et billede af en forfriskende uformel og særdeles vedkommende formidling af et meget bredt udsnit af lydkunst anno 2017.« Jakob Gustav Winckler har besøgt Danmarks eneste festival for stedsspecifik lydkunst, Struer Tracks.
Fik du vist, hvem komponisten Allan er? »Det er det, jeg er lidt i tvivl om. Derfor ville lidt mere musik have været godt,« siger han. »Men personen Allan var der – for første gang.« Læs Sune Anderbergs portrætinterview med debutanten Allan Gravgaard Madsen.
Orglet, et af de stærkeste liturgiske markører, er gennemgående i svenske Anna von Hausswolffs virke. Men på hendes seneste album Iconoclasts er de lange pibende droner nedtonet til fordel for en mere skarptskåret og pumpende energi. En energi, der i høj grad var fremtrædende under Hausswolffs koncert i Vega, hvor hun vanen tro var ledsaget af et stort band. Aftenen blev indledt af den svenske noisemusiker Klara Lewis, der med sine mumlende kassettebåndsloops fik indledt aftenen på brutal vis.
Hausswolffs band var denne gang udvidet med saxofon og perkussion, som begge er centrale på Iconoclasts, og som ligeledes er med til at give flere numre et snert af eurodance. Men desværre druknede saxofonen til tider i det bastante lydbillede. Heldigvis gik Hausswolffs strålende vokal klart igennem. Det samme gjorde det lille organetto – en slags pumpeorgel med lange piber. Det tronede midt på scenen og blev nærmest krammet af Hausswolff, når hun spillede på det. Et nummer som »The Whole Woman« (på albummet en valsende duet med Iggy Pop) blev således til en rørende kærlighedsode med orglets nænsomme åndedrag som puls.
I de senere år har flere musikere benyttet orglets distinkte resonanser til at skabe værker, der fravrister det fra den tunge kristne liturgi, hvilket har givet instrumentet en nærmest ikonoklastisk status. Hausswolffs koncert var, til trods for lidt mudret lyd, et klart eksempel på denne kontrast – stadig dybt forankret i kirkelige konnotationer, men nu som ledsager i store moderne produktioner og som centralt instrument på selv de store scener.
»Musik for mig er….. stilheden, der famler – som du selv – på et sort lærred.
I momenter kommer der en hvæsen.
Nødder knækkes.«
Jørgen Teller har en lang karriere som elektrisk guitarist, vokalist, elektronisk musiker og performer. Han har udgivet plader solo med Static Teller og med Jørgen Teller & The Empty Stairs, Kaptajn Ørentvist.... Han samarbejder ofte m. lokale og internationale musikere.
Temaet er gennemspillet utallige gange i musikhistorien, men ELECTRIO – Francesco Rista, Simone Giordano og Sandra Lind Þorsteinsdóttir – forsøger at give Stabat Mater et nyt udtryk med guitar, vokal og electronics til latinske tekster, Monteverdi-melodier og Dowland-sange. Ambitionen er klar, men resultatet bliver ujævnt.
Der er dog to markante undtagelser. Åbningen på Stabat Mater – musikken er optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – er i sig selv dragende: en fire minutter lang opbygning, der etablerer en dæmpet, svævende forventning. Men samtidig ligger den så tæt på Pink Floyds »Shine On You Crazy Diamond«, at man næsten kan høre citatet ruste sig i baggrunden. De karakteristiske tre guitartoner falder på præcis samme sted, inden Þorsteinsdóttirs vokal træder ind. »Fac me Cruce« bygges flot og dynamisk op med stærk brug af electronics, men slutter brat, inden musikken er kommet rigtig i gang. Havde ELECTRIO blot fortsat lidt ud ad denne vej!
De harmoniske underlag i de otte sange er ofte forudsigelige, som i »Sancta Mater«, om den Hellige moder, der beder om, at den korsfæstedes sår præges uudsletteligt i hendes hjerte. Den barske tekst kan slet ikke høres i det underlæggende feel-good-guitar-fingerspil, der bevæger sig skamløst gennem gængse akkordprogressioner. Ingen sår. Ingen lidelse.
Generelt tør sangeren Þorsteinsdóttir ikke bevæge sig væk fra almindelige barokfraseringer eller eksperimentere rigtigt med genren. Så det ender som en spejlvendt udgave af Stings Dowland-projekt fra 2006. Her blot omvendt – en klassisk orienteret sanger med for meget berøringsangst for rigtigt at lade sangene indgå i et eksperimenterende univers. Hvorfor lod trioen sig ikke i stedet lade inspirere af Pergolesis musik til samme tekst og emne? Her er fyldt med vilde dissonanser, som en ny udlægning kunne have fået vældig meget ud af – og skabt mere lidelse og udvortes sorg.
»Musik for mig er et sprog, der taler direkte til følelserne og underbevidstheden.«
Mira Siegel er komponist og sanger med dansk-amerikanske rødder. Hendes musik bevæger sig i et filmisk spændingsfelt mellem klassisk, jazz og eksperimenterende pop og kredser om temaer som drømme, ensomhed og nærvær. Med sit debutalbum Empty Streets (2025) udforsker hun grænserne mellem rytmisk og klassisk musik og skaber et poetisk univers, hvor fortælling og klang smelter sammen. Siegel er modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris (2024) og har optrådt på bl.a. SPOT Festival, Aarhus Jazzfestival og Aarhus Lydkunstfestival.
»Musik for mig er en nonfigurativ proces, der ikke endegyldigt kan kategoriseres.«
Kristoffer Raasted er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademis medieskole i 2018 og er ved at færdiggøre en ph.d. inden for praksisbaseret og kunstnerisk forskning. Raasted har været artist in residence på Det Danske Institut i Rom samt gæsteforsker ved UdK Sound Studies i Berlin som del af sin ph.d.
