09.10.2015

Sonic Ark - Lyden af Aarhus 2017

I 2017 er Aarhus som bekendt europæisk kulturhovedstad og sådan en skal naturligvis have lydkunst! Derfor blev der sidste år udskrevet en konkurrence, Lyden af Aarhus 2017. Blandt de 31 indsendte projekter fra hele verden har en fagjury udvalgt schweizeren Andres Bosshard med projektet Sonic Ark. Seismograf/DMT talte med Bosshard umiddelbart efter offentliggørelsen.

”Sonic Ark er et dramaturgisk koncept, der består at en række installationer, som flytter sig igennem det offentlige rum, og som helt bogstaveligt tager udgangspunkt i lyden af Aarhus”, fortæller Bosshard.

”Lydmæssigt sover Aarhus, men den er en sovende skønhed og jeg kan høre et stort potentiale i byens lyde, som bare trænger til at blive vækket. Jeg er ikke pessimist i forhold til byens støjende miljø. Med mine værker er jeg mere interesseret i at give bedre betingelser for kvaliteten i lytningen, for derigennem at kunne arbejde mod et bedre lydmiljø. Og her har Aarhus meget at byde på. Jeg har allerede været her to gange og gennem det næste år vil jeg i tæt samarbejde med byens borgere undersøge og lytte til forskellige steder i byen for at indsamle de lyde, som kommer til at indgå i værkerne. For eksempel arbejder et af værkerne med en kombination af mikroskopiske plantelyde, lyden af det århusianske sprog og den makroskopiske arkitektur i Botanisk Have. Her er borgerne vigtige det talte århusianske sprog er helt centralt.”

Der er klare lydøkologiske undertoner i projektet, men Bosshard mener ikke, at verden er ved at blive oversvømmet af dårlig lyd. Derimod mener han, at kan vi blive bedre til at lytte til de lyde, der allerede er her, og projekttitlens bibelske reference skal derfor heller ikke tages helt bogstaveligt.

”Jeg ser nærmere Arken som en metafor for at kunne lære at sætte pris på at sejle rundt, flyde ind og ud af eller drive gennem byens akustiske landskab. Det handler ikke så meget om, at vi skal beskyttes mod støjen, men jeg kunne godt tænke mig at folk kommer til at kende byen bedre, får lyst til at udforske dens lyde og måske endda kan lære at spille på den som et instrument,” forklarer han.

I sit arbejde sammenligner han også sig selv med en sømand, der er afhængig af vind og bølger for at kunne få skibet til at sejle – en tilgang der præger hans måde at interagere med lydmiljøet på.

”Hele byens lydbillede er på en måde med i værket og især lyden af menneskene i byen. På den måde handler det økologiske ikke kun om natur, men også om det sociale, om interaktion og kommunikation. Gennem øret kan vi opnå en betydelig større livskvalitet, og jeg håber at folk i Aarhus efter 2017 vil ’tro’ mere på deres egen lyd. Jeg er mest interesseret i at ændre bevidstheden om og stoltheden over hvilken lydkvalitet Aarhus har som by. Og jeg tror ikke der skal så meget til, for at vække den sovende skønhed”, slutter Andres Bosshard.

Det er Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og de tre komponistforeninger Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer (DJBFA), Dansk Komponist Forening (DKF) og Danske Populære Autorer (DPA), der har stået bag konkurrencen Lyden af Aarhus 2017. Foruden værkbestillingen, mortager Andres Bosshard en pris på 200.000 kr.

Andres Bosshard, f. 1955, bor og arbejder i Zürich i Schweiz. Han er uddannet kunstmaler, og begyndte tidligt at arbejde med eksperimenterende musik og teater. Han har udviklet roterende lydobjekter, interaktiv computermusik, programmer og lydinstallationer. Blandt andre “Sound Tower” ved Expo.02 ved Bieler-søen i Schweiz.

playliste

03.07

Mit navn er Halym Kim – vil du se min playliste?

»Musik er for mig som en surdej. Hvis du ikke fodrer den rigtigt, dør den. Hvis du fodrer den korrekt, kan mange mennesker få glæde af den.«

Halym Kim er trommeslager, komponist og projektkoordinator med base i København. Hans musik er primært forankret i fri improvisation og eksperimentel musik, men han optræder også som traditionel koreansk percussionist. Han har en kandidatgrad og et avanceret postgraduate-diplom i musikudøvelse fra RMC i København. Sammen med Nana Pi organiserer han Impro Camp, en musiklejr for fri og struktureret improviseret musik, som finder sted hvert år i Fredericia.

kortkritiklive

03.07

Komposition for stenvægge

Bjarke Mogensen – koncert i udstillingen »Psychosphere«

Cisternerne, 2.07

Louise Steiwer

Kontrasten er mærkbar, når man på årets varmeste dag træder fra Søndermarkens grønne plæner ned under jorden i Cisternerne, Københavns gamle vandreservoir. Luftfugtigheden er høj, lyset sparsomt og fra hvælvinger i loftet hænger stalakitter og kaster skygger i vandpytterne på gulvet. Og så er der lyden: I de tomme søjlesale kan rumklangen vare op til 17 sekunder. Selv den mindste skraben runger hernede.

Siden 2016 har Cisternerne fungeret som udstillingsrum, og i år har Jakob Kudsk Steensen omdannet salene til et undervandslandskab af videoprojektioner, skulpturelle objekter og et soundscape skabt af Lugh O’Neill med Bjarke Mogensen på accordion. Mogensen, som giver koncert denne aften, har en alsidig smag. Måske lidt for alsidig, tænker jeg, da jeg læser programmet for aftenens koncert, der spænder fra Bach til bornholmske folkemelodier. Det skal vise sig at hænge bedre sammen, end man skulle tro. Det er kompositioner, der ligesom trækker i tiden, hvor lange toner – forstærket og forlænget af rumklangen – lægger sig som en murrende bund for helt korte, perlende anslag, som marmorkugler, der rikochetterer fra en stenvæg.

En tindrende smuk, sorgfuld komposition af Nick Martin er inspireret af Michelangelos Pieta – marmor igen – afløses af Frederiksberg-komponisten Martin Lohses meditation over ekko mellem bornholmske klipper. Et andet stykke rejser sig spinkelt og sakralt som høje hvælvinge, mens Mogensens egen Passage knitrer, smælder og knaser som sten, der bliver brudt. Det er Mogensens accordion i konstant dialog med rummet; han kalder og de mørke søjlegange svarer tilbage – eller er det omvendt?

Publikum sidder som forstenet, sunket helt ind i lyden, når Mogensen virtuost får sit instrument til at lyde som alt fra et hastigt åndedræt til et tordenskrald. Da vi kommer op igen, ligger skyerne tungt over Søndermarken, og varmen er væk. Parken er som forandret. Kontrasten er til at føle på.

playliste

30.06

Mit navn er Bjarke Mogensen – vil du se min playliste?

Bjarke Mogensen. © Caroline Bittencourt

»Musik er (for mig) den direkte vej til alle hjerter, jorden rundt til alle tider – stol ikke på dem, der vil forbyde musik: de vil kontrollere alt og alle... for musik er lydsporet til verdens åndedræt, og musik er nøglen ind til det frie menneske.«

Bjarke Mogensen begyndte at spille accordeon som barn på Bornholm. Det, der startede som nysgerrighed, er blevet til et liv med musik – fra solooptrædener med store orkestre til eksperimenterende samarbejder med komponister og kolleger. Han har optrådt i bl.a. Carnegie Hall og Concertgebouw og fået skrevet over 60 værker til sig – flere dedikeret af komponister som Per Nørgård, Bent Sørensen og Poul Ruders. Han underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han selv debuterede i 2012. Hans repertoire spænder fra klassiske transskriptioner til egne værker og elektroakustiske eksperimenter. Han spiller både på en Pigini Mythos og et specialbygget kvarttone-accordeon. Blandt priserne er Kronprinseparrets Stjernedryspris, P2 Prisen og Anne Marie og Carl Nielsens Hæderspris i 2025. Mogensen trives bedst, når han kan føre lytteren et nyt sted hen – hvad enten det er i koncertsalen eller blandt de bornholmske klipper.

kortkritikrelease

29.06

Kristine Tjøgersen skaber urimeligt smuk økopoesi

Kristine Tjøgersen: »Night Lives«

Aurora, 16.05

Henrik Friis

Naturens dyreliv er både smukt og legende – specielt i Kristine Tjøgersens musik. Det er nattens vilde, uforudsigelige liv uden for menneskets domæne, der står i centrum på hendes nye album Night Lives, skabt som en del af Ernst von Siemens-prisen, som Tjøgersen som den første norske komponist modtog for nylig.

Albummet er en lydversion i syv satser skåret ud af et scenisk værk på Ultima Festivalen i 2023, og det fungerer fuldstændig perfekt alene i en halvakustisk version spillet af Cikada Ensemble. Musikken spænder fra legesyge, eksperimenterende, rytmiserede lydbilleder af instrumenter der rasler og knitrer – til intense pulserende forløb. Tjøgersen har en helt speciel klangfølsom forståelse af instrumenterne, som gør, at hun kan morfe overraskende mellem akustisk og elektronisk, kulturelle miljøer og tider. Fra en enkel, langstrakt fløjtesolo til et dansende computerunivers – uden at blinke.

For 40-50 år siden kaldte man det postmodernisme, når gammel musik dukkede op i ny musik som det materiale, komponister genbrugte. Det gav mening, fordi mange dengang havde et bibliotek af historisk klassisk musik i hovedet, som et refleksionsrum alt det nye blev fortolket i. Publikums hoveder er anderledes i dag. Kristine Tjøgersen kan for eksempel sagtens bruge en helt straight baroksats som afslutning på albummet – som udgangspunkt for en musik, der tynder ud og går i stå i vanvittig smuk utopisk verden af akustiske strygere og synthesizer. Uden man tænker, at hun forhandler med publikums fornemmelse af fortid og nutid. Naturlyde, efterligninger af naturlyde, harmonier og hele sekvenser er bare byggeklodser i hendes personlige eksperimentarium. Og hvilket et!

kortkritikrelease

26.06

Når eksperimentet bliver tragisk smukt

Mark Solborg & Tungemål: »Confluencia«

ILK Records, 13.06

Simon Heggum

»Virtuost dynamisk og klangligt afbalanceret – en exceptionel kammermusikalsk oplevelse«. Normalt undgår jeg at citere pressemeddelelser direkte, men denne præcisering af det intime og spraglede Confluencia er svær ikke at kopiere. Den danske guitarist og eksperimentalist har på albummet samlet et mindre ensemble af musikere fra grænselandet mellem neoklassik og jazz, hvor pladens egentlige stjerner er Simon Toldam på klaver og – især – Susana Santos Silva, hvis trompet bræger, ånder og skurrer i ørerne. Hun trutter, som der sjældent truttes, i den postmoderne eksperimentalisme.

Confluencia søger at spejle den moderne kommunikation – en kommunikation, der burde overskride grænser som race, køn og andre influenter – i instrumentalmusik. En form, der synes at svinde bort dag for dag i et virvar af misinformation, miskommunikation og mistro. Toldams klaver trækker i retning af det uhyggeligt dissonante, mens Solborgs guitar tilfører en øm, næsten sårbar nerve – især på »Southern Swag«. Stærkest står musikken, når instrumenterne mødes i samtale og unisone momenter, som i den sære begravelsesballade »Planes«, der balancerer på undergangens rand med klaverfigurer og diabolske klokkeslag.

Confluencias bevæger sig mellem jazz, folk, ambient og avantgarde – med en kammermusikalsk intimitet, der insisterer på intensitet, melankoli og refleksion. Det, der gør albummet stærkt, er netop det, mange eksperimenterende udgivelser mangler: plads til eftertanke og dialog med lytteren. Tungemål tør være eksperimenterende uden at overdøve sig selv – og maler med en bred, emotionel pensel, hvor tragedien altid lurer i horisonten.