A Clammy Kawaii Crescendo
There is something charmingly awkward about Shibuya’s pop-infused, overdramatic compositions and the android voice’s sticky kawaii factor.
There is something charmingly awkward about Shibuya’s pop-infused, overdramatic compositions and the android voice’s sticky kawaii factor.
Der er noget charmerende kikset over Shibuyas poppede og overdramatiske kompositioner og androidvokalens klæge kawaii-faktor.
Although the many contrasts made for a rather epic concert, they also left me feeling somewhat conflicted.
Selvom de mange kontraster skabte en ret episk koncert, efterlod de mig også lidt splittet.
»Slentrende passager og boblende samklange, der lige akkurat strejfede en sær form for tempo.«
If I woke up in a golden bed with a crowd of strangers around me, I would love to listen to the same soundtrack as Jeppe.
Hvis jeg vågnede i en guldseng med en masse fremmede mennesker omkring mig, ville jeg elske at lytte til samme soundtrack som Jeppe.
Skvulpende smukt, sitrende enkelt og næsten selvudslettende diskret.
Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.
How much of the original purpose can – and should – be removed from the equation for a release in album format to make sense?
»A necessary album for anyone unafraid of the dark.«
Hvor meget af det oprindelige formål kan og skal man tage ud af ligningen, for at en udgivelse i albumformat giver mening?