Tværs gennem Amerika – et voksent boybands jagt på en lyd

Prolog – Warszawa, september 2025

»Vi øver kun på bondegårde og hoteller,« siger Eivind Buene, da han lander i Warszawa. Som vanligt for dette band – Tværs – bliver Jakob Kullbergs hotelværelse forvandlet til øvelokale, denne gang med udsigt til Kulturpaladset i den polske hovedstad. Og efter koncerten i Opera Warszawska går 400 polske publikummere syngende ud i natten – melodien blev skrevet i en støvet vejkant et sted i Louisiana.

De kender knap hinanden endnu. Undersøgelsen er først lige begyndt: Hvad kan de egentlig sammen?

Tværs begyndte som en idé hos cellisten Jakob Kullberg. To år tidligere havde han lokket komponisterne Niels Rønsholdt og Eivind Buene, guitaristen Jakob Bangsø og den københavnske canadier Bradley Axmith med på et roadtrip gennem de amerikanske sydstater for at undersøge ét spørgsmål: Kunne de blive et band?

Ud på vejene for at blive et band – foråret 2023

Ingen havde fortalt Buene, at han selv skulle have guitar med. Første stop i Louisville bliver derfor en lokal musikbutik, hvor han køber en akustisk Fender. Kort efter øver Tværs for første gang på et slidt hotelværelse, hvor alt for salte måltider ligger pakket i plastic.

»I dream of the finest tobacco,« synger Rønsholdt. »Elegy is my tonic,« føjer Axmith til med sin dybe stemme.

Sangene hedder ting som »Kentucky Pleading« og »The Tree« – klassiske strukturer blandet med ujævne rytmer og improvisation. Bangsø driver en bue ind og ud af sin guitar; Kullberg spiller cello vandret over skødet. »Musikken må gerne gå lidt i stykker,« siger han. »Hvis den bliver for stram, bliver den plat.«

De kender knap hinanden endnu. Undersøgelsen er først lige begyndt: Hvad kan de egentlig sammen?

»Vi er her for at blive et band«

I hjørnet sidder Rune Mielonen Grassov med sit kamera. Han filmer, hvordan – og om – fem musikere bliver til et band. På hotelværelset beskriver Kullberg sin solo i »The Work Song« som »en ko, der ikke ved, hvordan man føder«. I dette band, siger han, må man lave alle de krøller og forsiringer, man vil. Det må ikke være perfekt

Så er det tid til lokal cuisine: fried chicken og hot water corn bread.

Oh Louisville – det er jo et boyband

I Louisville går man ind i fortiden. 40 gader med villaer i dekadente stilarter. Foran et hus står hvide statuer og sågar en stålhund, der pisser op af en fontaine. »Peanutbutter and jelly shots« er en specialitet, og »Decadent dining« fås mange steder i Kentuckys største by, som skylles ned med bourbon. Det er ikke en slavewhiskey, selvom det havde været passende. Og netop her, i et krydsfelt mellem historier, stærke og søde smage leder Tværs efter en lyd.

Den første koncert finder sted på University of Louisville foran amerikanske musikstuderende. »Faderen til den næste sang er Schubert,« fortæller Buene. »Han var en slags singer-songwriter. Han inviterede venner hjem, sad ved klaveret og sang.«

»Now my body is burning / You poison me with your tears,« synger Buene. Resten af bandet nynner med. Der er ikke en eneste skolet stemme i dette band. Alle fem synger med det næb, de nu har. De skal have en lokal røst indover og finder den.  

»I believe you'll trust what's going on and will have something original and beautiful once you get on the other side«

»Vi er her for at blive et band. Jeg søgte efter en digter i Kentucky og fandt dig,« siger Kullberg til Maurice Manning, der efter koncerten er stødt til aftensmad på en fancy restaurant. Manning skriver om en verden, der stadig er håndlavet. Han fortæller om sin digtsamling The Gone and the Going Away, hvor han skriver som om han var en simpel farmer, og ikke en Pulitzer-nomineret digter. Mannings sprog er både jordnært og vidtløftigt på én og samme tid, for han bor på sin slægtsgård i Kentucky og kender landet og sin bibel. Ved bordet læser han »A Prayer for Pigs«, som begynder: »O, God my swineherd God, send me two pigs, please.« Tværs har allerede givet grisedigtet en melodi. 

Næste dag skriver Manning:

»I’m deeply flattered that you've taken a shine to my poems. And also grateful for our conversations. It's good to meet another artist, working in a different form of art, and realize how much we have in common, both in practice and sensibility. And to acknowledge how much we owe to intuition as the thing that summons us and leads us. It's all bigger than any of us, and we are participants and travelers in a realm given to us. And we try to do something with our gifts that will matter to others. Thank you for bringing us together, for the good company, and to share the spirit. I believe you'll trust what's going on and will have something original and beautiful once you get on the other side.«

De føler sig velkomne nu. Og da Bangsø triller glad ind på parkeringspladsen til hotellet efter at have ædt monstrøse morgenburgere med sine lokale amerikanske guitarkolleger under opholdet i Louisville, er stemningen optimistisk: »Kom venner, vi kører.« 

Første stop er ikke langt væk, stadig i Louisville. En peruviansk BBQ-kyllingebar. Ejeren insisterer på at få taget billeder sammen med musikervennerne, der så forfremmes til et band. Han tilbyder også at sætte dem i kontakt med et firma i Kroatien, der laver t-shirts til hans blackmetalvenner. 

I Louisville shopper to af bandmedlemmerne skateboards, før turen går videre mod syd

Tværs er ikke nået til bandmerch endnu. Men de taler om, at de er et kollektiv, der rejser sammen; får »sindssygt meget energi af at være i verden – det er ligesom at være på højskole,« lyder det. I Louisville shopper to af bandmedlemmerne skateboards, før turen går videre mod syd – med et stop ved verdens største grotte, Mammoth Cave National Park, som Manning varmt har anbefalet drengene.

Destinationen er syd (Route 42)

Kullberg kalder Axmith »det fremmede element i bandet«. Han er ikke professionel musiker, han er Kullbergs karatetræner – og banjoamatør. Når han kører den lejede bil, ignorerer han GPS’en og følger sin egen vej. Bandet kører også uden regler: »Vi skal have en acapella rehearsal igen. Ja, her i bilen,« siger Kullberg. De øver, hvor de kan – på hotelværelser, i parkeringskældre og især i de to biler. Hele tiden finder de på ting undervejs. Ved rastepladsernes tankstationer ligger der flere og flere truckmagasiner. Syngende kører de ind i Cincinnati.

»Jeg voksede ikke op med dansk folkesang men Elvis, Kurt Cobain og Janis Joplin«

Fra klassisk dannelse til Old Tavern (Cincinnati) 

På Cincinnatis musikcollege, CCM, går professor Stephen Ferre rundt på gangene for at finde en basforstærker til Rønsholdt. Efter en koncert for de studerende er der Q&A, og de studerende vil vide mere om Tværs. 

»Cello er det gamle Europa. Guitaren er Amerika – det nye instrument,« siger Rønsholdt. »’Heavy is the Heart’ fra mit album Country handler om identitet, kulturel identitet. Jeg voksede ikke op med dansk folkesang men Elvis, Kurt Cobain og Janis Joplin.«

Det er faktisk første gang, musikerne fortæller om deres bevæggrunde for at være med i dette projekt.   

»Jeg er ikke vant til den her slags musikerliv. Jeg havde ikke gjort det, hvis ikke Jakob havde spurgt mig«

Rønsholdt fortæller, at der er en grundlæggende forskel på at arbejde alene og i et kollektiv – både processen og resultatet forandres.

Buene vender sig mod de unge musikstuderende og opfordrer dem til at finde en stemme iblandt sig: En librettist, en digter – eller måske deres egen Maurice Manning. For »alle har en historie at fortælle – uanset hvor man bor,« siger Buene, som til daglig er musikprofessor i Oslo.

»Det her er uforudsigeligt, fordi vi er så forskellige musikere. Der er et møde mellem den europæiske lied-tradition og den amerikanske singersongwriter-tradition. Her handler det om stemmen og det rå udtryk – ikke et filigrans klaverakkompagnement. Da jeg studerede komposition, spillede jeg i et funkband. Som komponist er man jo normalt beskyttet – man sidder nede i salen. Her står man midt i det hele. Men jeg er ikke vant til den her slags musikerliv. Jeg havde ikke gjort det, hvis ikke Jakob havde spurgt mig.«

Om aftenen har professor Ferre arrangeret en koncert på Cincinnati Old Tavern. Nogle lokale spørger bartenderen, om skandinaverne kører med strenge decibel-regler, siden de spiller så lavt. Old Tavern er kendt for hård rock. Flere af skolens undervisere er med. Ferre takker for besøget: »I think it will remain the highlight of my time at CCM. It was so unusual to see my colleagues get so excited.«

»Hvorfor gør jeg egentlig det her? Hvad er meningen med det her band?«

Et A i Memphis – hvad er meningen?

En uge inde i USA-turen rammer det uundgåelige. De små gnidninger, de små prikken-til-hinanden, som alle bands før eller siden møder på landevejen. På vej mod Memphis begynder Kullberg at tvivle. »Hvorfor gør jeg egentlig det her? Hvad er meningen med det her band?« tænker han, mens det støvede landskab langsomt glider forbi på den anden side af bilruden.

Bandet taler om at få mere klassisk musik ind i projektet. De taler om, hvordan hierarkiet nu er mellem ukulele og guitar. Og måske kan Kresten Osgood få noget smask ind i musikken. Skal Bára Gísladóttir eller Ida Duelund med i bandet?

Der er en irriterende summen på værelset på Motel 6 i Memphis, hvor de øver. »Det er et A,« siger Kullberg til sine medrejsende musikere, der sidder på sengene med deres instrumenter. Han har samlet et band, hvor det irriterende er en del af konceptet. En sten i skoen. Det er den sten, de bliver ved med at vende og dreje på turen gennem USA – mens de taler om, at musikken ikke må blive for pæn.

Måske kan Kresten Osgood få noget smask ind i musikken. Skal Bára Gísladóttir eller Ida Duelund med i bandet?

Kullberg minder igen og igen Axmith – bandets fremmede element – om, at han ikke må øve sig: »Du må ikke blive for god, Bradley. Og vi må finde nogle alvorlige tekster til dig. Ikke skumfidustekster.« Det er i Memphis, Axmith opdager, at hans rolle i bandet ikke kun er som banjoamatør, men også som en messende digtoplæser med en raspende varm stemme.

Rønsholdt misunder Bangsøs basstemme:
»Jakob, du kan synge så dybt, og det er ikke kun om morgenen, altså før klokken ti. Du har en flot stemme!« Måske er det stadig barbecue-dry-rubben, der sidder i halsen fra aftenen før, hvor de spiste på Elvis Presleys yndlingsrestaurant Charlie Vergos’ Rendezvous, og hvor personalet fik Kullberg til at spille Bach, mens de gjorde klar til at lukke. Ejeren havde sagt: »Kan I komme i morgen klokken 13 og give en koncert?« 

»I det her band øver vi formen – og så går vi bare ind og spiller. Det skal lyde skraldet«

»Vi kan ikke nå at få alt det nye med i dag, det er for risky. Og digtoplæsning dur ikke,« siger Buene. »Vi får den aldrig til at groove.«

»Jeg forstår, hvad du mener,« svarer Kullberg. »Men i det her band øver vi formen – og så går vi bare ind og spiller. Det skal lyde skraldet.«

Rendezvous har et stort selskabslokale oven på restauranten, og det viser sig, at Tværs skal spille til lanceringen af den amerikanske bestsellerforfatter Frank Greaneys tolvte bog i Gray Man-serien. Greaney ser ud til at være begejstret for skandinavernes bud på bluegrass.

Efter Memphis bliver landskabet grønnere; luften damper. Overalt vibrerer varmen – i elledningerne, i lyden af insekter, i horisonten selv. Det var her, Emerson og de amerikanske transcendentalister talte om The American Sublime: følelsen af at stå midt i noget så overvældende, at man både bliver løftet og udslettet. For Tværs bliver det ikke et religiøst øjeblik, men et sonisk – et sted, hvor støjen, stilheden og varmen smelter sammen til en anden slags erkendelse.

»Her er man nødt til at tro på noget for at kunne spille«

De kører i to biler. I den ene sidder Rønsholdt og Buene. De taler om sange, der endnu ikke findes, og om hvordan lyden ændrer sig, når landskabet bliver fladt. I den anden bil er stemningen en anden: Kullberg, Axmith og Bangsø diskuterer karateteknikker, den amerikanske borgerkrig, sublime solnedgange og perfekte G&T’s med tørrede appelsinskiver.

Under en kaffeoptankning på en rasteplads siger Kullberg: »Alt i USA virker så forstørret – landskabet, troen, sorgen, reklamerne.« Buene svarer, at det måske er derfor, musikken må være så direkte: »Her er man nødt til at tro på noget for at kunne spille.«

Bandet er landet i New Orleans. Mardi Gras er netop ovre, men glimmeret ligger stadig i rendestenen

Tarmac og jambalaya – Tværs i New Orleans

Bandet er landet i New Orleans. Mardi Gras er netop ovre, men glimmeret ligger stadig i rendestenen, og de lilla og grønne guirlander hænger udtjent i træerne. Buene har stadig ikke fået købt en taske til sin guitar og bærer den rundt i en papkasse. Stadig med Fender-klistermærke på guitaren. Til gengæld har han skrevet en ny sang, »Tarmac« – opkaldt efter »følelsen af bildæk mod varm asfalt, når disen hænger tungt i 30 graders varme.«

I New Orleans forsvinder Buene pludselig fra den lejede trævilla.
»Har vi mistet et bandmedlem?« spørger Kullberg. »Er I klar over, at hvis to af sangerne mister stemmen, kan vi jo altid stadig spille?« Buene dukker op igen: »Hvis Kullberg kommer til skade på sit skateboard, kan vi ikke optræde.« »Jo,« svarer Kullberg, »jeg kan stadig gennemføre. Og lave vilde soloer.« Buene sukker: »Jeg må finde nogle venner, der ikke er digtere. På næste tur rejser jeg med bankfolk!«

»Der er ikke en eneste nej-siger i denne gruppe,« siger Kullberg. Selv om Rønsholdt synes, det er pinligt, at Kullberg laver armbøjninger midt på gaden. 

Her i Louisiana mødes alting. De gamle og de medbragte traditioner blev engang formet af europæiske immigranter og afroamerikanske rytmer. Cajunmusikken voksede ud af franske ballader, blandet med blues, folkesange og dansetrin, der stadig får støvet til at løfte sig fra træbjælkerne i de små barer.

Kød, fjerkræ, skaldyr – alt simret sammen som en jam-session, der aldrig stopper

En aften på Café Beignet hører Tværs en lokal trio spille »Fish Song«. Forsangeren bemærker tørt, at »her kan man betale med smykker, hvis man mangler kontanter«. På torvet i French Quarter tilbyder spåkoner stadig sandheder mod betaling; voodoo og psychic readings er en del af byens DNA – serveret med gumbo og jambalaya.

Cajunkøkkenet er et blandingskøkken, et rytmisk kompromis mellem spansk, portugisisk, italiensk og sydstatsk. Kød, fjerkræ, skaldyr – alt simret sammen som en jam-session, der aldrig stopper. Og Tværs opdager, at deres egen musik måske slet ikke er så anderledes end byen selv: eklektisk, uforudsigelig, skramlet – en klanglig jambalaya. 

Natten falder på, luften er stille som et tæppe af sukker. Tværs har været her længe nok til at forstå, at man ikke spiller musik i New Orleans. I New Orleans indånder man atmosfæren. Og synger. Everyone does it. 

De pakker sammen. Papkassen med Buenes Fender følger med til lufthavnen. Nu skal de til New York.

»Tværs er på ingen måde et popband«

»It’s My Life« (Brooklyn, NYC)

De beder chaufføren i taxaen ind til Brooklyn skrue ned for »It’s My Life«. »Vi er et band og har en koncert i aften – vi må koncentrere os,« siger Bangsø.

Setlisten bliver studeret på bagsædet. De diskuterer, om de skal spille med eller uden forstærkning. Den amerikanske digter Peter Gizzi har sagt ja til at læse et par tekster op undervejs.

De har egentlig ikke talt særlig meget om, hvad der skal ske i aften. »Det er meget simpelt,« siger Kullberg. »Jeg skriver sange. Du skriver sange. That’s it.« Han smiler. »Efter at have hørt Niels’ Country og alt muligt andet ved man jo, at han har masser af gode sange i sig. En producer hjemme i Danmark siger hele tiden, at han burde lave flere. Jeg har et meget poppet øre, men sangene må ikke være poppede. Jeg spørger mig selv: Hvordan kan jeg få sangen et sted hen, jeg ikke havde regnet med? Og så opdager jeg, at Per Nørgård og Benjamin Britten hele tiden rumsterer i dem.«

»Eivind skærer sine sange helt ind til benet,« fortsætter han. »De har et konceptuelt afsæt i Schubert og Mahler. Mine egne ligger tættere på Niels’, og vi klinger nok begge postgenre, mens Eivind arbejder mere direkte i singer-songwriter-traditionen.«

»Sundhedsmyndighederne har lukket caféen. Koncerten er aflyst«

Han trækker på skuldrene. »Niels er i øvrigt fantastisk til at forvanske Americana. Det lyder enkelt, men under overfladen er det vanvittigt komplekst. Tværs er på ingen måde et popband.«

Rønsholdt nikker: »Jeg er fascineret af den måde, jazzmusikere forholder sig til materiale på – med ydmyghed, men også med frihed.«

Kullberg vender sig mod Axmith:
»Vi er ved at finde ud af, hvordan vores æstetikker kan blandes. Og hvordan du kan passe ind i en gruppe af professionelle musikere – uden at falde igennem. Vi får lavet en solo til dig, Bradley – hvis du tør. Jeg trækker måske »The Tree«, for jeg er ikke sikker på, at det er det rigtige nummer til den her gruppe. Den er for jazzet – nok fordi min primære populærmusikbaggrund har været jazzen.«

Halvdelen af bandet sidder på Fiction – en bar rundt om hjørnet fra lejligheden i Brooklyn, da Axmith ringer med en dårlig nyhed:
»Sundhedsmyndighederne har lukket caféen. Koncerten er aflyst.«

Der bliver stille et øjeblik. Så spørger de tjeneren på Fiction, om de måske kan spille dér i aften. Et par timer senere ringer ejeren tilbage: han har fået et afbud fra bandet, der skulle have spillet. Tværs er velkomne til at gå på klokken 21 – lige efter stand-up-komikeren.

I lejligheden bliver Bangsø sat til at lave koncertplakat. Han brokker sig tørt. »Prøv at høre,« siger Rønsholdt, »jeg spiller bas. Jeg ved heller ikke, hvordan det skete. Bassen gør noget ved lyden. Jeg er inspireret af Taylor Swift og Tame Impala.«

Han købte bassen for bare to uger siden, kort før Tværs spillede deres første koncert på Elvermose i Nakskov. Lolland føles som en fjern planet til lejligheden i Brooklyn. I aften spiller de deres sidste koncert på amerikansk jord. Inde på sit værelse øver Kullberg en cellokoncert af komponisten Thomas Agerfeldt Olesen, som han skal uropføre med Sønderjyllands Symfoniorkester fire dage senere. 

»The Dynamic Danes,« siger Eivind Buene, da han træder ind i lejligheden. Digteren Peter Gizzi dukker også op for at øve. De taler om, hvad der egentlig skal til for at skabe et kunstnerisk kollektiv – og hvordan ingen af dem, i løbet af de sidste ti dage, har sagt nej til noget som helst.

Gizzi fortæller, hvordan han som barn sad med sin mor og så nyhederne – og så et indslag om et flystyrt. Det var hans far, der var omkommet. Hans ældre bror, Michael, begyndte kort efter at skrive digte.
»Jeg kunne se, at det var sådan, man bearbejdede smerte,« siger Gizzi. »Ved at skrive. Det blev vores måde at være i livet på.«

Med sproget som instrument og sorgens rytme som grundtone optræder Gizzi for første gang med Tværs. Efter koncerten, i baren, fortæller han Buene, at hans sange, som er inspireret af Schubert, lyder, som om de både kunne være skrevet i 70’erne og i dag: »They’re gorgeous. I’m just jealous,« siger Gizzi. Aftenen ender på Ornithology Jazz Club i Bushwick. De taler om dresscode – og om, hvad de gør, hvis nogle af musikerne ikke når frem til koncerten på Radar i Aarhus to dage senere. Aarhus er finalen på Tværs-projektet. 

»Jeg skatede igennem hele lufthavnen med banjoen på ryggen og nåede flyet til Billund som den allersidste. Det skateboard reddede min røv«

I New York Kennedy Airport skater Kullberg og Axmith gennem lufthavnen. Axmith har lidt fortrudt købet. For i New Orleans’ hullede gader kunne han ikke bruge det. Men det viser sig faktisk at være hans redning.

»Jeg havde tyve minutter i Frankfurt til at skifte fly, fordi forbindelsen fra New York var forsinket. Jeg skatede igennem hele lufthavnen med banjoen på ryggen og nåede flyet til Billund som den allersidste. Det skateboard reddede min røv.«

»Det var et stort hit, da vi spillede det i Memphis«

Boyband med jetlag (Aarhus)

Tværs er landet i Billund med tre forskellige fly.
»Vi rejser ikke sammen,« fortæller Kullberg publikum på Radar i Aarhus. »I tilfælde af, at vi styrter ned, har vi stadig et halvt band. Nu kommer 'Tell Me You Will Go'. Det var et stort hit, da vi spillede det i Memphis. Min cello har jetlag, men det passer godt, for vi går imod vores instrumenters natur,« siger Kullberg, mens Bangsø stemmer guitaren.

Blandt publikum sidder Wayne Siegel, professor emeritus ved Det Jyske Musikkonservatorium, der kom til Danmark fra Californien i 1974.

»Man kan godt kalde det kulturel appropriation,« siger han efter koncerten, »men på en måde er det jo fælles kulturarv. Den europæiske rytmiske musik udspringer af amerikansk country og så videre. Det er modigt, og de har formået at integrere det så naturligt. Jeg har selv et alter ego, der spiller country og folk. Det er lidt som Dr. Jekyll og Mr. Hyde – de to verdener mødes sjældent. Men i aften fik jeg lyst til at sige: hvorfor ikke? Man kan godt gradbøje tingene. Alt ændrer sig, også i klassisk musik.«

»Totalt indie at have setlisten på hånden,« siger Kullberg med et skævt smil«

Epilog (next stop: Dallas)

To år efter turen ad de støvede landeveje i sydstaterne står de igen samlet. Hverken Ida Duelund eller Bára Gísladóttir kunne tage med til Warszawa. I stedet har Mariusz Praśniewski sluttet sig til bandet. Efter koncerten i Opera Warszawska driver de gennem byen og finder en klub med alt for høj musik.

»Totalt indie at have setlisten på hånden,« siger Kullberg med et skævt smil. Axmith læner sig frem og råber: »Er det Michel Houellebecq, der sidder i baren?« En enlig mand, bøjet over sin drink, ligner én, der er på transit mellem verdener. Og hvorfor skulle det egentlig være mere usandsynligt, at Houellebecq tager på et roadtrip til Polen, end at fem skandinaver crasher Presleys barbecue joint i Memphis med en improviseret koncert? Nogle gange må man fare vild for at finde hjem.

Nu har de et band, gnidningerne er forsvundet, og rejsen kan umuligt slutte her

Nu har de et band, gnidningerne er forsvundet, og rejsen kan umuligt slutte her. I Warszawa taler de om nye sange, om glæden ved at vikle flere klassiske elementer ind i deres lyd. De spørger sig selv, hvad Tværs egentlig er. Måske en popgruppe et sted mellem Schubert og country. Måske bare fem – nu seks – mennesker, der ikke kan lade være med at spille. Et fællesskab på vej mod noget, der endnu ikke har et navn. Snart drager de af sted igen. Denne gang til Texas. De leder efter et lydstudie i Dallas.