Hvis prærien er det arketypiske ikon på den amerikanske nybyggerdrøm, er sumpen dens dunkle modpol. Præriens skarpe horisont udgør en tydelig grænse, et mål, der kan erobres og kultiveres. Den tågede sump er tilsyneladende et stillestående, ubrugeligt hængedynd, der er håbløst at tæmme. Men sumpens tykke mudder er også et tilblivelsens sted, et hjemsted for det udstødte og det afviste, og århundreders nedsivning af myter gør sumpen til et særligt vækstpunkt, hvorfra vi kan forstå sociale strukturer og undertrykkelse. Voodoo, shamanisme og naturreligioner er forbundet til både sydstaternes vådområder og den transatlantiske slavehandel, og sumpens tvetydige modsætninger er derfor en rammende metafor for Amerikas sammenfiltrede kulturer og traumatiske historie.
Den metaforiske sump kan både vildlede og komplicere, men de overførte betydninger kan samtidig belyse det modsætningsfulde og uhåndgribelige. I en kaotisk verden er det nødvendigt at kunne lytte uden nødvendigvis at kunne forstå, og hvis vi mestrer metaforens dualitet mellem det konkrete og det abstrakte, kan vi måske finde ro i kaoset. Det er derfor oplagt, at samtidskunsten benytter sumpen som en æstetisk referenceramme til at tænke langsomme, tvetydige, tilblivelser. Herhjemme ser vi for eksempel den københavnske technoscene omtale dansegulvet som sumpen, et langsomt transformativt safespace. Eller Jakob Kudsk Stensens digitale sump, Berl-Berl (2021), en slags digital arkivering, der forsøger at bevare den efterhånden sjældne europæiske sump.
