© Mateusz Szota

Danmarks bedste lydbad ligger i Struer

I år var lydbiennalen Struer Tracks anderledes end tidligere. Men igen skulle vi spidse ører for at sanse de små lyde – denne gang gjaldt det lyden af bier, frøer og en gammel færge.
Af
6. september 2023

I år var titlen og temaet »Strømninger«. Som det fremgår af programmet, har kuratorerne Jacob Eriksen og Matilde Best taget udgangspunkt i en dobbelthed i begrebet strømninger – på den ene side en verdensvendt eller politisk forståelse af strømninger som en verden i forandring, ikke mindst i den aktuelle klimakrise, hvor vi »i naturen finder strømninger af vand i bevægelse, der påvirker klimazoner og vejrmønstre over hele kloden: i teknologien er strøm ladede partikler, der flyder inde i elektriske apparater.« På den anden side en mere abstrakt forståelse af strømning, der knytter sig til lyden som medie, til dens flygtige, strømmende karakter, der hele tiden ændrer form. Programteksten nævner slutteligt en mere eksistentiel tilgang til strømninger, som i livets vekslen mellem forankring og forandring.

Koblingen mellem det flydende og det faste kobles både til de sansemæssige oplevelser og til det mere praktiske i programteksten og i værkerne. Også rammerne for værkerne veksler mellem det stationære og det flygtige. Kuratorere fortæller i den forbindelse, at formatet for Struer Tracks dette år er anderledes i år end tidligere år, hvor biennalen fokuserede meget på installationer over to og en halv uge. Denne gang har de valgt at koncentrere det over fem dage, hvor der altså både er gennemgående installationer, men også performances. Performanceprogrammet er således forskelligt dag til dag. 

Lyden af færgen, der sejler, ligger som en strøm, der både forandrer og forankrer situationen

Lyden som stemningsskaber

Jeg og min ledsager havde mulighed for at besøge festivalen én dag, og det gør udvalget og spredningen af oplevelser lidt mere udsat – udsat for dårligt vejr og udsat for ikke at kunne gengive helhedsoplevelsen af biennalen som sådan. Der er på den måde mange ting, man ikke oplever. Og apropos flygtighed, så drillede vejret desværre den dag, vi besøgte Stuer, så lydbadet blev flankeret af trommen på paraply og en installation, der var blevet pillet ned, fordi den ikke kunne tåle regn, men som, efter sigende, skulle have været den allerbedste.

Men lad os nu opholde os ved det, der rent faktisk foregik denne lørdag i august. 

Vi startede med en rundvisning, der begyndte ved de nedlagte industribygninger ved havnen, der udgør en industrielt, spektakulær, atmosfæremættet ramme for de faste installationer med det meget iørefaldende, rytmiske navn Dansk And. Her var der tre audiovisuelle værker og installationer udstillet.

William Kudahls værk Færgetid tog os med på sejlads. På flere ture af den to minutter lange færgerute mellem Kleppen og Venø med udgangspunkt i venskab og arbejdsfællesskabet mellem Ole og Johnny, der har arbejdet sammen på færgen meget af deres liv. Lyden af færgen, der sejler, ligger som en strøm, der både forandrer og forankrer situationen – den samme rute, rytme, situation, der strømmer med tiden. Værket legemliggør på den måde kuratorernes ideer om strømninger på fineste vis. Men lydens evne til at skabe denne følelse træder måske lidt i baggrunden til fordel for fortællingen og billederne. Lyden blev mere en stemningsskaber end en fortæller.

William Kudahls værk »Færgetid«. © Mateusz Szota
William Kudahls værk »Færgetid«. © Mateusz Szota

Kunstnerparret Marangoni og Vandorens installation i anlægget var desværre lukket denne dag, men de havde også skabt et atmosfærefyldt rum i det nedlagte slagteri, hvor en lille skov af stuebirke blev gennemstrømmet af vind, udgående fra to faner, der skabte musik gennem »vindens« impulser. I »skovbunden« (på betongulvet) fandtes »kunstigt intelligente væsner«, der også skabte lyde og lys på baggrund af vindens impulser. Rummet vekslede mellem mørke, hvor vi sad på puder på det rå betongulv og så de små væsner samtale med hinanden med vekslende intensitet og rytme, og i lys, hvor lyden fra fanerne og vinden i stuebirken tog fart. Meget stemningsfuldt værk, hvor lyden fik lov at være fortælleren.

Shortwave Collective. © Mateusz Szota
Shortwave Collective. © Mateusz Szota

Vi fortsatte vores guidede tur gennem regnen til brobuerne, hvor vi søgte tørvejr hos Shortwave Collective, et feministisk kollektiv, der hjælper alle, der kommer forbi, med at bygge radiosendere og radioer on the spot i et »living radio lab«.

Herefter gik turen videre til spidsen af molen på lystbådehavnen, hvor et lille, pittoresk bådehus dannede rammen om installationen Crenulations – Pacific Drift af Kanngleser, Reade & Nailatikau. Amer Kanngieser er geograf og lydkunstner, Eliki Reade er kunstner af kailoma-fijiansk ophav, og Mere Nailatikau arbejder som historiefortæller og konsulent inden for forskning og offentligt diplomati. Sammen har de skabt et værk bestående af samples af ældre mennesker fra stillehavsregionen, der fortæller om klimaforandringerne i deres levetid, hvor storme, og det stadigt stigende hav skaber udfordringer. De sætter også ord på tætte forbindelser mellem mennesker, dyr, omgivelser og det åndelige, kan vi læse i teksterne, som vi kan konsultere under oplevelsen.

Installationen »Crenulations – Pacific Drift af Kanngleser, Reade & Nailatikau«. © Matesusz Szota
Installationen »Crenulations – Pacific Drift af Kanngleser, Reade & Nailatikau«. © Matesusz Szota
Installationen »Crenulations – Pacific Drift af Kanngleser, Reade & Nailatikau«. © Matesusz Szota
Installationen »Crenulations – Pacific Drift af Kanngleser, Reade & Nailatikau«. © Matesusz Szota

Så sad vi der på træbænken med udsigt til Limfjorden og lyttede til stemmerne og lydene fra stillehavet, lydene kom både ud af højttalere placeret i rummet og som vibrerede fra den lyttebænk, vi sad på. En næsten planetær samtale, der var virkningsfuld og rørende. Det eneste fysiske artefakt i rummet, ud over lyttebænken, var bunker af muslingeskaller i hjørnerne, der kan hjælpe samtalerne på tværs af lokaliteter på vej. Et værk, der både spiller ind i en efterhånden klassisk økokritisk tradition, men som også undersøgte det abstrakte samspil mellem lyd, teknologi og mennesker. Også her var der en generel brug af keynote sounds, som går igen i mange af de audiovisuelle værker.

Næste gang må Struer Tracks gerne efter min smag gå mere helhjertet ind i undersøgelsen af lydens særlige måde at skabe betydning på

Hyldest til de tabte lyde

Lyd som baggrund var også et tema i Mélia Rogers performance A Celebration of Missing Sounds, der fandt sted i gården bag Dansk And (siger det lige igen). Her samledes en større gruppe mennesker for at sidde, gå rundt eller stå i en gård, der, ud over højttalere og stole, var tom. Mélia fortalte selv, hvordan hun havde skabt værket, der tog en halv time, under et residency i juni, med henblik på at undersøge et lydrum, der smelter sammen med omgivelserne, så man bliver i tvivl om hvad der er for- og baggrund. Altså ikke en lyd som stemningsskaber, ikke en lyd som noget, man bader i, men lyd, man skal spidse ører for at sanse og opleve. Ud over lydcollagen fra de fire højttalere bevægede kunstneren sig rundt i løbet af performancen og placerede små højttalere med lyde af en bi, der summer, en frø, der kvækker rundt omkring i landskabet. I et træ, i det høje græs, på toppen af en lille bakke. Lydmiljøets vekslen mellem figur og grund blev understreget af, at der på et tidspunkt optrådte en kirkeklokke i selve lydperformancen, men mod slutningen af værket gentog denne lyd sig faktisk som reallyd. En fin og poetisk lydlig undersøgelse af lydrums evne til at oscillere mellem figur og grund. Det infraordinære, kunne man også kalde det; det, vi skal lytte efter, men samtidig bevare fokus på det, der ikke trænger sig på.

Der var rigtig vellykkede elementer på Struer Tracks. Der var også et par ting, der forvirrede. Fejl i programmet og en installation, der ikke var der alligevel, men det er småting. Jeg oplevede klart, at de elementer, der brugte lyden som fortæller og ikke som et stemningsmæssigt add on til visualitet, var de værker, der fungerede bedst. En del af installationerne var mere klassiske audiovisuelle værker end en egentlig undersøgelse af lydens betydning. Her blev lydbadet mere til lyddryp. Næste gang må Struer Tracks gerne efter min smag gå mere helhjertet ind i undersøgelsen af lydens særlige måde at skabe betydning på.

 

Struer Tracks fandt sted 23.-27. august.