»Hvorfor kun spille de dødes musik?«

Carl Bergstrøm-Nielsens iver lyser ud af øjnene, da vi mødes på Humlebæk station. Allerede dér kan jeg se, at jeg står overfor et passioneret og interesseret menneske med mange ord på hjerte. Med et drømmende og åbent sind har Carl Bergstrøm-Nielsen siden 70’erne praktiseret og studeret musik på stort set alle tænkelige måder: fra musikterapi til musikhistorie, som en del af den klassiske ny-musik-scene og den eksperimenterende jazzscene, fra den vestlige musiks udgangspunkt til japansk gagaku.

I anledning af sin fødselsdag inviterer Carl Bergstrøm-Nielsen 18. august publikum til reception og koncerter i Literaturhaus, der indeholder »både det eksperimenterende, det traditionelle og det næsten poppede – fra John Mogensen-arrangementer i barokstil, til italienske folkesange med guitar og mandolin,« som han selv beskriver det. 

»Vi er allesammen påvirket af meget forskellig musik, fra alt det, vi har hørt gennem livet. Alligevel består genrerne, og de har deres skel og en identitet« 

Et koncertprogram, som afspejler Carl Bergstrøm-Nielsens utrolig alsidige og gennemtrængende musikglæde, hvor humor er ligeså vigtig som seriøs dyb lytning, og resultatet af lange forfinede kompositionsprocesser ikke udelukker det spontane. Programmet er sammensat og spilles af fødselaren selv, og man vil i løbet af eftermiddagen også kunne opleve Carl Bergstrøm-Nielsen improvisere frit i duo med trommeslageren Kresten Osgood – et sjældent topmøde med to af de mest toneangivende improvisationsmusikere på den danske musikscene.

Er John Mogensen en klassisk komponist?

Nu sidder vi i Carl Bergstrøm-Nielsens lejlighed på tredje sal i Humlebæk, hvor han siden 80’erne har boet med sin kone Birgit, da de byttede nattelivet og det pulserende Nørrebro i København ud med stilheden og naturen lige uden for vinduet. Til gengæld blev de naboer til Museet for moderne kunst Louisiana, hvor nogle af Carl Bergstrøm-Nielsens kolleger i dag har spillet koncert, og »på Louisiana kan man godt kan få følelsen af, at hele verden kommer til Humlebæk, så SÅ langt væk bor vi heller ikke,« siger hans kone.

»Jo, det er dén John Mogensen,« udbryder Carl Bergstrøm-Nielsen. »Når programmet er så blandet, er det i forlængelse af min oplevelse af collage og dens betydning, dvs. pluralisme. Jeg synes virkelig, der er gemt en energi i at blande tingene, så jeg tænkte, jeg ville gribe tilbage til noget barndoms- og ungdomsmusik og lave lidt sjov med det – fx er de italienske folkesange nogle, jeg spillede med Arne Bech-Larsen, da vi gik i gymnasiet. Vi er allesammen påvirket af meget forskellig musik, fra alt det, vi har hørt gennem livet. Alligevel består genrerne, og de har deres skel og en identitet. Tilhængerne har det sikkert trygt og rart med, at man har én slags musik, man dyrker, men jeg mener det kan være godt at besøge de andre genrer som komponist og musiker – og lytterne gør det jo i hvert fald meget.« 

Carl Bergstrøm-Nielsen tager sig tid til at vælge ordene nøje med små tænkepauser indimellem, og han vil helst gå direkte til dét, som virkelig betyder noget. Ingen smalltalk. Fra første sætning er vi i gang med refleksioner over musikkens demokratiske egenskab, komposition som musikledelse, og en diskussion af den, ifølge ham, desværre stadigt meget konservative tilgang til uddannelse af komponister inden for det klassiske område. 

Er det noget iboende for ny klassisk kompositionsmusik, at man som komponist kan bruge elementer fra og lade sig inspirere af al slags musik?

»Ja, collage kan jo sagtens være en del af den nye kompositionsmusik. Men den nye kompositionsmusik prøver ofte at holde sig væk fra at definere sig selv og siger, at alt kan ske. Det handler om, at al lyd kan bruges – at det er mere lyd end rytmisk bevægelse. Hvis man skal sige noget om, hvad der er typisk for den type af ny klassisk kompositionsmusik, jeg laver, så er det måske fornemmelsen af skabelse og tilblivelse. Hvis vi forestiller os, at i morgen er der en ny dag, og hvad sker der dér?«
 

»Vi kan selv, nu laver vi vores egen musik. Komponister behøver ikke at være døde for at have en relevans« 

Det kunne man måske også sige om frit improviseret musik?

»Ja, i fri improvisation kan lidt af hvert ske. Der får man sommetider pudsige indfald. Det kan gå i en ret traditionel retning og indeholde det alvorlige, men kan også blive ret fjollet, og fri improvisation være med alle mulige former for blink i øjet eller sardoniske smil. Ideelt set må denne koncert gerne få folk til at trække på smilebåndet, og man må gerne synes, det er sjovt. I fri improvisation kan man gøre ting ’med en drejning’. Måske kan man også spille Mozarts melodier ’med en drejning’, men jeg synes den frie improvisation har noget mere med i udtrykket. Den har alle de menneskelige nuancer med, ligesom når vi taler til hinanden. I en samtale er det ikke bare logiske og eksakte ting, vi siger – der kan være underforståede referencer, og måden vi siger noget på har betydning.«

»Nu laver vi vores egen musik«
For Carl Bergstrøm-Nielsen har det været en stædig kamp i det klassiske miljø at insistere på, at man som komponist også kan være udøver og improvisere, og at komponisten ikke er den geniale ener, men bør give plads til de udøvende musikeres udfoldelse og medskabelse, hvis musikken skal nå nye højder. Komposition kan måske dermed mere ses som en slags interaktiv musikledelse. Inden for jazzen vil mange hævde, at komposition og improvisation dybest set også er det samme og kommer fra det samme sted, men for Carl Bergstrøm-Nielsen er komposition noget andet og mere end en nedskrivning af en improvisation, komponisten har haft inde i hovedet. 

»Jeg startede med at komponere i starten af 70’erne og var en del af Gruppen for Alternativ Musik, som opførte værker alle mulige forskellige steder. Dét, der inspirerede os, var bl.a. det nye i at sige; Vi kan selv; nu laver vi vores egen musik. Komponister behøver ikke at være døde for at have en relevans. I Gruppen for Alternativ Musik ville vi gerne give alle ret til at få opført deres musik, og vi var selv med til at spille værkerne. Der lå en mægtig frækhed i det, og ungdomsoprør var en del af tiden,« fortæller han.

»Det var kontroversielt dengang. Men det at være komponist gav mig også følelsen, at nu foldede jeg mig ud som person. Jeg følte, at jeg voksede og havde fat i noget væsentligt. Komposition giver plads til det indadvendte, til de indadvendte typer. Jeg identificerede mig allerede som barn med Franz Schubert. Han var alene og gik meget for sig selv. Han var en drømmer, ligesom jeg var. Alligevel kunne han lave noget, der kommunikerede til andre mennesker på en sikker måde ved at lave kunst.«

Sidenhen blev det dog for Carl Bergstrøm-Nielsen netop interaktionen mellem de udøvende og kompositionen, der blev det interessante at udforske som komponist. Som han selv skrev i Seismograf i en artikel i 2013 med titlen »Åben komposition – et manifest«:

»Engang i begyndelsen af min studietid opdagede jeg, hvor hurtigt og kreativt interaktive processer mellem musikere kan foregå. (…) En inspirerede dialog fører steder hen, hvor man ikke kan komme alene (…) En del af mine værker har gennem årtierne foretaget en eventyrrejse gennem musikalske udtryk, jeg ikke kunne drømme om, da jeg skrev dem, samtidig med at de er forblevet sig selv. Den, der oplever dét, må nærmest blive afhængig. Helt lavpraktisk er variable besætninger og varigheder yderst anvendelige i programlægning. Og filosofisk: Værkbegrebet får ny mening. Fra skrivebordsskuffe-raritet til sublim brugsgenstand, lidt groft sagt. Og mens man i 60’erne kritiserede værkbegrebet ud fra den tidstypiske idé om frigørelse fra autoritære strukturer, er det nu mere den positive opdagelse af muligheder for udfoldelse og samarbejde, der er drivkraften.«

Postkort og Bodum-kande
Hvis Carl Bergstrøm-Nielsen skal nævne en værk-serie fra karrieren, som har en særlig betydning, er det hans Postkort-musik, der både er blevet opført som sinfonietta, kor, kammermusik og punk. Det er en del af en serie med små åbne kompositioner, der kan rummes på et postkort, og hvor interaktion – og en vis del improvisation fra musikerne – er essentielt.

Vi går ind i hans arbejdsværelse, hvor han finder en stak postkort frem. De har en hvid baggrund og er printet med håndtegnede sorte noteringssymboler; både rytmenoder og traditionelle tegn, som viser dynamik eller gentagelse, men også friere streger, grafiske former og ord.

»Det er nok de kompositioner, jeg mest bliver husket for. Jeg synes, jeg her ramte ind i noget stærkt kompositorisk, og de blev solgt en del, da de kom frem. Forlægget er meget simpelt – det er [den polske komponist Krzysztof] Pendereckis cyklusser, men ift. hans kompositioner kan man med disse både variere cyklussens længde og tempo, og man kan give de enkelte elementer forskellig udformning, så der virkelig kan skabes spænding og kontraster. Jeg synes, en komposition er vellykket, hvis den har den samme gedigne hverdagslige holdbarhed som fx Bodum-kanden. Noget, som mange finder anvendelse i, og som kan bruges igen og igen. Det er en succes, hvis man kan hente en komposition ned fra nettet og spille den, og komponisten stadig synes, man har fået det væsentlige med.«

Notation er vigtigt ift. en præcis overlevering af kompositioner, både til samtiden og til fremtidige generationer. På den måde kan vi sikre, at vi bliver ved med at stå på skuldrene af hinanden og udvikle musikken nye steder hen. Samtidig mener Carl Bergstrøm-Nielsen, at traditionel notation ofte er for éndimensionel og begrænser komponisten allerede i skabelsesprocessen ift. forestillingsevne og mulighed for at formidle mere komplekse idéer og lyd. Dér giver den grafiske og den personlige innovative notation en mulighed for at få det flerdimensionelle frem. Som underviser er han med til at udbrede en sådan forståelse, forklarer han og folder en samling af sine studerendes grafiske kompositioner ud på bordet.

»Kun moderne musik kan gøre sådan noget, tror jeg, det kunne Händel fx ikke have sat i musik særlig nemt«    

»Der er nogle kompositioner her, jeg synes er så gribende,« siger Carl Bergstrøm-Nielsen og bladrer begejstret i en tyk bog fyldt med tegninger, notater i flotte farver:

»Her er der én, hvor Moder Jord bliver befrugtet, og så kommer der farvede børn ud af det. Klangfarverne symboliserer altså nyt liv. Og her, er der et plankeværk, der bliver malet,« ler han og bladrer viderer: »Der er også en meget dramatisk én her, der handler om døden: Den starter atonalt med høje eller dybe toner, hårdt og skingrende, og så bliver klangen mørk og blød. Herefter deles gruppen i to, og nogle spiller tonalt og de andre spiller atonalt, men efterhånden finder de sammen i en dans. Ej, jamen det er jo helt utroligt. Den spænding i dét der – dén ligner ikke noget andet. Kun moderne musik kan gøre sådan noget, tror jeg, det kunne Händel fx ikke have sat i musik særlig nemt.«

Det kradser i psyken
Vi har snakket sammen i over to timer og er kommet vidt omkring, spist rugbrødsmadder med humus, brie og friske hjemmedyrkede korianderfrø, drukket urtete i hans hyggelige hjem med eksotiske farver og duft af røgelse. Carl Bergstrøm-Nielsen har en utrolig ild, han brænder for noget og derfor også inspireret mange kolleger, yngre musikere og komponister gennem sit 50-årige virke. Men selvom han i dag bredt inden for det klassiske miljø og jazzmiljøet anses som én, der har bidraget væsentligt til den danske musikscene, har han i alle årene været i opposition til det eksisterende og altid arbejdet kompromisløst, nyskabende og fremadrettet:

»Jeg synes selv, jeg beskæftiger mig med noget, som er super alment menneskeligt, men nogle vil nok synes, min musik kan lyde ret abstrakt. Man kunne kalde det lydpræget musik eller sonisk musik, og jeg synes selv, det lyder så flot. Det kradser i psyken på en interessant måde, og det veksler i den måde, det sparker til vores stream-of-consciousness på. Jeg synes, det er spændende; det frisker mig åndeligt op. Og jeg håber selvfølgelig også, at det er spændende for andre, men det kan man aldrig vide.«

Jeg takker af og begiver mig tilbage af jernbanestien, inspireret til at gå hjem og arbejde videre med mine egne kompositioner. Musikeren i mig er blevet bekræftet i, at musik er en bevægelse, vi er sammen om, og det er både smukt og vigtigt, og noget, vi har brug for som levende væsener. Carl Bergstrøm-Nielsen fylder 70 år, men det er ingen alder, når man har musikken og revolutionen boende i sig, og samtidig har let til latter.