Portræt af Thomas Adès

Den britiske komponist, dirigent og pianist Thomas Adès modtager som den 15. komponist Léonie Sonnings Musikpris d. 8. oktober i DR Byen. Før ham har blandt andre Igor Stravinskij (1959), Benjamin Britten (1968) og György Ligeti (1990) modtaget hæderen. Musikjournalist ved The Guardian, Tom Service, beskriver i sit portræt af Thomas Adès de mange livsformer og forskellige musikalske bevidstheder, som trives i Adès musik. Artiklen er venligst stillet til rådighed af SNYK & Léonie Sonnings Musikfond og indgår i en publikation, der udkommer i forbindelse med overrækkelsen af Léonie Sonnings Musikpris 2015 til Thomas Adès.
Af
30. september 2015
Portræt af modtager af Léonie Sonnings Musikpris 2015 Thomas Adès
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Når Thomas Adès beskriver den unikke måde, hvorpå Per Nørgårds musik placerer lytteren ”på kysten af noget enormt” taler han også om noget, der er helt essentielt i hans egen musik. Præcis som de nordiske komponister han beundrer, kredser adskillige af hans egne værker om grænserne mellem forskellige musikalske, poetiske og fysiske landskaber. Værkerne er defineret af måden de skaber kosmiske dimensioner på i det musikalske materiale  og af de kompositionsteknikker, der er i spil. På en sublim og urovækkende måde antyder værkerne de storslåede landskaber, der ligger bagved og rækker ud over noderne. Det er som om værker som Tevot, eller Asyla, eller hans violinkoncert, Concentric Paths er fragmenter af et større kosmisk univers.

Og det handler ikke kun om Adès’ evne til at kaste lytteren ind i eksistentiel twilight zone, hvor musikalske elementer kolliderer. Som han siger, deler han et ønske med sine beundrede nordiske komponistkolleger om at lade sin musik vokse ud af alkymiens musikalske materialer, elementer og idéer – som var komponistens arbejde ligeså biologisk som det er musikalsk. Hans værker udtrykker utrolig mange livsformer og forskellige slags musikalsk bevidsthed. Hele hans omfattende oeuvre myldrer med kunstnerisk diversitet, hvori de udtryksformer han skaber i sin kompositoriske petriskål, antager vidt forskellige proportioner, værensformer, karakterer og personligheder.

Hvis jeg placerer en node under mikroskopet føler jeg, at jeg kan se millioner af ting

Living Toys, der spilles af Athelas Sinfonietta, er et tydeligt eksempel på denne dramatiske, antropomorfiske tendens i stykkets syner af urokser, engle, robotter, soldater og slag. Og han bruger en lignende analogi, når han taler om sit eget arbejde, hvor en central tilgang er at undersøge den essentielle ustabilitet i ethvert musikalsk fænomen. “Hvis jeg placerer en node under mikroskopet føler jeg, at jeg kan se millioner af ting. I Polaris, mit seneste orkesterstykke,  der er en slags sørejse for orkester, kiggede jeg på en specifik C♯, og da jeg placerede den under mikroskopet så eller hørte jeg, at den vred sig, og transformerede det til et stykke.”

Denne svimlende omskiftelighed og grundlæggende musikalske kemi hyldes i koncerterne i forbindelse med tildelingen af Léonie Sonnings Musikpris til Thomas Adès. På disse koncerter vil man opelve en ekstrem kunstnerisk spændvidde: Fra Adès’ egen fortolkning af sit solo klaver stykke Traced Overhead til kavalkaden af liv, død og død-til-kød-og-blod i det dramatiske Totentanz for et enormt orkester og to solister – dirigeret af Adès selv. Der er også den funklende kontrast mellem den mangfoldige musikalske idyl i de syv satser i hans første strygekvartet Arcadiana og hans Piano Quintet, der vender vrangen ud på sonateformen. Kvintetten eksploderer først sin strukturelle energi ind i en enorm, tyve minutter lang enkeltsatsform, hvorefter værkets materiale mod slutningen kollapser ind i en imploderende hvirvelstrøm – et sort hul som apoteosen af en rekapitulation.

I Asyla og America, de to andre orkester- og korværker han dirigerer, vil man høre to af de – efter min mening – mest livligt berusende og frygtløst kraftfulde stykker fra slutningen af det tyvende århundrede. begge værker bliver man kastet ind i forskellige musikalske grænsetilstande. I America dykker man ned i et imaginært rum, hvor både oldtidens og moderne imperier ligger på sammenbruddets rand og hvor Mayaernes profetier bliver uhyggelige forudanelser om nutiden. Det er et værk, der på en musikalsk måde kredser om den evige sandhed i menneskets cirkulære historie, at alle imperialistiske civilisationer med tiden må følge lovens logik om stigning, opløsning og fald. I sidste ende stivner og smuldrer civilisationerne i lyset af både menneskelig ødelæggelse og overvældende naturkræfter.

Det helt essentielle grænseland i Adès’ musik består af dens umådeligt uforudsigelige kraft, en drømmenes fantasifulde klarhed

I America resonerer disse idéer musikalsk og poetisk både i den rædselsvækkende storm af kvasi-barokke fanfarer, i takt med at conquistadorerne fortærer Sydamerika og i andensatsens hjemsøgte spænding af udbrændte melodiske linier hvor ”aske ingen smerte føler.”

I Asyla er der en gennemgående antydning af en musikalsk form skabt ud fra en miasma-lignende, sygdomssvækket ustabilitet. I starten af værket introduceres dette landskab på på magisk vis, og udfoldes i takt med at musikken fremmaner en melodi fra en spejlglat dis af kvarttoner og glitrende perkussive teksturer. På samme måde former 3. satsen sit hallucinerende vanvid, 4. satsen fremstiller en surreal drøm af senromantiske bevægelser, der er bristet og brækket – om end fornyet og genskabt.

Det helt essentielle grænseland i Adès’ musik består af dens umådeligt uforudsigelige kraft, en drømmenes fantasifulde klarhed. Når man lytter til Asyla – og alle de andre værket præsenteret i forbindelse med tildelingen af Léonie Sonnings Musikpris – opstår en tydelig fornemmelse af, at alt kan lade sig gøre, i den måde musikken udfolder sig på. Man tiltrækkes af musikkens surreale poetik og dramatiske fleksibilitet. Men præcis dette er den ultimative illusion i Adès’ musik, for hver sats er skabt med en funklende akut kompositorisk finesse, der understreger, at hvert værk antager præcis den form som kun det værk antager. Antage. Det er denne kompositoriske smeltedigel, Adès byder sig selv, for der igennem at skabe sine værkers dybe fantasirige rum. For os lyttere betyder det, at de mange grænsetilstande i Adès’ musik er nogle af de allermest interessante at opsøge i den ny musik.