Seis-guiden: Gongen lyder, fri fantasi og ny kvindefestival
Gong Tomorrow. Det er første år med tidligere Jazzhouse-leder Bjarke Svendsen bag roret, men kompositionsmusikken fylder mere end nogensinde på festivalen. Musikdramatik af Jessie Marino og Henning Christiansen, konceptklare koncerter med Simon Løffler og Niels Lyhne Løkkegaard, vokalmusik med Ars Nova og Neue Vocalsolisten samt eksperimenterende aftener med År & Dag, Astrid Sonne, Ying-Hsueh Chen og Cucina Povera. (Kbh., 2.-10. nov., entré.) Info
Komponist-starter. Hvor går man hen, hvis man gerne vil være komponist? Aarhus Musikskole står bag et nyt projekt, hvor aspirerende komponister under 26 år kan vinde individuel vejledning hos etablerede komponister, og så afholder skolen orienteringsaften med bl.a. Lil Lacy og Line Tjørnhøj. (Vester Alle 3, Århus, ons. 31. okt. kl. 19.30, gratis.) Info
Power of Women Festival. En ny festival ser dagens lys, og på diverse scener rundtom i København kan man høre Ida Bach Jensen fortælle om filmen Komponist (2014), lytte til radiokunst om kvinder med Københavns Radiobiograf, debattere ligestilling i kunsten eller gå til koncerter med Jomi Massage og Henriette Groth. (1.-4. nov., entré.) Info
Into Utopia. Det kan være både dyrt og besværligt at få opført sin musik. Medmindre … tænkte Niels Lyhne Løkkegaard, da han sidste år påbegyndte et såkaldt kunstnerisk udviklingsprojekt på Rytmisk Musikkonservatorium … medmindre lytteren selv skal forestille sig musikken. Udstillingen viser frugten af projektet, der nu har nået sin afslutning. (Leo Mathisens Vej 1, Kbh., 22.-26. okt., gratis.) Info
Space Series II. Der er 29 meter til loftet i Diamanten, og bibliotekets komplette rumfang kommer i spil, når stedets 12-kanalers højttalersystem udforskes af de unge, gæve elektroniske komponister Frederik Heidemann, Alex Mørch og Svend Ejnar Fisker Langkjer. Videokunstnere fra Vertigo står for billedsiden. (Søren Kierkegaards Plads 1, Kbh., lør. 27. okt. kl. 21, entré.) Info
Film på Mayhem. Den finske elektronkomponist Mika Vainio står bag soundtracket til Mika Taanilas eksperimentalfilm Tectonic Plate fra 2016 (tor. 8. nov.), en sort-hvid collage over jetlag i Helsinki Lufthavn, mens Henning Christiansen lægger lyd til Ursula Reuter Christiansens Den røde skov fra 1987, der vises sammen med rødstrømpeeksperimentet Tre piger og en gris fra 1972 (søn. 18. nov.). (Ragnhildgade 1, Kbh., kl. 19.30, entré.) Info