Foto: Claudia Prieler

Thomas Adès og Norden

Den britiske komponist, dirigent og pianist Thomas Adès modtager som den 15. komponist Léonie Sonnings Musikpris d. 8. oktober i DR Byen. Før ham har blandt andre Igor Stravinskij (1959), Benjamin Britten (1968) og György Ligeti (1990) modtaget hæderen. I interviewet herunder – foretaget af musikjournalist ved The Guardian, Tom Service – fortæller Adès blandt andet om inspirationen fra det nordiske landskab og de nordiske komponister. Interviewet er venligst stillet til rådighed af SNYK & Léonie Sonnings Musikfond og indgår i en publikation, der udkommer i forbindelse med overrækkelsen af Léonie Sonnings Musikpris 2015 til Thomas Adès.
Af
30. september 2015
Interview med modtager af Léonie Sonnings Musikpris 2015 Thomas Adès
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Du har altid elsket Norden: Både som kunstner og turist! har du har rejst her en del, og danske og finske komponister som især Poul Ruders, Per Nørgård og Jean Sibelius har været vigtige kreative katalysatorer for dig. Kan du forklare hvorfor?

En simpel grund er, at jeg elsker naturen. Der er virkelig vilde steder. Eller: Jeg er ikke sikker på, om jeg ville beskrive Danmark som et vildt sted, men det peger mod nord – mod Grønland og Island – mere end det mod syd. Og musikken fra skandinaviske steder er fuld af lyden af jord og natur, af najader og dryader og naturens ånder. Og jeg er besat af Sibelius. Jeg tror, det har noget at gøre med fornemmelsen for format i hans musik. Selv om hans værker – tonedigtene og symfonierne – ikke er så lange i sammenligning med Bruckner eller Mahlers værker, så skaber de en gigantisk fornemmelse af rækkevidde og format selv i et afgrænset tidsrum. Det at fremmane et musikalsk rum betyder meget for mig, lige som idéen om, at et værk ikke behøver at strække sig enormt i tid for at kunne forme et stort landskab gør det. Det er det, jeg har forsøgt. Hverken America eller Asyla er særlig lange værker, men jeg ville skabe en forståelse af et enormt rum i begge stykker. Jeg tror, det er derfor, jeg føler mig så afstemt til Sibelius. Også i Carl Nielsens musik er der en åbenbaring af ekstreme udtryk uden ekstremer i længde – det er en anden form for kondensering, jeg beundrer.

Musikken fra skandinaviske steder er fuld af lyden af jord og natur, af najader og dryader og naturens ånder

Hvor tror du, at det kommer fra hos Sibelius? Er der et forhold mellem naturen og kulturen i Finland – eller i de nordiske lande generelt – og de tekniske bedrifter i hans musik?

Man kan sige, at Skandinavien var meget vildere på det tidspunkt i historien end f.eks. Tyskland eller Frankrig. Der var selvfølgelig en meget veludviklet litteratur, musik og alt mulig andet, men landskaberne var ikke bredt befolket – hvilket de stadig ikke er. Det betød, at du ikke kunne flygte fra det faktum, at naturen var mere magtfuld end mennesket. Så det kunne være en grund til at musikken – Sibelius’, men også andre nordiske komponisters musik – har denne sans for den menneskelige verdens afgrund. Den dér essentielle virkelighed i magten bag naturens kræfter er bare mere direkte foran dig i Norden, end den er sydpå. Du er virkelig ved menneskehedens tærskel, og der er en følelse af, at du kunne falde ud af civilisationen. Når man lytter til Sibelius, bliver man bare ved med at gå mod Arktis, gør man ikke?  Der er også noget omkring sprogets rolle: som en af mine venner siger; jo længere mod nord du går, jo færre ord bruger de. I takt med at landskaberne bliver større og større, bliver sproget mere og mere sparsomt. Men på den anden side: når Sibelius skaber sine mest ubefolkede musikalske landskaber, mærker man hans menneskelige tilstedeværelse meget tydeligt. Der er altid en iagttager i landskabet. Det er der nødt til at være: det bibringer noget til voldsomheden i konfrontationen mellem ekstremerne i den menneskelige oplevelse af den nordiske natur.

Betyder det, at der på det kompositoriske niveau er noget helt særligt på færde i denne naturinspirerede musik?

Der er en følelse af, at små musiske celler skaber musikkens egen organiske puls, som man så er nødt til at følge som komponist. Det har at gøre med naturlige processer. Jeg tror, der er en tillid i det: hvis man lukker pulsen ind, vil den få tingene til at gro. Det er det, jeg forsøger at gøre i min egen musik.

Men der er også en anden side af Sibelius – hans karakterstykker, hans dagligstueværker. Der er næsten intet mere charmerende, mere glædeligt end disse værker – for når verden uden for og omkring dig er så barsk, er det at man længes efter en følelse af intimitet og civilisation i hjemmet. Og den længsel kan jeg også godt selv genkalde mig. Nielsens oeuvre udtrykker også denne dobbelthed af naturens kraftfulde elementer uden for, og det meget menneskelige og rationelle i verden inden for, som jeg finder meget rørende.

Hvad med de nulevende danske komponister som Poul Ruders og Per Nørgård, der har betydet så meget for dig?

Jeg tror, der er en tillid i det: hvis man lukker pulsen ind, vil den få tingene til at gro

Jeg har beundret deres musik, siden før jeg selv begyndte at komponere. I mine teenageår havde BBC en sæson fyldt med skandinavisk musik, og jeg lyttede til det hele. Og man kan dårligt forestille sig to mere vidunderlige komponister. De laver selvfølgelig vidt forskellige ting: Pouls musik har en ekstraordinær sans for drastisk drama og en næsten filmisk rædsel. Det er svært at sætte fingeren på det, men jeg vidste, at da jeg lyttede til det i 1980’ernes London, lød det, som om hans musik var i færd med at bryde en dramatisk passage gennem isen. Det var ikke en blindgyde: det var musik med en sådan fantasifuld kraft – det var en fremmed musikalsk isbryder, der skabte disse nye verdener. Jeg havde aldrig hørt noget lignende, og jeg tror stadig, at han gør det samme, at han stadig bryder isen.

Jeg føler, at der ikke er nogen mere grundlæggende dansk komponist end Per. Man kan virkelig fornemme, den måde land og hav forbindes på i hans musik. Det er igen denne følelse af menneskeligheden, der anskuer sin grænse, og møder den i naturen. I Pers musik står man på kysten af noget enormt. Det er som ingen anden komponist, jeg kan komme i tanker om. Der er nogle gange denne ærefrygtindgydende sans for tempo, selv om musikken ikke bevæger sig synderlig hurtigt. Når man lytter, bevæger ens sind sig meget hurtigt gennem musikken – man er virkelig på en Voyage into the Golden Screen…