Jeg har ofte spekuleret på hvornår et værk egentlig begynder. Er det når man sætter den første node på papiret, er det når man beslutter hvilke instrumenter man vil benytte, eller skal begyndelsen findes et helt andet sted? Jeg tror man kan tale om mindst to begyndelser. Den første begyndelse er det allerførste værk eller idé i en komponists liv. Alle efterfølgende værker er på en måde relaterede – til hinanden og til det første – derfor synes jeg, at det faktisk giver mening at tale om et livsværk – den lidt romantiserede klang af denne betegnelse til trods. Derfor er ethvert efterfølgende værk altid allerede begyndt, og hvor man synes et nyt værk begynder, vil kun være en rask, men på sin vis overfladisk beslutning: „Her faldt jeg over noget interessant, her begynder det!”

I september så jeg en udstilling på Guggenheim i New York med værker af den koreanske kunstner, Lee Ufan, som jeg ikke kendte i forvejen. Hans stil var meget minimalistisk, og kritikere ville muligvis indvende, at der er produceret uanede mængder hvide lærreder med nogle få streger på, og hans billeder derfor ikke var noget særligt. Jeg kunne nok finde argumenter for at det var noget særligt, og det vil jeg muligvis gøre i et senere blog-indlæg, men jeg indså hurtigt, at hvis jeg virkeligt blev gået på klingen og aftvunget en begrundelse for hvorfor hans billeder gjorde så stort et indtryk på mig, ville jeg kun kunne sige „fordi de er smukke” uden egentlig at være i stand til at argumentere for hvori deres skønhed bestod. På sin vis blev dette den virkelige begyndelse på det stykke jeg nu skal skrive i løbet af det næste år. Før alle andre idéer som ville kunne påvirke stykket står altså denne idé: Stykket skal være smukt. Men så melder spørgsmålet sig straks: hvad er egentlig musikalsk skønhed anno 2011?