Jeg tror det var Boulez, der om Stravinsky engang bemærkede, at der er forskel på hvad Stravinsky siger, og hvad Stravinsky gør. Måske kunne man passende sige det samme om Boulez. Faktisk tror jeg det gælder de fleste komponister, men for nu ikke at træde nogen alt for meget over tæerne, vil jeg vende skytset mod mig selv. Hvorfor denne forskel? Er komponister notoriske lystløgnere? Jeg tror forklaringen er, at der er en meget stor forskel på at reflektere over musikken, og at reflektere musikalsk. At reflektere over musikken er, at tænke over alt det, der er uden om musikken, lige fra lavpraktiske ting som et stykkes varighed, hvilke instumenter man skriver for, sværhedsgrad etc., til mere højtsvævende idéer om musikkens indhold, æstetik og filosofiske aspekter. Disse ting kan man tale om. At reflektere musikalsk, er straks noget andet. Det er her ordene træder i baggrunden, og giver plads til musikken. Det er er her komponisten hører musikken for sit indre øre, inden han skriver den ned. Det komponisten siger musikalsk, kan kun siges musikalsk.

Derfor skal man aldrig tage en komponists forklaringer af musikken for pålydende, men hellere først og fremmest beskæftige sig med selve værket. Det er i selve værket, at kunstneren træder i karakter, det er der han har sin styrke, og det er der han er subjektiv. Alt uden om, er sekundært. Det betyder ikke, at det sekundære ikke er vigtigt, men det har nærmere karakter af inspiration, eller hjælpemiddel, til at indkredse forskellige problemstillinger, og til at skærpe den kunstneriske intuition. Det sekundære, er ofte en slags brændstof i processen med at skrive et nyt værk, og kan som sådan virke meget produktivt, men i det øjeblik de sekundære idéer ikke fungerer kunstnerisk, vil de ofte blive forkastet med en lethed, som på ingen måde modsvarer det store arbejde det var at udtænke dem.

„Når jeg skriver, gør jeg jo for fanden, hvad jeg har lyst til”, sagde Klaus Rifbjerg for nyligt i et interview. Jeg synes denne bemærkning, i al sin enkelhed, præcist rammer det ømmeste, vigtigste og mest afgørende punkt. Hvis man vil skabe et stærkt kunstværk, bliver man nødt til at investere en god del af sig selv i det. Man bliver nødt til at „gøre hvad man har lyst til”. At gøre hvad man har lyst til, er, på sin vis, at stole på sin kunstneriske intuition, og denne intuition bør være nådesløs overfor alt det sekundære, som egentlig havde dikteret noget andet.

I dette lys kunne jeg passende så tvivl om holdbarheden og ærligheden i den (sekundære) idé jeg så frimodigt præsenterede i forrige indlæg: At stykket, jeg er ved at skrive, først og fremmest skal være smukt. Hvis jeg lytter til de værker jeg har skrevet indtil nu, ville jeg nok ikke som det første beskrive dem som smukke. Jeg må også tilstå, at skønhed ikke er det første jeg tænker på, når jeg arbejder på mit nye stykke. Og så måske alligevel, for idéen om skønhed er, lige nu, brændstoffet. Når jeg gør „hvad jeg har lyst til” ender min musik dog næsten altid med at have et overvejende energisk, til tider næsten brutalt udtryk. Men måske er skønhed ikke lig med traditionel „velklang”, og er der ikke også en tendens til, at der til begrebet „skønhed”, klæber sig noget arkaisk? Noget, som nemt bliver verdensfjernt og nostalgisk i sin søgen efter en skønhed, som mest af alt stinker af gammel parfume. Kunne man ikke forestille sig, at et kunstværk kunne være smukt, uden at være det rene skønmaleri?