I de sidste 25+ år har jeg overvejende arbejdet med improvisation og komposition i et hybridt og flydende felt, der kan indeholde elementer af free/eksperimenterende jazz, elektronisk, noise, ny kompositionsmusik etc.

Min praksis i improvisation strækker sig fra ‘fri’ improvisation til forskellige grader af struktureret eller konceptuel improvisation: dvs. en blanding af præ-definerede og ‘frie’ elementer. ’Fri’ er i citationstegn, for ingen improvisation er nogensinde helt fri, selvom den er fri fra at følge et partitur og fri for bestemte stilnormer og regler. Nutidig improvisationsmusik bliver også kaldt instant composing, real-time composition osv. Jeg bruger improvisation i denne tekst. Min tilgang til improvisation er tæt sammenvævet – eller rettere sammenfiltret – med mit arbejde med langsom komposition. 

Mit køn er ikke. Min krop er ikke. Mit køn betyder. Min krop betyder. Mit køn betyder ikke. Min krop betyder ikke. Mit køn er. Min krop er. Min krop er en kvindelig komponist, musiker, sangskriver og tekstforfatters. 2021. Jeg er 47 år gammel og med alderen konstateret, vandrer tankerne videre ind i sindet og de personlige omgivelser, selv samme sind smyger sig rundt i derinde. Jeg stopper op og ved ikke, om jeg skal beskrive dette. Om det har relevans for denne  tekst om mit ståsted i musikken. Om mit køn. Krop. De fysiske arbejdsforhold. Må jeg tale om  børnene? Om alt det der væltede ud af mig. Musik, blod, sæd, børn. Det skabte. Det der skaber.  Hvorfor skriver jeg nu om dette? Hvorfor siger jeg det højt med skriften og kigger afventende på  reaktionen? Jeg gør det her. Hvad sker der så? Jeg tager tøjet af og viser kvindekroppen. Igen og igen. Jeg bestemmer, hvornår den skal vises frem. Jeg bestemmer i hvilken sammenhæng. Jeg bestemmer over min krop. Min krop er. I trods. Ligesom barnets sind går i trods, tager det hele ud i ekstremer, og den utæmmede fantasi står lige bag mig og hvisker i mit øre. Det er sætninger, der ikke giver nogen som helst form for mening. Faktisk er det afgørende, at jeg ikke forstår dem. Man lægger et løg i hånden til en koncert med et Big Band. Bagefter. Man gør det først bagefter. Når alt  står på rækker, fortolker jeg på mig selv og mine omgivelser.

På listen over ting, du sandsynligvis ikke har oplevet meget under pandemien, er et besøg på et britisk museum, men her er din chance – uanset verdenssituationen: Museum of Portable Sound er et fysisk museum dedikeret til at indsamle, bevare og udstille lyde som kulturobjekter, der rejser debatter om digital materialitet, lydens skævhed og lyd som kulturarv. Indtil pandemien har besøgene været rent fysiske, men i løbet af det sidste halvandet år har det været muligt at komme på en personlig omvisning på museet med kurator John Kannenberg via Zoom eller Google Meet. Seismograf mødtes med Kannenberg til en omvisning og et interview. Ved min ankomst fik jeg at vide, at jeg var gæst nummer 1894 – eller rettere besøgsnummer 1894, da turene varierer meget i størrelse, og den sidste omfattede 117 personer.

Tak for turen rundt i dit tankevækkende museum! Kan du give en kort introduktion til Museum of Portable Sound, hvilke samlinger du har, og hvordan du faktisk besøger museet?

To syntetiske sinusklange slår ud på et audiometer. Den kolde kaffe, der før var varm, loopes i psykiske båndsløjfer til lyden af manipuleret hvid støj, der er ældre end min mor. Mit hjem er ikke længere mit hjem, men en planet i en fjern galakse, der langsomt drejer om sig selv og er ude af kontrol. Tiden er på én gang flydende og paradoksal. 

Sådan er det at lytte til Delia Derbyshires musik. Da hun indspillede den, blev den ikke engang opfattet som musik. Når horder af britiske børn lå gemt bag sofaerne ved synet af den tidsrejsende doktor i kultserien Doctor Who, på flugt fra de dødsensfarlige Daleks, var det til interplanetariske toner fra BBC’s Radiophonic Workshop, som Derbyshire var en del af. 

En mand i grøn badekåbe tøffer akavet ind på Takkelloftets mørke scene og giver sig til at onanere op ad flyglet. Han holder sig ualmindeligt hårdt fast til instrumentet, og hans håndbevægelser og stønnen er den eneste lyd, vi hører, for der er ingen musik endnu. Soloakten fungerer nærmest som en slags ouverture og slutter med en finale af ynkelig udløsning i noget sammenkrøllet toiletpapir, der placeres nænsomt under klaverets låg.

Selv om manden synes at befinde sig i sin egen verden, er han dog ikke alene. Han er indlogeret på et hotel, hvor en tjener med slagterudtryk og tre hyperseksualiserede servitricer står rank og truende omkring ham. Foran flyglet ligger endnu en hotelgæst i grøn badekåbe og prædiker ud til os fra sin hvide seng med dyb talestemme: »Dette er min sang til dig, du vilde mand, som går dine egne veje. Jeg er Glahn. Kald mig Pan. Kald mig, hvad I vil.«

Mens verden kørte på lavt blus, drog Den Sorte Skole på turné, ikke med et lille show, men med et stort tænkt værk under navnet REFRAKTO. Koncerterne, der blev fremført i kirker i Danmark, Tyskland og Schweiz (pandemien aflyste en koncert i Indien), blev markedsført som en »interreligiøs audiovisuel forestilling skabt til kirker og katedraler« – med mere end 350 samples fra forskellige kulturelle og religiøse ceremonier fra hele verden. 

Et spørgsmål rejste sig allerede før, jeg satte mig på kirkebænken i Skt. Lukas Kirke, hvor der lå pamfletter med introduktioner til de 18 forskellige ritualer, vi skulle igennem på bare én aften. Spørgsmålet angik gruppen Den Sorte Skole, som jo fra begyndelsen af deres karriere har blandet musikalske traditioner fra hele verden – fra Berghain til Honduras, Paris til Goa fra Island til Iran.

Allerførst en advarsel. Alt, hvad her følger, er skrevet lige i halen på to døgns uafbrudt selskab med landets mest entusiastiske juleavantgardister. Tiden står ganske uklart for mig, livet er hvid røg. Jeg ved, at det er juleaften på fredag, jeg ved, at det lige før var fjerde søndag i advent, og jeg ved, at jeg nu har hørt 287 julesange med Dødens Garderobe. Derudover ved jeg ikke længere noget som helst.

Jeg ville nu ikke have været det foruden. De sidste par måneder har julens musik fyldt overraskende meget i min hverdag. Først blev jeg udfordret af Atlas-redaktør Kristoffer Granov til at skrive et essay om denne, trods to årtiers poptimistisk selvretfærdighed, fortsat noget udskammede genre. Pludselig sad jeg og læste en hel bog om Irving Berlins »White Christmas«, verdens bedst sælgende single nogensinde, mens playlister med dansk, svensk, norsk jul, med arabisk, jødisk, koreansk jul, ny jul, gammel jul, dansktopjul strømmede gennem ørerne.

Nordisk musik er Big in France. Det er en begivenhed, når den i Paris bosatte finske komponist Kaija Saariaho får opført sine værker, som hun for nylig modtog en ærespris for på Venedig Biennalen. Danske komponister er darlings på traditionsrige festivaler som Warszawa Efterår. Og i Kiel, på den nye festival Frequenz – Festival der Klangkunst, som i år fandt sted for blot anden gang, var nordiske og især danske komponister og musikere ikke til at komme uden om. 

Man vadede nærmest direkte ind i Kirstine Lindemanns værk Between Strings (2020): syv snore, der hang som vasketøjssnore i foyeren på Stadtgalerei Kiel. Snorene var spændt ud mellem gamle musikinstrumentkasser og afgav lyd, når de blev aktiveret af performere (lokale, der havde meldt sig på dagen), som berørte hver deres snor, mens de gik langs snoren. Lindemann gav tegn via en lampe, når det var deres snor, som stod for tur.