Smykket med kopier af Parthenon-relieffet byder Skulpturhallen i Lunds Pufendorf IAS indenfor, og den tætte masse af besøgende oplyses blødt i lyserøde og varme toner. Alle sidder stille, mens atmosfærens behagelighed smelter sammen med en drømmende lyd, som toner frem. Snart bliver det drømmende soundscape dystert, og indvarsler en koncert bestående af stærkt engagerede, politiske musikstykker.

Antifascism – Elektronisk musik fra verdener i brand – en koncert med modereret talk kurateret af Sanne Krogh Groth og Katja Heldt i forbindelse med Kulturnatten i Lund 2022 – møder os med et citat fra Rosa Luxemburg: »Det mest revolutionerende man kan gøre, er til enhver tid at proklamere, hvad som sker i øjeblikket«. Og man må sige, at de fire kompositioner, som det kvadrofoniske lydanlæg afspiller for os, taler særdeles klart og stærkt. Både fra stykker med rødder i 70’er-traditionerne og nyligt komponerede værker, bestilt til denne begivenhed, bryder stærke stemmer frem gennem disse værker, som hovedsageligt kvindelige komponister står bag.

Pionerer & outsidere – Dansk elektronisk musik 1928-1980 har været længe undervejs. Den elektroniske komponist, lydkunstner og skribent Jonas Olesen har over en årrække arbejdet med at få disponeret sit tekstmateriale samt få de mange informationer og betragtninger på plads. Alene omfanget af personer nævnt i bogens takkeliste vidner om indsatsens omfang. 

Jonas Olesen er del af Institut for Dansk Lydarkæologi, der gennem de senere år har opstøvet og udgivet ældre, oversete eller ikke-tilgængelige værker inden for dansk elektronisk musik og lydkunst. Bogen kan ses som en logisk følge af instituttets arbejde på området og rummer så store mængder ikke tidligere tilgængelig eller kontekstualiseret information om dansk elektronisk musik i 1900-tallet foruden forhistorier til den, at det nu er muligt at forstå området som langt mere omfattende og betydningsfuldt end hidtil antaget.

Den engelske journalist og musikkritiker Andrew Mellors bog The Northern Silence er en velskrevet, reportagebåren kærlighedserklæring til den nordiske region, som den tager sig ud gennem især partiturmusikken, i nogen grad gennem folkemusikken og i lidt mindre grad gennem populærmusikken. 

Bogen er en slags opsummering so far af forfatterens indgående kendskab til nordisk musikkultur: Siden midten af 00'erne har han skrevet om området for engelske medier, og siden 2015 har han boet i regionen, nærmere bestemt København. En empirisk tilgang dominerer bogen, idet dens materiale udgøres af Mellors mange møder med værker og mennesker vidt forskellige steder i Norden (som i bogen er identisk med de fem nordiske lande foruden Færøerne, mens Grønland og Ålandsøerne ikke inddrages).

Mange af os lever i dag et liv gennemsyret af ambient i bredeste forstand. Vores hverdage præges af farverige og justerbare lyssætninger i hjemmet. Endeløst flow-TV på fjernsynet og ligeså endeløse YouTube-spillelister på computeren. Beroligende ASMR på telefonen til når vi har brug for hjælp til at falde i søvn. Mere gammeldags virkemidler som duftlys og røgelse. Og så selvfølgelig musikken, ambient eller ej. Mulighederne for mere eller mindre subtilt at påvirke vores eget og andres humør og vores omgivelsers grundstemning er mange. Vores travle liv i det moderne præstationssamfund har, måske ubevidst, givet mange af os smag for ambiente kulturprodukter. Eller i hvert fald en ambient brug af kulturprodukter, der ikke nødvendigvis var tiltænkt en sådan – hvem af os har for eksempel ikke sat en film på på Netflix, for derefter at lave alt andet, end at se den?

En legendarisk lydoptagelse er tidligere i år udkommet efter i lang tid at have været et geheimtip: To pladeoptagelser fra henholdsvis 1948 og 1949 med eksperimenterende lydværker fra kredsen omkring kunstnergruppen Linien II. Jeg hørte første gang om de to plader for ca. 10 år siden, hvor de var blevet genfundet i arkivet på Statens Museum for Kunst, og det har i de seneste år været muligt at sætte sig i museets samling af konkretistisk kunst og lytte til dem i et par hovedtelefoner. Udgivelsen er allerede omtalt i Seismograf, men den giver anledning til en videre refleksion over, hvordan vi forstår 1950’erne i dansk musik. Måske skal historien om den tid skrives anderledes, og måske vi har ledt de forkerte steder.

»Det er jo ikke musik; det er malere, der laver støjmalerier,« siger Richard Winther i det interview fra 1971, der er med på udgivelsen. Med en anden vinkel fremhæver Magnus Kaslov i ledsagepublikationen det tidsmæssige sammenfald mellem Pierre Schaeffers første musique concrète-værk, Cinq études de bruits, skabt hen over sommeren 1948 og uropført i oktober, og indspilningen af den første lakplade, der blev brugt på Linien II’s udstilling fra slutningen af juli samme år. Man må forstå, at det er den danske konkrete musik, der har sin start her. En tredje vinkel er at se det som tværæstetiske manifestationer, der er en forløber for Fluxus. I alle tre tilfælde sker der en afgrænsning over for begrebet musik – men det er jo musik!

Den kinesiske kalender påstår, at 2022 er tigerens år. Det lyder som en fejl i stjernerne, for ingen kan vel være i tvivl om, at 2022 indtil nu har været operaens år. Du kan vække hvem som helst i kongeriget midt om natten – vagabonder, rindalister, hooligans, kønsforskere, og hvem vi ellers er – og de vil alle kunne fortælle, at Det Kongelige Teater i år ryddede landets avisforsider med en opera om aktiv dødshjælp, og at tre akavede, hvide mænd kørte Europa tyndt i en autocamper for at lære lidt om opera og, uafvendeligt, livet. 2022 har været én lang operarejse.

Mens statsledere, indkøbspriser og rumrejsende har fået storhedsvanvid, som man ikke har haft det i generationer, er det samme sket for klassiske komponister.

»H-A-A-A-A-N-I-N-G,« sagde manden til hotelreceptionisten i Kassel. Den danske kunstner med fornavnet Jens og tilnavnet Take the Money and Run tjekkede ud med det fladeste a. Alle er på documenta – en 100 dage lang kunstfestival, som siden 1954 har fundet sted hvert femte år i den tyske by Kassel (sært, at kun et par danske medier har skrevet om documenta i år). At tjekke ind her, plejer at være ret befordrende for en kunstners CV. Her kultiveres alt det nye, ikke has-beens. 

Men ingen documenta uden ballade. »We are angry, we are sad, we are tired, we are united,« skriver massevis af kunstnere i et åbent brev på kunstplatformen e-flux denne weekend. Balladen startede med fjernelsen af værket People's Justice fra Kassels centrale plads få dage efter documentas åbning.

Stivnet sad vi i Stærekassens teatersal, kringsat af militærmusikere. Tubaerne på scenen lignede et kanonbatteri. Deres instrumenter var afsikret og rettet skarpt mod publikum. Instrumentmutes lignede sprænghoveder, klar til affyring som en stranguleret, død klang. 

Vi var midt i Jacob Kirkegaards orkestrale kampzone Kryds Ild. På en måde havde jeg mest lyst til at desertere. Rundt om os fløj det med lydlige slagtøjsprojektiler og skælvende messinggranater. Men noget holdt mig til ilden, en makaber nysgerrighed. Værket bevægede sig gradvist tættere på den smældende frontlinje i et langt Boléro-agtigt crescendo. Hvad mon der ventede på den anden side af kugleregnen? 

I den forgangne weekend drog festivalsommeren, hvad man vil godt kan kalde årets sidste suk med bl.a. den eksperimenterende Aarhus-festival Alter og det mere folkekære rootsmekka Tønder Festival. Men den garvede festivalgænger ved, at festivalåret langt fra er slut. At det måske ret beset først lige er begyndt. Man behøver ikke at lede længe efter musikfestivaler i efteråret, men man skal dog lede, da efterårets festivaler i sagens natur gemmer sig væk fra de offentlige pladser og kryber indenfor. 

Faktisk ender jeg med at skulle lede en hel del efter den lille Idealistic Festival, da jeg begiver mig ud i den endnu sommerlige septemberfredag for at søge. Den finder sted på det københavnske undergrundsspillested Mayhem, som i sig selv kan være svært at finde for de uindviede i det lidt sære ingenmandsland mellem Ydre Nørrebro, Nordvest og Østerbro, hvor det befinder sig.

Heden er trykkende den sene majdag i det jødiske kulturcenter Oneg Shabbat i Beograd. Også på scenen, hvor den legendariske franske kontrabassist Joëlle Léandre både på den ene og den anden måde kæmper med sit instrument. Sveden driver fra den 70-årige musiker, der mellem numrene hele tiden må tørre sit instrument med en klud for at få sveden bort, samtidig med at hun selv må indtage store mængder vand. Det kan ligne en atletisk præstation, og det er ikke kun varmen i rummet, der bringer sveden frem. For hos Léandre er den musikalske frembringelse i høj grad en fysisk brydekamp med instrumentet, ledsaget af vokale udbrud, der understreger denne helt igennem kropslige oplevelse fra sagte hvisken til næsten dødsmetallisk growlen. På samme måde trakteres instrumentet med lige dele blide buestrøg og pågående kollisioner mellem fingre og strenge. »C’est la vie!« udbryder Léandre, der bestemt ikke er uden humor, da hun atter må finde kluden frem og tørre det hårdtprøvede instrument.