Nogle af mine lykkeligste stunder med lyd har fundet sted på Spor Festival i Aarhus. Jeg husker stadig 10-årsjubilæet i 2015, hvor Simon Steen-Andersen var gæstekurator og dystede med Simon Løffler og François Sarhan om at skabe det mest afsindige illusionsværk. Eller året efter, her forvandlede belgiske Nadar Ensemble store dele af byen til formidable musikalske bluffnumre og velskåret kitsch. Igen og igen har Spor hævet barren herhjemme for audiovisuelle eksperimenter af allerfineste karat.

Alligevel er der murren i krogene. Nogle mener, at festivalen har mistet flyvehøjde, efter man er gået væk fra det glimrende koncept med at invitere internationale gæstekuratorer. Jeg er ikke uenig, men som alle andre har også Spor været mærket af pandemien, og helt rimeligt er det vel ikke at sammenligne de seneste udgaver med jubelår for seks, syv eller otte år siden. Objektivt set må festivalens undertitel, »Nordens førende festival for lyd- og tonekunst«, dog tages med et gran salt: I år, hvor Spor fandt sted for 19. gang (10.-14. maj), var lydkunsten helt gledet ud af programmet.

Der er ingen nøjagtig placering eller pil i programmet, kun vage instruktioner og et par billeder. Først skal vi med kabelbanen til Fløyen-bakken med udsigt over Bergen. Derefter følger vi vejen gennem en fugtig nåleskov. For nylig regnede det igen, det er hvidt blandt de kæmpestore graner. Vi fortsætter ned ad den snoede sti, jeg er ved at blive kold. Jeg begynder at bekymre mig om, om vi er sikre på, at vi er på rette vej, og hvor langt frem. Men her, mellem stammerne, ses festivalens velkendte flag, og en mosbeklædt træhytte dukker op bag nogle frugttræer. Det er en traditionel nordisk goáhti, et opholdssted for kunstnere, som foretager dialoger med den samiske kultur. Indenfor er der skandinavisk hyggeligt: ​​rensdyrskind på gulvet, puder og puffer, et fritstående brændekomfur og varm te serveret af en smilende frivillig. 

Vi er samlet her for at lytte til en 45-minutters collage, Rođu Govkkit / Glenner i Vier, af dette års artist in residence på Borealis-festivalen, Elina Waage Mikalsen.

Turn that »music« off! Marcel Cobussen wants us all to re-orient ourselves within the houses, communities, cities, countries and civilizations in which we exist and to do so by concentrating on the sound of that vacuum cleaner your neighbor is pushing around. He gently suggests, in this madcap-but-persuasive, homespun-but-rigorous book, that we can do so by listening more intently to the world around us – to the residual noises of industry, nature and the most banal of human activities. 

To paraphrase John Cage: when we ignore everyday sounds they irritate, but when we listen they fascinate. »Can Cage’s legacy be held, continued and extended?« asks the Dutch sound philosopher and Professor of Auditory Culture at Leiden University in Engaging with Everyday Sounds – a manifesto for a new way of interpreting and interacting with the notion of Sonic Materialism. Sure it can. But in the ways suggested here? I’m not quite ready to hitch my ears unequivocally to Cobussen’s way of hearing the world…yet.

Sluk for den »musik«! Marcel Cobussen ønsker, at vi alle orienterer os på ny inden for de huse, samfund, byer, lande og civilisationer, vi eksisterer i, og gør det ved at koncentrere os om lyden af ​​den støvsuger, som din nabo skubber rundt. Han foreslår blidt, i denne vanvittige-men-overbevisende, hjemmelavede-men-stramme bog, at vi kan gøre det ved at lytte mere opmærksomt til verden omkring os – til de resterende støjlyde fra industrien, naturen og de mest banale menneskelige aktiviteter.

For at parafrasere John Cage: Når vi ignorerer hverdagslyde, irriterer de, men når vi lytter, fascinerer de. »Kan Cages arv bevares, videreføres og forlænges?« spørger den hollandske lydfilosof og professor i auditiv kultur ved Leiden Universitet i Engaging with Everyday Sound – et manifest for en ny måde at fortolke og interagere med forestillingen om sonisk materialisme.

En særegen musikbegivenhed blæser snart ind på spillestedet Alice på Stairway i Vanløse. Ode to Stone er titlen på et musikstykke tilegnet det stenholdige klitlandskab ved Vesterhavet. Et værk oprindeligt skrevet til festivalen Gong Tomorrows open call til musik til Danmarks nye naturnationalparker, hvis uropførelse i november sidste år blev aflyst i kølvandet på den stadigt spøgende corona-pandemi. 

Projektet, som får premiere 16. april, har været længe undervejs, siger de to initiativtagere, den norske komponist Ingri Høyland, der også udgiver musik under navnet Hôy La, og billedkunstner Lea Guldditte Hestelund, der under vores korrespondancer sidder med et meget nyfødt barn på armen – et faktum, der skal vise sig af langt mere tematisk relevant, end man måske umiddelbart skulle tro. 

Der var noget barnligt fascinerende ved Zoe Efstathiou, når hun satte sine mikado-pinde, klemt ned mellem to strenge på flyglet, i vibrationer med to fingre smurt ind i harpiks. En nysgerrig, måske helt naiv udforskning af den klassiske musikkulturs mest symbolske instrument – med helt utrolige, musikalske virkninger til følge. Jeg blev i hvert fald fuldstændig overvældet af de spinkle, grødede, ustabile klange, der løftede sig ud af den store klangkasse som gigantiske, slanke stemmer fra en helt anden verden end den klassiske. 

Det var både meditativt og urovækkende – og melankolsk og opløftende på en og samme tid – da den græske komponist og performer åbnede den lille festival Piano Days CPH med et akustisk nybrud, der havde format til at kradse et hul i vores normale opfattelse af virkeligheden.  

Set udefra er der noget inde på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som ikke helt stemmer. Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide bygninger på Rosenørns Allé. Måske ikke i konkret forstand, men i den grad i overført betydning.

Den gamle institution står uden en professor i komposition, har ingen kvindelige komponister tilknyttet som undervisere og kan blandt sine indskrevne på komponistlinjen kun tælle to ud af 20, der ikke er udenlandske studerende – og dermed altså ikke betaler hele gildet af egen lomme (som det er tilfældet for ikke-EU-studerende, red.).

Kald det sparetider eller krisetegn, noget er i hvert fald ikke helt, som det har været, i det gamle radiohus. Det afslørede også årets Pulsar Festival, der fandt sted 9.-15. marts og imponerende nok bød på 13 velbesøgte koncerter med i alt knap 70 værker af, primært, nuværende studerende.

Musikjournalistikken hædrer stadig i høj grad frontfigurer, og vi er alle blevet indprentet det kapitalistiske liberale tankegods om, at man er sin egen lykkes smed. For de fleste musikere – uanset hvilken genre de arbejder i – er musikken imidlertid ikke bare et ensomt virke, men en stadig udveksling af idéer, skitser og toner sammen med kolleger på tværs af faglighed, uanset om man udfolder sig i bands, orkestre, udgivelses-kollektiver, arrangørkollektiver, går til jamsessions eller arbejder sammen med co-writere eller producere.

Tre musikere – Qarin Wikström, Mika Persdotter, Sonja LaBianca – født i tre forskellige årtier fortæller om deres fællesskaber, og hvad fællesskaber betyder for dem og deres musik.

»Jeg vil være en del af bandet«

»Det er vigtigt for mig at være i kontakt med både det indadvendte og det udadvendte,« siger Qarin Wikström, komponist, sanger og elektronisk musiker, som har været en del af den københavnske eksperimentelle musikscene i mere end 20 år.

»This is the world's most important festival«.

The grandeur was palpable in the last of the opening speeches for the 19th edition of the Barents Spectacle in the northern Norwegian city of Kirkenes. It was obvious that the speaker Knut Olav Åmas from the press freedom organization Fritt Ord was aiming to make the newspaper headlines. At times it almost seemed as if he was speaking directly to me – meaning the foreign press, which had been invited 400 km north of the Arctic Circle to the border town with its complicated relationship with its neighbor to the east.

It was close to an overstretch, when Åmas elevated journalism to »history’s first draft«. I guess that was the minimum one could do on this date: February 24 – one year after the Putin regime's full-scale invasion of Ukraine. Most of us who stood in the bitter arctic cold waiting for the opening show to start had just come from a torchlight procession starting at the Russian Consulate General. In addition to the condemnations of the war, a large part of the demonstration speeches were filled with sympathy for the Russian population. Like Ukraine, Russia is also occupied, people said several times.

»Det her er verdens vigtigste festival«.

Storladenheden var til at tage og føle på i den sidste af åbningstalerne for den 19. udgave af Barents Spektakel i den nordnorske by Kirkenes. Taleren Knut Olav Åmas fra trykkefrihedsorganisationen Fritt Ord havde sigte mod avisoverskrifterne, fornemmede man. I momenter virkede det nærmest, som talte han direkte til mig – altså den udenlandske presse, der var blevet inviteret 400 km nord for polarcirklen til grænsebyen med det indviklede forhold til sin nabo mod øst. 

Det nærmede sig et overstretch, da Åmas ophøjede journalistikken til »historiens first draft«. Mindre kunne vel ikke gøre det på denne dato: 24. februar – et år efter Putin-regimets fuldskala-invasion af Ukraine. De fleste af os, som stod i den bidende polarkulde og ventede på, at åbningsshowet skulle gå i gang, kom lige fra et fakkeloptog med afmarch fra det russiske generalkonsulat. Udover fordømmelserne af krigen var en stor del af demonstrationstalerne belagt med sympati for den russiske befolkning. Ligesom Ukraine er Rusland også okkuperet, lød det flere gange.