Norge har mange festivaler for ny musik. Ingen af dem er ens. Borealis i Bergen er den elegante, der undgår de etablerede musikhuse og konstant overrasker med nye lokationer (kun koncerten i det udendørs Nordnes Sjøbad er altid et must). Ultima i Oslo er den store, bredskuldrede festival, der kan præsentere en kæmpeproduktion af Iannis Xenakis, som slår luften ud af publikum allerede på første dag. Barents Spektakel i Kirkenes, 400 nord for polarcirklen, med udsigt over til Rusland, er den unge og politiske, der tør slå nye sprækker i jerntæppet.

Så hvad er Only Connect, en rejsende festival arrangeret af nyMusikk, som i år for anden gang fandt sted i Trondhjem, og hvis titel signalerer en altomfavnende connectedness, så min hjerne straks begyndte at scrolle igennem Nokias mange reklamer gennem tiderne? Only Connect – »ein komposisjon under utvikling«, hed det i programhæftet. Og det lød ikke, som om ambitionen var at slå sprækker i noget som helst, snarere skulle vi – kunstnere, publikum – bygge op, helst i fællesskab.

Festivalsæsonen er for alvor i gang. Spor og Klang, to af de toneangivende danske festivaler for kunstmusik, er netop overstået, og tidsskriftet Seismograf valgte at bringe to længere anmeldelser af de to festivaler – anmeldelser med fokus på den samlede festivaloplevelse snarere end de enkelte kunstneriske oplevelser på de enkelte forestillinger og koncerter. De to anmeldelser har de senere dage sat gang i en debat om musikkritikkens rolle indenfor genren med læserbreve og kommentarer bragt i Seismograf foruden en livlig debat på Facebook.



Som direktør i Art Music Denmark taler jeg dagligt med rigtig mange kunstnere, organisationer og andre professionelle inden for kunstmusikken, og jeg bør selvfølgelig nævne, at jeg selv har mange både personlige og professionelle relationer til kunstnere og journalister, der indgår i debatten.

Forleden drømte jeg, at jeg havde en lang og meget venskabelig Messenger-chat med Thomas Treo. På Jexper Holmens egentlig ganske sobre og i nogen forstand rimelige læserbrev – samt en lidt mere, hm, passioneret kritik på Facebook fra en af hans kolleger – kan jeg forstå, at det ikke kun er i søvnen, jeg har nærmet mig Danmarks mest berygtede musikkritiker. Også i virkeligheden skal jeg have mistet fornemmelsen for rimelighed og sandfærdighed i en grad, så min anmeldelse af årets Klang Festival – og muligvis også af Spor Festival – er at regne for overfladisk og, ifølge Facebook-debattøren, vistnok også maliciøs synsning.

Jeg har kritikerkolleger, der ville gå ud af deres gode skind bare ved tanken om selv at blive udsat for det samme, som de selv bruger en stor del af deres liv på: at kritisere andre. Sådan har jeg det ikke selv. 

Kære Seismograf

Jeg har flere gange været irriteret over jeres tyndbenede dækning af musikdramatik og af musik i det hele taget, men Sune Anderbergs behandling af Lasse Schwanenflügel-Piaseckis operafilm Vil du med til Janus? i sin anmeldelse af Klang Festival var dråben.

Det holder ikke, at en så vigtig premiere – Anderberg konstaterer selv, at det var Klangs mest ambitiøse enkeltværk – betænkes med to lunkent formulerede afsnit midt i en generel festivalreportage. Det er slemt nok, at dagbladene bliver mere og mere tynde i deres dækning af ny musik, men Seismograf skal forestille at være et akademisk tidsskrift dedikeret til kunstmusik, så vi kan godt tillade os at forvente en ordentlig anmeldelse herfra.

»Det er knald eller fald,« sagde Rune Glerup med idealismen i fuldt flor, da han og Christian Winther Christensen præsenterede den første Klang Festival for præcis ti år siden. Dengang, i 2013, handlede det om at positionere sig i forhold til forgængeren, Athelas New Music Festival. Ud med de indsnævrende temaspor og den bedagede kuratering af fortidens frontløbere, ind med de unge komponister og ensemblernes selvbestemmelse. Der var ingen grund til at lave festival bare for at lave festival, mente Klangs første kunstneriske ledere, nu skulle København på omgangshøjde med udviklingen i resten af Europa. Så måtte det briste eller bære.

Indtil videre har det båret. I løbet af årene har Klang opført dristige operaer som Lasse Schwanenflügel Piaseckis Falling Awake, Jexper Holmens De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne og Rasmus Zwickis Duncan House, mens man med iscenesatte værker som Simon Steen-Andersens Walk the Walk, Niels Rønsholdts Archive of Emotions and Experiences og Hannes Seidls Land har søgt at trække festivalen ud af sine vante, fortrinsvis kammermusikalske rammer. Med god grund.

Forestil dig, at du fordyber dig i miljødata, mens du opdager de indviklede arkitekturer af miljømæssig sansning, der omgiver os. The Environmental Audiotour præsenterer Helsinki og Vallisaari i form af miljødata. Fortællerstemmen fører os gennem forskellige rum og steder i fortiden og fremtiden: Virkelige og forestillede historier udfolder sig i samklang med elementære kræfter i bymiljøet, fra vand til luft og fra land til ild. Fortælleren henleder vores opmærksomhed på den transformerende energi og de økologiske landskaber, når vi bevæger os gennem forskellige »øer« i byen.

The Environmental Audiotour er udviklet af Jussi Parikka, Paolo Patelli og May Ee Wong. Projektet består af seks lydhistorier, der kan opleves i den sydlige havn nær Lyypekinlaituri, i Vallisaari ved ruinerne fra den gamle vejrstation, i Hietalahti, i Kaisaniemi Botaniske Have og i Sörnäinen nær Uniarts Academy of Fine Arts – såvel som online.

»The thing that makes love precious for all of us, not just for fairy-tale creatures and mythical opera heroes, is that my love is just as meaningful and just as exalted and just as doomed.« (David Lang i The New York Times, 2012)

Amerikanske David Lang havde lige vundet en Pulitzerpris for sit oratorium The Little Match Girl Passion, da han blev bestilt til at skrive et værk til Anonymous 4, en kvindekvartet kendt for deres fortolkninger af middelalderpolyfoni. Det førte til værket Love Fail, der i sin sammenblanding af middelalder og moderne minimalisme reflekterer over kærlighedens ekstase og undergang.

Love Fail blev oprindeligt skrevet til koncertbrug, men kan også iscenesættes som opera, hvilket SAGA Vokalensemble med operasangere Lykke Appelon Ilkjær, Angelica Asp, Freja Eva Lockenwitz og Nanna Varmer Ipsen netop har bevist sammen med instruktør Selma Mongelard og videokunstner Magnus Pind, først på Den Fynske Opera og sidenhen på Nørrebros Literaturhaus, hvor jeg oplevede værket.

Nogle af mine lykkeligste stunder med lyd har fundet sted på Spor Festival i Aarhus. Jeg husker stadig 10-årsjubilæet i 2015, hvor Simon Steen-Andersen var gæstekurator og dystede med Simon Løffler og François Sarhan om at skabe det mest afsindige illusionsværk. Eller året efter, her forvandlede belgiske Nadar Ensemble store dele af byen til formidable musikalske bluffnumre og velskåret kitsch. Igen og igen har Spor hævet barren herhjemme for audiovisuelle eksperimenter af allerfineste karat.

Alligevel er der murren i krogene. Nogle mener, at festivalen har mistet flyvehøjde, efter man er gået væk fra det glimrende koncept med at invitere internationale gæstekuratorer. Jeg er ikke uenig, men som alle andre har også Spor været mærket af pandemien, og helt rimeligt er det vel ikke at sammenligne de seneste udgaver med jubelår for seks, syv eller otte år siden. Objektivt set må festivalens undertitel, »Nordens førende festival for lyd- og tonekunst«, dog tages med et gran salt: I år, hvor Spor fandt sted for 19. gang (10.-14. maj), var lydkunsten helt gledet ud af programmet.

Der er ingen nøjagtig placering eller pil i programmet, kun vage instruktioner og et par billeder. Først skal vi med kabelbanen til Fløyen-bakken med udsigt over Bergen. Derefter følger vi vejen gennem en fugtig nåleskov. For nylig regnede det igen, det er hvidt blandt de kæmpestore graner. Vi fortsætter ned ad den snoede sti, jeg er ved at blive kold. Jeg begynder at bekymre mig om, om vi er sikre på, at vi er på rette vej, og hvor langt frem. Men her, mellem stammerne, ses festivalens velkendte flag, og en mosbeklædt træhytte dukker op bag nogle frugttræer. Det er en traditionel nordisk goáhti, et opholdssted for kunstnere, som foretager dialoger med den samiske kultur. Indenfor er der skandinavisk hyggeligt: ​​rensdyrskind på gulvet, puder og puffer, et fritstående brændekomfur og varm te serveret af en smilende frivillig. 

Vi er samlet her for at lytte til en 45-minutters collage, Rođu Govkkit / Glenner i Vier, af dette års artist in residence på Borealis-festivalen, Elina Waage Mikalsen.

Turn that »music« off! Marcel Cobussen wants us all to re-orient ourselves within the houses, communities, cities, countries and civilizations in which we exist and to do so by concentrating on the sound of that vacuum cleaner your neighbor is pushing around. He gently suggests, in this madcap-but-persuasive, homespun-but-rigorous book, that we can do so by listening more intently to the world around us – to the residual noises of industry, nature and the most banal of human activities. 

To paraphrase John Cage: when we ignore everyday sounds they irritate, but when we listen they fascinate. »Can Cage’s legacy be held, continued and extended?« asks the Dutch sound philosopher and Professor of Auditory Culture at Leiden University in Engaging with Everyday Sounds – a manifesto for a new way of interpreting and interacting with the notion of Sonic Materialism. Sure it can. But in the ways suggested here? I’m not quite ready to hitch my ears unequivocally to Cobussen’s way of hearing the world…yet.