Else Marie Pade, komponist og dansk pioner inden for elektroakustisk musik, ville være fyldt 100 år i år. Hendes navn er stadig langt fra lige så kendt uden for Danmarks grænser som hendes jævnaldrende mandlige samtidige eller de kvindelige komponister, der oftere og hyppigere optræder i koncertprogrammer som følge af en stigende interesse for genvundne fortællinger om kvinder, der har komponeret elektronisk musik siden 1950'erne.

I Danmark oplevede Else Marie Pade, som døde i 2016, i over et årti en bemærkelsesværdig renæssance med sin musik og blev efterfølgende indlemmet i den musikalske kanon og i selvbilledet af en dansk historie for elektronisk musik. Hendes navn var ellers siden slutningen af ​​1970'erne blevet glemt. Det, der begyndte som en nicheinteresse for en håndfuld danske musikologer omkring Henrik Marstal og Ingeborg Okkels, inspirerede i begyndelsen af ​​2000'erne fem danske dj's (Hans Sydow, Ejnar Kanding, Thomas Knak, Jens Hørsving, Bjørn Svin) til at remixe Pades mest kendte elektroniske komposition, Syv Cirkler (1958), som startede en ægte Pade-bølge i Danmark, der fortsætter den dag i dag og rækker langt ud over det mindretal, som interesserer sig for avantgardemusik.

Når den store øgle og den lille E.T.-lignende figur synger kærlige arier i autotune, glemmer man, at de ikke er virkelige. To performere fra Oslo-duoen Only Slimes bevæger sig foran skærmen og lægger krop til øglen og E.T., som ikke er brun, men i friske pangfarver, ligesom den fantastiske palmestrand, de sidder på og taler om eksistens. Den absurde avatar-hyperpop-computerspil-opera hedder Afterlife.

Imens er komponister fra hele Norden ved at lande i Glasgow. En har rejst i to dage fra Lofoten, en anden har kørt med tog i 27 timer fra København, en tredje spørger i Danskergruppen på Facebook, hvor han skal holde sit oplæg. Nordic Music Days er spækket med konferencer, koncerter, workshops og sound walks. Verdens ældste festival for nordisk samtidsmusik, som egang gik under navnet Nordiske Musikdage, har siden 1888 gået på skift i de nordiske lande med afstikkere til Paris og London. Nu gælder det Glasgow.

Det dufter af lavendel i Den Franske Pavillon. Publikum bevæger sig langsomt rundt i en organisk skulpturel installation til modeshow-lignende elektronisk musik. Det er som at gå rundt i en lækker modebutik. Man føler sig hjemme i digteren, komponisten og performeren Julien Creuzets gennemførte æstetik med et touch af Caribien. Og netop sådan, med den privilegeredes blik, hørelse og duftesans, går man videre ind i de mange multisensoriske rum på den 60. Venedig Biennale. 

Med temaet Stranieri Ovunque – Foreigners Everywhere giver kurator Adriano Pedrosa en stemme til de marginaliserede, de koloniserede, mennesker på flugt, outsiderkunstnerne og folkekunstnerne fra Det globale syd. Det kan mærkes, taktilt i de mange tekstilværker fra Columbia, fra Chile – værkerne kradser. Selv om den unge kinesiske kunstner Xiyadies erotiske papirklip virker uskyldige står de i skærende kontrast til krig, flygtninge og ødelæggelse, som i år naturligt er uundgåeligt i 2024. 

Men der er også rigtig mange immersive rum med dufte og lyd i de nationale pavilloner: 16 parfumer spiller en lige så stor rolle som den enlige skulptur i Den Sydkoreanske Pavillon. The Neighbours i Den Bulgarske Pavilion er en multimedie installation, der formidler glemsel og erindring i Bulgariens socialistiske ære i årene 1945-1989

Glasgow er tough. Tæt ved kulturcenteret Tramway, en tidligere sporvognsremise, i South Side-kvarteret ligger både Asian Wedding Events og en begravelsesforretning med byens største lagersalg af gravsten. Ekstremer er også, hvad en begejstret tilskuer hørte under koncerten med France Jobin og Markus Heckmann: »What kind of brutal reality was that?« 

Heckmann, eller Wüstenarchitekten, som han hedder, når han laver techno, skabte en sort-hvid hule af grafiske, grovkornede billeder af væv og løbske tråde, der fandt hinanden i et uigennemskueligt mønster. Et hemmeligt immersivt rum, som den franske lydmager Jobin hele tiden blev ved med at udvide med lyde, som var, ja, brutale, men også delikate og bare sanseudvidende og rumskælvende. Vi rejste ind i det kæmpestore rum med vores bittesmå menneskekroppe. Det kunne fysisk mærkes, at projektet Entanglement (sammenfiltring) er inspireret af kvantefysik og multiverset. 

»Så spurgte du mig, hvordan Gud ser ud?« Guldimund ved ikke rigtig, hvad han skal svare sønnen, så han sender bolden tilbage: »Det er et virkelig godt spørgsmål, hva’ tror du?«. Jeg sidder med pladen Jeg venter i lyset (2023) – Guldimunds skamroste skilsmissealbum – og ser dem, far og søn, i et ubrydeligt, nøgent kram på coveret. På åbneren »Hvordan ser Gud ud?« er spørgsmålet kilet ind som et eftertænksomt refræn i versenes stakåndede ordstrøm, der skildrer et humørsvingende deleforældreliv. Barnets ukuelige umiddelbarhed lyser over det stressramte nummer, der er fyldt med voksne komplikationer. Det umulige spørgsmål kan tilsyneladende besvares så let som ingenting: »Jeg tror, han bor i en landsby i Nordsjælland«. 

Vi lever i en tid, hvor Aula-forældre og mom-fluencere er blevet en del af ordforrådet: Forældrene har deres historiske moment lige nu, deres time to shine. Det gælder også musikhistorien.

I det danske uddannelsessystem findes der intet mere uhyggeligt ord end »Bologna-processen«, en term for den strømlining af europæiske videregående uddannelser, der blev vedtaget i 1999, og som har præget vores vidensbutikker lige siden – herunder også konservatorierne, der har fået bachelor-, kandidat- og ph.d.-struktur.

Der er kommet orden på sagerne, vil nogle mene: Aldrig har det været så let og gennemskueligt at skifte fra én institution til en anden eller at følge tankens rejse »fra forskning til faktura«. Andre, der så begreber som »fremdrift« og »dimensionering« lure i horisonten, har været mindre begejstrede over udviklingen.

En af konsekvenserne ved, at eksempelvis konservatorierne er blevet akademiseret, er, at man op gennem 2010'erne har fået større fokus på såkaldt kunstnerisk forskning. Eller som det hedder på erhvervssprog: kunstnerisk udviklingsvirksomhed, forkortet KUV.

I en rapport fra Kulturministeriet om begrebet fra 2012, hvor afsættet var et ønske om »klarere definitioner og tydeligere rammer for dokumentation« af denne KUV, taler man om, at ordningen skal »imødekomme det generelt voksende krav til de videregående uddannelser i Europa om gennemsigtighed og legitimitet i brugen af offentlige midler«.

Vi sad i Norges største radiostudie og lyttede til Cassandra Millers værk Swim (2023). Den canadiske komponist har ikke bare taget et fragment fra Robert Schumann og strukket det ud, nej, Miller har forestillet sig, at den store komponist Schumann hopper i vandet, svømmer, og lader psyken opløses. I mange minutter troede jeg, at det var musikken til François Ozons erotiske thriller Swimming Pool. Suspense i hver takt, repetitioner, og melodier, der opløses i deres egen senromantiske melankoli. 

KORK – Kringkastingsorkestret, som Norges Radio Orkester helt udfoldet hedder – spillede det hele sanseligt, og mens man havde den svømmende Schumann for sit blik, kunne man let lægge to og to sammen. For festivalen Only Connect bryster sig af at »kombinere det utænkelige med det umiddelbare.« Schuman var vist ikke nogen stor svømmer. Men man kunne sagtens se for sig, at han ville have taget Millers stordrømmende opg poetiske actiondrama ind med hud og hår.  

Og på festivalen, som siden starten i 2012 hvert år skifter mellem Oslo, Stavanger og Trondhjem, fortsatte sanselighederne umiddelbart efter, bare på en helt anden måde, i 6 scenes for turntables and orchestra – et fælles projekt af den engelske komponist, forfatter, performer, DJ og improvisator Mariam Rezaei og den australsk-engelske komponist Matthew Shlomowitz. Ambitionen har været at lave en »himmelsk kollision af alt, de elsker«

Historien om Else Marie Pade, en af de væsentligste danske elektroniske komponister i efterkrigstiden, er en god historie. Så god, endda, at flere og flere er begyndt at fortælle den. Nogle med nidkær historisk indsigt i den elektroniske musiks historie, andre med et, hvad skal vi sige, mere frit fabulerende forhold til fakta.

Da Aarhus Kommune i december 2017 indviede den første strækning i byens nye letbanesystem, markerede det således ikke kun begyndelsen på en lettere færden rundt i Else Marie Pades fødeby. Det blev også en anledning til at gøre komponisten til en del af fortællingen om byen, der tidligere bar sloganet »Aarhus – Danish for progress«.

Så da Aarhus Letbane tidligere i år udgav fem korte podcasts om nogle af de historiske stop på det, der i dag udgør mere end 100 kilometer skinner, handlede en af dem om Pade. Her hører vi om hendes rebelske attitude over for den tyske besættelsesmagt: at hun spytter efter en af soldaterne, men slipper af sted med det ved at flygte i en sporvogn. Og at hun bliver modstandskvinde og ender i Gestapos fængsel, hvor hun ridser noder ind i væggen.

Jeg kunne have svoret på, at vi var færdige med det. Opera, der handler om opera. Sune Anderberg fik mig overbevist i 2022: Anti-operaen er død, deklarerede han dengang. Intet kunne rave komponisterne mindre end operaens prestigiøse institution. Hvad skulle vi overhovedet med et glinsende operahus, når Niels Rønsholdt alligevel lavede opera i skøjtehallen, operakollektivet Motherboard installerede sig i foyeren på SMK, Josephine Opsahls Hjem indtog Vridsløselille Statsfængsel, og VR-forestillingen Mortalities på Teater Sort/Hvid bragte opera ind i det virtuelle rum? I stedet var operakomponisterne gået ind i politik, og værkerne var som klummer over brandvarme emner som aktiv dødshjælp eller skoleskyderier. Kursen var klar: Kom ud af huset og ind i samfundet. 

Det var indtil… Simon Steen-Andersens revisionistiske galimatias-opera Don Juans Inferno. Forårssæsonens varmeste samtalestarter. Mens andre komponister i kvalme vendte sig væk fra operaens institution, mæskede Steen-Andersen sig i den. Stædig som et æsel fortøjede han reaktionært sin opera i traditionen og komponerede med det ældgamle repertoire, som har sin daglige gang i operahusene. Og vi elskede det. Eller anmelderne – inklusiv mig selv – gjorde i hvert fald. Den operabegejstring, der havde spredt sig som ringe i vandet fra DR-programmet Operarejsen, kulminerede i infernoets kaotiske citatorgasme. Her var en moderne opera, der med audiovisuelle virkemidler fra øverste hylde rent faktisk nød at revse operahistorien. Det var ren selvtilfredsstillelse.