En dag i foråret fyldte det danske pladeselskab Posh Isolation 15 år. Mærkedage er ofte noget, selskabets grundlæggere, Christian Stadsgaard og Loke Rahbek, glemmer at fejre. Ligesom der går flere uger, før de reagerer på en forespørgsel om at sende pressefotos. Men i år, i anledning af den halvrunde fødselsdag, markerer de det med en række udstillinger og koncerter i ikke bare Danmark, men også rundt omkring i Europa. 

På en af årets første sommerdage mødes jeg med de to musikere i gården uden for deres kontor på Vesterbro for at snakke om fortid, nutid og fremtid – pladeselskabets, men også deres personlige, som efter så mange år er uløseligt forbundne. 

Mens både Stadsgaard og Rahbek både laver og har lavet musik under et væld af kunstnernavne, og den førstnævnte i dag bedst kendes under navnet Vanity Productions, mens sidstnævntes primære alias er Croatian Amor, så var Posh Isolations første udgivelse et samarbejde mellem de to under navnet Damien Dubrovnik, albummet Songs for Loviatar fra 2009.

Normalt, når kunstnere har spillet, anmelder en enkelt professionel kritiker musikken til publikum. Nu ændrer Seismograf på det traditionelle økosystem ved at invitere Resonerende Rums og projektet Om:tale ombord. 20 nye, sansende og sensitive musiklyttere vil formidle lyden af Roskilde Festival. Ambitionen bag Om:tale er at give Seismografs læsere andre vinkler på musikken samt at invitere »om:talere« med på en festival, hvor de ikke plejer at føle sig velkomne og kan deltage.

To erfarne og forskelligartede kulturaktører i et win-win samarbejdsprojekt! 

Statens Kunstfond har udpeget Resonerende Rum til et såkaldt »specialensemble«. Den slags plejer udelukkende at bestå af professionelle musikere, men Resonerende Rum har udvidet ensemblet med deres improvisationsfællesskaber, som består af sårbare og/eller marginaliserede borgere. Et af disse fællesskaber er i Roskilde og henvender sig til brugere af byens åbne væresteder.

Hvem vover sig ud i Roskilde-mudderet uden først at have orienteret sig i de nyeste skriverier om spekulativ popæstetik? Kun galninge, vel, og i hvert fald ikke jeg. Så de sidste dage inden årets festival har jeg brugt i kompakt, tysk selskab med Diedrich Diederichsens Aesthetics of Pop Music (2023), en af den slags bøger, der får alt andet til at ligne pixilæsning.

Ikke fordi den er lang, tværtimod er den ganske kort. Men fordi Diederichsen har så meget at sige på den korte plads, at tunge begreber og referencer til kryptisk kulturteori a la Roland Barthes er noget, man må fange, hvis man kan – og hvis man ikke kan, må man lade forundringen råde. Det er der heldigvis en performativ pointe i.

For i Diedrich Diederichsens popforståelse lever musikken kun i tomrummet mellem stabile punkter. Jo, stjernen, der står på scenen, er et ægte menneske med en fysisk krop, men hun er i endnu højere grad en fiktion, der afhænger af, at man som lytter selv former den – eller i hvert fald tror, man gør det.

»Er du fortabt? Måske. Muligvis.« Ordene indgik i Connor McLeans debut som komponist – den bedste koncert på Klang Festivalen 2024. Den var vellykket eksperimenterende. 

Klang Festivals nye kunstneriske leder James Black har sat et anderledes og mere grænsesøgende præg på festivalen – som i år har skiftet navn fra ’»avantgardemusik« til »eksperimentalmusik«. De vil ikke længere »relatere sig til en kamp mod noget andet. I stedet værdsætter vi eksperimenter i forskellige retninger: samt nysgerrighed og leg for legens skyld,« står der i festivalprogrammet. Og Black talte også om sårbarhed i sin åbningstale i Diamanten (vulnurability, talen blev holdt på engelsk, som også var hovedsproget under festivalen) – og medgav, at det var et corny og disney-agtigt begreb, men ikke desto mindre vigtigt: »Villigheden i at dele sårbarhed er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på mod og autenticitet. Vi fejrer det mod, det kræver at fremføre ens egen musik.« 

Højt oppe over Bergen by står en mand i en sort sweatshirt og synger operahittet »Ti voglio tanto bene«. Han bukker, hanker op i sin rygsæk og vandrer videre. Stemningen, følelserne ligner noget fra Alperne. Men dette er norsk grandeur. Vi er på Fløyen, et af de syv bjerge, som omkranser Bergen. Kort efter dukker tenoren op igen. Med cafégæsterne i ryggen synger han ud over byen. Som om han kalder på nogen på de andre bjerge. Det er intenst, lydene fordamper i luften. Opera er ikke skabt til at blive sunget i så høje luftlag. 

»Ti voglio« nynner en gruppe unge i outdoortøj på bjergcaféen og deler erfaringer om køen til Berghain, men også om koncerten forleden på Festspillene i Bergen, hvor saxofonist Bendik Giske og dj Sam Barkers gik i kødet på den europæiske technokultur. Om åbningsforestillingen Peer Gynt med Herbert Nordrum, kendt fra den Oscar-nominerede film Verdens værste menneske, i titelrollen lyder det: »Gynt war unglaublich cool.« Ligesom to tvillingebrødre gav den med hardcore folkemusik i Griegs villa, Troldhaugen. 

Danske Anders Beyer har forladt Bergen. Lars Petter Hagen leder nu den store norske festival, som nok har over 70 år på bagen, men har droppet dresscodes. Koncertbilletten siger: »Tidligere var det mange som kledde seg opp for å gå på Festspillene.

Hvis man ikke kan fornemme det i luften, kan man de kommende dage i hvert fald høre det: Sommeren er landet, og med den også tiden, hvor den elektroniske musik rykker ud af de dunkle natklubber og ind i gadebilledet.

Helt konkret er det blevet sæson for Distortion, den københavnske festival, der i slutningen af 00’erne fik vokseværk og lige siden har indtaget gaderne i hovedstaden med store højttalere, et væld af scener og, hovedsageligt, en blanding af dj’s og rappere fra ind- og udland.

Titusinder af mennesker flokkes til den årlige begivenhed, og næsten lige så mange flygter fra den – tager i sommerhus, omlægger vejen til arbejde, stopper ørerne med vat. Den enes fest, den andens dommedag.

Lige så interessant, som at Distortion kan finde sted på nu nogen-og-tyvende år – sikke et frådende monster at slippe løs i byen – er det, at elektronisk musik i det hele taget stadig fylder meget i vores kulturelle bevidsthed.

Ikke bare i radioen, hvor reminiscenser af 90’er-house dominerer. Eller på Roskilde Festival, der har booket Skrillex, et af 10’ernes største edm-navne, til Orange Scene. Nej, det måske mest bemærkelsesværdige er, hvor mange bøger der stadig udkommer om elektronisk musik.

Stemmen er digital og musikken elektronisk, men det hele lyder mærkeligt nok som nogle højst menneskelige processer på Kaj Duncan Davids album All Culture is Dissolving fra 2021. Det er, som om de normalt så entydige digitale nuller og ettere er blevet usikre og tøvende. Lydene bøjer, som om de bliver filtreret gennem vand, polyrytmerne skaber en gyngende grund, og de sprøde, abrupte elektroniske lyde giver det hele et skær af leg med synthesizere og futuristiske klange.

Nogle hjerneforskere siger, at kreativitet handler om at forbinde associationer og idéer fra erfaringer, der ligger langt fra hinanden i hjernen til nye mønstre, der gør alt det kendte nyt igen. Hvor det almindelige bliver originalt og fremstår homogent og meningsfyldt på en ny måde. Så spørgsmålet er, hvor i hjernen den musik kommer fra?    

»Jeg har taget nogle bevidsthedsudvidende stoffer gennem tiden. Det har været fascinerende og meget vigtigt for mig. At opleve mit syn på verden og naturen blive restruktureret og opleve en dyb affinitet – afhængig af situationen – med træer eller ting. Fx en stol,« fortæller Kaj Duncan David åbent, da jeg spørger nysgerrigt og lidt forsigtigt til, hvad det er for nogle »mystiske oplevelser«, han tænker på, da han forklarer, hvorfor albummet er blevet, som det er. Det, og så livet med en lille datter:

»En slags tektonisk musik,« skrev Sune Anderberg i 2019. Han havde identificeret en ny mode i samtidsmusikken: den islandske bølge. »Det er næsten umuligt ikke at høre den islandske natur i denne massive, men også mystiske, musik,« rapporterede han fra en islandsk festival. En musik, der blandt andet er karakteriseret ved »en intuitiv formforståelse centreret omkring et udstrakt, skælvende orgelpunkt.«

For fem år siden hed trendsetterne Anna Thorvaldsdóttir og Daníel Bjarnason. Men hvis den islandske bølge stadig kan siges at skylle ind over samtidsmusikken, er et nyt navn for alvor begyndt at tegne sig i skumsprøjtet: Bára Gísladóttir. Herhjemme kender vi, der begår os i miljøet for samtidsmusik, udmærket navnet fra festivalprogrammerne. I år blandt andet på aarhusianske Spor med et stort værk, der afsluttede festivalen.

Med Ernst von Siemens prominente komponistpris, som Gísladóttir netop har vundet, kan hun stille et imponerende trofæ på kaminhylden. International anerkendelse, tjek! Med prisen fulgte også midler til produktionen af en udgivelse.

1 To saxofoner er ikke én for meget

Når bare de kan hyggedyste mod hinanden og vise tænder og vræle hysterisk og bide tonerne itu – eller samle dem til sange, man næsten og kun næsten kan synge med på, så man bliver glad i hele kroppen og ikke kun i hovedet. Thorbjørn Øllgaard og Oliver Lauridsen fra Smag På Dig Selv kastede rundt med deres instrumenter, og man kunne vinde »Danmarks mest højreorienterede airfryer«, som bandet har fået fra en kendt politiker og rally-arrangør. 

Den energiske trio fra Christianshavn lukkede første dag på Spot Festival med deres vindskæve Fristads-hymner i parken lige ved siden af Arne Jacobsens rådhus. Og saxofon-liederne, lad os kalde dem, hvad de er, var kantede og hårde som beton, men sprængfyldt med følelse og ung punkenergi fra Balkan og omegn. Især til sidst, da Luna Ersahin fra AySay gæstede scenen med sang og tyrkisk saz. 

Ja da, man må gerne skråle ned i en sax. Og SMPS – de holder selv navnet kort på deres nye album, for det er en sport at huske – har forstået, hvordan man gør det på Spot: spurt efter guldet, spil i et tempo, så du overhaler din egen skygge. Og så er trekløveret faktisk også på vej frem i udlandet. Hurra, what's not to spot.