I de store operaer er der altid nogen, der må igennem sølet. Der må være noget at synge om. Det har kun været nat én gang siden Roskilde Festival, og mine sko er hærgede efter fire dages musikalsk FOMO på en dansk mark. Gennem vinduet i det lille fly fra Helsinki til Savonlinna opløses fastland til øer. Stilheden runger, men finske stjernesopraner huserer allerede i mit trætte hovede. Det første, som falder i øjnene i Savonlinna, en lille by i det sydøstlige Finland, er de mange skobørster, ofte tre børster fra koste samlet i én børste, foran husene på gaden, der leder hen til slottet Olavinlinna. Epicentret for Savonlinna Opera Festival. Det var her – midt i den endeløse finske natur – at den finske sopran Aino Ackté i 1912, altså for 111 år siden, lykkedes med at opføre opera for første gang.  

Savonlinna har 35.000 indbyggere, men ligesom Roskilde vokser byen hver sommer med 70.000 gæster. De kommer for at opleve store dramaer. I aften er det romantikeren Charles Gounods one smash hit, Roméo et Juliette. Kærligheden mellem det unge par flyder let og lidenskabeligt i de velturnerede duetter. Amy Lanes iscenesættelse er som en fyrig film sat i New York sidst i 1800-tallet.

In the great operas, there is always someone who has to go through the mud. There must be something to sing about. It's only been one night since the big and noisy rock and pop event Roskilde Festival, and my shoes are ravaged after four days of musical FOMO in a Danish field. Through the window of the small plane from Helsinki to Savonlinna, the mainland dissolves into islands. The silence resounds, but Finnish star sopranos are already home in my tired head. The first thing that catches the eye in Savonlinna, a small town in south-eastern Finland, are the many shoe brushes, often three brushes from brooms combined into one brush, in front of the houses on the street leading to Olavinlinna Castle, the epicenter of the Savonlinna Opera Festival. It was here – in the middle of the endless Finnish nature – that in 1912, i.e. 111 years ago, the Finnish soprano Aino Ackté succeeded in performing opera for the first time.

Savonlinna has 35,000 inhabitants, but like Roskilde, the city grows every summer with 70,000 guests. They come to experience great dramas. Tonight it is the romantic Charles Gounod’s one smash hit, Roméo et Juliette. The love between the young couple flows easily and passionately in the well-turned duets. Amy Lane's staging is like a fiery film set in New York at the end of the 19th century.

Han trasker i sine slidte sneakers dvask ind på den ret store kridhvide scene i sit støvede tunge renæssancekostume med sin naragtige hat på sit lange uglede hår. Alt i alt forpjusket, en fremmed fugl og lidt ligeglad. Men så går han helt hen til scenekanten, så tæt på os, som han kan, og præsenterer sig selv:  

»Good evening, I am the composer«, og så åbner komponisten og performeren Maarten Seghers munden for at udtrykke eller nærmere undertrykke en umiskendelig, umærkelig hundefløjtehøj lyd. Et langt stille »Aaarh«. Langt. En jamren. En udånding. Det er egentlig ingenting. En rest af en lyd. Er det overhovedet komponeret? Tager han pis på os eller er det dét, der er tilbage? 

Ja, viser det sig. Det er sådan, vold lyder. Som ingenting. Men først kæmper de for det, de har kært. 

Norge har mange festivaler for ny musik. Ingen af dem er ens. Borealis i Bergen er den elegante, der undgår de etablerede musikhuse og konstant overrasker med nye lokationer (kun koncerten i det udendørs Nordnes Sjøbad er altid et must). Ultima i Oslo er den store, bredskuldrede festival, der kan præsentere en kæmpeproduktion af Iannis Xenakis, som slår luften ud af publikum allerede på første dag. Barents Spektakel i Kirkenes, 400 nord for polarcirklen, med udsigt over til Rusland, er den unge og politiske, der tør slå nye sprækker i jerntæppet.

Så hvad er Only Connect, en rejsende festival arrangeret af nyMusikk, som i år for anden gang fandt sted i Trondhjem, og hvis titel signalerer en altomfavnende connectedness, så min hjerne straks begyndte at scrolle igennem Nokias mange reklamer gennem tiderne? Only Connect – »ein komposisjon under utvikling«, hed det i programhæftet. Og det lød ikke, som om ambitionen var at slå sprækker i noget som helst, snarere skulle vi – kunstnere, publikum – bygge op, helst i fællesskab.

Festivalsæsonen er for alvor i gang. Spor og Klang, to af de toneangivende danske festivaler for kunstmusik, er netop overstået, og tidsskriftet Seismograf valgte at bringe to længere anmeldelser af de to festivaler – anmeldelser med fokus på den samlede festivaloplevelse snarere end de enkelte kunstneriske oplevelser på de enkelte forestillinger og koncerter. De to anmeldelser har de senere dage sat gang i en debat om musikkritikkens rolle indenfor genren med læserbreve og kommentarer bragt i Seismograf foruden en livlig debat på Facebook.



Som direktør i Art Music Denmark taler jeg dagligt med rigtig mange kunstnere, organisationer og andre professionelle inden for kunstmusikken, og jeg bør selvfølgelig nævne, at jeg selv har mange både personlige og professionelle relationer til kunstnere og journalister, der indgår i debatten.

Forleden drømte jeg, at jeg havde en lang og meget venskabelig Messenger-chat med Thomas Treo. På Jexper Holmens egentlig ganske sobre og i nogen forstand rimelige læserbrev – samt en lidt mere, hm, passioneret kritik på Facebook fra en af hans kolleger – kan jeg forstå, at det ikke kun er i søvnen, jeg har nærmet mig Danmarks mest berygtede musikkritiker. Også i virkeligheden skal jeg have mistet fornemmelsen for rimelighed og sandfærdighed i en grad, så min anmeldelse af årets Klang Festival – og muligvis også af Spor Festival – er at regne for overfladisk og, ifølge Facebook-debattøren, vistnok også maliciøs synsning.

Jeg har kritikerkolleger, der ville gå ud af deres gode skind bare ved tanken om selv at blive udsat for det samme, som de selv bruger en stor del af deres liv på: at kritisere andre. Sådan har jeg det ikke selv. 

Kære Seismograf

Jeg har flere gange været irriteret over jeres tyndbenede dækning af musikdramatik og af musik i det hele taget, men Sune Anderbergs behandling af Lasse Schwanenflügel-Piaseckis operafilm Vil du med til Janus? i sin anmeldelse af Klang Festival var dråben.

Det holder ikke, at en så vigtig premiere – Anderberg konstaterer selv, at det var Klangs mest ambitiøse enkeltværk – betænkes med to lunkent formulerede afsnit midt i en generel festivalreportage. Det er slemt nok, at dagbladene bliver mere og mere tynde i deres dækning af ny musik, men Seismograf skal forestille at være et akademisk tidsskrift dedikeret til kunstmusik, så vi kan godt tillade os at forvente en ordentlig anmeldelse herfra.

»Det er knald eller fald,« sagde Rune Glerup med idealismen i fuldt flor, da han og Christian Winther Christensen præsenterede den første Klang Festival for præcis ti år siden. Dengang, i 2013, handlede det om at positionere sig i forhold til forgængeren, Athelas New Music Festival. Ud med de indsnævrende temaspor og den bedagede kuratering af fortidens frontløbere, ind med de unge komponister og ensemblernes selvbestemmelse. Der var ingen grund til at lave festival bare for at lave festival, mente Klangs første kunstneriske ledere, nu skulle København på omgangshøjde med udviklingen i resten af Europa. Så måtte det briste eller bære.

Indtil videre har det båret. I løbet af årene har Klang opført dristige operaer som Lasse Schwanenflügel Piaseckis Falling Awake, Jexper Holmens De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne og Rasmus Zwickis Duncan House, mens man med iscenesatte værker som Simon Steen-Andersens Walk the Walk, Niels Rønsholdts Archive of Emotions and Experiences og Hannes Seidls Land har søgt at trække festivalen ud af sine vante, fortrinsvis kammermusikalske rammer. Med god grund.