Gå til hovedindhold
  • Copenhagen Opera Festival
  • Aegira Duo
  • Salad Days
  • Roskilde
  • Rued Langgaard Festival
  • Ambient
  • Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
  • Radar
  • Danish
  • English
  • Perspektiv
  • Puls
  • PEER
  • Arkiv
  • Fokus
  • Dansk Musik Tidsskrift
  • Lyt Dybt
  • Om Seismograf
  • Nyhedsbrev
  • Annoncering
Seismograf
Seismograf
    • Om Seismograf
    • Nyhedsbrev
    • Annoncering
    • Danish
    • English
  • Perspektiv I dybden
  • Puls Aktualitet
  • Peer Akademia
    • Arkivet Alt indhold
    • Fokus Temaer
    • Dansk Musik Tidsskrift Siden 1925
    • Lyt Dybt Podcast

»Det tog mig lang tid at forstå, at softwareudvikling er kunst«

Robert Henke har i årevis været toneangivende for den europæiske elektroniske musik med sine udgivelser og installationer, men har også præget moderne lydproduktion med softwareprogrammet Ableton Live. Selv betragter han sig som en teknologisk opdagelsesrejsende, der skriver sin digitale odysse via lydkunst. 

© Robert Henke
AfRosa Louise Stilgren

Robert Henke optager sit helt eget kosmos af minimallyde, buldrende lavfrekvenser, brud, nybrud og hovedbrud, og det kan derfor virke nærmest umuligt at rumme hele hans repertoire, der tæller alt fra minimalistiske technokompositioner, udviklingen af plug-ins til performances med gamle computerharddiske og laserlys. For at ridse hans historie op, må der trækkes spor tilbage til begyndelsen af halvfemserne, da Henke flytter til Berlin. Ikke længe efter begynder han at udgive musik med sin studiekammerat Gerhard Behles under navnet Monolake, der er opkaldt efter en californisk sø, de aldrig nåede at opleve, da de kørte gennem det amerikanske landskab.

For at realisere den lyd, de ønsker, udvikler de deres egen software, der nogle år senere konsoliderer sig i softwareprogrammet Ableton Live. Her rammer de et hul i markedet. For hvor produktionsprogrammer tidligere kun var målrettet dem, der havde mange penge, lykkes det dem at demokratisere markedet og danne grobund for, hvad der senere bliver kendt som sovekammerproduceren. 

Læs mere

»I love freedom and I know why«

For months Ukrainian born composer and sound artist Katarina Gryvul didn't force herself to write, as she didn't want to associate war with music. It all changed: »An artist cannot be out of politics now«.

© PR
AfMarta Konieczna

I’ve been thinking a lot about how to start our interview. Besides many questions one topic still seems the most important – the war in Ukraine. But maybe you don’t want to talk about it anymore?

»Actually, I think it’s important to still talk about Ukraine. It’s already been 3 months since we started fighting and it’s crucial to not stop talking about it. Otherwise it will become a new normal and that is not right. Everybody should scream.«

Your other interviews took place just after the outbreak of the aggression.

»Very soon indeed. It was very difficult for me to talk about it, but I forced myself. If I could have been a voice for Ukraine, even if it was so hard, it was the least I could do. That’s why I didn’t care about my comfort – it’s about the lives of the people.«

Læs mere

Guldfugle og sanselige snegle i Ribe

I fire dage var Ribe en forunderlig jungle af sprød lyd fra nær og fjern. Og selvfølgelig var det på Rued Langgaard-festivalen, man kunne høre en himmeltyr spille basun. 

© Folmer Iversen
AfAndreo Michaelo Mielczarek

Det kan godt være, Rued Langgaard var en underlig snegl. Men han var også en sanselig snegl. Og sådanne dyr ender altid med at finde deres rette hylde til sidst. At dømme efter de mange publikummer, som i fire dage var til Langgaard-festival i Ribe, skulle man tro, Rued Langgaard – der længe har været komplet glemt – nu er genopstået som mainstream-komponist. Kan det virkelig være sandt?

Rued Langgaard (1893-1952) fylder meget i Ribe. Det var her, han tilbragte sine sidste år som organist i byens domkirke. Langgaard har sin egen festival, som kører på 14. år, og alle i Ribe har en mening om ham. Sådan føles det ihvertfald. Nogle husker komponisten fra gadebilledet, som kvinden ved siden af mig på bænken i Ribe Domkirke til en af festivalens koncerter, der kunne fortælle, at Langgaard med det cool og lidt mærkelige hår ikke havde nogen venner, altså udover pølsemanden. Pølsemanden havde heller ingen venner, men sparede op til at købe et flygel. To aparte mennesker fandt hinanden. 

Læs mere

Er der overhovedet poesi i PowerPoint?

Affald fra internettet, inklusionsøvelser og performances i grænselandet mellem kunst og videnskab – den nye MINU Festival i København prøvede hårdt at granske musikkens gådefulde væsen. Det lykkedes delvist. 

© Tobias Nicolai
AfRasmus Weirup

En polyfoni af hviskende stemmer lød fra alle hjørner af rummet, mens en enkelt mand stod på scenen med et mikrofonstativ og et stykke papir i hånden, som skulle han til at holde en tale. Febrilsk vendte og drejede han papiret, krøllede det sammen og foldede det ud igen, mens umuligheden i nogensinde at formidle det, der stod på papiret, langsomt blev tydeligt for publikum. Hver eneste bevægelse i performerens nervøse dans med papiret gav genlyd i rummet, men intet blev nogensinde sagt.

De første fem minutter af MINU Festivals åbningsperformance med det tyske vokal- og performancekollektiv Maulwerker, hvor en enkelt mand stod med et stykke papir og aldrig fik en lyd over sine læber, var et stærkt øjeblik, der forekom mig at ramme direkte ind i en tematik, som hele festivalen på mange måder kom til at kredse om: Hvor meget kan vi komme til at sige i forsøget på at sige noget helt andet?

Læs mere

I Jens Rossels ører bliver talmusik til kosmisk poesi

60’er-modernismen er ikke tør – musikken har spjæt og krop, selvom man hverken kan synge eller danse til den, mener Jens Rossel. Efter mange år som koncertarrangør skal han nu færdiggøre sin bog om manden, som vakte hans interesse for musikkens skæve matematik. 

Jens Rossel. © Klaus Kehlet
AfJakob Gustav Winckler

»Der er ikke én eneste musiker eller komponist, som ikke hader de der søjler,« griner Jens Rossel. Vi står i Metronomen på Frederiksberg, som har skabt fundamentet for koncertrækken Moderne Mandag. Musikhuset med det udfordrende scenerum – der til gengæld er gratis at leje – var oprindeligt et udstillingssted for byggematerialer, fortæller Rossel, mens han peger begejstret rundt i lokalet. Det er sammensat af vidt forskellige elementer i en egenrådig arkitektur: »Lidt ligesom meget modernistisk musik.« 

Der er noget trodsigt over søjlerne – som om de insisterer på at spille med, selvom de ikke rigtig passer ind. Måske er det derfor, Rossel finder rummet så inspirerende? Selv har han altid bestræbt sig på at placere modernismens perifere værker centralt i koncertprogrammerne. Og siden 2016 har han med Moderne Mandag i samarbejde med Arbejdsgruppe Gunnar Berg faciliteret et betydningsfuldt udstillingsvindue for den modernistiske musik, der ellers aldrig bliver opført. 

Læs mere

Der er techno ude på landet

Lydkunstner Jacob Kirkegaard har det forgangne år rejst rundt i Nordjylland for at optage materiale til værket »Landet« – et bankende, brusende lydportræt af det mekaniserede landbrug. Værket åbner festivalen Gong Tomorrow i denne uge. Men hvad skal vi egentlig med lyden af dunkende malkemaskiner? 

© PR
AfRikke Hansen

Der er mange undersøgelser af rum i Jacob Kirkegaards værker, fra otoakustiske emissioner i det indre øres arkitektur, til optagelser fra eksklusionszonen i Tjernobyl, samt lyden af grænsehegnet, der deler Mexico og USA.

Hans nye lydværk Landet bygger ligeledes på en form for lyd-rumlig læsning. Men »landet« er også en anderledes lokation at tage udgangspunkt i. For landet er spredt ud. Der er mange slags land, opland, jorder og randområder. Der er så dejligt ude på landet, minder Dan Turell os om. At »være på landet« kan ikke kun præciseres af geografiske betegnelser, men er også en tilstand. Det er uden for København, uden for Aarhus, uden for Aalborg. Landet ligger i provinsen, men kan aldrig reduceres til provinsen. Samtidig ledes tankerne også hen på nationen, på selve landet Danmark. 

Læs mere

Hysterical Racism: Gorée in À l’île de Gorée

Listening to Xenakis in Senegal. It’s 1986. Iannis Xenakis writes a harpsichord concerto for an ensemble. He names his composition À l’île de Gorée. Despite its abstract, purely instrumental character, the piece delivers a powerful social and political criticism.

© Andoz Krishnadas
AfMonika Żyła

It’s 1986. Iannis Xenakis writes a harpsichord concerto for an ensemble. He names his composition À l’île de Gorée. Despite its abstract, purely instrumental character, the piece delivers a powerful social and political criticism. Through its title, and explicit antiracist commentary, the piece is an homage to the African slaves, dedicated to the black heroes from the African continent. The titular Gorée island is an important place for slave history and memory in Senegal and West Africa. In the words of Xenakis, Goreé was a flourishing slave market.

Læs mere

Med ørene ude i Nordens største vejkryds

Udstillingsstedet Simians nye festival In Situ nulstillede sanserne med dæmonisk mumlen og tågehornsbas. Der er mange stedsspecifikke godter i Ørestadens futuristiske slikskål – men hvad med at bevæge sig uden for næste gang? 

© Brian Kure
AfJakob Gustav Winckler

En tæt tåge har lagt sig over Ørestaden. De pangfarvede valgplakater på lygtepælene toner ned i disen. I en måned har de dekoreret Ørestads Boulevard med farverige løfter og kæmpet om trafikanternes opmærksomhed. Men de lokkende smil virker metaltrætte i tågens grålige skær. Udmattet må de se sig slået i kampen om at dominere bybilledet og i stedet falde i ét med områdets betongrå atmosfære. 

Det er valgaften i morgen, men jeg har andre ting at tænke på end partifarver. Jeg skal skrive en anmeldelse af galleri Simians lydkunst- og performancefestival In Situ, der udspillede sig over tre dage i tre prægnante ørestadsbygninger: Crowne Plaza, Hub Nordic og galleriet selv. Lokationerne er forbundet ved placeringen midt i »Nordens største vejkryds«, som området omkring Ørestad station er blevet kaldt.

Læs mere

Death and Masochism

Efterskrift enjoy the discomfort of pleasure postponed or expressed through the pain of the feeling of something missing. At the new festival MINU, the Aarhus-based ensemble will perform a concert with a simple message: everything good is allowed to die.

© PR
AfMacon Holt

The masochist says to the sadist, »hit me«. And the sadist says, »no«. This little joke sums up the philosopher, Gilles Deleuze’s theory of masochism. He argues that masochists and sadists don’t actually relate to one another. Sadists just enjoy hurting people, so the kind of pleasure through pain that the masochist is after isn’t of interest to them. When a masochist asks someone to inflict pain on them the inflictor enters a masochistic relationship in which submission and domination are relative to the level at which you understand the interaction. There is an ethical power exchange going on that is never fully settled, which allows everyone to explore. 

Læs mere

Nej, Linien II's lydeksperimenter er billedkunst!

»Men det er jo musik!« lyder lidt som drengen, der råber i »Kejserens nye klæder«. Michael Fjeldsøes kommentar til Institut for dansk lydarkæologis udgivelse af Linien II's lydværker fra 1948-49 kalder på en replik.

© Gunnar Aagaard Andersen, partitur til »Koncert for 5 violiner«. 
AfMagnus Kaslov

Der er næsten ikke noget mere intetsigende end at skændes om, hvorvidt noget er kunst eller ej. Det skulle måske lige være at skændes om, hvorvidt noget er kunst eller musik, men når jeg indlader mig på det alligevel, er det fordi, jeg mener at genkende et blindt punkt eller en misforståelse, som går igen, når samtalen falder på lydkunst. Det blinde punkt kunne man kalde noget så kedeligt som institutionelt betinget – eller bare en misforståelse omkring samtalens udgangspunkt. Det handler om, hvordan vi ser forskelligt på den såkaldte lydkunst alt afhængig af hvilken æstetisk tradition vi ser fra.

I den tekst jeg har skrevet, der ledsager udgivelsen med Linien II’s værker, ser jeg på værkerne fra et billedkunstnerisk udgangspunkt, mens Michael Fjeldsøe i sin kommentar ser på dem fra et musikalsk. Det er det samme vi kigger på, og nu kan vi så skændes om, hvad det er vi ser. Eller rettere: hvad vi hører.

Læs mere

Sideinddeling

  • Første side « First
  • Forrige side ‹ Previous
  • …
  • Side 18
  • Side 19
  • Side 20
  • Side 21
  • Side 22
  • Side 23
  • Side 24
  • Side 25
  • Side 26
  • …
  • Næste side Next ›
  • Sidste side Last »
Seismograf

tidsskrift for...

Nyhedsbrev

Tilmeld dig Seismografs nyhedsbrev; så går du aldrig glip af aktuelt indhold på hjemmesiden. Vi bruger ikke din mailadresse til andet end at sende dig nyhedsbrevet et par gange om måneden, og vi benytter til formålet tjenesten Mailchimp, hvis privatlivspolitik kan læses her.

 
 
 

Kontakt

kontakt@seismograf.org

Follow Us

Seismograf støttes af: