Det lugter af klor, og den tunge luft fylder lungerne. Koret synger om fællesskabet og om individet. Vi befinder os i svømmehallen på Idrætshøjskolen i Aarhus til prøve på stykket CRAWL CRAWL CRAWL, og her er varmt. Man trækkes ind i en suppe af fugt. Stemmerne rejser anderledes her.

I starten registrerer koret mødet mellem rum og krop. Ord som »gåsehud« og »flise« klinger igennem. Men så: »Summen af verdens tårer er konstant.« Og med ét bliver bassinet til en tårebeholder. I den dybe ende af vandet sidder dirigenten Mathias Skaarup Sørensen på en stige, og i den anden ende er sangere fra Ensemble Edge ved at stige ned i bassinet. Men hvorfor er vi her, og hvad handler det hele om? Vi spurgte scenograf og instruktør Jon R. Skulberg og komponisten Lil Lacy om deres tanker bag denne performance. 

»Per har altid spillet klaver for mig, han har altid været i øjenhøjde med mig, lige meget hvilken alder, jeg har haft. Vi har bare spillet sammen.« 

Emilie Molsted Nørgaard (født 1993) – også kendt som popmusikeren Jada – er barnebarn til komponisten Per Nørgård. Hun er med i studiet The Village i Vanløse for at høre farfar, der i løbet af det sidste års tid har været i gang med at indspille et improvisationsalbum med den klassiske cellist Jakob Kullberg og jazztrommeslageren Kresten Osgood.

Det ser ud til, at Per Nørgård hele livet igennem og under alle mulige skiftende ydre og indre forhold har haft et lykkeligt forhold til tidens dimension. Allerede da han var i 50’erne, kunne han sige, at mens de fleste mennesker udtalte, at de syntes, tiden gik hurtigere og hurtigere, jo ældre de blev, havde han det selv lige omvendt. 

En dag på Langeland, når man besøgte ham og Helle, kunne begynde i den mest langsomme rytme overhovedet. Først skulle man bade, og Per gik ud fem forskellige steder, så det var sikkert, at jeg ikke skar mine fødder. Efter badet og hjemkomst til ferieresidensen gjorde man bilen klar til at køre ned til landsbyen for at hente morgenbrød. Efter morgenmaden en længere pause, så man var udhvilet, inden vi skulle høre og se en optagelse med pianisten Piotr Anderszewski, hvis udførelse af Beethovens Diabelli Variationer og hele musikalske approach, som han udlagde i et TV-interview, tiltalte Per Nørgård meget.  

Sune:

Nå, Andreo. Seismograf er kommet på festival, sådan rigtig festival: den store i Roskilde, den med alle drømmene og det tunge åg af forventninger. Er der ikke noget kultisk og selvgodt autoritativt over sådan en størrelse? Engang stod Roskilde for noget, det var en rigtig rockfestival, der satte tidens overfladepop skakmat. Selvtilliden fejlede ikke noget, man stillede sig op på sin kollektivistiske trone og bestemte, hvad der var god og substantiel musik herhjemme, ja i hele verden. Bag facaden af kærligt fællesskab bankede et voldsomt elitært hjerte. Har Roskilde stadig en identitet, synes du?

Det var meningen, at Mortenson skulle bo på landet i seks måneder, da hun for mere end 10 år siden trak sig fra livet i Berlin, koncerter verden over og et universitetsstudie på DIEM i Aarhus.



Idyllen blev et vendepunkt, der både ændrede musikken og kunstneren.



Derfor mødes vi til et interview på en vindblæst strand i Østjylland. 

Jeg undrede mig over, at der i pressematerialet blev understreget, at det var et non-binært kunstnernavn, men at Heidi Mortensens pronomen var hun?

»Jeg har i 20 år udgivet musik som Heidi Mortenson, hvor mine pronouns er she/her, og hvor jeg i pressemeddelelser omtales med mit efternavn Mortenson. Og det står jeg ved. Med Phtalo er jeg non-binær, og det føles godt. Det er spændende og en måde for mig at gå lidt på opdagelse, og jeg overvejer, om det er noget, jeg skal tage videre.

Med store privilegier følger stort ansvar. Derfor er det vel på sin plads, at den berømmede musikjournalist Kelefa Sanneh nu har udgivet sin første bog, Major Labels: A History of Popular Music in Seven Genres. Den 45-årige amerikaner hører til blandt verdens allermest privilegerede lyttere og har i mere end to årtier haft ubegrænset adgang til koncerter i verdens lydlige navle – først som musikkritiker ved The New York Times, siden som fast kulturskribent for The New Yorker. Han har set og hørt det hele.

Måske er det derfor, han er gået så frygtløst til værks i sin debut som bogforfatter. Et historisk overblik over syv vidtforgrenede genrer er meget at gabe over, også selvom Sanneh klogeligt sætter bagstopperen ved 1970 – tresserne er allerede udlagt til hudløshed – og fokuserer på USA med enkelte afstikkere til Storbritannien. Det går måske nok ud over fordybelsen, men som overordnet projekt står udgivelsen stærkt.

Chicago Reader-skribenten er netop trådt ind i Hal 6 i Bremen messecenter og støtter sig forvirret til sin hipstermulepose. Rundt om hjørnet, ved den new zealandske stand, sidder to mænd i 40’erne med business-miner (eller også drøfter de forrige aftens fede bassolo) om munden og sipper siciliansk rødvin. Klokken er lidt over middag, og de første gratis cd’er rammer en i nakken som free lilletrommeslag. Musikere, bookere, journalister og labelfolk fra hele verden er landet i den nordtyske by til verdens største jazzmesse, Jazzahead.

Nogle stande er ikke Weltklasse, æstetikken er tilfældig, brochurer ligger på én lang række, og det er dét! ECM’s stand er som ECM lyder, clean og slick. Og pladerne koster penge. Som i den virkelige verden. 

Der er noget befriende ved catalanskfødte Xavier Bonfill, som bor ude på Refshaleøen med dens skiftevis dystopiske og utopiske sammenfiltring af fortidig industri og menneskeskabt natur. Hele sin karriere har han arbejdet med elektronisk musik, men konstant forsøgt at holde fast i en menneskelig forbindelse til maskinen. Det har været hans projekt, mens han har læst komposition på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men det har også været et identitetsmæssigt spørgsmål, fornemmer man. På en forsigtig måde har han lagt hele sin sjæl ind i udforskningen af natur og elektronik som en hybrid.

I begyndelsen af maj debuterede han så som komponist fra konservatoriet. Hvad viste debutkoncerten?

Lidt over halvvejs i koncerten med footwork-produceren RP Boo, skete dét jeg så inderligt havde håbet på. Den pult, som indtil videre havde befæstet Chicago-Dj’en, fik lov at passe sig selv, idet han trådte frem på scenen i Valby Kulturhus. Automatisk bevægede min ivrige krop sig nærmere scenekanten: Mon han viser nogle trin? 

Åh ja. I et spontant udbrud kastede RP Boo sine fuldbefarne 50-årige fødder rundt i luften. Det emmede af livsbekræftende eufori i de grundtrin, han selv har været med til at opdrage siden 90’erne. Både gennem dans og beats – de siamesiske tvillinger, der udgør footwork.

»I’m from Chicago«, overhørte jeg én fortælle RP Boo efter koncerten, »and this felt like home«.