Ingen til aarhusfestivalen Alter – hverken arrangører, musikere eller publikummer – lod til at være enige om, hvordan man egentlig skal udtale festivalens navn: Som det religiøse rituals hellige alter? Som det engelske verbum »alter« (at ændre)? Eller med et mere solidt tryk på anden stavelse som for at sætte fokus på festivalens dyrkelse af det alter(native)? Alle tre betydninger var mere eller mindre konstant til stede i de fire dage, hvor Alter fandt sted i Aarhus' nedlagte amtssygehus. Man kan vel nærmest sige, at festivalen dyrkede tvetydigheden demonstrativt: Her blev det stramt rituelle konstant kontrasteret af alternativ, løssluppen vildskab; her mødtes det hellige og det profane. 

Dette var tilfældet helt fra festivalens allerførste koncert med den eksperimenterende vokaltrio Ilinx, der meget sigende blev annonceret ikke som en koncert, men som et åbningsritual.

James Black skylder mig en artikel. Bortset fra at det ikke længere er mig, der skyldes til, men min efterfølger som redaktør her på Seismograf, Andreo. Og så var det i øvrigt ikke én artikel, men adskillige. Lange, omstændelige artikler med mange timers arbejdsindsats. Samtalen forløb nogenlunde sådan her over telefon engang for, hvad, to år siden: Så jeg vil gerne tale med nogle andre komponister om religion, siger Black. Det lyder måske lidt tørt, tænker jeg, og er det ikke et lidt stort brød at slå op, én artikel til Seismograf kan være svær nok at få i hus, så en hel serie? Jeg tøver høfligt, men i den anden ende af røret insisteres der. Jaet lokker sig ud af min mund, for James lyder gådefuldt motiveret, og når James skriver, er det som regel som en steppebrand af indignation og forbandet klarsyn; det pureste kritikerguld. Tre-fire artikler om musik og religion? Ja tak, James, det gør du bare. 

Da jeg mødes med den danske komponist Niels Rønsholdt en bagende varm sommereftermiddag i København, er der en knitrende ​​begejstring over ham. Han er lige kommet fra en prøve på et andet stykke, men er i byen for at forberede premieren og den efterfølgende afvikling af sin nye opera, Den sidste olie, under Copenhagen Opera Festival. Normalt er Rønsholdt bosat i Aarhus, hvor han er lektor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium. Det er meget tydeligt, at Rønsholdt er ivrig efter at dele dette værk med sit publikum, men indtil han kan gøre det, må han nøjes med mig og det spørgsmål, jeg kunne generere på baggrund af programbeskrivelsen.

Avantgarden har altid drømt om at nå ud til masserne. Om det så var Schönberg, der ventede på, at mælkemanden ville fløjte hans atonale linjer, eller om det var efterkrigstidens udflippede fluxuskomponister, der ville nedbryde skellet mellem dagligdag og kunst ved, nå ja, at gøre hele verden til et gribebræt. Drømmen har altid haft det vanskeligt i mødet med virkeligheden, og bag den umiddelbare ambition om folkelighed har man oftest anet en fuldstændig mangel på forståelse for omverdenen. Hvad sker der lige for, at hr. og fru hækkeklipper ikke hører Stockhausen, når de får fri?

Jeg har nu alligevel en vis sympati for bestræbelsen på at liste en smule dissonans ned i svælget på den uforvarende lytter. Dels fordi et mildt overgreb kan sætte refleksionsmusklen i gang, dels fordi det er meget sundt, at elitære kunstnere ikke lukker sig inde i deres egen hule, men hårdnakket og nærmest ydmygende ydmygt prøver at lokke nyt publikum med over i deres parallelle virkelighed.

Selvom det ofte ligner og lyder som kaos, har cykelløbet sin egen rytme, hedder det i en tekst fra det polyfarvede cykelfirma Rapha. Den særlige rytme kunne være Kraftwerks berømte menneske-maskine-rendezvous, der hårdt og bastant søger at illustrere løbets hårde indre og ydre kampe. One rhythm fits all! 

Men TV2’s franko-romantiske jingle siger jo heller ikke tous les choses om den Tour. 

For er det ikke tværtimod sådan, at i Tour de France komponerer hver rytter sit eget beat (solister, for kun den slags klarer skærerne i verdens hårdeste cykelløb)? Alle de mange beats, som – det kunne man se og høre – ændrede karakter, når landskaberne skiftede fra Alperne til Pyrenæerne.

Det lugter af klor, og den tunge luft fylder lungerne. Koret synger om fællesskabet og om individet. Vi befinder os i svømmehallen på Idrætshøjskolen i Aarhus til prøve på stykket CRAWL CRAWL CRAWL, og her er varmt. Man trækkes ind i en suppe af fugt. Stemmerne rejser anderledes her.

I starten registrerer koret mødet mellem rum og krop. Ord som »gåsehud« og »flise« klinger igennem. Men så: »Summen af verdens tårer er konstant.« Og med ét bliver bassinet til en tårebeholder. I den dybe ende af vandet sidder dirigenten Mathias Skaarup Sørensen på en stige, og i den anden ende er sangere fra Ensemble Edge ved at stige ned i bassinet. Men hvorfor er vi her, og hvad handler det hele om? Vi spurgte scenograf og instruktør Jon R. Skulberg og komponisten Lil Lacy om deres tanker bag denne performance. 

»Per har altid spillet klaver for mig, han har altid været i øjenhøjde med mig, lige meget hvilken alder, jeg har haft. Vi har bare spillet sammen.« 

Emilie Molsted Nørgaard (født 1993) – også kendt som popmusikeren Jada – er barnebarn til komponisten Per Nørgård. Hun er med i studiet The Village i Vanløse for at høre farfar, der i løbet af det sidste års tid har været i gang med at indspille et improvisationsalbum med den klassiske cellist Jakob Kullberg og jazztrommeslageren Kresten Osgood.

Det ser ud til, at Per Nørgård hele livet igennem og under alle mulige skiftende ydre og indre forhold har haft et lykkeligt forhold til tidens dimension. Allerede da han var i 50’erne, kunne han sige, at mens de fleste mennesker udtalte, at de syntes, tiden gik hurtigere og hurtigere, jo ældre de blev, havde han det selv lige omvendt. 

En dag på Langeland, når man besøgte ham og Helle, kunne begynde i den mest langsomme rytme overhovedet. Først skulle man bade, og Per gik ud fem forskellige steder, så det var sikkert, at jeg ikke skar mine fødder. Efter badet og hjemkomst til ferieresidensen gjorde man bilen klar til at køre ned til landsbyen for at hente morgenbrød. Efter morgenmaden en længere pause, så man var udhvilet, inden vi skulle høre og se en optagelse med pianisten Piotr Anderszewski, hvis udførelse af Beethovens Diabelli Variationer og hele musikalske approach, som han udlagde i et TV-interview, tiltalte Per Nørgård meget.  

Sune:

Nå, Andreo. Seismograf er kommet på festival, sådan rigtig festival: den store i Roskilde, den med alle drømmene og det tunge åg af forventninger. Er der ikke noget kultisk og selvgodt autoritativt over sådan en størrelse? Engang stod Roskilde for noget, det var en rigtig rockfestival, der satte tidens overfladepop skakmat. Selvtilliden fejlede ikke noget, man stillede sig op på sin kollektivistiske trone og bestemte, hvad der var god og substantiel musik herhjemme, ja i hele verden. Bag facaden af kærligt fællesskab bankede et voldsomt elitært hjerte. Har Roskilde stadig en identitet, synes du?

Det var meningen, at Mortenson skulle bo på landet i seks måneder, da hun for mere end 10 år siden trak sig fra livet i Berlin, koncerter verden over og et universitetsstudie på DIEM i Aarhus.



Idyllen blev et vendepunkt, der både ændrede musikken og kunstneren.



Derfor mødes vi til et interview på en vindblæst strand i Østjylland. 

Jeg undrede mig over, at der i pressematerialet blev understreget, at det var et non-binært kunstnernavn, men at Heidi Mortensens pronomen var hun?

»Jeg har i 20 år udgivet musik som Heidi Mortenson, hvor mine pronouns er she/her, og hvor jeg i pressemeddelelser omtales med mit efternavn Mortenson. Og det står jeg ved. Med Phtalo er jeg non-binær, og det føles godt. Det er spændende og en måde for mig at gå lidt på opdagelse, og jeg overvejer, om det er noget, jeg skal tage videre.