Sluk for den »musik«! Marcel Cobussen ønsker, at vi alle orienterer os på ny inden for de huse, samfund, byer, lande og civilisationer, vi eksisterer i, og gør det ved at koncentrere os om lyden af ​​den støvsuger, som din nabo skubber rundt. Han foreslår blidt, i denne vanvittige-men-overbevisende, hjemmelavede-men-stramme bog, at vi kan gøre det ved at lytte mere opmærksomt til verden omkring os – til de resterende støjlyde fra industrien, naturen og de mest banale menneskelige aktiviteter.

For at parafrasere John Cage: Når vi ignorerer hverdagslyde, irriterer de, men når vi lytter, fascinerer de. »Kan Cages arv bevares, videreføres og forlænges?« spørger den hollandske lydfilosof og professor i auditiv kultur ved Leiden Universitet i Engaging with Everyday Sound – et manifest for en ny måde at fortolke og interagere med forestillingen om sonisk materialisme.

En særegen musikbegivenhed blæser snart ind på spillestedet Alice på Stairway i Vanløse. Ode to Stone er titlen på et musikstykke tilegnet det stenholdige klitlandskab ved Vesterhavet. Et værk oprindeligt skrevet til festivalen Gong Tomorrows open call til musik til Danmarks nye naturnationalparker, hvis uropførelse i november sidste år blev aflyst i kølvandet på den stadigt spøgende corona-pandemi. 

Projektet, som får premiere 16. april, har været længe undervejs, siger de to initiativtagere, den norske komponist Ingri Høyland, der også udgiver musik under navnet Hôy La, og billedkunstner Lea Guldditte Hestelund, der under vores korrespondancer sidder med et meget nyfødt barn på armen – et faktum, der skal vise sig af langt mere tematisk relevant, end man måske umiddelbart skulle tro. 

Der var noget barnligt fascinerende ved Zoe Efstathiou, når hun satte sine mikado-pinde, klemt ned mellem to strenge på flyglet, i vibrationer med to fingre smurt ind i harpiks. En nysgerrig, måske helt naiv udforskning af den klassiske musikkulturs mest symbolske instrument – med helt utrolige, musikalske virkninger til følge. Jeg blev i hvert fald fuldstændig overvældet af de spinkle, grødede, ustabile klange, der løftede sig ud af den store klangkasse som gigantiske, slanke stemmer fra en helt anden verden end den klassiske. 

Det var både meditativt og urovækkende – og melankolsk og opløftende på en og samme tid – da den græske komponist og performer åbnede den lille festival Piano Days CPH med et akustisk nybrud, der havde format til at kradse et hul i vores normale opfattelse af virkeligheden.  

Set udefra er der noget inde på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som ikke helt stemmer. Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide bygninger på Rosenørns Allé. Måske ikke i konkret forstand, men i den grad i overført betydning.

Den gamle institution står uden en professor i komposition, har ingen kvindelige komponister tilknyttet som undervisere og kan blandt sine indskrevne på komponistlinjen kun tælle to ud af 20, der ikke er udenlandske studerende – og dermed altså ikke betaler hele gildet af egen lomme (som det er tilfældet for ikke-EU-studerende, red.).

Kald det sparetider eller krisetegn, noget er i hvert fald ikke helt, som det har været, i det gamle radiohus. Det afslørede også årets Pulsar Festival, der fandt sted 9.-15. marts og imponerende nok bød på 13 velbesøgte koncerter med i alt knap 70 værker af, primært, nuværende studerende.

Musikjournalistikken hædrer stadig i høj grad frontfigurer, og vi er alle blevet indprentet det kapitalistiske liberale tankegods om, at man er sin egen lykkes smed. For de fleste musikere – uanset hvilken genre de arbejder i – er musikken imidlertid ikke bare et ensomt virke, men en stadig udveksling af idéer, skitser og toner sammen med kolleger på tværs af faglighed, uanset om man udfolder sig i bands, orkestre, udgivelses-kollektiver, arrangørkollektiver, går til jamsessions eller arbejder sammen med co-writere eller producere.

Tre musikere – Qarin Wikström, Mika Persdotter, Sonja LaBianca – født i tre forskellige årtier fortæller om deres fællesskaber, og hvad fællesskaber betyder for dem og deres musik.

»Jeg vil være en del af bandet«

»Det er vigtigt for mig at være i kontakt med både det indadvendte og det udadvendte,« siger Qarin Wikström, komponist, sanger og elektronisk musiker, som har været en del af den københavnske eksperimentelle musikscene i mere end 20 år.

»This is the world's most important festival«.

The grandeur was palpable in the last of the opening speeches for the 19th edition of the Barents Spectacle in the northern Norwegian city of Kirkenes. It was obvious that the speaker Knut Olav Åmas from the press freedom organization Fritt Ord was aiming to make the newspaper headlines. At times it almost seemed as if he was speaking directly to me – meaning the foreign press, which had been invited 400 km north of the Arctic Circle to the border town with its complicated relationship with its neighbor to the east.

It was close to an overstretch, when Åmas elevated journalism to »history’s first draft«. I guess that was the minimum one could do on this date: February 24 – one year after the Putin regime's full-scale invasion of Ukraine. Most of us who stood in the bitter arctic cold waiting for the opening show to start had just come from a torchlight procession starting at the Russian Consulate General. In addition to the condemnations of the war, a large part of the demonstration speeches were filled with sympathy for the Russian population. Like Ukraine, Russia is also occupied, people said several times.

»Det her er verdens vigtigste festival«.

Storladenheden var til at tage og føle på i den sidste af åbningstalerne for den 19. udgave af Barents Spektakel i den nordnorske by Kirkenes. Taleren Knut Olav Åmas fra trykkefrihedsorganisationen Fritt Ord havde sigte mod avisoverskrifterne, fornemmede man. I momenter virkede det nærmest, som talte han direkte til mig – altså den udenlandske presse, der var blevet inviteret 400 km nord for polarcirklen til grænsebyen med det indviklede forhold til sin nabo mod øst. 

Det nærmede sig et overstretch, da Åmas ophøjede journalistikken til »historiens first draft«. Mindre kunne vel ikke gøre det på denne dato: 24. februar – et år efter Putin-regimets fuldskala-invasion af Ukraine. De fleste af os, som stod i den bidende polarkulde og ventede på, at åbningsshowet skulle gå i gang, kom lige fra et fakkeloptog med afmarch fra det russiske generalkonsulat. Udover fordømmelserne af krigen var en stor del af demonstrationstalerne belagt med sympati for den russiske befolkning. Ligesom Ukraine er Rusland også okkuperet, lød det flere gange.

SØS Gunver Ryberg har sat sig godt til rette på stolen overfor mig med en dampende varm og helt fyldt kop te foran sig. Den elektroniske komponist og lydkunstner har sagt ja til at mødes til en samtale om hendes nye album Spine, der udkom først i februar. Et album, der ikke blot indskriver sig i nyere europæiske electronica- og ambienttraditioner, men også bygger videre på og på sin vis også kommenterer den minimalistiske tilgang til musik. Det er et album, jeg på tidspunktet for interviewet kun havde kendt i nogle få dage, men ikke desto mindre fået ind under huden, opfyldt som det er af Rybergs karakteristiske blanding af det ophøjede, det cool og det spartanske.  

Under interviewet befinder vi os i et meget roligt lokale fyldt med sollys og uden anden lyd end vores stemmer, kun afbrudt af de stykker musik, vi undervejs lytter til sammen i tavshed.

This video essay is a love letter to Jenny Hval and her music. Music can connect me, and you, to a community where sound resonates between bodies. The narrator of the video is a music lover whose haunting voice is in and out of sync with the world's post-apocalyptic events. At the same time the narrator lives in the future and attends Jenny's gig with friends. This love letter is also secretly made for echolocating bats who are just as welcome in the audience as humans.

Han slog hårdt og præcist på det rustne stykke metal, manden i de solide støvler. Foran Oslo Rådhus stod Thorbjørn Christiansen med en stor hammer i hånden og opførte faderen, Henning Christiansens, værk 180 Hammer Blows Against the War Monkeys. En auktionariuslignende stemme i højttalerne talte slagene. Hvert slag genlød sekundet senere, men nu forvrænget, som splintret elektronik inde i en bjerghule engang i fremtiden. De kaffedrikkende cafegæster på torvet fulgte med i denne meget bastante kunst i det meget vindomblæste offentlige rum. De kunne ikke andet. Og den splintrede lyd ville jeg elske at have som min ringetone, tænkte jeg. Selv om den lyd ikke ligefrem signalerer: Jeg kommer med fred…

Da Henning Christiansen opførte værket i Berlin i 1988, gik der et år, og jerntæppet faldt. Kunst kan noget. Kunst vil ihvertfald gerne kunne noget.