Dette er operaens svar på OL, tænker jeg, da jeg står med et glas crémant i hånden på Oslos Rådhus til den ceremonielle åbning af Dronning Sonjas Sangkonkurrence. På scenen foran mig træder de fyrre konkurrerende unge operasangere, udvalgt af en dommerjury på baggrund af mere end 500 ansøgere, frem en ad gangen og præsenterer sig med navn, stemmegruppe og nationalitet. »I represent the United States of America,« siger en. »I represent Ukraine,« siger en anden. Operaens svar på OL, ja, eller på en Miss Universe-skønhedskonkurrence. I løbet af de næste to dage skal de fyrre deltagere konkurrere om at være blandt de tolv, der går videre i konkurrencen og fortsat kan konkurrere om 50.000 euro og et kunstværk lavet af selveste Dronning Sonja. 

Der er noget fraværende over måden, hvorpå deltagerne interagerer med hinanden og med resten af gæsterne til åbningsceremonien: Der er noget kunstigt over smilene, noget tvungent i latteren, en tomhed i øjnene, noget nervøst og let febrilsk over håndbevægelserne

Den ene var en vandring blandt ensomme skæbner i det nu lukkede fængsel i Vridsløselille som fantastisk kulisse, den anden foregik med VR-briller og hovedtelefoner i dødsriget, den tredje udspillede sig som total minimalisme med gule lyspaneler som eneste sceniske markering for en kvinde, der kæmpede sig ud af den største krise.  

Der var som tidligere morgensang, opera i bussen og show på Københavns kanaler på hovedstadens operafestival. Det tematiske indhold i de nye produktioner, festivalen har bestilt hos unge komponister, var dog alvorligt uden antydning af glimt i øjet. Selve musikken i Hjem, Mortalities og The Yellow Wallpaper var diskret og egentlig ret let – som en tydelig kontrast til dramatikken i rummet.

Fælles for de tre produktioner var derudover, at de fungerede rigtig godt som operaer. Hvor man tidligere med nye operaer har haft en fornemmelse af, at komponisterne skrev musik, som kunne stå selv som ny grænsesøgende partiturmusik, har de tre fokuseret på forestillingen som helhed.

Banegården: Selve ordet synes at vække de sidste 200 års historie til live. Bygget af materialer som støbejern, stål og glas og med skinnerne som langstrakte, menneskepåførte ar på landskabet findes der nærmest ikke et tydeligere og mere universelt symbol på den industrielle revolution end banegården. Der hviler en særlig aura over banegården; en aura af noget eksotisk; af eventyrlighed. I mange byer er det kun domkirken, der kan måle sig med den i pragt, og selv den mindste banegård har noget i sig, der vækker mindelser om Orientekspressen og Den transsibiriske jernbane. Om Jules Vernes Jorden rundt på 80 dage, om Arthur Rimbauds lyserøde togvogn med blå puder i Rêvé pour l'hiver, om regnvejret og ventesalen med chokoladeautomat i Johannes V. Jensens Paa Memphis Station, om Tom Kristensens rejseskildringer i En kavaler i Spanien, om »skøn som en sønderskudt Banegaard«, om Patricia Highsmiths tragiske Strangers on a Train, om Ang Lees dybt melankolske The Ice Storm, om Richard Linklaters ultraromantiske Before Sunrise eller om Harry Potter-bøgernes perron 9¾.  

I de store operaer er der altid nogen, der må igennem sølet. Der må være noget at synge om. Det har kun været nat én gang siden Roskilde Festival, og mine sko er hærgede efter fire dages musikalsk FOMO på en dansk mark. Gennem vinduet i det lille fly fra Helsinki til Savonlinna opløses fastland til øer. Stilheden runger, men finske stjernesopraner huserer allerede i mit trætte hovede. Det første, som falder i øjnene i Savonlinna, en lille by i det sydøstlige Finland, er de mange skobørster, ofte tre børster fra koste samlet i én børste, foran husene på gaden, der leder hen til slottet Olavinlinna. Epicentret for Savonlinna Opera Festival. Det var her – midt i den endeløse finske natur – at den finske sopran Aino Ackté i 1912, altså for 111 år siden, lykkedes med at opføre opera for første gang.  

Savonlinna har 35.000 indbyggere, men ligesom Roskilde vokser byen hver sommer med 70.000 gæster. De kommer for at opleve store dramaer. I aften er det romantikeren Charles Gounods one smash hit, Roméo et Juliette. Kærligheden mellem det unge par flyder let og lidenskabeligt i de velturnerede duetter. Amy Lanes iscenesættelse er som en fyrig film sat i New York sidst i 1800-tallet.

In the great operas, there is always someone who has to go through the mud. There must be something to sing about. It's only been one night since the big and noisy rock and pop event Roskilde Festival, and my shoes are ravaged after four days of musical FOMO in a Danish field. Through the window of the small plane from Helsinki to Savonlinna, the mainland dissolves into islands. The silence resounds, but Finnish star sopranos are already home in my tired head. The first thing that catches the eye in Savonlinna, a small town in south-eastern Finland, are the many shoe brushes, often three brushes from brooms combined into one brush, in front of the houses on the street leading to Olavinlinna Castle, the epicenter of the Savonlinna Opera Festival. It was here – in the middle of the endless Finnish nature – that in 1912, i.e. 111 years ago, the Finnish soprano Aino Ackté succeeded in performing opera for the first time.

Savonlinna has 35,000 inhabitants, but like Roskilde, the city grows every summer with 70,000 guests. They come to experience great dramas. Tonight it is the romantic Charles Gounod’s one smash hit, Roméo et Juliette. The love between the young couple flows easily and passionately in the well-turned duets. Amy Lane's staging is like a fiery film set in New York at the end of the 19th century.

Han trasker i sine slidte sneakers dvask ind på den ret store kridhvide scene i sit støvede tunge renæssancekostume med sin naragtige hat på sit lange uglede hår. Alt i alt forpjusket, en fremmed fugl og lidt ligeglad. Men så går han helt hen til scenekanten, så tæt på os, som han kan, og præsenterer sig selv:  

»Good evening, I am the composer«, og så åbner komponisten og performeren Maarten Seghers munden for at udtrykke eller nærmere undertrykke en umiskendelig, umærkelig hundefløjtehøj lyd. Et langt stille »Aaarh«. Langt. En jamren. En udånding. Det er egentlig ingenting. En rest af en lyd. Er det overhovedet komponeret? Tager han pis på os eller er det dét, der er tilbage? 

Ja, viser det sig. Det er sådan, vold lyder. Som ingenting. Men først kæmper de for det, de har kært.