Bétove

BÈTOVE

DER fandt for et Aars Tid siden, paa den store Opera i Lyon, en Premiere Sted, som paa Forhaand ventedes med spændt Interesse, fordi det Værk, som her for første Gang, skulde fremføres var skrevet af enkomponist, Michel-Maurice Lévy, der havde en højst usædvanlig Livsbane bag sig.

Musikhistorien er ganske vist rig paa tragiske Begivenheder, men den Skæbne som var bleven Operaen » Klostret"s komponist, Lévy til Del,maa sikkert betegnes som enestaaende. Desværre synes Opførelsen af »Klostret« ikke at have bragt komponisten den Revanche for sit Livs vemodige Lod, som man havde haabet og ventet, men derfor er det ikkeuden Interesse at ridse Lévys sørgelige Historie op. Den bekræftertil fulde, hvor lidt man endnu i vor Tid forstaar at værdsætteet virkeligt Talent, og hvor ringe man i alt Almindelighed agter Musikenskunst.

Den unge Michel-Maurice Lévy, der af sine Lærere og kammerater ved Konservatonet blev anset for at være et stærkt og ejendommeligt Talent, søgte tappert at stride sig igennem for at leve Livet for sinkunst. Desværre var det bitre Kaar, han kæmpede under i sin Fødeby Lyon, men det hændte af og til, at en og anden »godgørende""Musikelsker indbød ham til sine Saloner, uden at tænke paa,at den gode Lévy maaske dagevis havde sultet og derfor kun daarligttaalte, at man serverede ham stærke Drikke eller Champagne. I en tom Mave fremkalder Champagnen let de mest uberegnelige Virkninger, og Lévy,der en Aften havde deltaget i en »Salon"" og iklædt et ikke altforvarmt Kostume, vandrede til sin fattige Bolig, besvimede paa Gaden. Nogle Forbipasserende saa ham ligge der, hjalp ham paa Benene og fjernede sig,uden at vide, at en Ret Kartofler eller et Stykke Brød var det eneste Lægemiddel, der kunde hjælpe her. Dette gentog sig ofte. Menen Aften var Lévy saa heldig at blive indbudt til en, virkelig Souper,forud for hvilken han havde diverteret Selskabet med at spille klassiske Mesterværker. Opmuntret af Vinen og den gode Mad fandt han efter Maaltidetpaa den Idé, at imitere og travestere gamle og nye Komponister, en Evne, han næppe selv vidste, at han sad inde med, men som ganske forbløffede Selskabet. Til langt ud paa Natten blev Lévy ved med at spille a la Lulli, Debussy, Palestrina, Wagner, Lehar, Beethoven, Hervé o. s.v., og da man skulde til at bryde op, kom en af de grevelige Gæsterhen til Lévy og sagde: »De har jo forbausende Evner som musikalsk klovn, hvorfor vil De fægte Dem gennem en elendig Tilværelse, naar Deres komiske Talent kunde indbringe Dem Formuer og Triumfer? Lad migordne den Sag for Dem, jeg garanterer Dem en Succes"".

Lévy kunde ikke modstaa dette Forslag. Han gik ind paa det, og inden længe optraadte han under Navnet Bétove, paa Varietéer over hele Frankrig. Hans røde Paryk, hans respektløse Forvandling af Beethovens Navn, og hans glimrende musikalske klovnkunster gik der Ry af,og man engagerede ham i Gesandtskaber, i fyrstelige Huse, og ja endog hos Dronningen af Belgien optraadte han. Hans Indtægter voksede. Nu varder ingen knaphed paa Føden mere. Lévy var en holden mand ogen moderne Celestin-Floridor. Thi sin første kærlighed, Musiken,svigtede han ikke. Man siger, at klovnen maa le for ikke at græde, ogi sine ensomme Timer græd og led Lévy-Bétove. Om Dagennaar Bétove var Michel-Maurice Lévy, arbejdede han paa sit Livs store Maal, 3 Akts Operaen » Klostret"", der allerede i 1915 havdeværet færdig komponeret, men som han i de lange Aar som Klovnstadig filede og forbedrede paa.

Lévy, som havde været et afgjort Talent, saa afgjort, at endog ingen ringere end den berømte belgiske Digter Verhaeren havde skrevet Texten til »Klostret"" for ham, havde forspildt sit Liv. Da Premierenhavde fundet Sted i Lyon i Efteraaret 1923 og ikke bragt ham den Oprejsningfor sit Liv, som han havde kæmpet for bag Sminken og Grimaserne, knækkedehan sammen. Det var for sent. klovnen maatte atter le for ikke at komme tilat græde.

R-r.