Nogle betragtninger over jazz-musik

NOGLE BETRAGTNINGER OVER JAZZ-MUSIK

MEFISTOFELES siger i ,,Faust«: ,, Den Teufel spürt das Volkschen nie, und wenn er sie beim kragen hätte«. - Det er nu utvivlsomt, at man gerne ser saa lyst som muligt paa, hvad der bringer En Glæde, og man kan derfor ikke vente, at Jazz-Musiken skal vække Anstød hos dem, der ynder de moderne Danse, eller møde særlig Kritik fra den saakaldte ny Musiks Tilhængere. Hvad der falder i Traad med Tiden kan være sikker paa en vis Velvilje, hvad der derimod staar i Modstrid med denne, skal nok finde sine Modstandere. Men vil man dømme uhildet, maa man ikke alene stille sig velvilligt og lade denne Musik frit indvirke paa Ens Sind, man bør ogsaa undersøge de Tilstande, der skyldte den sin Tilblivelse.

Dog vil det maaske være rigtigst at dvæle lidt ved det evigt unge Spørgsmaal om Musikens Opgave og Indhold, og det bør i denne Forbindelse erindres, at der allerede i Slutningen af det 17. Aarhundrede stod Strid herom. For nogle - nu forøvrigt ukendte Komponister - var den kun en Ørets Kunst, for andre hvoriblandt Rousseau - var dens højeste Maal at blive et Udtryk for de menneskelige Følelser, og saaledes blive til Opbyggelse og Belæring. Karakteristisk er det, at Harder, der fra først af lagde særlig Vægt paa Musikens Forbindelse med Sproget, senere hen - uden Tvivl ved at høre Haydns og Mozarts instrumentale Værker - naaede til at opfatte den som vokset frem af en Inspiration, der ikke lader sig forklare ved Ordet. Som man vil se, er der her Berøringspunkter med den Strid, der den Dag i Dag sætter Sindene i Bevægelse. Men er Sandheden ikke den, at den musikalske Kunst - idet den er hævet over at befatte sig med konkrete Forestillinger - netop sætter ind dér, hvor Ordet ikke længere slaar til, og har vi maaske ikke her den dybest liggende Aarsag til den mystiske og fortryllende Indflydelse, som den udøver paa alle musikalsk modtagelige Sind.

Men fordi Ordet ikke slaar til, overflødiggøres ikke dets Anvendelse, thi vi har vel næppe noget andet Middel til at betegne det Slægtskabsforhold, der kan være imellem Tonerne og det, de synes at udtrykke. Lige fra Bachs Mathæus-Passion og op igennem Tiderne har Musikens Mestre derfor bygget paa disses Evne til at skildre de mest forskelligartede Sindstilstande, og vi har oplevet at se de mørke Farver blive mere og mere anvendte, for i Rich. Strauss ,,Salome« at blive de alt overskyggende, thi her bliver vor Kunst Rædselens, Væmmelsens og alle lave Lidenskabers lydige Tjenerinde, og den Udvikling, som vi saaledes kan se tilbage paa, bliver - selv om den har tilført Musiken flere Udtryktsmidler - en Flugt nedad i Mørkets Verden.

Hvad nu Jazz-Musiken angaar, da maa det huskes, at den har sit Udspring i de Forhold og Tilstande, som Verdenskrigen medførte. Disse var af en saadan Natur, at mange Mennesker i deres grænseløse Fortvivlelse kunde give sig til at le. Denne Latter skal have været saa hysterisk og hjerteskærende, at enhver, der hørte den, maatte forstaa, at her lod Haabløshedens Dybder sig ikke længere maale. Under saadanne Tilstande var det, at den moderne Dansemusik blev kaldt tillive, thi den var Sansernes vildeste Rus, et Tonernes Charybdis, der hvirvlede sine Ofre ned i Selvforglemmelsens Afgrund, hvor Livets Alvor synes at miste al Betydning og Værdi. Som en Arv fra vilde Folkeslag blev den taget op af vor Kultur og gennemtrængt med dens bevidste Kyndighed og raffinerede Teknik. Alligevel har man ofte villet gøre den til en Form for barnlig og naiv Livslyst, men, hvad der hos et vildt Folkeslag endnu kan tages for Barnlighed, kan under en fremskreden Kulturs bevidste Udnyttelse ikke vedblive at være det samme.

I sit Væsen og sin Art er denne Musik ganske vist genial, men det turde dog være urimeligt at tildele den Uskyldighedens og Harmløshedens lyserøde Gevandt. Bleven moderne, som den er, maa det ikke forundre, om mangen frisk og sund Sjæl gerne lader sig ombølge af disse Toner, og maaske er der ogsaa dem, der ikke tager Skade heraf og ikke aner, at ,, Fanden har dem i Kraven«. Men Faren for en nedbrydende Virkning vil dog altid være tilstede, dels fordi Forædling her vanskeligt lader sig tænke, dels fordi det altid er de lavere og simple Former, der kan glæde sig ved størst Folkeyndest.

Alt, hvad der omgiver os, præger sig i Sindet, og de Kræfter, der er nedbrydende, er i det korte Løb stærkere end de, der bygger op.

Louis Glass.