Om forstaaelse af musik

OM FORSTAAELSE AF MUSIK

HVORLEDES skal man opfatte og forstaa Musik? - Hvor Talen er om ,,anvendt"" Musik, altsaa Sange til Tekst, Opera- og Balletniusik, er Spørgsmaalet ikke saa vanskeligt at besvare. Her er Komponistens Opgave netop at illustrere, udmale eller uddybe den i Ordene, Handlingen og Situationerne iboende Stemning og Karakter, og Tilhøreren maa derfor paa samme Maade være baadebundet og vejledet af disse Hensyn i sin Forstaaelse. Den kritiske Sans harher blot at afgøre, om det er lykkedes Komponisten at finde træffendeog overbevisende Udtryk for Indholdet, om det er gjort med Personlighed,med kunstnerisk Smag. Til en Sang kan der skrives en i og for sig »smuk""Melodi; men hvis den ikke dækker Indholdet, er Opgaven ikke løst.Hvad Opera og Ballet angaar, er Forholdene selvfølgelig størreog mere komplicerede, men ogsaa her er i Hovedsagen dog Teksten og Handlingenmed dens forskellige Situationer den Rettesnor, som den, der vil forstaa Musiken, maa kende og følge, om end de dramatiske Love stiller særlige Krav til Tilhøreren.

Den egentlige Vanskelighed ved Forstaaelsen af Musik kommer først frem, naar det drejer sig om den, "absolute" Musik - et Instrumentalstykke, en Sonate, en Koncert, en Symfoni 0. lign. Her, hvor Musiken selv fører Ordet, er man ogsaa henvist til kun gennem den at finde Forstaaelse. Hvorledes skal da Tilhøreren lade Musiken virke paa sig for at faa den fulde Forstaaelse og Nydelse af den?

Jeg mindes en nu afdød Kunsthistoriker, der engang overfor mig erklærede, at han egentlig ikke var musikalsk, men alligevel havde den største Nydelse af Musik, derfor hyppig gik til Koncerter og altid da fik sine bedste Tanker, naar han hørte den bedste Musik. Musiken frem kaldte aabenbart Ideassociationer hos ham. Det var ikke selve den musikalske Forstaaelse, hannød; men Tonerne virkede paa ham ved deres Evne til at lade beslægtede Strenge klinge i hans kunstforstaaende Sind.

Det var nu en ikke-musikalsk. Men givet er det, at ogsaa hos mange musikalske Mennesker vækker Musiken Ideassocia-tioner. Hos nogle fremkaldes udprægede Tankeforbindelser, andre føler Tonerne som Farver, atter andre hører Tonerne som Tale. Den fuldtuddannede Musiker og især den kompositionskyndigevil i langt højere Grad anvende en analytisk Metode. Han vil mærkesig Temaet eller Motiverne med deres Karakterejendomme-ligheder, følgederes videre Udarbejdelse og Udnyttelse, Modulationer, Kadencer, de formelle Proportioner o.s.v. Dette er jo imidlertid en teknisk-teoretisk Analyse,der kræver en højt udviklet Musikerhjerne, betydelig Træningog Routine, naar der - som her - ikke er Tale om en Analyse af Partiturethjemme i Ens Stue, men om den lynsnare Medopfattelse samtidig med Tonernes Tilblivelse i Reproduktionen ved de udførende Kunstnere eller Orkestret.En fuldstændig nøjagtig Gennemførelse af denne Analyse er i Virkeligheden ugørlig, navnlig naar det gælder en Førsteopførelse og især da af moderne Kompositioner. Mange nye harmoniske Forbindelser, egenartede Tone- og Stemme-kombinationer vil ikke saa lynsnart kunne lade sig dechiffrere, de vil frembyde et Overraskelsesmoment og vil virke alene ved deres sublime eller sære Belysning eller Farvetone.

Og her er vi ved det springende Punkt. Selv en eftergaaende teknisk-teoretisk Analyse vil nok kunne give en Begrundelse for visse æstetiske Virkninger; men dette er dog langtfra selve den æstetiske Oplevelse. Denne beror jo netop paa Tonernes egen umiddelbare Ekspressivitet, paa Spillet mellem alle disse skiftende Lydreflekser, Delagtigheden i denne levende Bevægelse, de Indtryk, Tonernes Stigen og Falden, Hvisken og Truen fremkalder. I Virkeligheden vil Musikeren, naar han hører Musikværket, da heller ikke kunne nøjes med den analytiske Fremgangsmaade. Hans trænede Hjerneog skarpe øre vil blot i højere Grad end hos andre lade ham kunne følge den mere tekniske Side ved Kompositionen samtidig med,at han paa lignende Maade som enhver anden musikalsk Tilhører lader Tonerne paavirke sin Fantasi og Følelse. Han vil blot som oftest være mere kritisk og kræsen i sin Smag.

I hvilket Omfang og med hvilken Ret kan man imidlertid nu tale om at opfatte Toner i Billeder og Forestillinger? Hvad Kom-ponisten selv har ment med sine Toner, er - som allerede antydet - i denne Forbindelse ganske irrelevant, idet vi naturligvis ser bort fra al udpræget ,,Programmusik"", derhører ind under den ,, anvendte"" Musik. Her, hvor vi taler om denabsolute Musik, er det ene afgørende, hvad Musiken selv evner at fremkaldehos Tilhøreren. Noget andet og meget betydningsfuldt er det imidlertid,at naar mange Komponister ofte lægger bestemte Intentioner ind i deres Kompositioner, er det dog et Indicium for, at man ofte kan være berettigettil at faa visse Tankeforestillinger ved at høre Musik.

En Kendsgerning er det nu ogsaa, at i Tidernes Løb er visse musikalske Vendinger saa ofte blevet anvendt til at fremstille bestemte Ideer eller Billeder,at de staar som typiske Udtryk, der nødvendigvis stadig vil fremkaldedisse bestemte Forestillinger. Særlige Figurationer anvendes saaledes altid til at fremstille Kildens Rislen, Bækkens Løb, Havets Vuggen, Stormens Susen o.s.fr. Visse Intervaller i Forbindelse med særlige Melismer er blevet typiske for østerlandsk Kolorit, medens bestemte Rytmer lader En forstaa, at vi nu er i Spanien, nu i Rusland. Naar vi hører visse orgelmæssige Koraler, er ingen i Tvivl om, at vi er i en Kirkeeller i al Fald paa religiøs Grund, ligesom vi ved at høre bestemte Hornsignaler alle vil være tilbøjelige til at tænke paa Jagt eller Skov.

Det er ligeledes uomtvisteligt, at Tonerne i særlig Grad egner sig til at give Udtryk for Sjælstilstande som Alvor og Vemod, Lidenskabelighed, Lune, Humor - en mangfoldig, rigt facetteret Skala af sjælelige Udtryk. Noget andet er, at alle disse Følelsesudtryk jo ikke er konkrete iden Forstand, at det er Følelsernes virkelige Indhold, end sige Aarsagerne til dem, vi hører. Det er kun disse Følelsers ,, Ansigt "",deres æstetiske Spejlbillede. Til Gengæld kan Musiken give etlangt mere differentieret Udtryk for dem end noget Sprog. Det kunstneriske Problem ligger derfor ikke i, om Musiken bør være følelsesbetonet eller ej, men i Maaden, paa hvilken Følelserne udtrykkes, om den erbanal og letkøbt eller præget af kunstnerisk Kultur og Finhed.Og her vil naturligvis den større eller mindre Udvikling i Tilhørerens musikalske Smag og Opfattelsesevne særlig gøre sig gældende, idet mange kun formaar at forstaa de almindeligste, mest typiske og ,,haandgribelige""Udtryk, medens de finest nuancerede, kunstnerisk udsøgte kræver en højere Kultur.

Foruden alle disse med Flid valgte Eksempler paa klare og bestemte Udtryk for Forestillinger og Følelser gives der en Uendelighed af mere eller mindre vage og ubestemte, men derfor ikke mindre betydningsfulde, som jokun er en Følge af Underbevidsthedens særlige Indflydelse ved enhver kunstnerisk Produktion. Og i det hele kan man sige, at saavist som Kunsten er at opfatte som Udslag af en Kunstners Aand og Fantasi, maa det enkelte Kunstværk ogsaa bringe Bud om dets Skabers mere eller mindre ejendommelige Kunstnerpersonlighed. Man tør endog paastaa, at, selvom Komponisten tror at skabe noksaa ohjektivt-artistisk, vil hans Toner - ham selv uafvidende - naturnødvendigt blive prægede af hans Karaktejendommeligheder, hans Temperament og Livssyn, og den modtagelige Tilhører vil paavirkes heraf.

At Indhold og Form ikke lader sig skille er for saa vidt rigtigt, som det færdige, fuldendte Kunstværk helst skal danne en ubrydelig Enhed. Alligevel er det baade begrebsmæssigt og praktisk muligt at foretageen saadan Adskillelse. Det er jo dog bekendt, at en Komponist ikke altid forstaar paa tilstrækkelig kunstnerisk interessant Maade at gennemføre eller udvikle i og for sig indholdsrige, musikalske Tanker, eller omvendt,at ret tomme og ligegyldige Temaer er blevet sat op og gennemført paa en formel overlegen Maade.

Og her er vi ved det Punkt, hvor Tilhørerens kunstneriske Forstaaelse og Smag sættes paa den vanskeligste Prøve. Her kræves ikkeblot Evne til Indføling, men ogsaa en saa omfattende Kendskab til Musikens Teknik, Stil og Kunstformer, at han kan følge Udviklingen i dens Sammenhæng og med dens Sidespring, kan bedømme den Kunstfærdighed, den Fantasifuldhed, hvormed Opgaven er løst, og tillige vurdere om Ægtheden af det hørte - om det kun er teknisk Dygtighed eller virkelig Kunst.

Musikforstaaelsen rummer med andre Ord en uafgrænset Række Trin fra den mest enkle og naive Tonepaavirkning til den højest udviklede, mest differentierede Kunstreception. Jo niere vi rykker op paa Kunstens Højder, og jo rigere og finere Tekniken nød vendigvis maa blive for at findesæregne og originale Udtryk, jo mere vil mange imidlertid være fristet til at lægge overdreven Vægt paa den teknisk-artistiske Side, derfor kan der være Grund til at erindre om, at den største og betydningsfuldeste Kunst altid har været den dybest menneskelige, den, der med Udfoldelse af rig Kunstfærdighed og Fantasi dog altid giver Udtryk for Menneskets evigt higende Tanker og Følelser.