Der var Engang ...

Af
| DMT Årgang 1 (1925) nr. 03 - side 44-47

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Thema med Variationer af Poul Schierbeck.

DER var engang ... for ikke saa forskrækkeligt mange Aar siden . .hvor Nationen endnu gik rundt og begræd Tabet af de to store Guder, under hvis Vingers Skygge den dengang unge Generation havde den ikke altid lette Opgave at vokse op.

Baade Lange-Müller og den 15 Aar yngre Carl Nielsen havde allerede dengang skrevet nogle af deres allerbedste Arbejder, og særlig Lange-Müller havde meget hurtigt gennem sine skønne Sange og sin herlige "Der var engang"-Musik fanget Folkets Øre og gjort sit Navn elsket; alligevel kunde man ikke bekvemme sig til at se frem, men vedblev at stirre tilbage efter de to store hedengangne: "Ak ja, der var engang!" Der var engang,d.v.s. engang, da Landet havde Komponister (nemlig da Gade og Hartmann levede), men nu var det da saa helt elendigt fat med dansk Musik!

Og saa fejrer vi altsaa i aar saa at sige paa engang Lange-Müller og Carl Nielsen som vor Tonekunsts ypperste, og vi synes, at dansk Tonekunsts Standard under deres Auspicier har været med et beskedent Udtryk ihvert Fald mindst lige saa høj som under Gade og Hartmann. Dette er en Begivenhed, der giver Stof til adskillig Eftertanke, og som i mere end een Henseende markerer Aaret 1925 i vor Tonekunsts Annaler.

Nu er det ikke min Mening at ville opstille Lange-Müller og Carl Nielsen som to Dioskuer i Lighed med ,,Gade og Hartmann"". Dertil er de alt for forskellige i Sind som i Skind. Men i al deres Forskellighed har de dog to Egenskaber tilfælles: de er begge dybt oprindelige Naturer, hvis kunstneriske Fysiognomi lettelig kendes selv gennem hvilken som helst Maske, det har maattet behage dem at anlægge. Taler de Rokokosprog (som i ,,Der var engang""eller i ,,Maskarade"") eller østerlandsk (som i "Alhambra", "Ved Bosporus" eller "Aladdin"), er Sproget uendeligt fjernt fra de gængse Cliche Udtryk for Rokoko eller Orient. Det er Lange-Müller og Carl Nielsen, saaledes som de tænkte sig Illyrien eller Ispahan, og deres Tanker ligner aldrig andres. Den anden Fællesegenskab hos dem er den, at de begge to ... hver paa sin Vis er typisk danske.

Der var engang, da man ved "typisk dansk" i Musiken nærmest forstod en Føle- og Skrivemaade, hvis ypperste Repræsentanter var netop Gade og Hartman, der en Overgang vel endog opfattedes som endnu mere danske end Weyse og Kuhlau. Lange-Müller viste os i "Der var engang" egne Træk . . uhyre karakteristiske og personlige, men ikke en Smule mindredansk end Forgængernes. Saa midsommerdanske endda, at af al vor romantiske Musik fra og med Gade og Hartmann forekommer "Der var engang" mig at eje det mest overbevisende Udtryk for denne Retnings lyrisk-danske Tone. Det ægte Lange-Müllerske Thema, som ledsager Prinsens Entré ved det illyriske Hof, leder ærligt talt Tanken hen paa Sjølunds fagre Sletter i nok saa høj Grad som Gade's Sang om selve disse. Og den, der en Sommeraften har set ud over et typisk sjællandsk Landskab med dets bløde Bakkedrag, bølgende Marker og kuplede Skove i Krans om en blinkende Sø, har sikkert ogsaa følt Stemningen mere udløst i Lange-Müller's "Der var engang"-Thema, end f.Eks. i Gade's af Situationen maaske mere paakaldte: "Saa tidt jeg rider mig under ø". Hvor kan det være? Jeg ved det ikke; men man kunde maaske uden at forringe Gade tænke sig Grunden den, at Lange-Müller's enkle Diatonik i omtalte Themas Begyndelses-strofer i vore øren klinger nok saa ægte som Gade's mere kunstfærdigt og kromatisk slyngede Elverskudsromance, dennes saare indsmigrende lyriske Ynde til trods.

Men det er ikke alene den landskabelige danske Tone, der finder et saa slaaende Udtryk i Lange-Müller's Partitur. Det er tillige den danske Æventyrtone. Denne Musik raaber ikke op om sin Helts og Heltindes Trods og Ydmygelse, Elskov og Triumf, den hvisker til os: "Jeg fortæller Æventyr, hør nu efter: Der var engang".

Sandelig ja, den fortæller Æventyr! Den søger ikke at vise os det naragtige illyriske Hof med den hovmodige Prinsesse f.Eks. gennem Karrikaturtegning, eller at "male" den dramatiske Spænding i Sovekammerscenen paa liaandgribelig Vis ... den fortæller os derom, dejligt og fængslende, men med Smil paa Læben, med Humor og Ynde... født i H. C. Andersen's Fædreland af en anden stor Æventyrdigter,hvis Sprog blot ikke er Ordet men Tonerne. Det er ikke Lully, Rameau eller Couperin, vi møder i den henrivende pastorale; det er P. E. Lange-Müller's egne Hyrder og Hyrdinder, som man aldrig vilde risikere at træffe zirligt promenerende mellem de klippede Hække i Versaillesparken, men som man saare vel en skønne Dag kan overraske bag et brombær- og slaaenbevokset Hegn oppe i Nordsjælland. Og Serenadens drømmende, længselsfuldt svulmende og dog saa æventyrfjerne Klange kunde kun være skrevet af en Dansker ...og kun af een Dansker: Peter Erasmus Lange-Müller.

Han har i Musiken til "Der var engang" skænket sit Land et Æventyr i Toner, lødigt Guld som et af Andersen's Æventyr i Ord, og herfor vil hele Nationen altid være i Gæld til ham. Men han har gjort mere endnu. Han og Holger Drachmann har gennem dette Æventyr givet Folket de Toner og Ord, som er blevet den danske Midsommerfests Signal. Dette er en Sag ganske for sig selv.

Der var engang, hvor vore Forfædre tændte Baal til Værn mod Hekse og Troldtøj, og Traditionen har baaret denne Skik helt op til vore Dage. Men naar Baalene flammer en Skt. Hans-Aften nutildags, saa er det Holger Drachmann og navnlig maaske Lange-Müller, der bærer Stemningen: Vi elske vort Land, men ved Midsommer mest.

Derfor vilde en Lange-Müller-Fest være utænkelig uden et Fakkeltog. Hvorledes skulde man midt i den graa Vinter kunne fejre Skt. Hanshymnens Skaber bedre end ved at bringe ham en flammende Hilsen fra det Midsommerbaal, han selv har tændt i Folkets Hjerter.

Visse Steder i Pressen vrisses der over de "alt for mange" Fakkeltog.

"Der var engang", siges der, "da Fakkeltog var en stor Sjældenhed osv." Man kunde jo svare: Ja, der var ogsaa engang, da det store Publikum ikke var saa ødelagt af "Skidt og Pjat" (med et klassisk Borgmesterudtryk) som nu. Der var engang, da der var Sangbund her i København for andet end Jazz og Negergøgl. Derfor forekommer det mig, at vi navnlig i disse Tider, hvor Publikum systematisk præpareres til at betragte det hjernetommeste Pjank som Livets højeste Mening, at vi aldrig mere end netop nu har trængt til at tænde Faklerne for de Aandensvirkelige Lys, vi ejer, og at vi skulde være kisteglade over trods alt endnu at tælle et Par Stykker iblandt os, som vi kan hylde paa denne festlige Vis og alene derved vise det store Publikum, at der er andre Værdier i Tilværelsen end f. Eks. Scalas Kordamer og det sidste Refrain.

Sindene blev fornylig sat i heftig Bevægelse af Emil Bønnelycke's Angreb paa Scalatheatret. Uden at ville blande mig i Striden tør jeg dog nok - udtale, at Bønnelyckes Tanker ingenlunde er fremmede for nogen dansk Kunstner. Og hvad om der i Del af vor Presse, der smiler syrligt, hver gang Faklerne tændes for en af Nationens Store, i en ledig Stund vilde betænke, at hvis f. Eks. dansk journalistik havde ofret Rørelserne i Kunstens, Musikens og Litteraturens Verden blot een Tiendedel af den overvældende Opmærksomhed, der bliver Scalatheaterels Forestillinger til Del i Form af langvarig Forhaandsreklame, gigantiske Anmeldelser og stedsevarende Efterreklameri ed Billedstof, Interviews, Sensationsartikler om Kapelmesterens revnende ligegyldige private Stridigheder med Direktøren eller om to endnu mere revnende ligegyldige ,,Komponisters"" Holmgang om "Ejendomsretten" til Op i øjet, Rikke el. lign. osv. etc., saa havde Bønnelyckes Angreb maaske manglet meget af den Baggrund, det nu i Realiteten har, selvom det vel nok var lovlig grovt i Tonen. Men kunde Tilbageslaget blive anderledes efter al den meningsløse Virak, der er ofret paa Scalas Alter? Og er det ikke komplet latterligt at se dette Theaters Personale opstillet som hellige og ukrænkelige Halvguder, hvem det næsten er en Forbrydelse at kritisere, medens den hjemlige Kritik ellers ganske ugenert faar Lov tilat spille op paa Omraader, hvor der var adskillig mere Grund til Varsomhed (jævnfør Modtagelsen af "Pelléas og Mélisande").

Jovist er der Stof til adskillig Eftertanke i Begivenhederne indenfor Musiklivet Anno 1925. Og ud fra disse Betragtninger har den forestaaende storstilede Folkehyldest til vor geniale Æventyr-Tonedigter ligefrem dobbelt Betydning,idet den føles ikke blot som en skyldig Hilsen og Tak til Mesteren, men tillige som en Løftelse, som et Udtryk af Glæde og Taknemmelighed over, at vi virkelig har en saadan Mand at feste for og pege hen paa midt i den aandelige ørken, som den velsignelsesrige amerikanisering af Smagen efterhaanden har forvandlet Bylivet til for de allerfleste Nutidsdanskere.

Der var engang, da Ørkenen var frugtbart Land. De svandt, de skønne Dage; men lad os af Begivenhederne i Aaret 1925 have Lov til tage Varsel om,at der bliver engang atter frugtbar Jord af ørkensandet.

Årgang 1/1925, nr. 03