Kritik

Af
| DMT Årgang 1 (1925) nr. 03 - side 50-51

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

KRITIK

KLAVER

Kasino 5te og 9de Oktober. Jan Smeter-un tilhører den Type udenlandske Klaver-spillere, der Tid til anden hjemseger vore Koncertsale, hvor de segerat bedaare Publi-kum og Prease med en virtuos Teknik, et eruptivt, til Tidersmaglest, næaten sensuelt Foredrag, og en via Nimbus af udenlandak Berømthed og Utilnærmelighed Han afslø-rede sig i Bachved en sødladen, stiltrem-med Dvælen psa Sekstendedeløne, udfoldede sig i Chopin, hvis Polorytmik er et helt Szi.mposion for overtølsomme Naturer, og blomstrede af i Maurice Ravel: Valses iso-bles et sentimentales og Alheniz: El Al-baicin og Navarra.

At en nogen anden støbning var den sven-ske Pianist Fritjof Kjellberg, der den 61e Oktober gav Koncert i Odd Fellow-PalæeÉ. Han har en fornem, veludviklet Teknik, et felelsesfuldt, men maadeholdent Foredrag og en smuk Tone Aftenen steg mod Chopin, der vistnok laa hans Hjerte nærmest, medens Bach, og delvis Brahms, skæmmedes Sf umo-tivereds Accelerandoer og Mangel pas streng-hed og Storhed i stil og Linjer.

Maanedøns to debuterende Pianistinder, Gerda Stolt-Rasmussen og Karen-Margre-the Hansen gav, henholdsvis den 9de og 2Ode, Konceiter i Odd Felloiv-Palæe LTil-fælles havde begge de debuterende deres Ung-dom - 20 Aar - detsolide tekniske Grund-lag, uden hvilket en Klaverspiller uvægerligfalder igennem ved den første Prøve, og en vis Frejdighed,der klæder, naar den ikke som hos Karen-Margrethe Hansen, særligi Chopin-Afdelingen, gik ud over Sti L og Smag. Mest moden for koncert-Tribunenforekom Gerda Stolt-Rasmussen at være.

Hun viste basds Stilfølelse, Smag og Ærbødighed for Opgaverne,der var lagt klogt og sundt, til Tider lyrisk an; og selv om ikke alt i Beethovenog Schumann lykkedes, af-slørede dog Frk. Stolt-Rasmussen i Schubert-Lizt:Soiree de Vienne og senere i Chopin en udpræget sans for levende Rytmikog smuk Tonedannelse, der giver de bedste Løf-ter for Fremtiden.

7~. Den engelske Klavervirtuas William Murdoch er en betydelig og interessant Kunstner. Han tilhører ikke den Klavervirtuas-Type, der raser sin Lidenskabud i Forte, ejheller hine oversensible Naturer, der smel-ter hen i sentlinentalt Føleri, han er tilknap-pet i sin Form som den typiske Englænder,er Piartissimoets. de fine Stemningers og Ks-rakterapillets Mester. Størster han derfor

naar han spiller pas Sordin, hvor hans blændende Virtuositet altid kun er taget i Udtryk-kets Tjeneste. En hel Oplevelse var det saa-ledes athøre en Del Klaverstykker af De-bussy. de Séverac og Ravel, der blev gen-givet i en ædel Blanding at Intimitet og Raf-finement. Aftenens Indledningsnummer Chro-snatic Fantasie og Fuga at Bach, ligger isin storstilede Monumentalitet ninaske Mur-dochs Temperament noget fjernere, men man innatte, al Kritik tiltrods, beundre den for-nenime, noble Maade, hvorpaa Værket var sat op.

Victor Schiøler viste sig ved en Chopin-Aften 5/ss igen som den IKlavør4'eknikena Mester han er. Alt synes denne Pianist at evne paa dette Omraade, og haner desuden storstilet og plastisk som faa. Der er noget af Billedhuggerena Arbejdsrnstode over den Maade, hvorpas Schiøler sætter sit Klaver-spilop. Alt e'- udforinet og afbalanceret til at kunne sees fra alle Sider; Helhedavirkningog Detaljer skarpt og præcist præget som hugget i Sten. Men hans Kunst er kold. Man beundrer, nien man henrives ikke. Den har Stenens Prægnans,men tillige dens Haardhed og Mangel pan Varme. Man kommer uvæger-ligtil at 'mindes den smukke græske Myte, sans den forekommer i Ovid's:Metamorfoser, om Pygmalion, den græske Billedhugger, dør forelskersig i en underskøn statue af en ting Kvinde, hans Fantasi, Flid og Aand har skabt. Fortvivlet over at hans Længsel altid kun møder Stenens Kulde, beder Pygmalion en brændende Bøn til Afroditø,Kærlighedens Gudinde, der rert benhører ham, indblæser Statuen Liv og skænker ham den levende-gjordte Kvinde til Hustru. Schiølerskylder os endisu hin brændende Bøn til Livet

Kærligheden, om at dette maa indblæse hans Kunst de sande fuldttonende Udtryk for sorg, Glæde, Længsel og Haab, der er Livets og Kunstens inderste væsen.

~.'2/i,,. Hans Klitgaards Klaverapil er en mærkelig Blanding pas Ondtog Ondt. Efter at have indledet med en Nocturne af Cho-pin, der blev spilletmed ægte Følelse og et sundt, naturligt Foredrag, fulgte enindtil Ukendelighed overtegnet Ballade at samme Autor. San fik man at høre Symfonisk Su Lte af Carl Nielsen, hvor Pianisten fik Lejlighed til at visesin freniskredue Teknik, sin smukke Klaverklang og sin glimtvise Sans for Opbygning og store Linjer, for igen at desilutioneres i en for rytmisk tungog pas Kontrnstvirkninger for monoton Udførelse at Brahms yndefulde Valse. Aftenen afslut-tedes med Sonate Appassionata at Beetho-

Ven, dør i Bans Klitgaards Udførelsø blev til et helt Monsirum at Misforstaselser og Unatur- Kiligsarda største Fejl ligger i han Opfattelse øller i~angel paa Oplatlelse at Rubato-Spiflet. Pubatospilletsgyldne ~øgøl er, at hvad der atjæles i en Fakt (rubainer aflødet at det italienskø Verbum rubare

at stjæle» maa gives tilbage i dø efterføl-gende. Denne Regel holder Klitgaard sig sjældent efterretlølig, og naardertil kommer, at han pas helt umotiverødø Steder møder op 'ned Fermater, der ingenst~de hører hjemme, bliver Røsult let ~t hans Ilaverspil opløser sig i en Række Mo~sikør, der inarig-ler organisk Sammenhæn For ~litgoard faar en Samling pas disse Spiutelsør i sin Natur, bliver hans Il~~eispil næppe høre-værdigt,men da han er en ~rlig sympatisk Kunstner, har nian Lov til al hasbe og vente,at hans Personlighed eng.'n find~r ii Tyngdøpurikt

æ115 Carl Maria Savery den utigø Ph

nist lrs Horsens, viste vcd ~iit lldvei Aften en freniskreden Teknik, etsund ikke sæi ligt ni orsoint eller opfindsomt Foredrag og et pas Klangog Nusncørigdom endnu fot fat tigt Ans1ag~ Hsn er i det hele la~ølfor løn' i det. Han mangler den lette itiftige Ryløto der Inar Schumanns Papillon"" til al tl~~ L og Oluck-Friedmatins Ballet til at d.tn~~Chopins h Moll Sonate var foredrsgsm-ø~~t~' og klangligt, ogias detgrau Fin Lrlei før t

i Chopins: g Moll Ballad~ 'isle Carl Martit Savery glimtvis en vis Slagfærdighed, der kunde tyde pas, at Pianisten ved større For-dybelse i Opgaverne vil kunne nils til bedre Resultater.

ii.

SANG

Af Novembers Sangaftener.

Kaj Abrahamsen lider under den ubændige Trang de fleste Sangere har til at sætte sig op i stort Format - bøje flotte Toner -stor succes -. Hemmeligheden ligger deri, at man finder sit eget kunstneriske væsenog lever derefter. Man mas hasbe, at Kaj Abrahamsen vil søge, thihan har Betingelser for at blive en udmærket Sanger:

Frk. Anna Hagen har cii smuk, men ikke særlig ejendommelig Stemme; hun lager smukt og naturligt pas det musikalske Stof.

Frk. Elløii Løber ejer megen Musiklølelse, men tager endnu lidt for forsigtigt part Opgaverne.

Fru Stella flellemann har en skøn slemme, mørk og dasrønde i Klangen, hun litir sas mange Betingelser for al blive en Sangerinde i stort Format, at man oprigtig nina beklage hendes manglande rylmieke Følelse og hen-dsa noget ensformige Foredrag.

r.5.

INSTRUMENTALMUSIK

Dansk filharinonisk Selskab indlødede Orkestersæsonen mød en Koncert, hvis Pro-gram var ligelig delt mellem gamnielkøndt og nyt.For at denne Udviklintalinie skal blive fordelagtig tor Selskahøf, hvis hidlidige Belydning navnlig har ligget i i'temfotelsrn al nye, banebrydende værker, er det nødven-digt. at værkerne af det gængse Repertoire fsar en Udferelse, der ikke blot er upaskis-gelig, men om mullø ogasa tilførør nye Træk til det hjemlige, velkendte Fysiognoini.Det var ved d.nne Koncert langt fra al være Tilfældet. Udferelsenat Berlioz: symphoni-

fantastique og Orkøslerledsagølsen til San-gene var inløressøløs og usikker. Skylden herfor synes snarere al hvile pas Orkestret end pas Dirigenten,Paul v. Klensu, hvis Intentioner ofte er meget anørkendelseevær-dige - eller er det masakø Prøver, det har skortel pas? Pas Baggrund heraf kom den iøvrigt fortrinlige Sange inde, Delis Reinhardt, ikke rigtig lii Udfoldelse. Aftenens egenilige Nyhed, Bela Bartols geniale Dansesuite (ettørhastiden spillet over del meste at Enro-p5), blev en Skuffelse. Stykkets rytmiske og harmoniske Særpræg blev i den Grad udvi-stel og forvandskøt, al del ikke kan undre, til Peblikum reagerede.

Den nysliftede Bach-Forenings første Kanvørt forløb særdeles smukt og stilfuldt. Progrtimmøl ømfaltade en Fløjtetrio, en Arie, sunget med smuk Slemmeklang at Fru Stella Hellømann,saml en brandenburgek Koncert -At særlig virkning var Chr. Chrisliansensgennemkulliveredø Cembalospil i de to Præludier og Fugaer Sf,',vohllømp. Klavier~. Man mas ønske Selskabet størstmulig Til-sitilning lii det priselige Fornisal.

En fortrinlig Indsats i den forløbne Maa-neds Koncertliv er ydet al Thorvald Nielsen-og Budapøster-Kvarfetlørne. Al disse En-sembleersynes Budspesler-Kvarletten endnu det mest homogene, ligesom den yder denfineste Delailkunat Til Gengæld ejer Thor-vald-Nielsen-Kvartellen større Intensitet i Ud-tryk og Linievirkning, hvorved dens Musik-tidovølse i Længden virker mere fængslende og interessant.

Den nye Cøllistinde Ruth Tvermoes, hvis udmærkede Debut med Orkester i den store Sal vil erindres, foriøstle sin Succes. Den tinge Dame, hvis Talent er sas uomtvisteligt, vil gøre vel i al skæncesin Højrehasads-Teknik større Opmærksomhed, da der oftemangler tilstrækkelig Bid i hendes Tone-

dannelse.Br.-M.

GRAMOFON

Bach Brandenburg Koncert og Beethoven Leonore Ouverture (Nordisk Polyfon).

Brandenburg Koncerten, som man husker frti det kgl. Kapels Koncert sidste Vinter, er el vidunderligt Værk, fornemt i sin Rejsning, ædell i Skønhed, sas uangribeligt, at man trygt kan gas i Lag med at psapege de tek-niske Sider al Sagen. Først dette, al møn skal vænne sig til at fjerne den endnu uund-gasøligø skratten al Sulten og give sig Mu-sikken i Vold. Strygerklangen er virkelig ført meget nær op til Virkeligheden og er pas de Steder, hvor Temaet ligger ide øverste Lejer, forbavsende smukt gengivet, noget mindre tilfredsstillende hvor alle tre Orkestre bevæ-ger sig i de mørkere Lejer, da flyderdet no-get ud og Isar en hæs Klang, dog ikke læn-gere end til Temaet fremhæves, de polyfone Linier korresponderer tklsrl, sas harvi atter den fulde Strygerklarig.

I Leonore Ouvørttiren kommer Klangen ganske anderledes til sin Ret, de enkelte Stemmer atsar klarere og gengives sas natur-tro, al man føler sig slasende udenfor Døren til Koncertsalen og hører del virkelige Orke-ster derigennem.

Om begge Optagelser kan man sige, at de i højeste Grad bærer Præg at Georg Høeberga store Musikkultur og gengivet med den Omhyggelighed, der altid kendetegner denne fornemme Orkeslerchef.

H.B.

Årgang 1/1925, nr. 03