Lange-Müller skriver om sig selv

LANGE-MÜLLER SKRIVER OM SIG SELV

Musikken, den var fra min Barndom af det kjæreste; men ogsaa den hylledesig i Fjernhed for mig, og længe varede det, inden jeg vovede at følgedet, og aldrig er jeg naaet den saa nær, at jeg kunde træde indi dens Skole og tilegne mig de praktiske Realiteter, som ogsaa den, i sin ,,Uvirkelighed"" har at lære sine Diciple. Dens Aand har jeg følt, men ikke dens Haand, stærkt har jeg savnet denne Ledelse under minlange og langsomme Vandring, og mangelfuldt udrustet har jeg møjsomtarbejdet mig frem indtil det Punkt, hvor jeg nu resigneret erkjender at maattestande.

Ingen har direkte hjulpet mig paa Vejen, men stor Tak skylder jeg, og stor Taknemmelighed føler jeg overfor de Stjerner paa Kunstens Himmel, som har skinnet for mig fra den første Dag og indtil nu: een nærmere og hjemlig fortrolig Hartmann, een fjernere, men med et eget vinkende Skjær i Robert Schumann, og paa det store straalende Firmament een over alle: Beethoven.Ogsaa det flammende Meteor af ukjent Vælde, Wagner, har lyst paa min Sti, ligesom de mere stille Stjerner paa Nordens Horisont, Weyse og Gade, Grieg og Sjøgreen, alle skylder jeg Tak; de har vist mig, hvad jeg manglede, og hvad der endnu var at finde ad Vejen fremad.

Og Folkevisen har nynnet for mig undervejs, og Naturen har været min Ven og Læremester - mest af alt naar den talte med dansk Tunge, men ogsaa under fremmede Himmelstrøg har dens Stemme lydt til mig, ogden har skænket mig Stoffet til adskillige af mine større Arbejder.