P.E. Lange-Müller

Af
| DMT Årgang 1 (1925) nr. 03 - side 38-40

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

P.E. LANGE-MÜLLER

"Den Lykke, der forøvrigt i saa rigt et Maal er falden i min Lod, har jeg kunnet erkjende og som jeg haaber paaskjønne, men ikke nyde.(P-E. Lange-Müller.)

P. E. Lange-Müller blev født den første December 1850 som Søn af Højesteretsassessor 0. F. Müller og Charlotte Sophie Müller f. Lange (Moderen udgav flere Børnebøger under Navnet Cornelia). Han opvoksede sin Barndom i den gamle smukke ,,Hjelmstjerne Rosenkronske"" Gaard, der laa i Frederiksbergallé. I dette stille Hjem samlede Moderen sine Børn om sig, fortalte dem sine Eventyr,spillede sine Sange for og med dem; prægede deres Barnehjerter medsin dybe musikalske og litterære Følelse, en Følelse derfik Liv og Form i saa rigt et Maal hos Sønnen, Peter Erasmus.

Moderen, der i de sidste Aar havde været meget svag, døde da Lange-Müller var 8 Aar gammel, og Faderen var nu helt alene med Børnene,førende en meget tilbagetrukket og indesluttet Tilværelse. Faderen,der var en meget begavet og yderst liberal og frisindet Mand (han brødmed de nationalliberale i 1864 og har spillet en ret stor Rolle ved Haandværker Laugenes Ophævelse) var i en ganske sjælden Grad umusikalsk,gav dog Lange-Müller Lov til at følge sine musikalske Interesserog tillod, at han meget tidligt fik Klaverundervisning hos G. Matthison-Hansen.

Den gamle fædrene Gaard, der havde Karakteren af et Landsted, havde desværre den kedelige Fejl som Følge af sin lave Beliggenhed at være meget fugtig, hvilket medførte at Sønnen led underen ofte tilbagevendende Koldfeber, der, i Forbindelse med de obligate Børnesygdomme,i lange Tider forhindrede ham i at passe sin Skolegang, saaledes at han maatte have private Lærere i Hjemmet.

Hans Livsbane skulde i Følge gammel Slægtstradition vandre deboglige Stier, og han blev da Student (med Udmærkelse fra Metropolitanskolen i 1870 og kastede sig over statsvidenskabelige Studier; men forlod disse af Helbreds-hensyn, kom ind paa Koncervatoriet, hvor han fik Neupert til Læreri Klaver og I. P. E. Hartmann til Lærer i Komposition, tog ved Sidenheraf Undervisning, i Skrivning, for som Brødstudium at kunne tageen Kontorstilling, et Raad gamle Hartmann havde givet ham. Han forblev dog kun et Aar paa Koncervatoriet. Helbredshensyn fik ham til at søge i Gartnerlære; men heller ikke dette hjalp. Han vaklede saaledes længefrem og tilbage, men bestemte sig saa endelig til Kompositionen og udgavi 1874 sit, Op. 1, Sulamith Sangene, der vakte en umaadelig Opsigt om denunge Komponist, der med et Slag viste sit absolutte Særpræg ogsin egen fuldfærdige Støbning. Orkestersuiten ,, Alhambra "",der kom til Opførelse to Aar senere, slog ydermere dette unge Navnfast, og klarlagde ganske den Vej, han skulde gaa.

Efter hans første Sanges Fremkomst, rejste han meget i Udlandet, delsved Faderens Hjælp og dels ved det Ankerske Legat, det var dog mest Rekreationsrejser, mindre Studie. Ind imellem Rejserne boede han dog stadigi sit Barndomshjem, indtil dette ved Faderens Død i 1882 blev opløst.Aaret i Forvejen havde han den store Sorg at miste sin Broder, der var Maler- den tredie Maler i Slægten som maatte friste den sørgelige Skæbne at dø kun 30 Aar gammel - en Oplevelse, der satte dybe Spor hos Lange-Müller.

I Aarene der fulgte efter Faderens Død, var Lange-Müller egentlig meget ensom og havde ikke noget fast Hjem, rejste me-get og boede bl. a. to Aar i Stockholm, hvor han havde nogle gode Musikvenner, Tor Aulin og navnlig Emil Sjøgreen. Efter saaledes i fulde ti Aar at have fartet omkringblev han 1892 gift med Frk. Ruth Block (Adoptivdatter af Konsul Block paa Kokke-dal) og fik med hende tre Døtre. Hans Hustru døde i 1921efter ti Aars Sygdom.

Hvor gavmild var Naturen ikke, da den gav Lange.Müller sit Talent ogindpodede den umaadelige Lyrisme, der fandt sit Udtryk i de mange skønne Sange, vi har fra hans Haand; men hvorfor fortrød den saa 1)astigt sine Luner, hvoyfor gav den med den ene Haand, hvad den røvede med den anden, gav ham denne Sygdom at kæmpe haabløst med, hvorfor - ja maaske net-op derfor - at vi gennem hans Lidelser skulde føle Livet i hans Værker.

Årgang 1/1925, nr. 03