Igor Stravinsky

Af
| Årgang 1 (1925) nr. 04 - side 57-63

IGOR STRAVINSKY

NU er der sørget for, at vi ikke kun ser i Klangenes Afgrunds og idet Hinsides; Igor Stravinsky fører os igen tilbage til Musikkens Moderskød.Stravinsky er Skyld i, at Russervæsenet har faaet en beherskende Indflydelsei den moderne Musik, man vilde paastaa at efter Schønberg, var ingensom han istand til at styrke Troen paa den skabende Urkraft i vor Tid.

Men for helt at kunne forstaa og værdsætte Stravinsky, maa vigaa helt tilbage til Modest Mussorgsky; thi naar det overhovedet var Stravinskymuligt at rykke Musikkens Magnetnaal mere mod Øst, saa har Tilstedeværelsenaf Mussorgskys foregribende Fænomener beredt Jordbunden for ham. Mussorgsky,der voksede som en Mærkværdighed i Wagner Tiden, og som ved Wagners Tilsynekomst blev stærkt hæmmet i sin Virksomhed, er paa mindreend en halv Snes Aar opdaget som den stærkeste forberedende Aand iden moderne Musik. Som han selv førte Debussy bort fra Wagner, saaledeser han nu, mere og mere bleven en -Lede-stjerne for de dygtige Komponister,der har taget Afstand fra Wagners Trosbekendelse. Den vestlige Verden hargjort dette Skridt bort fra Wagner paa det mest bestemte. Mussorgsky er blevenderes Gud, - ,,Boris Godounow"", det Værk hvori den nye Fremtid klarestanmelder sig - -; men Mussorgsky havde ikke kunnet virke uden Rimsky-Korsakoff.Denne geniale Amatørs Personlighed behøvede en Ven, der medfuld Forstaaelse for hans Ejendommelighed foruden haandværksmæsig Kunnen, besad Uegennytte og Kammeratskabsfølelse nok, til at lededet supplerende Arbejde for ,,Boris"". - Det er bleven Skik at fremsætte Rimsky-Korsakoff, ikke som Forbedrer men som Fordærver af Mussorgskys Værker, men ligesaa sikkert som det er, at den samvittighedsfulde Rimsky-Korsakoffs Indgreb i den musikalske Retskrivning af »Boris"" er dyb og indgribende,ligesaa sikkert er det, at dette Værk er Skyld i, at han er blevetfastslaaet i Verdens Dom. Denne Ven, selv en Farvernes Mester, og som selvstammer fra den russiske Jord, havde i det mindste store Tilknytningspunktertil alt russisk. Det er ogsaa sikkert, at Forandringerne i Værkets Sammenføjninger hidførte nødvendige Forandringer i Instrumentationen.

Richard Wagners Musikdrama og Mussorgskys russiske Folkeopera, er de to Magterder i de sidste 100 Aar løfter Musikken af Hængslerne, og endogsaaledes, at Wagners Virken igennem Mussorgsky, selv om den ikke er blevenophævet, dog i det mindste gennem 20 Aar er bleven svækket.

Vejen fra Mussorgsky til Stravinsky fører over Rimsky-Korsakoff. Dennestore Klangtroldmand, der omarbejdede og instru menterede Mussorgskys Værker,blev ogsaa en Velgører for andre unge Russerers Partiturer. Han tagersig sent i strengeste Tugt, og beviser dette, ikke alene i sin farveglødende,,Scheherezade"" men i Opera og Symfonier der for første Gang i russisk Musik viser sig i velplejet Form. Ogsaa heri svinger den russiske Folkesjælsig, ogsaa heri taler de russiske Rythmer.

Igor Stravinsky har arvet noget fra Naturalisten Mussorgsky, der allerede viste sig som Retning for Debussy og Ravel, men ogsaa noget af den Nihilisme, der udenom alle Traditionens Baand, lader ham blive Fortaler for Atonaliteten. Hans Dristighed bliver ikke hæmmet, men yderligere animeret igennem den musikalske Kultur, som han har erhvervet sig, ogsaa han føler sigbunden af Nationalitetsfølelsen, og kan dog paa den anden Side kunskabe Musik, der ligger i nøjeste Samkiang med det synlige. Urtempe-ramenter der, men ogsaa saa megen Hjerne saavelsom Følsom-hed, at de dristigste Følgeslutninger bliver trukne.

Den russiske Ballet, som han paa Foranledning af Diaghileff følger paa dens Gæstespil gennem Europa og Amerika, bliver denne, den rytmiske, farveglødende og farveskabende Oplevelse, som berører ham stærkereend alle andre Magter, og sluttelig ogsaa bliver Udgangspunktet for hans Ydelser, indenfor den af Dansens Ramme frigjorte Musik. Man kan altsaa ikkeforstaa Stravinsky naar man betragter ham fra et tysk Musikkultur Standpunkt,thi kun paa Grund af den heftige Afsky mod denne, erklærede hans herskende Magt sig. Igen er der opblomstret en Komponist-Berømmelse udenfor Tyskland, men dens Varighed kan ikke blive fastslaaet uden Tysklands Medvirkning.Dette skal nu ske. Stravingskys Sæd er saa udmærket saaet, fordide for tysk Musik overleverede Maalestokke efterhaanden ikke mere bliverbetragtede som gyldige, fordi man antog, at man ikke mere kunde komponerefrodigt efter det tyske System, og medens Arnold Schønberg dragerde sidste dristige Følgeslutninger ud af den tyske Musikkultur, bliver Stravinsky vel ikke stillet overfor ham som Fjende, men Schønberg bliverdog følt som en ham stik modsat Pol. Det hidtidige Livsværk, det der staar i Blomst, adskiller sig fra alt, hvad der rundt om bliver skabtderved, at Experimentet er overvundet, og at hvert nyt Værks opdukkende Problemer ogsaa virkelig er løste. Man opdager vel Ensindighed meningen Halvhed hos ham. Hos ingen nulevende Musiker har Primitivitet og Raffinementblot tilnærmelsesvis trængt saaledes igennem.

Krigen mod Romantikken er begyndt for Aartier siden, men det uromantiske kan først med Stravinsky opvise positive Resultater, dertil behøvedes en tænksom Opfinder, en Kunstner i hvem der var nogen Nihilisme, dervar beredt til at omforandre, med Tiltro til den Magt der ligger i Racens Urbegavelse. Han, fra Hjemmet skarpsindig, blev i sin Løbebane førttil Paris, hvor al Spekulation samtidig forefandt Haandarbejdets Sikkerhed.Men væsentligt er det at Stravinsky, ogsaa under sit franske Ophold,var ene, ikke tilhørte nogen Klike.

Stravinskys russiske Forgængere, hine fem, med Balakirew i Spidsen og hvor Rimsky-Korsakoff var den sidste, havde fundet deres Maal, ved en Blandingaf Folkeejendommeligheden og det romantiske. Det tyske, det wagnerske havdeikke alene virket animerende, men var trængt dybt ind i den russiske Musiks Sjæl.

Stravinsky har studeret ved Petersburger Konservatoriet under Rimsky-Korsakoff; et Pust fra alle Retninger berørte ham: akademisk og koloristisk, Symfoniog symfoniske Digtninger, Wagner og tilslut Debussy berørte ham. Altdette bliver i hans tidligste Værker - Klang. Men den skabende Stravinskygaar efter et andet Maal. Jeg'ets Musik som begyndte med Beethoven og somender i det Straus'ske, lader ham uberørt i hans inderste Grund. Hanhar vel ogsaa i Begyndelsen skrevet en Symfoni, og bevist sin Rettroenhedi Sindet paa Glasounoff; men Sonatefor men som Følelsesudtryk forbliverham fjern. Dermed bortfalder for ham ogsaa al Paavirkning af det nittende Aarhundredes Musik, som overvejende er tysk Musik. Lad være, at ,,Feu de Artifice"" og ,,L'Oiseau de Fui"" beviser, at Begavelsen for beskrivende,malerisk Musik er overordentlig stærk hos ham, den dybsindige Stravinskysøger at udrydde den hos sig, han vil kun skabe noget nyt deraf, ogsamtidig med at han skaber og iværksætter, finder han ogsaa hurtig Formen for denne Blanding af Oprindelighed og Forfinelse, en endogsaa højtforfinet Oprindelighed.

Stravinskys Udvikling maa synes os voldsom og springende, ganske tvangfrit overgiver han sig til Sammenstødende, mellem Instinkt og spekulativ Trang. Og hans Maal er: istedetfor den personlig bevægede Musik, dersynes ham kunstig hos Wagner, at sætte den rent objektivt.

Stravinskys blinde Tihængere vil vel uden videre betragte ham som en Repræsentant for den rene Musik, og aflede hans Kunst ud af rene musikalske Kilder. For den uhildede Betragter af hans Musik er Sammenhængen mellemden absolute Musik og det absolute Maleri klart. Vi har set moderne Malere(som Kandinsky), der retter sig efter Musikken - Foreningen af Realiteter har ført til en Berigelse af Kunsthaandværket -; men ogsaa Musikkerenbliver berørt af dette absolute Maleri og tvinges til en Forandringaf Maal og Metoder.

Man forstaar, at den i Paris levende, skarpøjede, skarpsindige, spekulative Stravinsky i disse Omgivelser har fundet stærk Næring for sin Musik; men medens Spekulationen forvirrede andre intellektuelt, sygeligt,lammede dem kunstnerisk, stødte den netop her paa saa stærke Modsætninger, som der ikke fandtes hos nogen anden evropæisk Kunstner,og netop deraf udsprang Gnisten.

Stravinsky, der principielt giver Afkald paa den Musik, der bruges som Middelfor Fremstillingen eller dens Udtryk, har kun to Kræfter til Raadighed:Klang og Rytme. Hvilken af disse, der er den førende, lader sig næppeudskille, man vil være tilbøjelig til at betragte Rytmen som Grundstenen. Denne Rytme hos Stravinsky har i sin Form noget tvingende, menden, saavel som Klangen, er for den spekulative Stravinskys Aand førstomvurde ret for den absolute Musik. Samtidig bliver Stravinsky, der førhar været Tilhænger af Debussy, en Fjende af dennes Retning.Ogsaa Debussy er for ham kun en Udløber af den personlige Musik, jamed denne Personlighed har han netop beredt Jordbunden for den Atonalitet,som ogsaa Stravinsky maa bruge til Afløsning af alle Former. Stravinskys Maal, en forrenet opjektiv Musik, synes ham kun opnaaelig, naar Rytme og Tonernes Mangeartethed bliver ført tilbage til et enkelt Grundlag.Ogsaa Stravinsky stiler mod denne Enkelthed; uakademisk, tagende Afstandfra Udviklingen i Sonatestil, ordner han dog sit dynamisk indviklede Materiale,saaledes at der taler en klar Enkelthed og Rytme gennem det, og at Tonernefaar en klar plastisk Form.

Det er nu sikkert, at Stravinskys Vej er meget indviklet, og at hans Maal ikke overalt er til at se. Uden Tvivl har det optiske i Skabelsen af »Petruschka"" og til ,,Sacre du Printemps"" spillet en meget større Rolle end hanselv, i fornyet Selvbetragtning, har troet. ,,Petruschka "", der viser osdet russiske Aarsmarked saa virkeligt med sin organiserede Larm og med sine Mellemspil af Dans, staar langt over den traditionelle Ballet. Snart visersig Komponistens Bortgang fra den vertikale, harmonisk byggede Musik tilen horisontal, der ved alle Stemmernes Uafhængighed dog har et Tonens Centrum, en Kadence i Sindet, der bekender Tonalitet.

Ganske opnaaet er Stravinskys Formideal i ,, Saccre du Printemps"", herfindes den højeste Bevægelighed i den højeste plastiske Form. Det tematiske, som næsten et Aarti igennem har fremstillet russiske Folkesange eller deres Efterligning, der altsaa i det væsentlige erdiatonisk og rytmisk klart optrukne, har her fundet sine for Stravinsky mestfuldkomne dynamiske Udtryk.

,,Saccre du Printemps"" er ikke alene Stravinskys Mesterværk, detkan gælde for det mest betegnende Værk siden Begyndelsen at dettyvende Aarhundrede.

Dette maa siges, ogsaa naar vi i ,,Saccre"" finder umusikalske Elementer(naar vi altsaa ikke her finder hans Ideal, men ren Musik opfyldt). Værketmed sine kultiverede Klanges Barbari, saadan som han kalder de uafhængigførte Blæsere frem med sin bevidste Vekslen mellem Tordenslagog Stilstand, er uforlignelig som den nye russiske Epoke at Verdens Betydning.

Det er interessant at se, hvorledes der for Stravinsky at det koreografiske Billede, som ,,Saccre du Printemps"" var, udløses et Stykke ren Musik.Som det bliver erklæret, skal det ydermere ikke være et Udtrykfor det hedenske Ruslands Sæder og Skikke, hvorfra Musikken stammer;men derimod fremspringe af Kærnepunktet: Skjulte Kræfter, derhiger efter deres fuldkomne Udvikling og Opfyldelse. Som man ser, er denne Musiks Grundtanke ikke saa himmelvid forskellig fra enhver anden; men denselv adskiller sig betydeligt fra alt, hvad der lever rundt om. Der liggeren Spænding i den, som ikke bliver formindsket, selv i Roens Øjeblikke.Urkraften bliver lokket frem af den russiske Jordbund. Foraarets Indvielsebetyder sanseligt Begær, dog paa en fuldstændig anden Maade endden lummerromantiske.

Som det mærkværdigste bliver Vekselvirkningen i de forskellige Rytmer. Dernæst den yderste Udnyttelse af Instrumentets Leje og Klangfarve. Men heller ikke Stemmerne bliver dikteret ud af romantiske Følelser; men derimod af en ganske ny Følelse for Klangfuldhed. Arabeskerne erganske vist ikke fuldstændig lagt til Side, men bliver dog kun sjældentset. Begge Indlednin gerne, den første og den ved Gentagelsen svagere Del, er op hidsende, den ene gennem den solistisk tonal uafhængige Anvendelse af Træblæsere, den anden gennem en endnu videregaaende Svæven af alle Instrumenternes Klangydelser.

Opbudet af Blæsere og deres Udnyttelse, fra Fløjtefamilien til Tenortubaen, er ganske overordentligt, og i Slutningsdansen veksler Sekstendedelstaksterneuden Ophør. Stykket blev i 1913 pebet ud i »Teatre des Champs Elysees"", men er siden, navnlig i Ernest Ansermets henrivende Udførelse,blevet til et Glansnumer for de vestlige Landes Koncertprogrammer.

Hvorledes Geniet Stravinskys Anlæg for Kammermusik ytrer sig, i videre og snævrere Forstand, viser ,,L'Histoire du Soldat"", Stykkerne for Strygekvartet, Concertinoen: Under ham det første i sin besynderlige Blanding af Melankoli og Parodi, Aandfuldhed og Groteskhed, hvor Valse, Tango,Rag arbejder med til et Mester-stykke. Hans Fremstilling for Scenen, paa Træskærermaner er overalt frugtbringende. Livets Aarsmarked spillerind i Stravin skys Værker, der strutter af Livsfylde. Man hørerden klinge igennem Strygekvartetteirs Sammentrængthed, der i sin tredie Sats aabenbarer sig ved en vidunderlig halvdunkel Lyrik, som den sjældentviser sig hos den ellers saa blændende Stravinsky. Dette er i Virkelighedenden Fare, der truer ham. Det parodiske, groteske, støtte og afstivetaf saa megen Fantasi og Dygtighed, kan let blive til daarlig Musik. Finere Værdier staar i Fare. I Stravinsky er der rigtignok ogsaa en virksom Modstand, som bliver mere og mere mærkbar. Man opdager hos ham Trangentil at uridsige Rytmen som Urelement i sin Digtning og netop at understrege Polyfonien med tonal Retning i en ejendommelig Klangydelse.

,,Noces Villageoices"", der bruger Stemmerne fra fire Klaverer og Slaginstrumenter,spejler Stravinskys Udvikling bedre end Symfonierne for Blæseinstrumenterne,,Mavra"" og ,, Renard"". ,,Le Rossignol"", oprindelig tænkt som Opera,er som mange andre Værker blevet omskrevet som Suite for Koncertsalen.Efterhaanden bliver den russiske Folkevise eller dens Efterlignere forladtmed Flerstemmighed, og Vejen til den nye Klassisisme søgt med detsyttende Aarhundredes Eksempel som Forbillede. Klaverkoncerten, i vidunderligkonsis Form, er en Prøve paa denne sidste Fase. De mindre Værkersom ,,Berceuse du Chat"", ,,Pribaoutki"", de tre Børnefortællinger, eller Piano Ragmusikken, træder mere i Skyggen, hvor aandfulde de ender.

Hos Stravinsky, der begyndte saa forbløffende, maa man erkende hans Søgen efter det absolut Ægte. Deri aabenbarer Indvirkningen af Schønbergs Tilsynekomst sig, som længe før Stravinsky har søgt Tilknytning hos Bach.

Alt i alt: Stravinsky er en Urkraft, og hans Polyfonier fører til andre Resultater. Hvorvidt hans Kraftkilder naar, og om hans nye Klassisisme finder ham saa stærk, som hans tidligere Musik:

Dette Spørgsmaal kan man endnu ikke besvare.

Adolf Weismann.