Kritik

KRITIK

KLAVER

ti. Hødvi~ Koop. Man skal være isoget at Spaamand for at kunne stille en nebutauts

Horoskop; asa mange Faktorer maa der tages Hensyn til, sas mange Tilfældigheder maa bortelimineres før spørgsmaalet om Talent eller ikke Talentligger helt klart. - Og - hvor mangen Kritiker har ikke alligevel taget Fejl Sas nieget vanskeligere bliver dette, nssr De-bittanten, aom Tilfældetsynes at være med Hedvig Koop, er forceret freiti til offentlig Op-trædenfor tidligt, noget der giver Tilbageslag og let kan berøve den unge Pianistinde Modet. Frøken Koopa Præstationer oversteg ikke ino-gen Henseende hvad man daglig kan høre ved gode Musikpædsgogers Elevkoncerter, og selv om Pianistinden i de mindste Former: Coupe-nn og Daquin'ssmaa Klaverstykker viste eti vis musikalsk stilfølelse, er det endnusas vanskeligt at skelne mellem det ægte og det tillærte, detfølte og det villede, at man først

kan t.ige endeligt Stindpunkt til Frøken Koop bom l'isni~linde, natirhun ad Aarc i en niere teknisk og musikalsk Foriti igen vis~r sig for Offentligheden

i J?obeii ( uldscind - dcii l4aartgc k'ieiicr-drønk' er noget at et Fænoitien. Man itiødte med 5kepsi~ Miattinkø - ja Uviljemod det unaturligø i ~t udnytte et Barns, niasake ypper-lige E~ narfor Klaveispil, ttl at presse det freiti til for tidlig Blomstring i virtitos Retning, ved .it overlæsse det itied Opgaver. som ellers kun den fuldtudviklede Kunstner foritisar at løse~ Men - lad os straks indtitittitiedet: titan he-sejredes af denne i sange Dreng, man begej-stredes - ja lienrykkødes,ikke over det vid-underlige Barn han var, mcii isver den vuhin-derlige Kunatnørhan viste sig at være.

Alt synes Kunstneren Robert Onidstind at evne. Beethucens mægtige Opus Sonate A1i-passionate og Chopins lette, flagrende valse og Etuder bæi-erli:in med samme Lethed paa sine unge Skuldre. I Schumanns carneval er handeri rene Troidmand Dets Mylder at Figurer indfanger han lynenart, te~nerdøm i et Rids til de staar som lcvendegjorte i vor Fantasi for igenat lade dem torsvindø for nye Figti.er. nye kaleidaskopisk sicifteude Stemniuger. Al-tenen blev en hel Oplevelse, og de Robert Ooldsand tilslut,efter d~ niange Ekstraiiumrø, mindedes sin Fødeby, det engangsas glade Wien, med Straua-Liszts «Am sehønen bicuen Doisan«,greb og rørte hen alles Hjerter, sea Bifaldet steg til Ovationer.

Blandt de yngre Pianister, der ved vellyk-kede Koncerter har foimaset at vække Up-mærksomhed om deres Navis, indtager Ove Peters en smuk Plads. Det gode Indtryk maa havde af denne unge dygtige Pianist fra tid-iteere Lejli4heder, fæstnedes øiid yderligere ved den Beethoven-Aftenlian den ~155 gav i Odd-Fel Low Palæet.

Ove Peters har en djærv, frisk Opfattelse, en udpræget Sans biklar Form og logisk Op-bygiung; og selv om man ikke altid var enig med hami valg af Tempi, som i Andantøn

Op. 14, og omend h~ i 5onate Appa~sionota eiidnu kom til kort overfor dette appassione-rede Værks eiendomm~lige Blinding at ciup-tiv, gigantisk Bititalitet og ophøjet ømhed, iiæsten religiøse Stcitininger og løssluppen Zi-gøjnervild~kab fni~to J han doghele Aftenen igennem et holde Publikitru i ~nde og user han. som i Op 14Alle~r«», iiiu~i~erede med ægte, lykkelig ~ii«ikeiglæde overgav man sig, trods alle Indvendinger og ""lædede sig over dennehe""a~ede I»i ini~t Irodige Il ivertalent

'lai. Onunar Johansen fulgte ved sin andru Klaveratten den Zde Noveniber de sanime Ret-ningslinier for sin Udvikling, soni var antydet ved den første Koncert i denue Sæson. Et stort Udslag af denne Pianisis rige Begavelse er. at hin psa et sas forholdsvis tidligt Tidspunkt af sin Kunstiterbane harformaset at ændre Sig-ualer, har forstaicet og evnet at flytte sine Ide-aler indad mod Stil, Aandfuldhed og Poesi, og derved undgaset et endei Salonspillet. Cunnar Johansens Stræben i denne Retning er bevidstog villende, men dog tit Tider endnu famlende og usikker. Det er, som omlian overvældes af de Muligheder, han ad denne vej finder i sit rigepoetiske Sind. Han eksperimenterer. stili-serer og patinerer, al og til medet lykkeligt Greb, som i Scarlattis 7 suisa Sonatiner, hvor Flygelet stemtaf til »Spinet«, i de sarteste Pa-steltarver gengiver de yndigstepastorale Siøni-ninger. Noget af en P~iisforstaae Ise forekommer detderimod at være, naer Gunnar Johansen i Mozarts D-Dar So,rate, berustat den Poesi han i den arkaiserende Form havde fundet Ud-tryk for hos Scarlatti,viser os en stærkt pati-neret, i Udtryk og Form meget asketisk Mo-zar LHvad der pas det ene Sted som Eksperi-ment kan virke luteressant - ja poetisk,vir-ker ved Centagelsen uniotiverel og ina, Maner. Konsekvensen heraf vildedesuden føre til, et »Stil« utaette reduceres til at værenoget rent mekanisk: en Afh Ieg~n al Udhykket og Tone-dannelsens In'.ensitetog Styrke i Fuitiold iii Kompositionernes Alder og de forskellige Ti-dersmere eller mindre fuldkomne Musikinstru-menter. vore Klaisikeres Værkerer ikke pres-sede Blomster ned Visningiduft De er ud-sprungne i Tidsaldre.der har haft lige asa stor Livifølelse som vor egen, og frem for alt- de er sikkert aldrig tænkt som patinerede, for ikke at sige indterrede,tilstøvede.

1»..November gav Flof Nie L~en under Med-virkning if Fløjtenisten Ho Lger Gilbert Je«pør sen n frausic Aften i Odd-Fellow P i Iæ~t ~on certen viste i et Snit den frairske Mu~ik~ Ud vikling fra César Franck over Claude Debussy til Maurice Ravel og Darius ~Iilhaud M~n kan ikkeandet end beundre den Flid og Energi hvornied Eluf Nielsen i alle Retningerog Geure søger at udvikle sit Klaverfalent. Han har ~fter heandenarbejdet sig frem til at blive en kulti veret Musiker med en sniuk. soberllav~riek nik. At Aftenen som Helhed alligevel faldt noget uret ud. liggermaseke i at fran«'k Slag-færdighed nied dens karakieristislte Klarhed i Fra-seringog Fasthedi Form og Rytme, er Elof Nielsen lidt vege, lyrisk-romantiske Temperament no-get fremmed. Som Nyhed fremførtes: Sonate pour FLuteet Piano fli'22) at Darius Milhaud, der viste sig at være en Rækkeharmiøse Stein-aiiiagsinalerier, hvor Gilbert Jespersen fløjtedeskønt og skovvtldt som selveste Pan, smukt sekunderet Sf sin Partnerved Klaveret

HJ.-LL.

GRAMOPHON

(Beethovens Ronrance i F-Diir Op 51', Solist Josef Wolfihal. Sange al Leo Slezak og Stra-vinsky »L'oiseau de feu~. Dirigent Oscar Fried Nordisk Polyphon)

Fuld at Tonesødme, med fornem Rejsialrig, fuldendt i Formen og pas et stiddommeligt In-strument, spiller Josef Wulfihal, Beetliovens skønne Violinromance - beasaidet og med en næsten utrolig Klaugfyldø, lige fra de dybeste Timer og til de højeste Flageoletter. - Som Optagelsestaer den højt over hvad man før har hørt og kan manbetegne den anni eii Triumf for den Polyplion-Teknik, deri øjeblik-ket er i sea stærk Udvikling -Leo Slezak har ofte sunget i København og

herigennem vundet sig et stort Auditorium.

Selv om adekillige har heklaget sig over haus

Hang til at overdrive i Foredraget, er hans

Venner dog, og med rette, i Fleital.

De Optagelser, som er udgivet pas Nordisk Polyphon, er fortræffelige, ilt kommer tydeligt frem; hans delikete Teknik, smukke Fortyndin ger og ikkemindst hans bedaerønde Mezzo Voce.

-- Af en hel anden Tønde er Stravinaky's Bellelt-Staite L'oiseau deleo (lidfuglen) Byg-get over et russisk Folke-Motiv er det, i dri-stige ogbizarre Harnionier, set op med en rent ud fantastisk virtuasitet, sanvel i Opbygning som i Inatrumentation. Da det i sin Tid blev freniført herhjemmeal Klenan« faldt det fuld-stændigt til Jorden. es Omstændighedder stk-cert har sin Forklaring i, at men skal vænne øret tilde nye Klange og iran desværre ikke pas en Koncerttribune har Lejlighedtil en sea-dan Gentagelse al Stykkerue. - Ikke mindst herfor her Gramophon-Optagelsernu sin store Berettigelse, men kan gentage i det uendelige, efdække Stykkets Skal og trænge ind til den Kærne, uden hvilken intet Maisikværk her bli-vende værd - Straviusky's Musik er nok dri-stig,men Livets Salt er han i Besiddelse at. -Decer Fried - ligeledes en ganimel Keben-hevnerbekendt - har ledet Gikesteret mød deii ham egne spirituelle Nerve, der gjorde hans Navn sas populært her for nogle Aar siden -.Til Slut kan man ikke noksom takke Polyphon for deres virkelig ideelle Bestræbelseri at op tage disse store Mesterværker, der er sas vair-skelig tilgængeligefor det store Musikpublikum.

H.B.