Nogle populære ord om det vigtigste og NØDVENDIGSTE VED SANG (første del)

Nogle populære ord om det vigtigste og NØDVENDIGSTE VED SANG

MAN taler i Sang om saa mange forskellige Skoler, Metoder og Syngemaader, at det virker baade begrebsforvirrende og uforstaaeligt.

Af Skoler skelner man hovedsagelig mellem den italienske, tyske og franske.

Metoderne har i de fleste Tilfælde faaet Navn efter de forskellige Pædagoger fra den ældre og nyere Tid.

Syngemaaden, d. v. s. den aabne, den lukkede, den frie og alt hvad man nukalder dem, er det Navn en Sanger selv vælger for sin Maade at syngepaa. Om Navnet altid stemmer overens med Kendsgerningen bliver en Sag forsig.

Hvad mener man egentlig, naar man taler om de forskellige Landes Skoler?

Hvad er en Skole?

Det er deri gradvis, bevidste Uddannelse og Træning, en Stemme skal gennemgaa, inden den naar Fuldkommenheden.

Hvad er en Metode?

Det er Formen for Uddannelsen og Træningen.

Hvad er en Syngemaade?

Det er den individuelle Opfattelse, som en Pædagog eller Sanger har for Formen af Uddannelsen og Træningen. Hvad mener man med Uddannelsen og Træningen af en Stemme? Det er Stemmens Udvikling i Omfanget saavel i Højde som i Dybde, dens Udvikling i Klang- og Farveskønhed. Det er Egaliseringen af Tonerne, d. v. s. Tonernes Placering i samme Linie, med samme Resonansstøtte i Højde som i Dybde og Færdigheden i at anvende Stemmen i hurtige Løb og Cadenser og bære den ilangsomme og brede Toner uden at forandre Placeringen af Tonens Leje.

Vi kan godt sige at alle Skolerne, Metoderne og Syngemaaderne stræber mod samme Maal: Stemmens naturlige Placering, dens Frigjorthed, dens absolute Egalitet og Skønhedsfuldkom-menhed i Farve, Klang og Form.

At de forskellige Skolers Resultat afviger noget, skyldes de forskellige Landes Sprog og Folkenes Opfattelse af hvad Skønhed i Klang er, samtderes Anlæg for musik.

Den italienske Sanger har en meget aabnere og friere Tone end den tyske, thi det italienske Sprog ligger baade i Sang og Tale helt ude paa Læberne, med Klangstøtten direkte i den haarde Gane. Det tyske Sprog ligger længere tilbage i Mundhulen mod den bløde Gane, og dette gør, at Sarigtonen meget ofte ogsaa bliver siddende der, hvilket frenibringer dengutturale Klang, som man kalder ,,Knödel"".

Det franske Sprog gør, med sine Nasallyde, som sidder indelukkede i Næsehulen, ofte en Sangstemme skarp og spids, thi Tonen lukkes ogsaagerne derind og faar paa denne Maade ikke den Balance i Hovedets og Kroppens Resonansrum, som den maa have for at blive rund og saben. Man kan dog sikkertpaastaa, at Skønhedsopfattelsen af Sang i Grunden er den samme i alle Lande. Det beviser den Kendsgerning, at alle store Sangere og Sangerindersom Adelina Patti, Jenny Lind, Caruso, Battistini og mange flere har faaetden samme Paaskønnelse overalt og deres Syngemaade betragtes som denrigtige og den smukkeste.

At Skolerne, Metoderne og Syngemaaderne i mange Tilfælde ikke naar Maalet, skyldes vel i fleste Tilfælde at Sangeren ikke ejer de for en Sanger nødvendige Forudsætninger, Stemmemateriale, Gehør, Sangtalent, Syngeglæde, Energi, Taalmodighed og Flid.

Grunden kan ogsaa være, at den Lærer, der paatager sig at uddanne en Sterirme, ikke har de Kundskaber, som fordres hertil, og ikke har de pædagogiske Evner, han maa have for at kunne lære andre at synge. En god Sangerer ikke altid en god Lærer. Det er to ganske forskellige Ting. Dogbør man ubetinget stille den Fordring til en god Lærer, at hanogsaa er en god Sanger.

II

AF alle Musikinstrumenter er sikkert vort eget (Stemmen) det sværeste at lære at kende, at behandle og at beherske.

Fordi det er levende er det saa utroligt ømfindtligt og maa behandles derefter med Varsomhed og

Kærlighed. Hvor mange Sangere lærer først dette efter lang Tids Studium og efter mange sørgelige Erfaringer.

Hvis en Sanger af Naturen har sunde og stærke Stemmebaand samt en sund Hals vil han aldrig faa nogen af Delene syge ved at synge, hvis han kun vilhuske paa hvordan han i Sang og Tale har at behandle sine Stemmebaand og Hals. I ni af ti Tilfælde bruger en Sanger Vold mod sine Stemmebaand, han fordrer mere af dem end de kan præstere, for at opnaa hvad han vilpresser han og forcerer f. Eks. for at tage en høj Tone. I Begyndelsen mærker han maaské ikke Presset og Forceringen i nogen højere Grad, men efter en tids Forløb begynder Virkningen at vise sig i Hæshed,Betændelse og Træthed i Svælget. Sangeren bliver fortvivletog saa begynder han at gaa fra den ene Lærer til den anden for muligvisat faa Bugt med Elendigheden. Undertiden lykkes det ham at blive kureret,undertiden ikke.

Hvilke Forsigtighedsmidler bør en Sanger iagttage naar han synger og hvilken Omhu bør han give sine Stemmebaand og Hals?

Forsigtighedsmidlerne og Omhuen ligger i Maaden han træner og øver paa.

Foruden Stemmen skal man træne og øve alle de Muskler i Kroppen, som sættes i Funktion naar man synger. Bugmusklerne maa trænes og styrkes, gøres smidige og elastiske, thi her er Sædet for Respirationen, de dirigerer Luftstrømmen og er Støtten for Resonancen.Hals- og Brystmusklerne skal trænes saadan, at de kan slappes fuldstændig,spænder man kun den mindste Smule opstaar øjeblikkelig Prespaa eller i Stemmebaandenes Omgivelser (Strubehovedet), hvilket aldrig maaske.

Den bløde Gane skal trænes til Slaphed, at den uden mindste Anstrengelse kan løftes og sænkes under Sangen og efter Tonernes Behov.

Underkæben skal ligeledes være ganske slap under Sangen.

Tungen, som er det Muskelbundt, der er vanskeligst at faa Herredømme over, maa studeres meget grundigt og læres til at gøres slap og viljeløs.

Hvorledes skal al denne Træning gaa for sig?

Først og fremmest langsomt og gennem lette gymnastiske Bevægelser. Intet som anstrænger og trætter, det er den lange Øvelse der skal give Resultatet. Til at træne Bugmusklerne findes nogle udmærkede lette Øvelser, som kun maa øves tre a fire Gange efter hinanden, men som maa gentages flere Gange om Dagen. At slappe Musklerne er en Viljesag. For den bløde Gane og Tungen findesogsaa nogle gode Øvelser, som med Tiden gør disse to Ting fuldkommenelastiske og slappe.

En Sanger kan prøve sig frem og selv finde passende Øvel-ser; men hvilke han end gør, maa de aldrig forceres saa de trætter. Bedst er det naturligvis at gøre Øvelserne under kyndig Vejledning.

Efter en Tids Træning mærker Sangeren at alting begynder at fungerelet og naturligt, og han gør da den glædelige Opdagelse, at Stemmen faar sit naturlige Leje og at den vokser i Skønhed, Kraft og Klang.

Naturlighed er den eneste Rettesnor i Sang, det eneste rigtige Grundlag atbygge paa. Sangen kræver naturlig Kropstilling og Muskelfunktion, naturligt Aandedræt og naturlig Tungeplacering. Al kunstigt og Linaturligt erfuldkommen forkasteligt, ligesom al Overdrivelse i Træningen. Der findesvirkelig Sangere, som for at styrke Mellemgulvet, hvor de tror Aandedrættetforegaar og Støtten for Tonen sidder, lægger sig paa Gulvetmed Strygejern paa Maven, og med disse Vægte træner de deres Muskler og Vejrtrækning, det er naturligvis det rene Vanvid og giverintet positivt Resultat.

Vil man kontrollere hvilke Muskler der arbejder ved Ind- og Udaandingen, lægger man sig udstrakt med Hovedet i lige Højde med Kroppen, slapper Muskler og aander roligt og jævnt ud og ind. Man mærker da at det ikke alene er Mellemgulvsmusklen, men alle Bugmusklerne der sættes i Arbejde, naturligvis maa saa alle disse forskellige Muskler trænes og ikke Mellemgulvets alene. Træningen skal naturligvis udføres uden Strygejern eller lignende. Haand i Haand med Træningen af Musklerne følger Træningen af Stemmen, den skal gøres ligesaa forsigtigsom Muskeltræningen.

I Begyndelsen indskrænker man Træningen til de Toner, som er bedst placerede fra Naturens Haand og ved hvilke Musklerne fungerer som deskal. Saa bygger man videre paa disse gradvis og forsigtig. Jo mere man faar Herredømme over sin Krop jo mere mærker man, at Stemmen bliverfri, Aandedrættet bliver let og Tonestrømmen flyder rolig ogfylder alle Resonansrummene, som bliver fri og let tilgængelige gennem Muskelslappelsen.

Sigrid Aminoff og Emil Friis.