Nogle populære ord om det vigtigste og NØDVENDIGSTE VEDSANG (sidste del)

NOGLE POPULÆRE ORD OM DET VIGTIGSTE OG NØDVENDIGSTE VED SANG

(Sluttet)

III.

NU vil vi sige nogle Ord om selve Tonedannelsen og prøve paa at forklarede mere almindelige Sangudtryk samt give nogle Anvisninger; som kan passefor alle.

Sangstudiet er sikkert det af Musikstudierne, som er det vanskeligste, fordi,som før sagt, det levende Instrument er saa følsomt for Mennesketsfysiske og psykiske Velbefindende, og fordi det er et mere abstrakt Studiumend nogen af de andre Musikgrene.

Naar Sangeren gennem Muskeltræningen har faaet sin Vejrtrækning i Orden og lært at dirigere og kontrollere den, skal Tonen placeres. Hertil anvender man helst den italienske Vokal a. I Parantes bemærker vi dog, at dette er individuelt, og ligger en anden Vokal fra Naturen en Sangerbedre, maa denne benyttes som Udgangsvokal og gennem den finde den samme Placering for den aabne Vokal a. Mange finder Vokalen i bedre og har lettereved at føle Placeringen med denne Vokal. Dog maa man passe aldrigat øve Vokalen i alene, men altid sammen med en aaben Vokal f. Eks.ia, iaa. Ved at øve paa Vokalen i alene kan Stemmen let blive skarpog spids.

Ved Brugen af det italienske aabne a føler man bedst Resonansplaceringen: Naar man har fundet denne, har man fundet Formen i hvilken alle de andre Vokalerplaceres.

Man kalder Resonansplaceringen den Placering en Tone faar, naar den af Luftstrømmendirigeres mod Resonanspunktet i den haarde Gane og gennem Luftsøjlenstøttes i Bugmusklerne, og fra disse to Støttepunkter fylder Resonansrummene i Kroppen og Hovedet med sin Klang.

Resonansrummene kan kun fyldes med Klang, naar de er aabne, og det bliver de gennem Slappelsen. Forbindelsen mellem Hovedet og Kroppens Resonansrum faar man, naar Underkæben slappes og sænkes. og Tungen ligger slap i Mundhulen, og man føler Underkæbens Fortænder. Denbløde Gane, Underkæben og Tungen udgør en Enhed og fungerersom saadan. Jo højere en Tone er, som skal synges, jo slappere maa Underkæben være, og mere og mere maa den falde for at give Pladstil Tonen. Strubehovedet er altid slapt og fungerer mekanisk, naar Halsmusklerneer slappe.

Resonanspunktet i den haarde Gane er altid det samme enten Tonerne er høje eller lave. Resonanspunktet giver Stemmen den Metalklang, den skal have, detgiver Tonen Kerne. En Stemme kan aldrig faa for megen Metalklang.

Resonansrummene giver Stemmen og Tonen den Blødhed og Fylde, den Formog Farve som den skal have.

Man sætter altid Tonen an i Resonanspunktet, enten den er høj eller dyb. Man trækker aldrig en Tone nedefra og opefter.

Stemmen bliver kun jævn og egal, ved at man altid attakerer Tonerne i Resonanspunktet og derefter dirigerer Tonesøjlen mod samme Punkt.

I Sang maa man lære sig aldrig at føle Tonerne høje ellerdybe, aldrig at se Intervaltrin; alle Tonerne skal føles som om deligger i samme Plan ved Siden af hverandre, ligegyldig hvor store Intervallerneer. Det er Kroppen, der registrerer. For at finde Resonanspunktet gørman bedst i at øve Stakkatotoner. I Stakkatoet arbejder Bugmusklerneuafbrudt. (Treklangsøvelser paa (h)a eller ia). Naar Stakkatoet liggeraldeles frit uden Luft eller andre Bilyde, har man fundet Resonanspunktet,og man har fundet den saa kaldte ,,frie Tone"" og den Toneplacering som giver Stemmen deres Expansionsmulighed.

I Reglen har en Begynder lettere ved at synge Forte- end Piano-toner. I Begyndelsenkontrollerer man ogsaa bedre i Forte eller Mezzoforte end i Piano. Udaf Fortetfaar man Pianoet ved at holde Luftsøjlen tilbage og dirigere den langsomtog let mod Resonanspunktet. Til dette behøver man lang Træningaf Bugmusk-lerne. Naar man har faaet Forte og Piano færdigt, øverman om vendt. Man attakkerer Tonen Piano og gør et langsomt Crescendotil man naar Forte og gaar saa over til Piano gennem et langsomt Diminuendo.

Til dette behøver man om mulig endnu mere Fasthed og Styrke i Bugmusklerne samt Slaphed i Kroppen. Opnaar man at kunne den Øvelse uden Anstrengelse, kan man være ganske overbevidst om, at Tonen sidder som den skal, fri,aaben og let.

Naar Tonen ligger fri, aaben og let, har man samme Fornemmelse, som naar man raaber for at fremkalde et Ekko. Raabet er Taletonens Forte. Taletonen og Sangtonen skal have samme Placering. For at faa Talen fri for Hals, erde italienske Vokaler og Ord de bedste at øve.

Naar man nu har faaet Vokalerne godt placerede, begynder man at binde dem sammen med Konsonanterne. Alle Konsonanter ligger paa Tungespidsen og paa Læberne. Konsonanterne maa ikke bryde Tonesøjlen men tværtimod være den Bro, som binder Vokalerne sammen. Kun gennem Konsonanterne som Bro mellem Vokalerne faar man Legatoet, og gennem Legatoet, Bel Cantoet! Man synger kun paa Vokalerne, og naar Tungen har sagt Konsonanten, maa denøjeblikkelig være paa Plads igen i Slapheden.

Ny Vejrtrækning tages kun, hvor den ikke bryder Teksten, og maa altid være lydløs. Man maa lære sig at tage Vejret hurtig ogdybt og lære sig at økonomisere med Luften.

Man maa lære sit Øre at høre sin egen Stemmeklang, ogman maa træne sig til at føle Toneplaceringen.

Inden vi nu slutter, vil vi tilføje nogle faa Linier om de forskellige Sprogs Behandling i Sang. Kan en Sanger ikke et fremmed Sprog, bør han helst undlade at synge paa det. Synger han et fremmed Sprog, maa han førsthave lært Udtalen grundig hos en Expert.

I det tyske Sprog maa man huske altid at synge paa den første Vokallyd, hvis der er dobbelte Vokaler i et Ord, f. Eks. meirie, maaa, ine.

I det franske Sprog maa man i Særdeleshed passe paa Nasallyden og debløde f, g, s, samt Overtrækningerne. Italiensk har især r, som ruller mer end paa noget andet Sprog, og man maa passe paa de aabne og lukkede Vokaler.

København i Oktober 1925.

Sigrid Amninoff og Emil Friis.