Hindemith

HINDEMITH

NÆPPE er det fem Aar siden, at Paul Hindemith begyndte at gøre sig kendt i videre Kredse uden for Frankfurt. Siden den Tid er meget Vand flydt til Stranden, og Hindemith har ikke blot erfaret Gudernes Gunst, menogsaa det modsatte. Selv om han ogsaa blev fejret som nyopdukkende Stjerneefter den første Succes i Donaueschingen og Salzburg, hvor man overbødhinanden i Anerkendelse, saa kom det dog senere, da den ventede store Publikumseffektudeblev, til lige saa tydelig Mishagstilkendegivelse. Det er jo saaledes,at en ung Komponist i mange Kritikeres Øjne er som en Væddeløbshest,paa hvilken man gør sin Indsats. Gaar Hesten ikke altid som den førstegennem Arenaen, saa bliver den offentlig diskvalificeret og faar ved Lejligheddet Skuffelsens Spark, hvorved man atter retfærdiggør sig. Dettesker for enhver, som til en Begyndelse har Medvind. Paa Hindemitli er altdette imid-lertid gledet temmelig sporløst forbi. Dog ikke fordi hanvar for overlegen anlagt til overhovedet at lytte til Stemmerne omkring sig.Maaske har meget glædet ham, meget ærgret ham, det me-ste harhan kan hænde rystet paa Hovedet over. Men dette er menneskelige Privatanliggender,hans Kunst berørtes imidlertid ikke deraf. Denne gik sin Gang udenat spørge om Succes eller Fiasko, end sige Begejstring, Advarslereller Ondskabsfuldhed. Thi Kunsten vokser ud fra det Indre efter egne, uforanderlige Love, ligesom et Træ, der skyder sin Stamme i Vejret og rækker sine Grene ud. Kunstnerens eneste Opgave bestaar i at bevare en usvigelig Troskab overfor dette sit Væsens Love, og i Kraft af denne Troskab bevarerhan sit Kunstnersind. Saaledes har Hindemith holdt sig hidindtil, uden atvakle eller blive usikker. Nu foreligger en Række Arbejder, hvis Opustalsnart overskrider 40. Ikke alt er offentliggjort, selv om meget deraf varsærdeles værdigt dertil - her skal saaledes mindes om den prægtige Klarinetkvintet, som engang faldt som Offer for en flov Kritik. Men det foreliggendeer dog tilstrækkeligt til at danne sig et Overblik og ud fra detteat naa til et Billede af hans Fysiognomi*1).

Hindemith er af en Natur, der er grundforskellig fra alle hans komponerende Tidsfællers. Han komponerer overhovedet ikke, han musicerer. Han ersom Violinens, Bratschens, Klaverets, Strygekvartettens eller den lille Trommes Personifikation. Han skriver ikke for disse Instrumenter, han er dem, hanforvandles i dem, lever i dem (man sammenligne fra det forløbne Aar Stravinsky: Symphonie d'instruments à vent, ikke pour instruments a.v., eller Carl Nielsen: Symfonia semplice. - 0. A.). Dette er noget megetbemærkelsesværdigt og lader sig ikke forklare ved den sædvanlige Henvisning til den praktiske Udøvelse. Praktikeren kender Instrumentets Greb- og Klangniuligheder, men hos Hindemith sker den indre Tilblivelse udfra Instrumenternes Væsen, ikke blot det enkelte, men alle mulige. Hindemither selv Violinist, men spiller ogsaa Klaver, blæser Klarinet, øver Saxophon.

Det er ikke Instrumentet, der vækker Klangidéer, men den skabende Villie driver ham til Instrumentet; for at han kan virke skabende, maa hanhave det, kunne betvinge, beherske og befale det.

Det er en atavistisk Erindring om Kunsthaandværkets fjerne Tid, en Tid, da Begrebet Komponist, saavel som Litteraturproducent, som saadan varubekendt, en Tid, hvor der ikke blev komponeret og interpreteret, man hvorder blev lavet Musik. Det er den Basis, paa hvilken Hindemith staar: han,,laver Musik"".

Ud fra denne ene Forudsætning fremgaar to Grundkarakteristiker for hans Produktion: hans Formgivnings undersætsige Muskulatur og organiske Renhed, samt Personlighedens Objektivisering overfor Værkets Indhold. Villiesmæssigt set svarer begge Egenskaber til Tidens kunstneriske Grundindstilling,men kommer hos Hindemith fra andre Kilder. Ligesaa fejlagtigt det vilde væreat anse ham for en primitiv Instinktmusiker, ligesaa fjernt ståar hanenhver Principmethodik, lad denne saa hedde lineær, at tonal, harmoniskeller polyfon. Han vil betragte alt opmærksomt og lade det virke paasig, men absorberer kun det, hvormed der umiddelbart lader sig musicere.Paa Evnen til at erkende det levende i Musikken, det være sig fra enteoretisk Lærebog eller maaske fra en Grammofonplade, beror hans Væsens Særkende.

Al Komponeren nutildags er rent Hjernearbejde. Det er bleven til Hjernearbejde derved, at - i Løbet af ikke de sidste Maaneder, men de sidste Hundredaar - Begrebet Komponist er kommet til at kendetegne den skrivende Producent. Det er en dybt indgribende historisk Foreteelse, hvis Indflydelse paa Produktionen hidtil næppe er bleven vurderet efter Fortjeneste. Al Hjerneproduktion rummer i sig Fordelen, men ogsaa Farerne ved den abstrakte Fantasivirksomhed: Fordelen ved Befrielsen fra Tilknytning til det materielt Givne, Farerne vedden egocentriske Bestemmelse og Overdrivelsen af de rent fantasimæssige Indskydelser. I Fænomenet den døve Beethoven har vi det store Eksempel paa denne stedse mer imod ,, skabende"" Ensidighed tenderende Kunstnertype,og det ligger i den ham følgende Tids Karakter, at deri greb netopdette Træk af hans Væsen med lidenskabelig Iver og førtedet videre. Saaledes opstod de store Partiturers Musik, Aandens og Ideernes Musik, Musik som stedse mer løsrev sig fra Klanglegemet, Musik afabstrakte Klangforestillinger. Det er ikke her Stedet for en Vurdering, menman maa erkende, at her maatte Reaktionen sætte ind, Tilbagevenden til Klangens, Instrumentets eller ogsaa Stemmens Musik. Disse taaler ingen Abstraktioner,men afviser dem, de tvinger den i det formløse svævende Aandi den legemlige Organiks faste Form, de lærer den paany at erkende denne Legemligheds Skønhed og Muligheder. Instrumentet vil leve, ikke blottjene, og idet det udfolder sin Livskraft, fører det Aanden fra dens Abstraktioner tilbage til de blomstrende Formorganismers Verden, hvor derfindes ikke blot tænkte, men ogsaa konkret frenibragte Klange. Veddisse Former hefter intet spekulativt, intet uvirksomt Fedt af villet Betydningsfuldhed,skrevne døde Noder, som ikke klinger. De er til, er Led, Knokler,Muskler og Nerver, hver paa sin Plads, hver arbejdende med yderste Præcision,intet for meget, intet for lidt. De er Funktion, og i Funktionens absolute Rigtighed, i de hensigtsmæssigt ordnede Kræfters nøjagtige Sammenspil ligger Borgen for deres æstetiske Gyldighed. Organismenløber ikke som Følge af en eller anden Ide, men i Glædeovet Bevægelsen og de levende Kræfters Virken.

Heri ytrer sig tillige den skabendes Objektivering overfor Værkets Indhold. Vi kommer fra en Tid, der ovetvurderede Personligheden i Henseende til dens Subjektivitet. Vi har indprentet os Begrebet ,,aandsejendommelighed"", som var tidligere, rigere Aarhundreder fremmed. Hvad disse lagde Vægt paa, var ikke Personlighedens Subjektivitet, ikke dens Glæder og Smerter,end ikke dens Evne til kunstnerisk Udformning af disse Glæder og Smerter.Det var Personlighedens Kendsgerning overhovedet, nemlig Personlighed, betragtetsom den kunstneriske Forvalter af det aandelige Fælleseje, og hvadden skabte, var ikke dens ,,aandelige Ejendom"" - den kunde jo tage det,hvorfra den vilde, selv fra berømte Samtidige - det var atter Fælleseje.Den tiltagende Subjektivisme har specialiseret sig alle disse Begreber, Omvælt-ningenaf den forvaltningsmæssige Tænkemaade har grebet afgørendeind. Ligesaa lidt som vi nutildags simpelthen kan borteleminere det saaledesdannede store Begrebskompleks eller erklære det som forfejlet, ligesaatydeligt maa vi gøre os klart, at det har indgivet os ensidige Anskuelserom Kunstnerens Forhold til sit Værk. Det har forøget Subjektiviteteni dette Forhold indtil Fordringen om tvungen personlig Bekendelse, man harvurderet Kunstværket efter dets Betydning som Bekendelse - thi ,,Bekendelse""i Henseende til Ordets Indhold er jo det nødvendige Korrelat til ,,aandelig Ejendom"".

Ogsaa her sætter Reaktionen ind, og paa Vurderingen af Kunstneren efter Værkets subjektive Bekendelsesværd følger Vurdering efterobjektiv Anskuelsesværd. Det er ligegyldigt, om Palestrina har skabtunder Smerter eller i Rusen fra et lystigt Lag, kun en begrædelig Kunstanskuelsekan overhovedet forlange Hensyntagen til Fødselsmerterne i andet endbiografisk Forstand. Værket, Barnet, er i Henseende til Levedygtigheddet eneste væsentlige. Da Hindemith skrev sine ,,Lieder einer jungen Magd"" eller ,,Sankta Susanne"" eller ogsaa Finalen ""1921"", saa drejededet sig hverken i det ene eller det andet Tilfælde om Bekendelsesproduktioner,og naar han i Enkeltheder betjener sig af ekspressive Formelementer, saaer det for ham kun Midler, som han sætter ind, ligesom en Violintone. Det Primære er ikke det subjektive Indhold, og saaledes kan den ægte Virkning ikke ligge i lyrisk Grebethed eller i berusende Tummel ved det ydre Indtryk. Det staar hinsides disse Subjektivismer og beror paa den overlegnekunstneriske Skuen og Fremstilling, paa den Kraft, hvormed den udenfor Objektetstaaende formende Personlighed i ser og griber dette.

Man kalder dette ,,Musik uden Sjæl"", uden at forstaa - naar vi endeligskal tale saa letkøbt om ,, Sjæl "" - at der behøvesmere Sjæl til at skue objektivt og forme kunstnerisk end til at flydehen i Rørelse. Det maa jo være svage og egentlig fattige Sjæle,som i Kunstværket stadig kun vil finde og genkende sig selv. Ydermereer det forøvrigt for en stor Del overfladisk Kendskab til Værkerne,der ligger til Grund for saadanne Meninger. Den, som har betragtet en Gruppeaf saadanne Værker som en alvorlig Musiker, vil ikke for sin egen Samvittighedvove at tale saaledes, det skulde da være, at han ingen havde.

Tager vi de foreliggende Værker af Hindemith som Helhed, viser der sig en paafaldende Sluttethed i Totalbilledet. Grundtrækkene vedrørende den improvisatoriske Spillen løs, Formgivning ikke ud fra Stilprincipper, men ud fra det elementært klanglige, Benyttelsen af alle ideelle ogstemningsmæssige Momenter som blotte Hjælpemidler i Formningsprocessen - alt dette staar fast fra Begyndelsen. Ændring sker kun i Henseende til mere intensiv Koncentration, stærkere Afstandtagen fra alle Floskler, absolut Samling om det væsentlige i Klangformningen. Dermed forbinder sig naturligt den stridig mere bevidst fremtrædende Tilbøjelighed til kontrapunktisk Stilisering som værende den saglig mest objektive Maade at musicere paa, endvidere Modviljen mod de berusende Orkesterfarver, Forkærligheden for den individuelt valgte Kammerbesætning eller for Soloinstrumenter. Heraf opstaar atter den voksende Evne til at gribe deenkelte Instru menter i deres hele Fylde, Evnen til at anvende den ydre Økonomiikke som Middel til Indskrænkning, men til at intensitere og individualiseredet klanglige. Saaledes banes Vejen fra den første f-moll Kvartetop. 10 til den fjerde Kvartet op. 32 og til Strygetrioen op. 34*2) , ellerfra de lapidar udkastede Sonater op. 11, blandt hvilke Violoncello og Bratschsonatener i Sandhed monumentale Udkast, til Solosonaterne op. 25 og op. 31. Deter netop de mindst kendte af Hindemith's Stykker; de er egentlig heller ikkeskrevet til Koncertbrug - det er Musikerstykker til Glæde for de udøvendeog for enkelte Tilhørere, ikke skabt til at stilles til Skue. Nogetlignende gælder om Sangcyklerne, sær-»Junge Magd" og ,,Marienleben".Den Succes, som ,,Junge Magd" fik, beror sikkert paa en sentimental Misforstaaelse, og det formskabende Egenliv i ,,Marienleben"" er vel kun kommen til de færrestes Bevidsthed. Koncertmusik, som vi er vant til, er intet af dette, og herfrastammer den Modsigelse, som siden er rettet mod Hindemith. Kun at denne Modsigelsenetop rammer det i særlig Grad ejendommelige i hans Natur, Krafteni hans formgivende Klangopbygning, som maaske ikke kom tydeligt til Bevidsthedunder det overvældende Indtryk af hans paagaaende Spiltemperament ogflydende Opfindsomhed.

Til de Værker, som udadtil har gjort størst Virkning, hører udover enkelte Kammermusikarbejder hans tre Operaer - betegnende nok de Stykker,i hvilke ganske vist Begavelsen er utvivlsom nok, men det konventionelt bundnetillige er mest fremtrædende. Dette gælder navnlig de to første,hyppigst opførte, nemlig ,,Mörder, Hoffnung der Frauen" og ,,Nusch-Nuschi"medens den tredje, selvstændigste og mest modne, ,,Sankta Susanna",vistnok indtil nu kun er spillet i Frankfurt. I Kampen mod denne Konvention,som gerne vilde bemægtige sig ham som ,,Talentmand" efter stedfunden,,Afklaring ", ligger Vanskeligheden for Hindemiths Produktion. Det er enlignende vanskelig Situation som den, hvori den unge Strauss befandt sig,indtil han overgav sig og gav Verden, hvad den forlangte af ham. Om den nuca. 30-aarige Hindemith vil gaa den samme Vej, kan ikke forudses, men manskulde næppe vente det efter det hidtidige. Hans Tilbøjelighedfor Stravinsky lader en snarest slutte det modsatte. Hvad der drager hammod Stravinsky, er vel ikke saa meget Enkeltheden i Stil og Faktur, som netopdet ukonventionelle i Kunstopfattelsen i det hele, den legende Opløsningaf de kompakte Indholdsformer i deres klanglige Elementer, Rytme, Sammenklang,Tonens Egenkarakter, fremfor alt Evnen til fortættende Sammenpresning,form al Intensivering. Midlerne hertil: Overskæ-ring af den harmoniske Linieføring, Udvikling af Akkordens per spektiviske Dybdevirkning med Klangenes Fladevirkninger, Bevægkraftens Koncentrering mod det rytmiskefremfor det modulatoriske - alt dette er primært tilstede hos Hindemithog bringes blot ved Stravinsky til stærkere Udformning. Medens detimidlertid hos Stravinsky fører til det pikant groteske, til Verdensmandens Ironi og Skepsis, er det hos Hindemith Midlet til en strengt stiliseret Djærvhed,hvis indre Kilder fører tilbage til Bach, til Tider i den melodiske Udviklings Løb ogsaa til Brahms. Det er næppe muligt at nævnenoget bestemt Forbillede for Hindemith, Elementer af mest forskellig Oprindelseer virksomme hos ham. Det vigtige er ikke, at de er tilstede, men at de afham sammenfattes til en ny organisk Enhed. Et Værk som Klaverkoncertenop. 36 betyder som Synthese af alle disse Musicerimpulser et absolut Højdepunktaf improvisatorisk Skaberkraft. Det er ikke mere ,,Komposition"". forstaaetsom et subjektivt Anliggende, endnu mindre virtuos Stillen til Skue af Solister eller en for-mummet Symfoni. Det er, som Hindemith rigtigt udtrykker, ,, Kammermusikfor obligat Klaver og tolv Soloinstrumenter"". Instrumenterne spiller, kundeman fristes ttl at tro, ud af deres eget Hovede, uden foreskrevne Noder,netop som de har Lyst til ifølge deres organiske Struktur.

Den skabende Hemmelighed ligger i at gribe det Punkt, fra hvilket de forskellige Organismer sætter sig i Bevægelse, idet denne synes fri og selvstændigog dog er bunden af en højere Lovmæssighed.

Dette er maaske mange Ord om en i og for sig meget simpel Foreteelse, simpel for saa vidt den intet gør, som ikke passer den, og som ikke betyder det for den selvfølgelige. Hindemith ser meget vel det problematiske i Kunsten, og det vilde tilvisse være forkert at benægte eller undervurdere det intellektualistiske i hans Natur. Men alt udløstes hos ham i Klang, den spekulative Abstraktion forbliver fremmed for ham. Herpaaberor den dybe Modsætning mellem ham og den iblandt de unge, som alenetaaler at sammenlignes med ham i Begavelse, nemlig Krenek. Det vilde væreurimeligt at opsætte en sammenlignende Vurdering her, hvor i Sandheduforligelige Modsætninger staar imod hinanden. Men at der eksisterersaadanne to Begavelser, kan tjene som en behagelig Bevidsthed overfor demsom utrættelig dynger Anklager op imod vor Tid. Her er absolute Værdier,skabende Kendsgerninger. Hvad har man egentlig at indvende mod dem, udoverat man føler sig krænket?

Paul Bekker.

Fodnoter:

*1) Hindemiths Kompositioner udkommer hos B. Schotts sønner Mainz.)

*2) Se U. T.S. Program d. 1V-, 26.