BØR SANGUNDERVISNINGEN AFBRYDES ELLER FORTSÆTTES UNDER STEMMESKIFTET?

Af
| DMT Årgang 1 (1926) nr. 07 - side 114-118

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

BØR SANGUNDERVISNINGEN AFBRYDES ELLER FORTSÆTTES UNDER STEMMESKIFTET?

NÆSTEN alle Læger og Sangpædagoger staar fast ved det Standpunkt, at Sangundervisningen maa udsættes saa længe Stemmen er i Overgang. Efter deres Opfattelse trænger de ungdommelige Stemme-organer til Ro og bør skaanes, fordi de befinder sig i Udvikling; den anstrængende Syngen kunde skade Stemmen og dens heldige Udvikling. Paa mange Gymnasier er det Skik at fritage alle Eleverne i de øverste Klasser (altsaa i to Aar) for Sangundervisning og Korsang.

Ved andre Læreanstalter opnaar Eleverne Lægeattester, der fritager dem for Sangøvelser. Det bliver anset for en Forbrydelse, naar unge Piger, før de er fyldte 16 Aar, og unge Mænd, før de fylder 18, paabegynder deres Uddannelse til Operaen eller Koncerttribunen. Det er endda lavt regnet. De fleste Forældre lader først Døtrene uddanne, naar de er fyldte 18 Aar, og Sønnerne naar de er 20. Saaledes bliver, som det vil vise sig, mange skønne Studieaar spildte paa Grund af gamle Fordomme.

Forandringerne af det voksende Strubehoved, som indtræder med Kønsmodenheden, er hvad Pigerne angaar ubetydelige i Modsætning til, hvad der sker med den unge Mands Stemme. Det er jo ogsaa kun naturligt, thi Stemmeomfanget og Tonehøjden bliver saa godt som uforandret: Sopran Mezzo, Alt, som hos Barnet. Ogsaa Strubehovedets Størrelse er næsten konstant. Kun bliver Timbren af Stemmen en anden gennem Naturens hemmelighedsfulde Mysterier. Det endnu halvt slumrende erotiske Følelsesliv lader Klangen blive rundere og mere sjælfuld, mens Barnestemmen klinger smukt, men instrumentalt koldt. Overgangen ytrer sig hos den unge Pige ved, at noget ved Stemmelejet klinger belagt og tilsløret af og til. Undertiden er Tonerne stærkere, undertiden mattere; akkurat som ved den gode Stemmedannelse, indfinder sig ogsaa stærke Slimafsondringer.

Ulige mere gennemgribende forløber Processen hos Drenge. Klangfarven bliver mørkere, Stemmen falder c. 1-2 Oktaver. Hyppigt er Stemme og Tale raa og uregelmæssig. Herredømmet over Stemmelæbernes Spænding mangler. I Kampen mellem begge Stemmelæbesystemer vil Hovedstemmen være underordnet og Fuldstemmen overvejende. Mellem dybe Toner gør sig pludselig og uden Hensigt en høj Tone latterlig bemærket: Stemmen knækker over. Ved Siden af viser den sig hæs og belagt. De physiologiske Strubehovedforandringer gaar paralelle med Funktionsforandringerne. Stemmelæberne vokser i Længde, Bredde og Tykkelse, ligeledes bliver Strubehovedhvirvelen større: Adamsæblet rager længere frem. Efter Stemmelæbernes Længde udvikler Tenor, Baryton og Bas sig. Tenoren besidder det mindste Strubehoved med de korteste Stemmelæber, Bassen det største Strubehoved med de længste Stemmelæber. Med Sikkerhed kan man aldrig forudsige, hvad Slags Stemme Ynglingen efter Stemmevekslingen faar. I hvert Tilfælde er den Antagelse, at der opstaar Basstemmer af Sopraner, og at der bliver Tenorer af Altister, ingenlunde altid Regelen. Saaledes har jeg f. Eks som Barn sunget Alt og blev Tenor, mens min Søn, der sang Sopran, ogsaa afslørede sig som Tenor. Det er en Kendsgerning, at de Sangere, hvis Stemme er ufordærvede og altsaa udviser glatte og naturlige Registerovergange, samt er lette at skole, næppe kan erindre deres Stemmeskifte, saa jævnt og uden Anstrængelse har det fundet Sted. Disse Lykkelige har bevidst eller ubevidst sunget rigtigt af Naturen; begge Stemmelæbespænderne kom godt overens hos dem; den yderste Spænder havde altid Overtaget over den delvis i Stemme-læberne selv løbende indre Spænder. Den Slags Sangere har naturligvis ikke gjort Brug af den forkerte Anvisning, ikke at synge i den Tid.

De maatte synge, en indre rigtig Tvangsforestilling drev dem til instinktmæssigt at træne Musklerne videre. De følte, at det at undlade at synge, gjorde dem stor Skade. Mange Elever, som havde pauseret, sagde mig, at de før Stemmeskiftet havde haft en smukkere Stemme end efter dette. Indvendingen, at Overgangstiden bærer Skylden, er kun tilsyneladende, netop Udsættelsen skadede, som vi faar at se meget.

Stemmeskiftet i sig selv rummer ingen Fare, denne ligger længere tilbage og er strængt forbundet med Kærnespørgsmaalet: Har Barnet før Stemmeovergangen sunget rigtig eller forkert? I første Fald følger Omdannelsesprocessen til Mandsstemme glat og som af sig selv. Man bliver ikke træt og kan stadig synge videre, man mister næppe de høje Hovedtoner, selv om man i Dybden har vundet nye Toner. Sopran eller Alt bør der nu ganske vist ikke mere synges i Kor, men derimod Tenor eller Bas. Den gode Lærer bør beslutte dette. Synge videre kan man roligt, da flittigt Muskelarbejde er sundere end en forkert anbragt Skaaningsmethode. Desværre har kun faa Børn faaet den idelle Ansats bibragt af Læreren, men har fundet den ubevidst eller ved at efterligne rigtigt syngende Kammerater.

Har derimod Ynglingen, som desværre ofte, gennem slet Sangundervisning, tidligere sunget forkert, saa forløber Stemmeovergangen gennemgribende som et Jordskælv. Dog tror jeg, at selv i dette Fald skader det mindre at synge videre end at lade være, naar da Undervisningen ikke er ganske miserabel. Mange Lærere har fortalt mig, hvor store Ærgelser og hvor stort Arbejde de havde, naar de fik en Klasse igen, som i et eller flere Aar var bleven fordærvet af en ,,Brølerkollega«. Som jeg allerede i min Bog ,, Kunst der idealen Tonbildung" har bemærket, ligger en ikke ringe Grund til den forkerte Syngemaade hos Skolebørn deri, at Sangene ikke ligger højt nok. Dette klinger som en daarlig Vittighed, men er dog Sandhed. Det hedder da: Netop gennem forkert overdreven Forsigtighed bliver Grunden lagt til Brystansats og Stemmeruin. Gennem Børnesangenes dybe Leje og ringe Omfang, forledes de smaa meget lettere til at skrige og til at synge forkert, mens den rigtige Ansats ved at synge svagt legende let findes i Højden.

Jo mere unormalt Stemmeskiftet forløber, desmere nødvendig er den gode Sangundervisning for den unge Mand, saa at Forbindelsen mellem de to Sangsystemer ikke mere bliver sønderreven, som allerede Reaktionens Styrke lader befrygte. Netop Stemmevekslingen er den gunstigste Uddannelsestid, og den gode Uddannelse ligner ganske Foreteelserne ved Stemmeskiftet. Nu er det glødende Jern flydende, en ny Form lader sig let støbe, hvoraf der kan hamres Staal. Nu gærer og syder det, Musklerne er endnu elastiske og bøjelige. Jo længere der tøves af Angst for indbildte Spøgelser, jo stivere, haardere og sprødere bliver Materialet. Der indtræder kun Udmattelse af Musklerne, naar Sangansatsen er forkert, naar der brøles med Brystet. Men dette er ingen Sang, derimod Skrig! Ethvert Muskelarbejde er sundt, naar det udføres rigtigt. Ved Hovedtoneansatsen falder Trætheden bort, fordi det kun er de rigtige Muskler, der arbejder, disse bliver ved Træning stadig kraftigere, men ved et forkert Skaaningssystem stadig svagere. Hvile paa forkert Grundlag, er ligesaa forkert som Overanstrængelse. Den gyldne Middelvej! Rigtigt, methodisk Muskelarbejde skader ikke alene ikke, men opelsker Livsglæde og Velbefindende. Hvorfor synger Elever trods deres Kærlighed til Musik ofte saa ugerne i Kor? Fordi de synger forkert. Hvilken Lærer lader - en hvid Ravn - synge de høje Tenor-og Bastoner med Hovedstemme, fordi Fuldstemmen endnu ikke er moden? Hos Flertallet af Mennesker gælder det for umandigt. Fuldstemmen vokser først lidt efter lidt for oven. Ved Udsættelse og Udhvilen opnaaes intet, (hviler jeg, saa ruster jeg), men derimod ved flittig, maalbevidst, energisk, men forsigtig Øvelse. Den gode Undervisning bestaar deri, at Eleven ikke gør for lidt eller for meget, men derimod netop det rigtige. Saa befinder han og Tilhøreren sig vel.

Sang er Gymnastik, kun med meget mindre Muskler. Bliver maaske Gymnastikundervisningen afbrudt hos de unge Mennesker, fordi de vokser? Nej, da netop ikke! Enhver vil indrømme, at en opløben Ynglings Lemmer vilde blive stive, usmidige og tunge, at Legemets Holdning vilde blive slap og Brystkassen indfalden, hvis der ikke blev drevet Gymnastik og Sport, Roning og Svømning. Og Sangmusklerne skulde hvile? Hvilken Modsigelse! Den prædikes endogsaa af Lægerne! Et lærerigt Bevis for, at det eneste rigtige er at vedblive at synge under Stemmeskiftet, har jeg i mine egne to Børn. Ganske vist er de vel foreløbig Undtagelser. Men behøver det at være saaledes? Paa ingen Maade! Det er en Regel, naar alle Børn lærer den rigtige Ansats, saa at de ved Stemmeskiftet ikke kan ledes bort fra den rigtige Bane. Lidt efter lidt vil en hel ny Sangerslægt opstaa. Der maa reformeres fra øverst til nederst. Ved Prøverne, der holdes over Sanglærere, har desværre ikke faa af Eksaminatorerne ingen Anelse om den rigtige Sangansats. De kan hverken synge eller høre om den Lærer, der aflægger Prøve, synger rigtigt eller forkert. Det musikalske gælder som Hovedbetingelse, den skønne Klang som en Biting. Ved Eksamen lægges der for megen Vægt paa Teori, Klaver, Harmonilære o. s. v., den rigtige, bevidste Syngemaade tillægges for lidt Betydning. Hvorledes skal Skolebørnene lære at synge rigtigt? Det overrasker næppe, at der gives saa faa virkelig gode Stemmer, naar Børnene fra Folkeskolerne kommer ud af disse, naar de er 14 Aar og under Stemmeskiftet ganske overlades til deres Skæbne. Paa Gaderne og Legepladserne søger de at overgaa hinanden i Skrigen paa en Tid, hvor de mest af alt behøvede en god sanglig Ledelse. Sikkert er der paa Sangomraadet allerede i mange Henseender indtraadt Forbedringer, men hvor meget er der endnu tilbage at gøre! Altsaa væk med den gamle Slendrian, der dovent reagerer mod alt Nyt: ,, Bare ingen Forandringer, det var før saaledes og er ogsaa gaaet"". Saa vil snart ingen mere tro paa Ammestuehistorien om Stemmens Ødelæggelse ved Stemmeskiftet.

Dr. W Reinecke.