Knudåge Riisager

KNUDÅGE RIISAGER

I de senere Aar har man blandt de unge danske Komponister, der har gjort sig bemærket, i særlig Grad lagt Mærke til Knudåge Riisager, der, idet han tagende de melodiske, harmoniske, rytmiske og formelle Udvidelser af den gængse Opfattelse af Musikens Elementer som Udgangspunkt for sin Musiceren, fuldstændig bryder med de engang vedtagne Retningslinier for dansk Komposition, der med ganske faa Undtagelser fortsætter de engang brudte Stier, hvori det nationale og romantiske parret med en vis cantabil Tendens spiller en væsentlig Rolle.

Riisager blev født den 6. Marts 1897 som Søn af afdøde Ingeniør Emil Riisager, der var ansat i Cementfirmaet F. L. Smidt & Co., og rejste som Leder for dette verdensomspændende Firmas continentale Anlæg over hele Europa; paa en af disse Rejser til Port Kunda, der ligger i Nærheden af Leningrad, var det, at Riisager blev født, men er han, omend født i Rusland, dog dansk, idet begge hans Forældre var danske (af jydsk Oprindelse). Da han saaledes fra Barndommen har været vant til at rette Blikket udefter mod Verden, er det kun naturligt, at han har haft let ved at følge Bevægelsen blandt de unge i Udlandet.

Hans første Kompositioner, der er Resultater af de Informationer, han modtog af Otto Malling og Peder Gram i Teori, bærer dog intet Vidnesbyrd om, at han føler Trang til at bryde med de engang vedtagne Retningslinier; men med Mandommen kommer Impulserne i ganske logisk Rækkefølge. Allerede tidligt har han været inde i det franske Sprog og herigennem interesseret i gallisk Kultur og Kunst og det er ikke uden en vis Betydning, at en Bog som Edmond Epardaud's ,,Fransk Musik i vore Dage" kommer ham i Hænde, idet den nemlig yderligere vækker hans Interesse for gallisk Musik og de nyere Retningslinier (Bogen, der udkom omkring Slutningen af Verdenskrigen, har forøvrigt - tilfældigt eller ej - haft en meget betydelig Indflydelse paa de nye Musikrørelser i det unge Danmark og var den direkte Aarsag til Stiftelsen af ,,Unge Tonekunstneres Selskab").

I 1922 bliver Riisager Formand for »Unge Tonekunstneres Selskab" og kommer herved i nærmere Kontakt med mange, saavel ældre som yngre Tonekunstnere, der er ham til megen Gavn, og da han i længere Tid opholder sig i Paris, hvor han studerer Komposition og særlig Instrumentation hos Paul Le Flem (Komponist, Dirigent og Kritiker) vil man forstaa, at han ved sin Hjemkomst optræder rent gallisk paavirket i nærmest Debussy'sk Retning som bl. a. i de 4 Klaverstykker, i hvilke man dog ikke endnu kan tale om nogen personlig Indsats. Hans Sange til Obstfelders Texter er i samme Stil, men her har Texten ligesom tvunget sig igennem Stilen og frembragt et mere personligt Billede af ham.

Riisager trækker sig nu (i 1924) aktivt ud af Foreningslivet og benytter Tiden til en Masseproduktion og naar efter mange Mellemled til, med den anden Violinsonate og den tredie Strygekvartet at skabe sine første betydelige Arbejder, og han er nu i fuldkommen Kontakt med den klanglige, rytmisk-experimentale Kompositions-maade, der kendetegner Nutidens kosmopolitiske Frembringelser, fyldt med urolige, pulserende, jagende, nervøse Rytmer og rafineret hasarderede Klange, hvori den melodiske Linie er brudt i utallige tilsyneladende usammenhængende Fraser, - stik modsat det man før den store Skillelinie - Verdenskrigen - kaldte god Musik. De saakaldte moderne Komponister gaar nemlig - og med Rette - ud fra, at Musiken som yngste Kunstart rummer overordentlige Udviklingsmuligheder, ikke alene af teknisk Art, men ogsaa af indre Udtryksmuligheder. Riisager har allerede en meget omfattende Produktion bag sig: Sange til Texter af Obstfelder, Klaverstykker, to Violinsonater, Bellmann Variationer, Ouverture til ,,Erasmus Montanus "", der er blevet opført i Gøteborg (tilegnet Ture Rangstrøm), Københavns "Tivoli" samt ved ,,Aarhus Teater""s Jubilæumsforestilling, Marionet Musik, e. t. c.

Som Riisager staar i Øjeblikket, er nærmest udtrykt ved den Linje, der begynder ved den anden Violinsonate og gaar over følgende Værker:

I. ,,Sinfonietta" for otte Blæsere (Een Sats, et kantet og stejlt Stykke med temmelig brutale Klange, navnlig beregnet paa rytmiske Virkninger).

II.,,Dionysisk Suite" der er skevet i Paris og tilegnet Albert Roussel.

III. ,,Symfonien" er i tre Satser, der spilles i eet: 1. Sats: Allegro ritmico e con brio (stormende i Karakteren dog nærmest ,,stolt", d. v. s. markant). 2.: Andante recitativo (tøvende og prøvende recitativisk. Motivet er udviklet af 1. Sats, 2. Tema). 3: Allegro (meget overgiven og ryger afsted i vild Fart).

IV. ,,Divertimento" for 9 Instrumenter (fire Satser, et muntert og lyst Stykke, tænkt som en Slags Serenade hvor det bare er om at musicere uden Skrupler løs af Hjertet).

V. Ouverturen ,,Introduzione di traverso" - i Navnet ,,Skæv Ouverture" ligger en Tilkendegivelse af, at den er Udtryk for Modsigelseslyst eller Trang til at slaa løs uden Hensyn, en vis Form for ,,Frigørelse".

VI. Strygekvartet Nr. 4, som er bygget over en enkelt Idé, der er gennemført over tre ,, Satser" - den begynder med et Sostenuto Forspil - dernæst Allegro - Andante - Vivace.

Skal man karakterisere hans Forhold til sin Musik kan man egentlig bedst gøre det ved at citere hans egen Definition: ,,Tanken er den, at al musikalsk Kunst til syvende og sidst er en Tonearkitektur, der beror paa Linjernes indbyrdes Forhold og dekorative Sammenstilling. Musiken er ikke Udtryk for bestemte Følelser eller Billeder; men ligesom Arkitekturen hviler den i sig selv derved, at den forklarer sig selv, blot ved at være. Vort harmoniske System er maaske en fordom, som vi maa bort fra. Hvorfor er der Forskel paa konsonans og dissonans? Det er vel en Illusion og en Fordom, naar vi bliver staaende i den gængse harmoniske Opfattelse og anser det Grundlag for ufravigeligt. En Arkitekt kan bygge lige skønt i Munkesten og i Marmor, bare Materialet tjener Formaalet. Maalet er altsaa at skabe Musik, der ikke er andet end Musik.

Riisager staar som den virtuost udrustede Musiker i fuld Kontakt med den nye Tids Rørelser, og har formaaet at finde Dyrkere og Lyttere til sin Musik. Fremtiden maa vise om hans Navn vil faa Betydning udover Øjeblikket, men meget intelligent er han, og forhaabentlig ogsaa i Besiddelse af den Hjertets Inderlighed foruden hvilken intet har blivende Værdi, thi Musik er ikke alene Arkitektur, men ogsaa Udtryk for Sjælens dybere Rørelser.

Helge Bonnén.