Asger Hamerik

ASGER HAMERIK

ETHVERT musikalsk Menneske i Danmark kender Gades og Hartmanns Navne og er fortrolig med, hvad Weyse og Kuhlau har skrevet, eller hvad Lange-Müller betyder for vort Musikliv, men der er kun yderst faa, der aner, hvem Asger Hamerik var eller har noget som helst Kendskab til hans Betydning som skabende Kunstner. Og saa er dog det mærkelige Tilfældet, at ingen af disse her nævnte Komponister har været saa kendte og skattede i den store Verden som netop Asger Hamerik - ingen af dem har gjort Danmarks Navn kendt viden om som han.

Den ydre Ramme om hans Liv er i Korthed denne:

Asger Hamerik fødtes 8. April 1843 i København som Søn af Kirkehistorikeren, Prof. F. Hammerich. Alt fra Barndommen af maatte hans Livssyn saaledes blive stærkt religiøst farvet, og det undrer derfor ikke, at man i den største Del af hans omfangsrige musikalske Produktion sporer dette eller at det af hans Værker, han selv havde kærest, var Requiem. Det var i Virkeligheden paatænkt, at han skulde hellige sig Fru Teologia, men allerede i en meget ung Alder røbede hans betydelige musikalske Anlæg sig, og Fru Musica gik af med Sejren. Nogle Kompositioner i Aaret 1859 skaffede ham Gades og J. P. E. Hartmanns Anerkendelse og Opmuntring til helt at hellige sig Tonekunsten, og han studerede saa Musikteori hos H. Matthison-Hansen og Kompositionslære hos Gade og Hartmann, medens Pianisten Haberbier underviste ham i Klaverspil.

Efter Samraad med Gade og Hartmann besluttede Hamerik sig til at fortsætte sin Uddannelse i Udlandet, og i 1862 rejste han til London og siden til Berlin, hvor han fortsatte sine Studier: hos Rich. Wüerst i Teori og bl. a. hos Hans v. Bülov i Klaverspil og Orkesterdirektion. Hamerik besjæledes dog mere af Lysten til den produktive Virksomhed end til at blive Klavervirtuos. Gennem Bülows Hustru Fru Cosima, der senere giftede sig med Wagner, stiftede Hamerik Bekendtskab med denne, der indbød ham til at besøge sig i Munchen, men nu brød Krigen ud i 1864, og Hameriks danske Sindelag tillod ham ikke at forblive i Tyskland, han rejste til Paris for at studere videre under den da stærkt forkætrede Hector Berlioz. Samtidig ændrer han sit Navns tyske Stavemaade, saa det faar en mere nordisk Form. Berlioz var paa det Tidspunkt hensunken i dyb Sorg, da hans Søn, der opholdt sig i Mexico, var afgaaet ved Døden. Den unge Dansker blev ham da som en anden Søn, paa hvem han kastede al sin Kærlighed. Megen Tid anvendte han paa at dygtiggøre H. i Fransk - B. elskede sit Sprog over alt: det største ved Liszt var efter B.s Mening, at han talte saa ypperlig Fransk. ,,Jeg er meget at beklage«, sagde han stundom til H., ,,min Svigermoder taler Spansk til mig, min Tjenestepige Tysk, og De sønderriver mine Øren med Deres Dansk". Men til sidst erklærede han dog: ,,Nu er De saa dygtig i Fransk, at De kan tale det lige saa slet som en Pariser". - Opholdet hos B. skulde i flere Henseender faa Betydning for den unge Dansker, ikke mindst, fordi han her traf sammen med Stormænd i Musikens Verden som Stephan Heller, Liszt o. m. a. Han arbejdede flittigt hos sin Læremester og vovede endogsaa, støttet af denne, trods de uhyre Vanskeligheder, der var forbundne hermed, at arrangere en Koncert i Paris med egne Kompositioner. Ved denne Lejlighed opførtes bl. a. Brudstykker af Operaen ,,Tovelille", hvortil han selv havde skrevet Teksten. Som Emnet lader formode, har hans Musik til ,,Tovelille", især i de lyriske Partier, en nordisk Klang, - det er Kæmpevisemelodierne, der har inspireret Komponisten. Dette spores især i Menuetten i 2. Akt, og i det i Koncertsale oftere hørte Forspil til 4. Akt. I de dramatiske Partier fjerner Hamerik sig imidlertid fra Kæmpevisens Paavirkning, - han lægger særlig Vægt paa Behandlingen af disse og udvikler her et Talent for det effektfulde og en orkestral Farvegivningsevne, der er imponerende.

Om ,,Tovelille" skrev Lange-Müller engang i et Brev til Hamerik: ,,Man er jo noget svag overfor sine egne Børn, men trods dette maa jeg dog tilstaa, at De forekommer mig at have været heldigere end jeg, hvad det sceniske angaar, og at De har vidst paa en særdeles virkningsfuld Maade at drage Fordel af Folkevisemotiverne, et Element, som jeg slet ikke har fundet Anledning til at benytte.""

En Række Koncertrejser fører Hamerik til Sverige, Danmark, Østrig o. s. v. Fra hans Pariserophold maa en enkelt Ting berettes: I 1867 blev H. valgt til Medlem af den Jury, som under Rossinis og Aubers Præsidium skulde bedømme alt, hvad der fandtes paa Verdens-Udstillingen i Paris af Musik og Instrumenter fra de nordiske Riger. Til den store Sangfest ved denne Lejlighed skrev H. sit gigantiske Værk ,,Hymne til Freden"". Man kan danne sig et Begreb om, hvilket uhyre Apparat, der her var sat i Scene, naar man erfarer, at Koret bestod af 400 Herrer, 200 Damer og 100 Børn. Endvidere medvirkede Musikkorpset af Garde de Paris i Uniform, 14 Harpenister fra den store Opera, Opera comique og lyrique, og endelig anvendtes 2 Kirkeorgler og 4 Kirkeklokker.

Siden førte H.s Rejser ham til Italien. I Milano fik hans Opera ,,la Vendetta "", der var skrevet under et Sommerophold paa Korsica, sin Førsteopførelse. Kritiken var ham yderst gunstig og priser ham især for, at han i een Akt og med kun 3 Personer er i Stand til at faa sagt, hvad italienske Komponister behøver 5 lange Akter til, og man bemærker sig spøgende H.s stærke Interesse for de himmelske Kloder, idet Operaen baade har en Sang til Maanen og en til Aftenstjernen. Paa denne Rejse modtog han et Tilbud gennem den amerikanske Konsul om at overtage den store Stilling som Direktør for Konservatoriet og Musikforeningen i Baltimore. Efter nogen Betænkning slog Hamerik til, især efter Tilskyndelse af Bülow, og i August 1871 tiltraadte han Rejsen til Amerika.

Konservatoriet i Baltimore skylder Kvækeren George Peabody sin Tilblivelse. - I Baltimore, ,,Monumenternes By", der udmærker sig ved sine mange prægtige Bygninger, opført af Marmor, var Peabody-Instituttet den mest fremragende. Musikkonservatoriet optog hele den vestlige Side af Bygningen. Hele Stueetagen optoges af den store Koncertsal, der rummede 1500 Siddepladser. I de øvre Etager fandtes 20 Musikværelser samt en mindre Koncertsal for de ugentlige Elevkoncerter. Til Instituttet var knyttet et stort Kor og et Orkester. For denne Anstalt var Hamerik nu Direktør og tillige Lærer i Musikteori, medens forøvrigt flere Danske af ham knyttedes til Konservatoriet som Lærere. Med Orkestret arbejdede han saa ihærdigt, at han hurtigt kunde paabegynde sine Symfonikoncerter. Allerede om den tredie af disse hedder det i Baltimores førende Blad: ,,Koncerten var med Hensyn til det talrig forsamlede Publikum som til alle Præstationerne saa vellykket, som selv den mest kritiske kunde ønske. Hamerik maa være en Dirigent, begavet med mere end almindelig Dygtighed, siden han saa hurtig har kunnet bringe Orden ud af det Kaos, han overtog."

I Baltimore falder nu hele Hameriks Manddomsgerning: han underviser ved Konservatoriet, holder Foredrag om Tonekunstens ypperste og komponerer det ene Værk efter det andet, som opføres ved hans Symfoni-koncerter for derefter at vandre videre ud i Verden - en Tid lang virkede han forøvrigt tillige som Organist ved Kirken ,,Old St. Pauls". Kort efter sin Ankomst til Baltimore tog han fat paa sin ,,Nordiske Suite" i C Dur. Den efterfulgtes senere af fire andre nordiske Suiter, saa at Hamerik ialt (1872-79) har skrevet fem saadanne.

Programmerne fra Peabody-Konservatoriets Symfonikoncerter viser, at Hamerik i væsentlig Grad lagde Vægt paa at slaa til Lyd for nordisk Musik - tidligere havde tysk Musik været dominerende i amerikansk Musikliv - hvorfor Navne som Kuhlau, Weyse, Gade, J. P. E. og Emil Hartmann, Horneman, Grieg, Joh. Svendsen, A. F. Lindblad, Søderman m. fl. stadig figurerer paa dem. Et tysk Blad i Baltimore siger derfor med et Suk: ,,Den skandinaviske Musik har i den sidste Tid brudt sig Vej, og nordiske Komponister findes nu hyppig paa Koncertprogrammerne." Og disse ,,nordiske Koncerter" gennemførte H. med sit udmærkede Orkester ikke alene i Baltimore, men ogsaa i andre store Byer i Amerika trods mange Chikanerier fra tysk Side derovre.

I 1894 indgik han Ægteskab med Miss Margaret Williams, født i Nærheden af Byen Columbia i Tennessee. Miss Williams havde tidligere i en Aarrække studeret Musik ved Peabody-Konservatoriet, hvor hun til Lærer i Kompositionslære havde haft Professor Hamerik.

Blandt de Værker, der stammer fra hendes Haand, er 3 Akts Operaen ,, Colombus"", som hun skrev til egen Tekst, og en Strygekvartet, der blev prisbelønnet og vandt megen Anerkendelse hos Tschaikowsky, der udtalte, at ingen europæisk Dame kunde have skrevet et saadant Værk.

I Baltimore skabte H. sine musikalske Storværker: der er ikke færre end 7 Symfonier, 5 nordiske Suiter, en jødisk og en kristelig Trilogi, en ,,Majdans" og ,,Høstdans" og hans Livs Storværk, hans ,,Requiem".

11898 tog han Afsked med Amerika og foretog, før han endelig bosatte sig paa Frederiksberg, 1899-1900 Koncertrejser med egne Kompositioner for Kor og Orkester, bl. a. som tidligere nævnt til Berlin; endvidere til Wien, Munchen, Leipzig, Dresden, Paris og Milano. Sin Kompositionsvirksomhed lagde Hamerik ikke helt paa Hylden efter Hjemkomsten til Danmark. I 1898 - 9. Juni - komponerede han saaledes en ,,Lursang" for 4 Lurer til det kongelige danske Nationalmuseum, fra hvis Tag den første Gang blæstes 24. Juni samme Aar, ligesom ogsaa Bearbejdelsen af ,, Herlig en Sommernat" for 2 Lurer skyldes ham.

Asger Hamerik døde den 13. Juli 1923, godt 80 Aar gammel. I mere end 20 Aar boede han paa Frederiksberg - der sad en gammel Mand, hvis Skabe var fyldt med Partiturer, Frugterne af et langt Livs Arbejde. I Ny og Næ opførtes en enkelt Ting deraf - ellers var det hele ukendt - eller glemt over mere paatrængende udenlandske Importvarer. Det gjorde vel saa Asger H. bitter i Sindet overfor sin Samtid! - ak nej, han havde endda Raad til at vise sit Sinds Storhed ved Gang paa Gang at tage de unge herhjemme under Armene og jævne Vejen for dem.

I 1906 udsatte han saaledes en Præmie paa 1000 Kr. for den bedste Koncertouverture med dansk Folketone som Grundlag. Af de mange Arbejder, der indsendtes, svarede dog intet fuldt ud til Forventningerne: at som Kunzens Ouverture til ,,Erik Ejegod "", Kuhlaus til ,,Elverhøj"", J. P. E. Hartmanns til ,,Hakon Jarl"" og Gades Ossian-Ouverture var fuldgyldige Udtryk hver for sin Tids Danskhed, saaledes skulde den ny Ouverture være et Udtryk for vor Tids. Præmien deltes mellem Komponisterne Ludolf Nielsen og Brun de Neergaard. - I stort som i smaat viste Asger Hamerik sin Kærlighed til Hjemlandet, til det danske Sprog - som han baade i fri og i bunden Stil beherskede som en Mester - og den danske Tonekunst. Hans Forhold i 1863, hans Program-valg ved Peabody-Koncerterne, hans Valg af Lærere ved Institutet, hvor flere dygtige Landsmænd ansattes, hans ,,Nordiske Suiter"" med deres forskellige Afsnit, lige danske i Tone som i Titel, hans Forhold til dansk Tonekunst efter Hjemkomsten - alt viser, at hans Kærlighed til Danmark var dyb og levende - den besvaredes aldrig efter Fortjeneste. Og her er vi ved et Punkt i Hameriks Liv, som aldrig er blevet tydeligt belyst og maaske aldrig bliver det: Der har været flere Lejligheder, hvor der var Mulighed for at knytte hans Virksomhed til Fædrelandet. Om en af disse kan her berettes. I 1890 aflagde Hamerik et længere Besøg i Danmark. Han havde da flere Konferencer med Gade, der skriftlig havde forespurgt ham, om han vilde overtage Posten som Dirigent for ,,Musikforeningen". Gade følte sig træt nu og ønskede meget Hamerik til sin Efterfølger - skønt der i Hameriks Ungdom havde været nogen Kølighed imellem dem som Følge af, at han havde valgt Berlioz til sin Læremester - da han mente, at Hamerik stod uafhængig af Klikevæsen herhjemme. Hamerik havde mange Betænkeligheder, som Gade dog forstod at overvinde, og det aftaltes da, at han skulde frigøre sig for sine Forpligtelser overfor Peabody-Instituttet og komme hjem Aaret efter (1891). Gade vilde da have arrangeret alt vedrørende Dirigentskiftet med Musikforeningen, og det hele kunde saa gaa af i al Stilhed. I Tillid til denne Aftale tog Hamerik da Afsked med Gade - efter at endogsaa Programmet for næste Sæson var aftalt - og rejste til Baltimore. Gades sidste Forsikring var: ,,Med Administrationen og Repræsentantskabet skal jeg nok ordne den Ting i Forvejen"". Døden overraskede imidlertid Gade allerede i December 1890, og da Hamerik i Foraaret 1891 vendte hjem, var der heftig Strid om Valget af hans Efterfølger, idet Stemmerne stod splittet mellem Emil Hartmann og Neruda - men Hamerik nævnedes end ikke som Dirigentemne. Skønt Gades nærmeste Kreds vidste god Besked om de trufne Aftaler med Hamerik, tav man dog hans Kandidatur ihjel, og J. P. E. Hartmann lagde da hele sin Autoritet i Vægtskaalen til Fordel for Sønnen, der derefter valgtes til Musikforeningens Dirigent, en Stilling, som han, sine udmærkede Egenskaber som Komponist ufortalt, ikke formaaede at bestride, bl. a. paa Grund af vaklende Helbred. Allerede efter en Sæsons Forløb afløstes han da ogsaa af Neruda. - Da Budskabet om Gades pludselige Død kom til Baltimore, indstillede Hamerik alle Forhandlinger om Afsked med Peabody-Instituttets Ledelse. Han var saa fortrolig med danske Musikforhold, at han forudsaa Muligheden af Overraskelser. Da Dirigentspørgsmaalet saa ordnedes uden om ham, rejste han atter til Baltimore og genoptog sin Virksomhed der.

Dette er i al Korthed de Begivenheder, der førte til den for dansk Musiks Levevilkaar i en lang Aarrække skæbnesvangre Afgørelse, hvorved Bøhmeren Neruda sattes i Spidsen for en af vore betydeligste Musikinstitutioner med Forbigaaelse af den eneste Dansker, der havde evnet at tage sig Opgaven paa. I ,, Den ny Tid", Okt.-Novbr. 1925, efterlyser Richard Hove, der er en varm Beundrer af Hameriks Kunst, de nærmere Omstændigheder herved med følgende Ord: ,, Det er, hvad der foregik bag Kulisserne i Tiden fra Gades Død til Neruda er valgt, jeg i dansk Musikhistories Navn efterlyser en korrekt og skaanselsløs Skildring af. Nu, 35 Aar efter, kan det vel taales, at der tales til Bunds om Ansvaret for, hvad der skete, selv om det, der da skete, afgørende kvalte en Generation dansk Musik." - Det vilde sikkert ingen Skade være til, om dette Ønske gik i Opfyldelse: der vilde vel være et og andet at lære deraf - der vilde maaske først og fremmest blive et og andet at undres over - men eet er sikkert: en saadan Efterforsken og Afsløring vilde ikke have haft Hameriks Sympati. Han talte selv aldrig om dette og har nok haft sine særlige Grunde til ikke at ville drage det frem. Men netop gennem denne Beslutning staar hans ædle og højsindede Karakter i det skønneste Lys.

Vi naaede aldrig at faa takket Asger Hamerik, som han havde fortjent det, for hans trofaste Kærlighed til Land og Folk. I Stedet herfor er man nu i Færd med at gøre dette godt igen ved at berede ogsaa Sønnen et Exil.

Kristian Ribers