Et Minde

Af
| DMT Årgang 1 (1926) nr. 08 - side 147-148

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

ET MINDE

DET var i Petersborg i Slutningen af November 1889. Vejret var mildt, men taaget og fugtigt, og alle Mennesker var mere eller mindre angrebne af Influenza. At lægge sig tilsengs har man i 25 Aars Alderen ingen Lyst til, men Tilstanden var ikke behagelig, snart følte man sig klam og frysende, snart alt for hed, og at passere en Museumstrappe var som at styrte i en Afgrund. Man holdt sig oppe med The og Kinin.

Ved et Beckersk Flygel i et af det store Firmas mange Sale gik Tiden dog fornøjeligt. En Dag hørte jeg fra et andet Lokale, at der blev spillet. Fint og smagfuldt klang det, og der var Passager af en Elegance og forunderlig Flerstemmighed, der kendetegnede den højt udviklede Kunstner. Nu skete det pudsige, at hver Gang jeg holdt inde for at hvile lidt, tog vedkommende fat, og saaledes musicerede vi afvekslende i flere Timer. Da traadte Chefen ind og ønskede at vide, hvem jeg var, idet han samtidig meddelte mig, at det var Felix Dreyschock, som jeg havde hørt spille. ,, Har De ikke tænkt paa at spille for Rubinstein?" spurgte han. Mit Svar var undvigende, jeg havde ikke tænkt paa noget saadant. Imidlertid trængte han ind paa mig, og vilde ordne det hele.

Nu var det netop i de Dage, hvor man fejrede Rubinsteins 50.aarige Kunstnerjubilæum, og jeg fik Invitation til Koncerterne og Festerne. Min mest uforglemmelige Erindring om hans geniale Klaverspil blev mærkeligt nok hans Udførelse af den berømte lille Melodi i F-dur. Denne Præstation hævede ham op over Samtidens Klaverspillere paa Grund af Foredragets Aandfuldhed, og den modulationsrige Tonedannelse.

Morgenen efter Afslutningsfesten, der varede det meste af Natten, blev jeg hentet af min nye Ven og ført til Rubinstein. Men han var træt, saa gusten og bleg ud, og jeg følte mig ilde tilmode ved at skulle lægge Beslag paa hans Opmærksomhed. Alligevel maatte jeg til det, og valgte min første Klaversonate og Chopins ,,Etüdenkønigin"". Mesterens Ros var uforbeholden, og han vilde skaffe mig Adgang til at spille i en af de store Folkekoncerter. Det er vanskeligt for mig at forklare, hvorfor dette Tilbud intet Indtryk gjorde paa mig. Først nogle Aar senere hændte der noget, der ligesom begrundede Tilstedeværelsen af en Ligegyldighed, der stod i et uforklarligt Forhold til min i andre Henseender saa energiske Natur.

En Aften husker jeg mig staaende ved Vinduet i et Hotelværelse i Aalborg, idet jeg i en nedtrykt Sindsstemning betragtede den ensomme Gade, der kun var svagt oplyst af det flakkende Lygteskær. Om lidt skulde jeg møde frem for et talrigt og begejstret Publikum. Lykke havde jeg gjort, saa megen, som jeg kunde ønske mig det, men hvad var det for en Smerte i Hænder og Arme - i to Dage havde jeg ikke rørt Klaveret? Det vilde blive en Aften fuld af Lidelse, skulde jeg gennemføre det planlagte Helaftens-Program. Men gennemføres skulde det, og gennemført blev det.

Da jeg var færdig den Aften, var jeg i Virkeligheden færdig i mere end én Henseende, thi begge Hænder var blodsprængte, og den højre Arm blev aldrig mere hvad den havde været. De Aar, der fulgte paa, skal jeg ikke dvæle ved, men jeg lærte, at selv de bitreste Erfaringer kan bære den skønneste Frugt, thi jeg lærte at hjælpe andre til ikke at møde en lignende Skæbne.

Louis Glass.

Årgang 1/1926, nr. 08