Kritik

Af
| DMT Årgang 1 (1926) nr. 08 - side 155-156

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

KRITIK

KLAv ER

To af vore dygtigste Pianistinder Karla Bjarnow og Alma Gidy havde d. 14/4 slsaet sig sammen om at give en Duo-Koncert i Odd-Fellow-Palæet. At den fortræffelige Idé ogesa slog an hos Publikum viste den godt be-satte sal og det varme Bifald, der hele Afte-nen blev de to udmærkede Koncertgivere til Del. Koncerten begyndte lidt forsigtigt, lidt famlende i Sammenspillets plastiske Udform-ning med Bacha: Passacaglio for to Klaverer. Det var som om Pianistinderne gensidig holdt igen pas hinanden, hver især ængstelig for at træde frem paa den andens Bekostning. Heri ligger der selvfelgelig noget meget rigtigt og rosværdigt, men near Beskedenhedens Dyd gaar ud over det musikalske Udtryk og Umid-delbarheden, har man Ret til at paskalde den Frejdighed, som alligevel vilde klædt dem begge og Bach bedre. I Sindings temmelig ensformige Variationer i es-Mol L var sammen-spillet allerede friere, men ogsaa her savnede man Sf og til, særlig i Udformningen af De-taljerne, den fulde Udnyttelse af de smas dynamiske og agogiake styrke- og Tempoforskydninger, hvorved selv en nok sas ensformig Klaversats kan geres interessant. Helt forneje-ligt var det til slutning at here Ignaz Fried-mann: Suite for to Klaverer og Strawinskys firhændige Danse, hvis vittige Indfald og bi-zarre Rytme lod til at more Publikum ligesac meget som de optrædende Eksekuterer. Pol-kaen maette endog gives da capo.

Mon det ikke var noget at en Misforstaselse naar Pianisten Holger Lund Christiansen ved sin Koncert den 2Ode Marts havde allieret sig med violinisten kgl. Kapelmusikus Knud Pe-dersen? De stod nemlig ikke helt godt til hin-anden Den fersle en Fusentast~, paagaaende og lidt tung, den anden en dremmende. forsagt Yngling med velplejede Manerer, stilbevidet og yndefuld i sit musikalske Udtryk, men sky og følsom som en Mimose overfor alle Eksal-tationer, alle voldsomme Udbrud fra sin mere blodfulde Partner ved Klaveret I Beethovens Sonate Op. 30 for Violin og Klaver fik violi-nisten kun momentvis, i de mere lyriske ste-der, Lejlighed til at hævde sig, slaset ud~, som han ustandselig blev af Pianistens noget ubeherskede Musikglæde. Dette var selvfølgelig beklageligt for Sonaten og for Beethoven; men de to Koncertgivere kan trygt række hin-anden Haanden, da de har adskilligt at lære at hinanden. som solist viste Holger Lund christiansen sig i Joh. Se S. Bacha: Orgelfan-tasi og Fuga i G. Holl, (bearbejdet for Kla-ver at Liszt) hvor en ikke helt uplettet Teknik og et umsadeholdent Pedaibrug skæmmede de ellers gode Intentioner. Carl Nielsen: Tema med Variationer Op. 40 var bedre sat op, særlig i Opbygningen og Kraftudfoldelsen i Fi-nalen, og til Slutning overraskede Pianisten med en helt god Udferelse af Beethovens Waldsleinsonate, der fastslog Pianistens ube-stridelige Klavertalent.

Pianistinden Fru Gudrun Seligmann, der tidligere er kendt som en fortrinlig Fortolker at Ylozart, havde til sin Koncert i Odd-Fellow Palæet forleden, for første Oang sat Oiganten Ludwig van Beethoven pas hele Aftenens Pro-gram. Ikke uden en vis Spænding og Forvent-ning mødte man derfor til denne Koncert, hvor Pianistinden ved Udførelsen af tre at Beetho-vens mest kendte Sonater: Hooneskinasona-ten. E-Moll Sonaten Op. 90 og Waidstein-sonaten, vilde vise hvad hun kunde præstere som Beethovenspiller. Lad os straks fastalsa det: Koncerten blev e, virkelig Succes for Koncertgiveren. I visse Henseender kunde man masake endogsas tale om noget som et Oen-nembrud, idet Oudrun Seligmanna Kunstnerfysiognomi er blevet beriget med nye Træk, stærkere Farver og faslere Form siden man sidst havde Lejlighed til at høre hende. vist-nok kunde man nu og da, særlig i Masneskins-sonstens sidste Sats, savne noget af den ma-skuline Kraft og Fysik, der fordres for helt at kunne udtemme denne Sat's voldsomme, bru-tale Udbrud, men Pianistinden gav til Oengæld pas andre Steder i Kraft at sin Musikkultur og rige Kvindelighed sas meget kønt og fint, at det fuldt ud erstattede hvad man lejlighedsvis kunde savne. I denne Forbindelse vil vi særlig nævne den smukke Oengivelse at den lyse, skære Sommerstemning, der er over E-Moll Sonatens 2den Afdeling og Waldaleinsonstens Rondo, hvor Fru Oudrun Seligmann da ogsas

ydede sit bedste.i~.-ll.

De to sidste Masneder at Koncertsæsonen har ikke været særlig begivenbedarige; den almindelige Depression synes særlig følelig pas det musikalske Omrsade. Det er betegnende, at der udover de obligatoriske Foreningakon-certer sas at sige kun har været givet Kon-certer at hjemlige Solister, væsentlig Klaver-spillere, og med sparsom Tilslutning fra Pebli-kum. Det er mærkeligt at se, at alt imedens der i ledende Kredse indenfor Musikerne tales vidt og bredi om en Klassicismens Rensissance udfra lineære Principer, komponeres der relativt lidt og i hvert Fald uden epokegørende Betyd-ning - samtidig med at Publikums musikalske Interesse kølnes eller søger (ver i mere primi-tive Musiktormer som Jazz etc.

Af de fremførte, ikke talrige Nyheder, for-tjener et enkelt Lyspunkt at fremhæves: Han-eggers «Pacitit 231«, en genial udkastet Skitse, der - vistnok uden tilstræbt Symbolik - gav et sublimt Udtryk for de positive Kræfter i Tids-sanden. At «Filharmonisk selskab« den Aften havde ombyttet den udlovede de Falla «Nuits dans les jardins d'Espagne' med Emil Bohnkes Klaverkoncert (udført at Edwin Fischer), var et kedeligt Fejigreb. Et Par ligeledes uindfriede Løfler var fremsat at ,,Ny Musik« og «Dansk Koncertforening', den første med Strawinskys «Soldat' og Oruenberga «Daniel Jazz'. den sidste med Rilsagers Symfoni «Ny Musik' fremførte i Stedet for ganske morsomme Kisrinetatykker samt Klaversonaten at Stra'vinsky; den sidste var det vel nok lidt umotiveret at bringe som anden Opførelse - sas betydelig er Kompositi~)nen da ikke! Til Oengæld hørte man med Interesse en lovende Strygekvartet at Finn Høffding samt Arnold Schønbergs fis-moll Kvar-tet. Man maa være Foreningen taknemmelig for, at den paa Trods af den herhjemme herskende Smag fremførte dette interessante Ar-bejde, der trods en vis Uligevægt i Opbygnin-gen, i hvert Fald i de to Satser med Sang viser Schønberg fra hans mest karakteristiske Side som Senromantiker (hans seneste Udvikling ufortalt). - Ved en senere Koncert præsenterede ,,Ny Musik os Ebbe Sadolins Marionet-teater, hvortil Musikken er komponeret Sf yngre danske Komponister. Forestillingen bestod af en Række indbyrdes isolerede Situationabilleder med et simpelt Kontrastlorhold som eneste dramatiske Virkemiddel. Det maa siges, at disse Smasacener afgav et særdeles taknemmeligt Materiale til musikalsk Udnyttelse, og da sea-vel det sceniske som Musikken var fiks og nydeligt tilrettelagt, blev Resultatet en velfor-tjent Succes. Om selve den kunstneriske Be-tydning Sf Marionetteatret kan der naturligvis diskuteres; blot skal her gøres opmærksom pas, at de 1V~arionetteatret i Forhold til Ballet-ten hovedsagelig kun har Surrogatets Karakter og Begrænsning. forskydes det kunstneriske Tyngdepunkt i Retning af Musikken, der i Egenskab at Kammerorkester ikke lider nogen tilsvarende kunstnerisk Forringelse. Medens det væsentlige i Balletten er Ideen i Dans og Hand-ling, og Musikken nærmest spiller en dekorativ Rolle, bliver Fotholdet ved Dukkescenen me-get let det omvendte. hvorved Musikken faer tøere Sf Programmusikkens Karakter, end d'Herrer Komponister vel inderst inde finder foreneligt med deres kunstneriske Samvittighed. Kun i en Henseende synes Marionelteatret at rumme en vis Overlegenhed overfor Balletten, nemlig paa de overdrevne Kontrasters, Karika-lurteg~iingens Omraade; men det er jo et ret beg!ænset Felt. Imidlertid var det vel ogsas netop her, at Sejren vandtes.

Den klassiske Musik fandt sine Dyrkere bl. a. i det kgl. Kapel, der til sin etie Koncert havde indskrevet en asa frematnaende Petsonlighed som Erich Kleiber, der i Eroica-Symfonien paa en klogt beregnet, men musikalsk næppe helt korrekt Mande ligesom dæmpede de første Satser ned, sas at Finalen kunne fremstas i straalende Kulmination; ved den næste Kon-cert opferles under Oeorg Høeberg bl. a. Bee-thovens 9. Symfoni, hvor navnlig Korfinalen

blev en fremragende Ydelse, som vil huskes. Endvidere Bach-roreningen, der bl a. opførte Kalfe-Kantatso"". og Musiktoreningen, som havde valgt at fremføre Oratoriet ,,Eli~s af Mendelsohn; et som Helhed temmelig svagt Værk, som virkede ret langtrukkent i sin i Forhold til den monumentale Tekst altfor ho'd-ningsløse og sødladne Homofoni. Udførelsen var heller ikke særlig god; dog synes Koret at have undergaaet en vis Forbedring. hvorfor ogasa Scenen med Baslapræsterne blev af ikke ringe Virkning.

Et Par ganske flinke Instrumentaldebutanter bør omtales: violinisten chr. Esbensen, som med sine fortrinlige Anlæg vil !~unne drive det vidt. men som endnu i musikalsk Henseende ligger asa temmelig brak, og cellisten Hans chr. Schwenger, der allerede er i Besic'delse at en vis kunstnerisk Modenbed, d,'r gav sig Ud-slag i en rigtig god Formgivning i Debussys Sonate; men Formatet er rigtignok lille, »g Buestrøget lider under stadige Hæmningsim-pulser. I denne Sammenhæng bør ogsaa næv-nes cellisten Jens Sørensen, der viste sig som en habil Musiker.

Som Afslutning pan Sæsonen figurerede Jaschs Heifetz med to Violinkoncerter - arti-slisk set fænomenalt, men lidt for meget at den gængse Ors~nmoton-Virtuostype, særlig hvad Programvalget angik.

B.M.

POLYPHON

Vasa Prihods - man husker denne unge Violinvirtuos fra hans Koncerter i Odd-Fellvw Palæet for et Par Masneder siden - er en gnistrende Teknikker med en stor cantabil Tone at ret usædvanlig Dimension, kort sagt viste Prihoda sig som en at de ,,store«, og man un-drer sig ikke over at Polyphon har ladet ham indspille en meget lang Række Plader. liii hans Spil er at den Art. der har sit store Publikum. De gængse ,,Numre« sassom ,,Ave Maria~, ,,zigeunerweisen« - ,,La Folie« samt Stykker at Kreisler, Burmesler etc. spiller han sasledes fortræffeligt. tilfredsstillende og ful Gt ud Itono-rørende de Krav, niati stiller til den store Vir-tuos. For Finsinagere findes en brilliant Optagelse at Vitalis ,,chaconne«, der er indspillet ned megen Sans for Liniens Skønhed og tied en dejlig fyldig Klang, deisne Optagelse er i en Klasse for sig.

H.B.

Årgang 1/1926, nr. 08