Leonora Christine

LEONORA CHRISTINA

I Sæsonens ,,11." Time har det kgl. Teater hentet sig en ,,Knaldsucces" paa Siegfried Salomons og Aage Barfoeds Opera ,,Leonora Christina"". Det historiske Emne, en guddommelig Fremstillerinde af Hovedrollen, en skøn og gribende Text og letflydende, iørefaldende Musik er tilsammen de Ingredienser, der udgør Successens Aarsag.

Første Billede foregaar i Blaataarn Dagen før Leonora Christinas Frigivelse; hun sidder ved et Bord og spiser, samtalende med Jonatha, et gammelt Kvindemenneske, der var hende til Hjælp i Fængslet, og Ole Taarngemmer. Der gaar Rygter ude i Staden om Leonora Christinas snarlige Frigivelse, og alle er selvsagt meget optaget heraf, det er dog ikke fri for, at Ole Taarngemmer hænger lidt med Ho'det i denne Anledning; thi hendes formodede Frigivelse vil blive ham en meget væsentlig Indskrænkning i Kosten. (Leonora Christina fik en ualmindelig rigelig og for en Fange overdaadig Kost, dertil megen Vin, hvoraf Overskuddet tilfaldt Taarngemmeren.) Efter endt Maaltid kommer Slotsfogden Peder Jensen Tødsløf ind i Fængslet. Det usædvanlige i det sene Besøg og Tødsløfs synlige Grebethed faar for Leonora Christina en egen Betydning. Han tør dog intet røbe; men hans forblommede Tale, der munder ud i det gribende skønne Sted, hvor Tødsløf siger: ,Jeg tør ikke tale - kun række Jer min Haand og sige Jer god rolig Nat! ", bekræfter hendes Formodning. Leonora Christina trykker bevæget hans Haand, dybt grebet ved Visheden om sin Frigivelse og medens Tødsløf andægtigt bøjer Hovedet, folder hun sine Hænder og beder følgende skønne Bøn (der er et nøjagtigt Citat fra hendes eget »Jammersminde"):

Min Tunge skal med Stemme
Forkynde Sjælens Agt,
Som ej i Dag vil glemme
At prise Guds Almagt
Og takke Skabren blid,
Som sine Vogtre sendte,
Mit Leje de omspændte,
Mig vogtede med Flid!

Med Sorrig jeg mig lagde,
Af Graad var salt min Mund,
Jeg til mig selver sagde:
Du ser ej Morgenstund!
Men Herrens Godheds Kraft
Befalte Søvnen søde
Min tørre Hjerne bløde
Og kvæge med sin Saft!

Jeg arme Støv og Aske
Endnu et beder dig:
Mig ikke at forraske,
Henrykke pludselig,
Men lade mig min Aand
Med fuld Fornuft og stille,
Med godt Taal og god Ville
Befale i din Haand!

Tødsløf takker for alt, hvad Leonora Christina gennem sine Lidelser har lært ham: ,At i et skrøbeligt Menneske kan selv Guds Almagt bo!" og hun svarer ham, at alt bliver til Menneskets eget bedste, naar blot man bygger paa Troen, Haabet og Kærligheden. En skøn lille Koralmelodi i Forbindelse med en ædelt følt Text giver her Scenen en gribende Storhed.-Tødsløf gaar hastigt ud, og efter at Taarngemmeren har laaset Dørene samt Jonatha er gaaet i Seng, fremtager Leonora Christina nogle store haandskrevne Pergamentsark, som hun i dybe, alvorlige Tanker gennemblader. - Lidt efter lidt gør Dagen sine Indtryk gældende, Hovedet bøjes og hun falder stille i Søvn.

I andet Billede føres man tilbage til Dagen før hendes Bryllup med Korfits Ulfeldt, og hvad hér foregaar er nærmest en lykkelig Elskovssamtale om Fremtids Liv og Virken.

I tredie Billede er Tragedien rykket os ind paa Livet, idet man her iagttager Ægtefællerne i deres Samliv, der jo ikke bragte dem den Lykke, de saa ivrigt eftertragtede. Korfits Ulfeldt er nu styrtet og har udstaaet svære Fængselsophold, dels i Malmø og dels i Hammershus Slot paa Bornholm, og Leonora Christina har troligt delt disse med ham. De samtaler om Sønnens Drab af deres ,,Bøddel " fra Hammershus (General Fuchs) og navnlig Korfits Ulfeldt er helt forgiftet i sit Had - syg og nedbrudt paa Sjæl og Legerne, som han er, kender hans Forbandelser og Hævnlyst ingen Grænser, og i et Raserianfald betror han Leonora sin sidste Intrige (hvorvidt Aage Barfod gør rigtigt i at lade denne Samtale finde Sted mellem dem, skal jeg lade være usagt, thi Historien er meget usikker netop paa dette Punkt, og Leonora Christina selv hævder med stor Bestemthed sin Uvidenhed om samme Sag). Ulfeldt beder indtrængende sin Hustru om at rejse til England for der at incassere de Penge, Kong Karl skylder dem; men hun afslaar det, da hun mener, at Kongen er en æreløs Pjalt og vil svige dem. (Som Historien beretter, fik hun desværre Ret, idet nemlig Kong Karl paa den danske Regerings Opfordring sendte hende til København som Fange og ankommen hertil blev hun straks indsat i Blaataarn.) Da indtræffer der et Bud fra Rigets Admiral, Henrik Bjelke, der vil advare Ulfeldt mod at komme til Danmark, da man er i Færd med at dømme ham fra Livet under frygtelige Omstændigheder ... De falder begge fuldstændig samsammen af Fortvivlelse, Leonora er den første, der bliver sig selv mægtig, og hun beslutter nu at rejse til England for i den yderste Nød at forsøge det sidste Middel. Hun giver Ordre til at pakke sine Sager og efter en kort Afsked med sin Mand (hun saa ham aldrig mere) tager hun afsted, fulgt af sin tro Tjener Frants.

Fjerde Billede er atter i Fængslet. Leonora, der har drømt det foregaaende, vaagner ved, at Jonatha i Søvne indbilder sig at slaas med sin vanartede Søn, som hun formoder er rendt med hendes Penge. - Tødsløf kommer nu ind og meddeler Leonera sin Frihed og at Døren nu staar hende aaben. Hun beder ham hente sin Søsterdatter, Frk. Lindenov, samt laase Døren thi før hun er ordentlig hentet, er hun ikke fri og ,,hun vil ud med Manér".

Imedens Slotsfogden henter Frk. Lindenov, samler Leonora Christina sine faa kære Ejendele, et Gemmeskrin syet af Spillekort med Rammepinde af Kviste, Knipleposer, Hæklepinde altsammen lavet paa samme primitive og fantastiske Maade. Nu kommer Frk. Lindenov og Operaens mest gribende Øjeblik er nu inde, - medens Fængslet oplyses af Solen og Kirkeklokkerne kimer, tager Leonora Christina for stedse Afsked med sit ,,Hjem" i de sidste 22 Aar, for at nyde sin seneste Alderdom i Maribo Kloster paa Lolland. - Texten er skrevet med en ualmindelig Ærbødighed over for det historiske Stof og er paa sine Steder af stor digterisk Skønhed - hvad man ellers saa godt som aldrig kan sige om Operatexter - giver en Komponist et taknemmeligt Materiale at arbejde med, navnlig i melodisk Henseende, og man maa indrømme Siegfried Salomon, at han ikke har været dette Moment overhørig. Hans Musiks bedste Egenskab er dens store Melodiøsitet og dens Smidighed overfor de skiftende Stemninger. Hvad man særligt glæder sig over, er de to smaa Coraler i første Akt, der i sin gamle Stil udløser en smuk Stemning. Et godt Motiv findes i Orkestret til at understrege de ,store" Øjeblikke i Handlingen, det samme kan man desværre ikke sige om Indledningsmusiken til 2. Akt - en lille March, der fremtræder ganske umotiveret og ovenikøbet er ret daarlig gjort. Skal man karakterisere Salomons Musik, maa man henføre den til en Mellemting af Heise og Hartmann, melodisk smuk og af en Art, der gaar lige i ,,Folk", uden at man derfor kan tillægge den nogen absolut Kunstværdi. I Instrumentationen mærker man, at Komponisten er den store Kammermusikspiller, thi Dygtighed og Kultur er her Kendetegnet, om end den kan blive lidt ensformigt med sine mættede Strygerklange.

Udførelsen var paa alle Punkter brilliant. Ing. Steffensens ,,Jonatha" var som skabt ud af Livet, pudsig og rørende, ,,Ole Taarngemmer" (Max Müller) var tilpas ondsindet og skummel. Poul Wiedemann og Lilli Lamprecht som henholdsvis Tødsløf og Frk. Lindenov, fine og ædle i Pagt med Stykkets Aand, og Albert Høebergs ,Korfits Ulfeldt" var navnlig i de dramatiske Situationer aldeles udmærket, og saa Tenna Frederiksen . . . Aldrig er vel større Kunst præsteret paa vor Opera, det var simpelthen saa stort, at ingen Beskrivelse kan give Udtryk for dette mesterlige Stykke Karakteriseringskunst, der her gjorde sig gældende fra først til sidst, - alt var skabt med et fuldt ud genialt Blik for den ulykkelige Kongedatters inderste Væsen og Liv. Dette i Forbindelse med hendes vidunderlige og vidunderligt behandlede Stemme gjorde Tenna Frederiksens ,,Leonora Christina,, til den største Præstation, der i mange Aar er set paa det kgl.Teater.

Alene med ,,Tenna" staar og falder dette Stykke, og man forstaar, at Teatret fyldes til dobbelte Priser for at opleve denne vor absolut største Opera-Sangstjerne.
Helge Bonnén.